Last First Kiss - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2015
  • Status: Færdig
Lily Payne er den 18 årige lille søster til Liam Payne. Hun savner ham frygteligt meget, at det har gjort hende syg. Liam tager den beslutning at det var en god ide at få hende med, da han også savner hende meget. Da han får lov af de andre drenge og manageren har sagt ja, henter han med det samme sin søster, og får hende til at flytte ind hos ham. Lily får den opmærksomhed som hun har drømt om at få fra Liam, og hun elsker det. Men hvem kunne overhovedet se at der ville ske noget forfærdeligt, nogle måneder efter Lily har boet hos Liam, og var kommet sammen med Niall, prøver hun at begå selvmord, fordi der er sket Niall noget. Lily overlever, men da hun vågner efter lang tid er hendes hjerne helt rundt på gulvet, hun kan ikke huske noget, og heller ikke hendes bror Liam! Eller nogen af drengene! Og havd sker der når Louis kommer ind i billedet? Hvem vælger hun? Louis - Niall?

18Likes
9Kommentarer
2024Visninger
AA

4. Little Things

”Okay, lægen sagde at dette var en Over Again, hvilket betyder at vi skal hjælpe hende til at huske” Louis kiggede smilende på mig og jeg smilede tilbage til ham.
  ”Jamen bliver det ikke lidt svært?” Niall kiggede på Louis og smilte skævt.
  ”Nej! Lily, hvad kan du huske?” Louis og de andre kiggede på mig. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at huske. Det var svært for mig, men jeg ville gøre alt for at huske. Bare huske et minde om Niall og mig, ville gøre mig lykkelig.
   ”Jo, jeg kan huske at Harry og jeg var på den samme sommerlejer da vi var 14, øh, Jeg kan huske min 15 års fødselsdag, og så at jeg vinker til Liam inden han skal til x factor.” Jeg kiggede rundt på dem, og de smilede.
    ”Det da mere end før” Liam smilte, og krammede mig. Nå ja, hospitalet, der var en der stod og holdte min hånd, så længe han sagde at han ikke ville have at jeg skulle forlade ham.
    ”Vent! Der er mere, men det er fra da jeg kom ind på hospitalet” jeg kiggede rundt på dem, og de ventede spændt. Og jeg forsatte.
    ”Der var en der sad ved mig, inden jeg vågnede, han bedte mig om at vågne, og jeg måtte ikke forlade ham. Var det nogen af jer?” jeg kiggede rundt på dem alle. De sad alle med store øjne.
    ”Hvem?” Niall satte sig tættere på mig og jeg grinte.
    ”Jeg kunne ikke se ham, det hele var sløret og han var væk da jeg vågnede.. Men det mærkelige var, han havde brunt hår” jeg kiggede på Louis, Liam og Harry. De kiggede på hinanden, indtil Louis kiggede ned.
    ”Øhm,” Louis rømmede sig, han kiggede op og smilte skævt.
    ”Det var mig” han kiggede på de andre, men mest Niall. Jeg ved ikke med de andre, men jeg sad med munden på vidt gab.
     ”Hvad er det du siger Louis?!” Liam satte sit hoved på skrå og kneb øjnene sammen. Louis kiggede ned, og svarede ikke. Han var bare stille.
     ”Louis? Er du okay?” jeg lænede mig mod ham, og han sukkede. Han kiggede op i mine øjne, og jeg stivnede. Jeg var ikke helt med, men jeg var 100 procent sikker på, at jeg havde set ind i de øjne så tæt på før. Louis kiggede over på Liam og sukkede endnu engang.
     ”Liam, det ikke meningen, men..” han kiggede på mig igen, så Niall, så Liam og lod så sit blik hvile på mig.     
”Hvad er det Louis?” Niall rejste sig fra min hospitalseng og kiggede ventende på Louis.
    ”Jeg.. øh” Louis kiggede ned og jeg kunne se at han rystede, som om han var bange for hvad der skulle ske efter han havde fortalt, hvad han havde på hjerte.
   ”Da jeg så hvordan Lily har ændret sig, så blev jeg forelsket i hende okay?! Det var ikke meningen, men siden vi blev sat i en gruppe, så jeg mere til Lily end jeg gør nu, og jeg vil gerne have det tilbage, også den aften hvor I lod Lily og mig være alene, fordi I vidste jeg var vild med hende, men Liam og Niall, det var ikke min mening at blive forelsket i hende igen. Det lover jeg.” han kiggede ned, og en tåre faldt ned på min dyne.
  ”Louis, jeg..” jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, eller hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde overhovedet ikke set den komme. Zayn, Liam, Niall og Harry kiggede forvirret på hinanden. Jeg kiggede op i loftet og tanken der slog mig, var næsten logisk, og fik mig til at grine. Da jeg slog mit blik tilbage på de andre, virkede de forvirret.
  ”Hvad griner du af?” Zayn løftede det ene øjenbryn, og rystede stille på hovedet.
  ”Kan I ikke se det. Bare vent lige pludseligt har jeg nok også kysset med Zayn. Altså har jeg været noget af en player eller hvad sker der?!” jeg kiggede på dem alle og rystede på hovedet. Liam satte hovedet på skrå, og Zayn var ikke helt med på hvad der skete.
  ”Lily, du skal ikke se sådan på det!” Harry lagde en hånd på mit hoved.
  ”Hvordan skal jeg så tage det?!” en tårer løb ned af min kind. Lige nu kunne jeg virkelig ikke lide at huske tilbage. Jeg kunne ikke lide tanken om mig selv.
   ”Lily” Liam tog min hånd, og kiggede på mig.
   ”Kan I ikke bare gå” jeg kiggede ned, og var egentlig ikke selv med på hvorfor jeg sagde de ord. Da jeg kiggede op igen, kiggede de alle på mig, og nikkede stille. De rejste sig stille og forlod lokalet stille og roligt. Flere tårer kom frem, og jeg begravede mit hoved i hænderne. Da jeg endelig besluttede mig, at jeg skulle se op igen, sukkede jeg, og følte mig så fortabt. Jeg kunne ikke huske noget. Jeg tog min pude op til hovedet og skreg ned i den. Det var som om den kunne hjælpe, på den forvirring der foregik inde i mit hoved. Hvorfor skulle jeg også have gjort sådan noget, eller vent, nu kan jeg godt se hvorfor. Jeg var jo en player.
   ”Lily Payne?” jeg kiggede op af hovedpuden, og så en ung fyr, nok på min alder, stå for enden af min seng. Han havde mørkt hår og nogle lysebrune øjne, lidt ligesom Liam. Han smilte.
   ”Ja?” jeg lagde hovedet på skrå. ”Jeg er Josh, du ved Josh Hutcherson?” han smilte endnu engang, og gik over på siden af min seng. Jeg smilte til ham og kneb øjnene sammen og rystede stille på hovedet.
   ”Øh, vi mødes til en fest for nogle uger siden, du var der med din kæreste Niall” Josh kiggede forventende på mig, han ville åbenbart have, at jeg skulle kunne huske det. Jeg slog forsigtigt på min sengekant, for at signalere at han skulle sætte sig og det gjorde han. Jeg kiggede nøje på ham og tænkte mig om. Vent? Plejede han ikke at have blondt hår, eller noget lignende?
   ”Vent, du da ham fra The Hunger Games. Men du har da fået farvet hår?” jeg smilte og satte hovedet på skrå. Han grinte stille og nikkede så. Han virkede såret over, at jeg ikke kunne huske ham. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre eller sige.
   ”Undskyld at jeg ikke kan huske det, men” jeg var begyndt at undskylde, men han stoppede mig ved, at nikke forstående og smile igen. Vi snakkede i noget tid og i den tid, fortalte han mig at vi åbenbart havde gået i klasse sammen, men han skulle flytte, og på en måde var han blevet valgt til at være med i en film. Det ret sejt, når man tænkte over det. Da Josh var gået, kunne jeg endelig være alene. Der var bare en ting der blev ved med, at køre rundt i mit hoved. Louis der bedte mig at blive, og ikke forlade ham. Jeg var stadigvæk ikke helt med i hvad der skete, men der måtte være sket noget, inden jeg fik hukommelsestab, men hvad?

Liams synsvinkel:

Jeg havde mistet min egen søster, hun troede ikke engang på mig. Jeg kiggede på Niall som sad i en stol ved vinduet. Han stirrede bare ud, mens en tåre løb ned af hans kind. Han havde ikke spist hele dagen, hvilket var virkelig mærkeligt. Han elskede mad, men siden Lily havde sendt ham det blik med at hun ikke kunne huske ham, havde han haft et tomt blik.
 ”Liam Payne?” en mandlig stemme kom bag mig, og jeg vendte mig langsomt om. En sort håret mand stod i døren. Han trådte et skridt nærmer, og kiggede kort på Niall ovre ved vinduet. Han havde ikke engang vendt hovedet for, at se hvem der kaldte på mig.
  ”Ja?” jeg kneb øjnene en smule sammen. Manden kom tættere på og tog et skilt frem.
  ”Mit navn er Ryan Johnson, jeg er fra CSI” han tog skiltet ned i lommen igen, inden jeg fik kigget ordentligt på det. Han slog sit blik mod Niall igen, som endnu ikke har vendt hovedet.
  ”Jeg forstår at din lille søster, Lily Payne, har fået hukommelsestab?” idet Ryan nævnede Lily, vendte Niall hovedet. Hans blå øjne, var røde og han havde det tomme blik, som havde hjemsøgt ham hele dagen. Han kiggede på mig, og vendte så hovedet igen for at kigge på Lily.
  ”Ja, det passer. Hvorfor da?” jeg rejste mig, og gik et skidt tættere på. Ryan var en lidt mørk fyr, med sort hår og brune øjne. Han kunne godt minde lidt om Carlos Pena fra Big Time Rush.

”Jo ser du, vi tilbyder at vi kan få nogle betjente til at holde øje med hende, hvis der nu skulle ske noget. Det kan jo være at hun blev tvunget til alt dette” han så mig direkte øjnene, og jeg nikkede forståeligt til ham. Gad vide hvem der havde bedt dem om den hjælp. Niall og jeg havde været her hele dagen, vi ville ikke forlade hospitalet.
”Så hvor har hun stue?” Ryan trak mig ud af mine tanker, og jeg fortalte ham hvor han kunne finde Lily. Jeg ville helst ikke gå med, da Lily havde bedt os om at gå. Jeg satte mig igen i sofaen og kiggede så på Niall, han hulkede engang, og jeg sukkede.
”Niall, få nu noget at spise” sagde jeg med en svag stemme. Han kiggede på mig, med de samme tomme øjne, som han gjorde tidligere.
”Få noget at spise?! Så længe at mit livs kærlighed har mistet hukommelsen og hun måske bare siger alt det hun har sagt for at gøre os glade, og hun tror kun på mig, for at jeg ikke skal blive ked af det? Liam, jeg har det som om jeg mangler min anden halvdel” han kiggede alvorligt på mig, og flere tårer løb ned af hans kind. Jeg havde aldrig set Niall så ked af det, han måtte virkelig elske hende.
  ”Niall jeg ved det er svært, men det betyder ikke du skal sulte ihjel” jeg rejste mig og stillede mig over til ham. Han brød sammen og krammede mig. Han trak sig ud, nikkede og forlod så lokalet. Jeg kiggede ud af vinduet, og trak langsomt på smilebåndet. Han havde sat og kigget ind på Lilys værelse hele dagen.
   ”Liam?” jeg vendte hovedet og så Louis stå i døren. Han holdte en pizzabakke i hånden.
   ”Er du sulten?” spurgte han inden han gik over til mig, og så ud af vinduet. Han lagde pizzabakken i vindueskarmen, mens han satte sig i stolen ved siden af. Han begravede sit hoved i hænderne, og udbrød et lille hulk. Jeg gik over til ham, og lagde en hånd på hans ryg.
   ”Louis, jeg ikke sur på dig” han løftede hovedet, og kiggede på mig med røde og blanke øjne. Jeg ville virkelig gerne have Louis til at forstå, at jeg ikke var sur på ham, men han svarede altid, at jeg ikke mente det. Han var gået lige efter Lily havde bedt os om at forlade hendes rum, og det samme var Harry og Zayn.
 ”Hvordan kan du ikke være sur på mig?” Louis rejste sig, og kiggede mig i øjnene. Han træk vejret hurtigere end han plejede, og kiggede så over mod Lily igen.
  ”Louis, hvad skete der den aften vi lod jer være alene?” Jeg kiggede spørgende på ham. Jeg havde altid været så fandens nysgerrig over hvad der skete den aften. Det plagede mig at jeg ikke vidste hvad der skete. Han kiggede på mig, og græd så igen. Denne gang kun i lidt tid, indtil han sukkede og kiggder så op på mig igen.
   ”Da I var gået, spurgte hun selvfølgelig hvorfor I gik, og jeg forklarede hende, at jeg rigtig gerne ville snakke med hende om noget” han hulkede engang, og forsatte så.
   ”Jeg fortalte hende hvad jeg følte for hende, og jeg glemmer aldrig hendes øjne og smil den aften. Hendes smukke brune øjne der funklede, hendes smil der blev større. Hun sagde at hun havde det på samme måde. Jeg var overrasket. Hun lænede sig ind til mig, og gav mig et kys på kinden, og jeg gengældte det. Jeg husker så tydeligt hvordan vi fik øjenkontakt igen, og vores læber så mødtes” han stoppede og kiggede så op på mig med tårer i øjnene og et smil på læben. Så Louis og Lily har kysset? Okay, den skal lige ind.
  ”Liam?” Louis kiggede på mig, og jeg nikkede stille som svar.
”Jeg er forelsket i alle hendes små ting” et smil bredte sig på hans læber, mens han grinte svagt for sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...