Accidently Crashed | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Lou og Tom Teasdale er ude for et forfærdeligt uheld. Et uheld der koster dem begge døden. Lux er derfor tilbage, og der er længe debat om hvem der skal have hende; lige indtil Harry Styles hopper ind. Han nægter at lade Lux komme så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende mere; så i stedet overtager han forældre tjansen. Til trods for at han stadig er en af verdens mest eftertragtede stjerner. Nu mangler han bare noget hjælp til opgaven, for det er han opsat på at få; præcis som han var opsat på at få Lux. Men det er svært, han ved ikke hvem han kan stole på. Hvem der egentlig vil være der for Lux, og ikke bare bruge hende for at komme tæt på Harry. Mon han finder det? Trods alt sker der stadig mirakler, på den gammeldags facon.

224Likes
185Kommentarer
12195Visninger
AA

7. 6 | Harry

 


" When did you start talking to her? Is she your friend? "

Middagen dagen før var gået fint nok egentlig. Lux var faldet i søvn inde på sofaen, så vi var allesammen gået ud i køkkenet for at snakke derude. Madeleine lod til at passe godt ind, og snakkede utroligt godt med Niall; hvilket jeg syntes var en anelse mærkeligt.

Hun havde vidst også fået hans nummer, han sad i hvert fald og var ret betaget af hans mobil hele tiden, som han sad i min sofa nu. Han var nemlig kommet med mig hjem, da han var blevet for fuld til selv at køre, og Madeleine ville nu ikke have ham med hjem, havde hun sagt. Så han kom til sove på min sofa, og var dødet ud med det samme.

Det var nemt og hurtigt og putte en fuld Niall. 

Men nu, hvor vi lige havde spist noget morgenmad, og jeg sad og legede en smule med Lux nede på gulvet, så lå han bare, så lang som han var, oppe i sofaen med hans mobil i hånden og sms'ede frem og tilbage hele tiden.

For jeg nægtede altså og tro at han tweetede om at han var fuld. Så dum plejede han alligevel ikke rigtigt at være, ikke på nogen som helst måde da. Men man kunne bare heller aldrig vide med Niall Horan.

Han var tyve, og mente derfor ikke at han var teenager mere. Bare fordi at vi var en gang i starten af november, og jeg var den eneste der ikke var op i tyverne, så var jeg åbenbart et lille barn i følge ham. Hvilket var ret sjovt, alligevel.

Nogle gange opførte jeg mig nemlig en del ældre end han gjorde.

Og nok også nogensinde kom til, men det måtte han bare ikke vide, for så ville han bare blive endnu mere barnlig, og spørge om han var moden nok nu. Bare fordi at han selv fandt det sjovt, og vi fandt ham sjov, så vi grinede mere af ham, end med ham.

Sådan havde han også haft været dagen før ved middagen. Da Lux havde sat sig ned med en film, og Madeleine snakkede med Nick, hvilket han så havde overhørt. Der havde han været virkelig barnlig, jeg kan lige så tydeligt huske det;

 

"Så stiller jeg mig lige herhen og snakker med de andre, okay?" Spurgte Madeleine forsigtigt, da hun lige havde startet en film for Lux, da hun tydeligvis ikke var i humør til andet. Hun var i hvert fald blevet sur, da Madeleine prøvede på noget som helst andet.

Derfor var hun også ty'et til filmen, og heldigvis så hjalp det også. Der var kommet ro over hende, og hun sad bare som forstenet og kiggede ind i skærmen allerede. Det kunne være at jeg kunne låne den film med hjem, hvis nu at Lux var helt vild med den, til de dage hvor at jeg selv skulle gøre noget vigtigt, og Madeleine måske ikke havde tid, eller lyst til at komme over.

"Du har virkelig magiske fingre," fortalte jeg Madeleine, da hun kom gående op forbi mig, med et stort smil - og dog også lettet -. Hun grinede en klukkende latter, for så at bryde ud i en lidt mindre harmonisk en, men det var det som gjorde den en smule speciel.

En latter som var hendes egen, og ikke var den fine tone, som alle andre piger ellers lod til at have. Men hun turde rent faktisk grine på hendes egen måde, og var ligeglad med folks tanker.

Hun var virkelig et menneske som man kunne leve op til; for det kunne man vel ikke rigtigt sige at vi drenge vi var. Vi lod os selv blive styret af vores management. Den eneste der var en smule værd, rent faktisk at se op til, måtte være Liam. Alle de ting som han havde været igennem, og nu stod han her.

Han levede den drøm han altid havde haft, selv efter nederlaget i X-Factor to år før, så kom han tilbage. Og se en gang. Nu var han verdenskendt, og han var blot en dreng der troede på sig selv. Det var noget som man virkelig kunne leve op til.

"Ja, det må man da nok lige sige at jeg har," sagde hun til mig, og lagde hendes arm hen over mine skuldre for så at tage den ned, fem sekunder efter. Nok da hun lagde mærke til at vi endnu ikke var så gode venner, til at hun bare kunne gøre det.

Men egentlig gjorde det mig ikke så meget, det ville bare begynde at blive akavet, hvis jeg stod og sagde det til hende; så jeg lod som ingenting. Også for ikke at gøre hende til grin, foran de andre, hvis jeg nu kom med en latterlig kommentar. Men det var nu ikke rigtigt min stil, og heller ikke de andre drenges, så det ville jeg heller aldrig gøre.

"Så du er simpelthen Madeleine," sagde Nick med et smil, og rettede kort på hans hår, selvom der ikke var så meget at rette. Det sad fint, men det var bare en ting som han tit gjorde, når han var omringet af nye mennesker.

Madeleine nikkede kort, og sendte ham et smil, for så at glanse hen på mig, med et uforstående blik. Samtidig var det også spørgende; nok fordi at hun ville vide om jeg havde snakket omkring hende, siden at mine venner kendte hende. Men jeg svarede hende ikke, jeg grinede bare en lav latter, og lavede kort mit eget hårflip.

Det smittede næsten, ligesom hvis man gabte eller sådan noget.

"Hvordan mødte I så hinanden? Lyver Harry? Var der nogle intense blikke? Holden i hånden? Kys?" Blev Nick ved, og jeg rystede på hovedet af ham, fordi at han skulle køre sådan i den.

Og egentlig ville jeg gerne høre hvad det var som Madeleine svarede, men jeg kunne mærke at jeg var ved at være ret tørstig efter vores middag, så i stedet for at vente på svaret; og uden at meddele at jeg gik, smuttede jeg ud i køkkenet og tog et glas, for at fylde det op med noget æblejuice.

Nick vidste jo at jeg kom, og havde derfor købt det til mig. Der var nemlig de her perioder hvor at jeg næsten kun drak æblejuice, da det var min yndlingsdrik, og lige nu var jeg i sådan en periode, simpelthen.

Da jeg stod ude i køkkenet med læberne imod glasset, som kom Niall ind, med et smilende smil; sjovt nok brugte du jo et smil, til at smile med. Men det var glad, mere glad end det sædvanlige, hvis man kunne sige sådan.

"Hvad griner du af?" Spurgte jeg ham derefter nysgerrig, da jeg havde sunket den tår æblejuice som jeg havde inde i munden. Han kiggede hurtigt over på mig, og vi fik øjenkontakt og dermed vidste jeg at han havde hørt hvad jeg havde sagt.

Jeg vidste så også at Niall ville sige noget nu, og derfor ville have min opmærksomhed.

"Du skulle have hørt Made, hun satte lige Nick på plads, for groft! Hahaha!" Grinede han, og havde nær slået sin hånd ned i bordet, men han stoppede sig selv, og grinede bare højlydt i stedet for.

Egentlig kunne jeg også godt forstå hvorfor, fordi at Nick var ikke ligefrem typen at man kunne tage røven på som sådan, han var meget svær at gøre pinlig berørt, og alt det der. Nok fordi at han havde valgt at være stolt af sig selv, og tro på hans egen tro, så han var ikke usikker på sig selv; i hvert fald ikke på samme måde som os andre. Så når han først blev sat på plads, så ville det se sjovt ud.

Bare hans ansigt ville se sjovt ud, for han ville ikke vide hvoran han skulle reagere, og det var det sjove i det hele. Han ville være mundlam.

Jeg nikkede derfor bare, jeg kunne ikke grine af det, for altså, så sjovt ville jeg heller ikke mene at det var. Han blev jo bare sat på plads, og desuden var det ikke første gang at vi havde set ham blive sat på plads. Men Niall fandt alt sjovt, så selvfølgelig grinede han.

"Ved du hvad der er sjovt?" Spurgte jeg ham derfor om, og han rystede bare på hovedet og kom med et stort 'tell-me-now' blik. "At du griner så meget af det,"

"Jeg kan da ikke gøre for at jeg har humor, og du ikke har," gav han igen, og klaskede sig selv i bagen og så smuttede han ud fra køkkenet igen. Lige inden at han nåede ud af døren, råbte jeg "Modent Niall, meget modent!" Efter ham, men jeg var ikke sikker på at han overhovedet hørte det.

Forhåbentlig gjorde han.

Og det viste sig så at han gjorde, for han kom tilbage igen, med et mere seriøst blik i hans ansigt, lige efter. Jeg var lidt foraget over hans opførsel, men da han kom tættere og tættere på mig, var jeg faktisk næsten bange for at han var blevet sur over det.

For han fortrak ikke en mine, eller noget som helst. Han stod der bare. Fuldkommen stenface.

Lige indtil at han tog de hænder som han havde haft på ryggen, og smækkede dem op på mine kinder. Jeg kunne med det samme mærke noget flydende stads på mine kinder, og så kom Niall's højrystende stemme, "smack-cam!"

Det var så typisk ham, for jeg havde lige kaldt ham moden, og så kom han med den der. "Jeg er moden, ikke?" Sagde han, og denne gang vendte han virkelig om og forlod køkkenet for alvor.

 

"Hvad laver du Niall?" Spurgte jeg ham om, da jeg var lidt træt af at han bare skulle ligge på sin flade røv. Han kunne da i det mindste føre en samtale med mig, men det gjorde han bare ikke. Eller måske begyndte han på det nu.

Han kiggede i hvert fald ned på mig, og fik ved hjælp af det, 3 dobbelthager, og derfor så det bare ekstra godt ud, når han så hen på os. Hans blik kørte fra mig og over til Lux, og så tilbage til mig, endnu en gang.

"Jeg skriver," svarede han mig ret kort, og tog opmærksomheden tilbage på hans skærm. Jeg nikkede og prøvede at se om han kiggede ned på mig igen, men det gjorde han ikke. Hans opmærksomhed var igen, på hans mobil.

"Har du måske lyst til overhovedet at snakke med mig?" Spurgte jeg en smule irritereret på ham, men han nikkede bare. Heldigvis.

Mobilen lagde han fra sig, og lagde den ved siden af sig, på sofaen. Han havde opmærksomheden vendt mig mig, som Lux tog fat i en af hendes dukker og begyndte at lege med den, i stedet for.

"Hun er sød, hende Madeleine," bekræftede Niall, som jeg selv lige atter sad og tænkte på de to, hvordan de rigtigt havde haft hygget sig i går. Man havde tydeligt kunne høre dem begge grine, hvilket var ret underligt, eftersom at hun var kommet der med mig.

Men det var ligemeget, hun havde haft en god aften, og det betød at hun måske gerne ville passe Lux endnu en gang. Det kunne være fedt.

Dog var jeg også en anelse jaloux på ham; på Niall. Jeg ville gerne selv have kunnet snakke sådan med Madeleine, som han gjorde. Han virkede bare til at være en af dem, som bare var tæt med hende allerede, og det ville jeg også selv være med hende.

Hun var nemlig ikke som de andre piger, hun var helt sig selv, og det var det fede ved hende. Selvom at man ikke kunne se at hun rent faktisk havde været mekaniker da hun kom, hun så langt mere stilet ud.

Og det var der at hun overraskede mig endnu en gang.

"Ja, det må man sige at hun er," bekræftede jeg så Niall, i hans beskæftigelse fra før. "I snakker ret godt sammen, gør I ikke?" 

Niall nikkede med sit lille hoved, og skulle lige til at åben munden, da han blev afbrudt af at hans mobil kom op med en lille brummen, og så tog han den ellers op og begyndte at svare endnu en gang.

Pænt sad jeg og ventede på at han blev færdig, men inden længe kom der endnu en brummen, og jeg opgav simpelthen bare at føre en ordentlig samtale med blondinen i dag. I stedet for rejste jeg mig op, ved hjælp af støtten fra mine hænder, der pressede imod mine knæ. 

"Er du sulten Lux? Jeg går ud og laver noget mad nu," hun nikkede til mig, og kiggede så tilbage på hendes dukker. I det mindste kan hun svare på mine spørgsmål, tænkte jeg stille for mig selv, og gik ud imod køkkenet. 

Lige da jeg trådte ind over dørtærsklen, hørte jeg Niall råbe efter mig. "Jeg vil også have noget med!"

Jeg sukkede af det, men lod være med at protestere. Jeg skulle nok lave noget mad til ham også, for det blev bare en bolle med noget pålæg ovenpå; en bolle til os hver, og hvis at han ville klage, så måtte han selv gå ud og lave nogle flere.

Så de næste ti minutter gik med at jeg stod og smurte bollerne, og da jeg var færdig, endda også med at rydde op efter mig selv, så gik jeg ind i stuen med dem allesammen. Niall var der ikke, men hans mobil brummede henne fra bordet. Lux var optaget af hendes dukker, og maden var klar.

Men man måtte ikke spise uden at alle var der, så jeg satte bare maden pænt på spisebordet, og bare lige for at se hvem der havde skrevet, tog jeg Nialls mobil op i hånden og skimmede det første stykke, men det skulle jeg aldrig have gjort.

Min nysgerrighed kom springende op i mig, og jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre da jeg så navnet; Madeleine, lyse op i hovedet på mig.

Forsigtigt, og ved lige hurtigt at kigge mig selv over skulderen, for at sikre mig at Niall ikke var der, skimmede jeg deres samtale igennem.

NIALL

WOW, UNDSKYLD FOR I GÅR, JEG VAR VIRKELIG .. VÆK, ELLER SÅDAN. HAHA, HÅBER IKKE JEG FRASTØDTE DIG FULDKOMMEN XX NIALL

Det var deres allerførste besked sammen, og jeg kørte hurtigt videre over deres 'nej, nej, du var nu sød alligevel' samtale, og svar og sådan. 

MADELEINE

TROEDE SLET IKKE AT I VAR PÅ DEN MÅDE! :)

Skrev hun, og jeg forstod ikke særlig meget, før jeg kom længere ned og så at hun mente os, som personer. Os kendte. Os.. Som Niall. Hun mente at Niall var sød, men hun havde ærligt været lidt bange for hvad vi andre var.

Hun syntes ikke vi havde været særlig imødekommende, og det gjorde faktisk ondt og læse. Så jeg scrollede over det, og helt ned til bunden hvor hendes svar var tikket ind. 

MADELEINE

JEG HAR FRI I DAG OG HAR TIDLIGT FRI I MORGEN, HVIS DET ER? 

Mere stod der ikke, men jeg kunne ligesom regne ud at de nok, måske, skulle være sammen allerede. Hvilket jeg mente var underligt. Jeg kunne ikke lide tanken omkring det.

Jeg nåede heller ikke at læse mere, før jeg hørte en dør lukke og jeg nærmest smed mobilen fra mig, og i stedet for næsten kastede mig ned ved siden af Lux, for at få det til at se ud som om at jeg havde siddet dernede hele tiden.

Det ville nok ikke have været lykkedes, hvis det ikke var fordi at han var så betaget af hans mobil, at han slet ikke lagde mærke til noget som helst andet end den.

"Uhh, er der mad?" Spurgte hans så, da han så bollerne og tog den ene af dem op i hånden. Jeg nikkede og sagde det også til Lux, før jeg selv rejste mig op og satte mig med skælvende ben hen ved siden af Niall.

Det var første gang at jeg havde gjort, som jeg lige havde gjort, og jeg havde allerede dårlig samvittighed over det. Hvad nu hvis at han fandt ud af det? Hvad ville han ikke tænke omkring mig? Hvad var jeg også lige for en ven?

"Hvad så? Er dig og Madeleine gode venner?" Spurgte jeg stille, og tog selv fat i en bolle, for at få det til at se mere afslappet ud. Niall nikkede til mig, og tykkede så af munden før at han svarede mig. "Meget gode venner, allerede."

 

Okay, jeg ved godt at det her er et kort kapitel, men jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skulle putte på, uden at det blev for kedeligt.

Og hvad syntes I egentlig om det her kapitel? Er det godt nok? Eller hvad? Og hvad syntes I om Niall og Madeleines venskab?

Hahaha, hvad tror I at der kommer til at ske imellem dem? ;))))) x

Møssar! I ER JORDENS BEDSTE LÆSERE FOR JEG ER PÅ ANDENPLADSEN!!! LÅLÅLÅLÅL JEG ELSKER JERRRRR

| A |

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...