Last First Kiss - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2015
  • Status: Færdig
Lily Payne er den 18 årige lille søster til Liam Payne. Hun savner ham frygteligt meget, at det har gjort hende syg. Liam tager den beslutning at det var en god ide at få hende med, da han også savner hende meget. Da han får lov af de andre drenge og manageren har sagt ja, henter han med det samme sin søster, og får hende til at flytte ind hos ham. Lily får den opmærksomhed som hun har drømt om at få fra Liam, og hun elsker det. Men hvem kunne overhovedet se at der ville ske noget forfærdeligt, nogle måneder efter Lily har boet hos Liam, og var kommet sammen med Niall, prøver hun at begå selvmord, fordi der er sket Niall noget. Lily overlever, men da hun vågner efter lang tid er hendes hjerne helt rundt på gulvet, hun kan ikke huske noget, og heller ikke hendes bror Liam! Eller nogen af drengene! Og havd sker der når Louis kommer ind i billedet? Hvem vælger hun? Louis - Niall?

18Likes
9Kommentarer
2020Visninger
AA

3. Over Again

Lilys synsvinkel:

”Please du må ikke forlade mig Lily, hvorfor gjorde du det også?”  Bip – bip – bip  
  ”HEY! LÆGER, DEN BIPPER!” Jeg åbnede mine øjne langsomt, og så en fyr stå ved siden af mig, det var sløret, så jeg kunne ikke se hvem det var. En masse læger kom ind, og det hele blev sort igen.

***

”Lily? Er du vågen?” jeg kunne høre en mandlig stemme kalde på mig.
  ”Hvor er jeg” jeg åbnede langsomt mine øjne og så ind i nogle grønne øjne.
   ”Du er på rigshospitalet” jeg kiggede forskrækket på lægen og sank en klump.
  ”Er det okay, at jeg lukker nogen ind, som der gerne vil besøge dig?” lægen kiggede venligt på mig og jeg nikkede stille til ham.
  ”Lily. Er du okay?” en fyr satte sig på kanten af min hospitals seng, han smilte til mig, og kærtegnede min kind. Jeg tog min hånd langsomt op til hans, og fjernede den langsomt, mens jeg sagde en sætning, en sætning som fik alle de fem drenge der stod inde ved mig, til at gå i chok. En af dem kiggede mærkeligt på mig, og skulle til at sige noget.
  ”Lily, vil du være sød at gentage det?” han flakkede med øjnene, og jeg smilede en smule forvirret.
  ”Jeg spurgte bare.. Hvem er i drenge?” jeg smilede langsomt til de fem drenge der stod foran mig.
   ”Lily, kan du ikke huske os?” den blond håret fyr kiggede trist på mig, med hans havblå øjne. Eller vent, det jo Niall Horan fra One Direction, det dem.
   ”Jo, nu kan jeg godt huske jer” jeg smilede stort, og Niall strålede af glæde. Han løb over til mig, og kyssede mig lige på munden. Jeg kunne ikke lade vær med at gøre store øjne.
   ”WOW! Hvor uventet” jeg smilede til Niall, på en forlegen måde.
 ”Hvad er det der er uventet?” Liam satte sig ved siden af mig.
  ”Niall har lige kysset mig. Ja, jeg har været lun på ham i lang tid, men jeg troede ikke han ville kaste sig i armene på mig, bare sådan” jeg smilede igen til Niall, men han tog sig til hovedet, mens han greb fat i sengen, som om han var ved at besvime.
  ”Kan du ikke huske mig?” Niall kiggede dybt ind i mine øjne. Jeg kunne se at han var ked af det, hvilket jeg ikke anede hvorfor.
  ”Undskyld Niall, men jeg kan ikke huske noget som helst” jeg kiggede ned og tog hans hånd. Da jeg kiggede op igen så jeg ind i hans blå øjne, som var ved at fælde en tåre, men han smilede til mig.
  ”Du kan da huske mig?” Liam tog en hånd på min skulder, som om han var bekymret for noget. Jeg smilte blidt til ham, og svarede på hans spørgsmål.
  ”Du min bror” Han fjernede sin hånd, og smilte blidt.
  ”Drenge det ikke min mening, at jeg vil gøre jeg alle ked af det, jeg aner ikke engang hvem jeg selv er, eller hvor jeg er” en tåre fandt vej ned af min kind, og Niall kyssede den væk.
  ”Vil du vide hvem du er?” Harry stod ved vinduet og kiggede på mig, han smilede med tårer i øjnene. Jeg nikkede til ham og han begynde langsomt at fortælle.
  ”Dit navn er Lily Payne, du er søster til Liam Payne fra One Direction, din kæreste hedder Niall Horan. Zayn, Louis og jeg er dine bedste venner. Du er en helt utrolig person Lily” han holdte en pause og satte sig ved siden af mig.
  ”Du er smuk, klog, sød, rar, og sidst af alt en fantastisk ven. Lily, vil du ikke for min skyld huske, husk hvordan vi grinte sammen, hvordan du græd da Niall var indlagt, og hvor rørt du blev da Niall havde forsvaret dig. Lily, Niall elsker dig, og han er den rette for dig. Please husk. Husk i det mindste vores tid engang” Harry fældede flere tårer. Mit blik blev distraheret af de andre drenges ansigtsudtryk. Alle havde munden på vidt gab.
  ”Har I haft noget?” Liam stod bag ved Harry og kiggede skiftevis på os.
  ”Ja, men det betød ikke noget, men det gør det nu” Harry lænede sig ind mod mig og skulle lige til at kysse mig, men jeg stoppede ham.
  ”Harry?” han stoppede og rykkede sig tilbage.
  ”Hvad?” han smilede og jeg grinte forvirret.
  ”I er mine største idoler, jeg vil gerne tro jer, men hvis jeg var i familie med Liam, kærester med Niall, og havde jer tre som bedste venner, så tror jeg altså jeg ville huske det. Er det her skjult kamera?” jeg grinte, mens jeg kiggede rundt i lokalet, efter skjulte kameraer.
   ”Er der et kamera bag spejlet?” jeg pegede mod spejlet i hjørnet, men blev mødt af fem dybt alvorlige ansigtsudtryk, som kiggede på mig. Jeg kiggede rundt på dem alle og begravede mit hoved i hænderne.
  ”Hvis I ER min familie, ville jeg aldrig glemme jer..” flere tårer kom frem, og jeg rystede på hovedet.
  ”Lily? Tror du os ikke?” Zayn kiggede skuffet på mig, men jeg nikkede. Jeg vil selvfølgelig gerne tro dem, men det er svært.
  ”Men hvis det passer det I siger, hvad laver jeg så her, og hvorfor kan jeg ikke huske noget?” jeg kiggede rundt på drengene og Louis fandt noget frem.
  ”Det her lagde ved siden af dig, da jeg fandt dig” Han rakte mig et brev. På forsiden stod der Farvel. Jeg tog nervøst imod det, og åbnede det langsomt.
  ”Læs det højt” Niall smilede opmuntrende. Jeg nikkede stille til ham, og startede stille ud. ”Kære Liam, Zayn, Louis (og) Harry (og dejlige Niall). Når I læser dette er jeg nok gået bort. I skal ikke tænke på mig, jeg er et bedre sted. Hvis Niall overlevede alligevel så sig til ham, at jeg elsker ham, og at jeg virkelig har prøvet at holde på mig selv, men da Zayn sagde at han ikke ville klare den, kunne jeg ikke mere. Min dejlige fyr, ham jeg har ventet på i så lang tid, og drømt om, hans timeglas er ved at rende ud. Undskyld jeg har gjort det, men i 3 år har jeg bare følt mig ignoreret. Min bror ville mig ikke, jeg vil ikke give nogen af jer dårlig samvittighed. Jeg ved du elsker mig Liam, og jeg elsker dig! Jeg elsker Niall. Jeg vil ikke sige mere, jeg har truffet mit valg. Farvel. Jeg venter på jer.” Der kom et hulk frem, og tåre trillede ned af mine kinder. Havde jeg virkelig skrevet det? Havde jeg virkelig prøvet, at begå selvmord?
  ”Hvorfor skulle jeg skrive sådan noget?” jeg kiggede rundt på dem, og bed mig selv i læben. Jeg var selv forvirret, for jeg kunne ikke se nogen grund for at jeg skulle skrive sådan noget.
   ”Vi kan kun tro på det i brevet, det skrev du da du kunne huske det hele” Louis tog brevet igen og smilede svagt.
   ”Drenge?” en læge stod i døren, og smilede til drengene.
   ”Det er nok en god ide, at I går nu” han smilede igen, og drengene skulle til at gå.
   ”Nej. De må ikke gå. Jeg beder dig. De lyder til at være de eneste der kender mig. Jeg kender knap nok mig selv” jeg græd igen, og rystede så på hovedet, mens det bevægede sig ned gennem min krop. Liam kom over til mig.
   ”Rolig Lily, det skal nok gå, vi venter udenfor.” han smilede og vendte sig mod Niall. Liam gik og Niall kom over til mig. Han kærtegnede min kind. Han smilte og kyssede mig blidt på læberne. Jeg smilede, og nikkede så stille. Han forlod rummet og lod lægen være alene med mig.
   ”Lily, jeg har bare nogle få spørgsmål” han smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Hvad er det for nogen spørgsmål man stiller en, der husker intet? Og jeg marker lige INTET.
   ”Okay, Hvor gammel er du?” han tog en kuglepen frem og var klar til at notere noget. Jeg lod mine øjne studere min krop, og svarede så: ”Øhm, 19?” jeg kiggede på lægen som bare notede det.
   ”Hvad hedder du?” igen, sad han med snuden i blokken. Tænk, tænk. Hvad var det drengene lige kaldte dig? Øhm… Nå JA.  
   ”Lily Payne” og så noterede han igen, og sådan forsatte det i 20 minutter.

 
   ”Tak for din tid Lily” Han smilede og rakte sin hånd frem, og jeg trykkede den. Hvad skulle jeg egentlig ellers bruge min tid på?
   ”Hvordan klarede jeg mig?” jeg kiggede ventende på ham. Selvfølgelig, var jeg nysgerrig, selv om jeg vidste at det ikke var godt.
   ”Det skal dine venner bedømme” han smilede endnu engang og forlod så lokalet. Nå, jamen så jeg alene igen. Jeg tændte for tv´et, og så med det samme i nyhederne, noget om en berømthed. Nyhedsværten, Matt Martin, fortalte om det
   ”Det såkaldte Boy bandt One Direction, har haft noget ulykke efter sig. Først kommer Niall ud for en slåskamp for at beskytte sin kæreste, men nu går der rygter om at Liam Paynes lille søster og Niall Horans kæreste, Lily Payne, er indlagt på rigshospitalet med hukommelsestab. Vi har nogle optagelser med drengene der ankommer til hospitalet”  Nyhedsværten kiggede ned på sin skærm, og så kom optagelserne. Man så Niall komme løbende ind og Liam lige bag ham. Zayn og Louis hjalp Harry. Inden de gik ind så man Harry kramme Louis og græde. Wow - Den skal lige tygges. Drengene kom ind igen, og jeg slukkede hurtigt for tv´et.
   ”Lægen kommer lige om lidt!” Niall satte sig ved siden af mig, og kyssede min hånd. Harry stod i vinduet, og kiggede ud og grinte stille.
  ”De nyhedsfolk, venter bare på at vi kommer ud igen. De forventer nok at vi har noget at sige fra dig” han vendte sig om mod mig, og jeg smilte til ham. Jeg havde virkelig lyst til at spørger ham om hvad det var for noget, inden de kom, altså det på tv’et.
  ”Så har jeg resultaterne” Lægen kom ind og kiggede skiftevis på os alle.
   ”Jeg har gode og dårlige nyheder. De gode først, du husker fint, altså dit navn, alder osv. De dårlige nyheder er at jeg desværre må sige at..” han stoppede og kiggede på drengene.
  ”Der venter jer meget arbejde, for det er en Over Again. Hun husker ikke meget fra de sidste måneder, måske år.” Alle blev stille og vi udvekslede kun nogle blikke.
  ”I kalder bare på mig, hvis I har brug for noget hjælp, eller svar på nogle ting.” Han forlod lokalet igen og lukkede døren bag sig. Med det samme slog alle drengene deres blikke mod mig. ”Hvad?” jeg kiggede rundt på dem, og sank en klump.
  ”Undskyld drenge, men jeg ved ikke engang hvem jeg er” jeg kiggede ned og skulle lige til at græde igen, da der var en der kyssede mig. Da personen fjernede sig, fik jeg det største chok.
  ”Harry! Hvad har du gang i?” Niall tog fat i ham og skubbede ham over i vinduet.
   ”Jeg ville bare se om det ville hjælpe på hukommelsen!” Harry kiggede på mig, og jeg var ikke med. Men sjovt nok, var det som om de bløde læber gav mig en slags flash back. Det var en smule uklart, men jeg kunne se en ung mig, og en ung Harry? Vi sad på en bænk, hvor Harry tog min hånd. Det var der jeg fik mit første kys sammen med Harry, og hans bløde læber. Jeg nikkede stille, og prøvede at sige noget, men hvad skulle jeg sige?
  ”Vi var på den samme lejer da vi var omkring de 14 år” jeg kiggede på ham, og han grinte.
   ”Se det virkede.” han smilte til Niall, som bare rystede på hovedet. Han slap Harry og gik så hurtigt ud af lokalet.
   ”Ja, men hun kan ikke huske noget fra dette år, eller 3 år tilbage” Louis gik ud til Niall.
   ”Liam, rejs dig lige” han flyttede sig, som jeg sagde, og jeg satte mig op.
   ”Du skal blive liggende!” Liam tog fat i mig, men jeg sendte ham et blik, og ventede på, at han ville slippe mig.
   ”Hvis du er min bror, så lad mig gå, for jeg tror jeg elsker ham.” Han slap mig endelig, så jeg kunne følge efter Louis og Niall. Jeg gik ud på gangen, og kiggede mig omkring, men jeg kunne ikke se dem nogle steder.
  ”Niall? Er du her?” jeg tog mig til hovedet. Jeg følte mig en smule svimmel, men jeg ville finde ham.
  ”Louis, lad mig gå. Hun kan ikke huske mig. Hvilket betyder at Harry har en chance.” Jeg kiggede rundt om hjørnet og fandt Louis snakke med Niall. Niall så ned i jorden og faldt sammen.
  ”Louis jeg har mistet hende. Mit livs kærlighed” han brød ud i gråd, og jeg trådte tættere på. Louis så mig, og skulle til at sige noget, men jeg lagde en finger op til min mund, og signalerede at han skulle være stille. Jeg gik hen til Niall og satte mig ved siden af ham.
  ”Niall, du har ikke mistet mig. Giv mig tid til at huske. For jeg vil huske, huske vores dejlige minder, som jeg er sikker på, at vi havde mange af sammen” jeg tog hans hånd, og han kiggede op. Jeg lænede mig mod ham, og vi mødes i et dejligt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...