Accidently Crashed | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Lou og Tom Teasdale er ude for et forfærdeligt uheld. Et uheld der koster dem begge døden. Lux er derfor tilbage, og der er længe debat om hvem der skal have hende; lige indtil Harry Styles hopper ind. Han nægter at lade Lux komme så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende mere; så i stedet overtager han forældre tjansen. Til trods for at han stadig er en af verdens mest eftertragtede stjerner. Nu mangler han bare noget hjælp til opgaven, for det er han opsat på at få; præcis som han var opsat på at få Lux. Men det er svært, han ved ikke hvem han kan stole på. Hvem der egentlig vil være der for Lux, og ikke bare bruge hende for at komme tæt på Harry. Mon han finder det? Trods alt sker der stadig mirakler, på den gammeldags facon.

224Likes
185Kommentarer
12197Visninger
AA

6. 5 | Madeleine.

 


 

"This is all so crazy! Everbody seems so famous "

Jeg stod lidt og kiggede på mig selv. Harry havde betryggeligt sagt at det ikke var nogen fancy middag, og der ikke skulle noget fancy pænt tøj til. Så derfor stod jeg også kun beklædt i nogle stramme jeans, med nogle enkelte huller i, som dog var meningen. Jeg havde været ude og købe en pæn trøje, til dagens anledning, og så en læderjakke.

Utrolig hvad jeg alligevel gjorde for at gøre et godt indtryk inde i Harry's vennekreds, eller hvad som det nu end var, som vi skulle til middag hos.

Normalt burde man nok også være nervøs, men jeg kunne ikke spore noget nervøsitet, overhovedet, hos mig selv. Ikke en gang da jeg lagde min sminke, som jeg også fik taget på på grund af selskabet, kunne jeg spore en enkelt smule nervøsitet. Jeg lagde det så stille, som jeg aldrig nogensinde havde lagt det der. 

Måskedet var et tegn på at jeg var nervøs? Måske fik jeg en rolig hånd af at være nervøs, når det var i det omfang. For normalt, bare det at jeg skulle holde foredrag foran mennesker, fik mig til at stivne, ryste og slet ikke forstå hvorfor jeg gjorde det.

Jeg blev ved med at gøre underlige ting - men nu .. Nu var det bare som om det var hverdag, og ikke var noget specielt i det. Måske det havde noget at gøre med at jeg bare skulle passe Lux.

Det var jo ikke fordi at det var mig der skulle ind og være hos de fancy mennesker, og stå og underholde dem. Nej, jeg skulle bare afholde Lux fra at være sådan en irriterende møgunge, som hele tiden ville sige at hun kedede sig; så alt i alt, skulle jeg bare lege med hende. 

Af den selv samme grund, havde jeg også pakket min bærbare computer, og nogle af de børnefilm som jeg ejede, da jeg sommetider selv godt kunne lide og sidde og se dem. Og sammen med alt det, havde jeg min oplader, og så en dukke. 

Dukken var egentlig ikke min, det var Lucy's, hende som jeg skulle passe om to dage, hvis ikke hendes mor ringede i dag og bad mig om at komme i morgen. Men ellers var det om to dage, jeg skulle hen til hende, som jeg nærmest betragtede som min lillesøster eller sådan noget. Hun var så kær, og jeg kunne næsten sige jeg havde lært hende alt hvad hun vidste.

Uden overhovedet at havde gjort det, selvfølgelig.

Min telefon gav en lyd fra sig, henne fra bordet og lå lidt og drejede rundt om sig selv, på grund af vibratoren som var inde i den. Lige inden jeg tog den op i min hånd, lod jeg mig selv tage fat i mit hår, og kort stramme den side-hestehale som jeg havde lavet, med alt det hår som jeg havde.

Mange gange havde jeg overvejet at klippe det kort, og sådan. Men jeg havde i sidste ende været fornuftig, og så lade være med det.

På min mobil's skærm stod der en besked fra Harry, og fordi at han havde skrevet mere end bare lige sådan så jeg kunne læse det på forskærmen, så lod jeg min finger glide en over den, så jeg kunne åbne den, efter jeg havde fået skrevet min kode.

HARRY

HEY. JEG OVERVEJEDE BARE LIGE OM DU IKKE KUNNE KOMME LIGE LIDT FØR? MÅSKE DU KAN KØRE HJEMMEFRA OM 10 MINUTTER, OG SÅ TAGE OS MED PÅ VEJEN? SÅ FYLDER VI IKKE SÅ MEGET I HANS INDKØRSEL.

Hurtigt fik jeg tastet ind at jeg bare kunne køre nu, hvis det var, så det gjorde jeg. Jeg pakkede mine ting sammen, og tog min taske over skulderen, og satte min læderjakke ordentlig. Mine sko havde jeg rent med hele dagen, så dem havde jeg allerede på.

Så jeg kom rimelig hurtigt ud af døren, med min mobil i lommen og nøglerne i min hånd. Jeg fik låst døren efter mig, og havde allerede sørget for at være ude med Bella allerede for en halv time siden, så hun havde lige fået noget vand, og så var jeg ellers allerede ude af døren og på vej ned imod min blå polo.

Nu måtte jeg gerne indrømme og sige at det ikke var den fedeste bil. På nogen som helst tænkelig måde. Men det var den eneste jeg som sådan rigtigt havde råd til, med de omkostninger jeg havde, og den kørte langt på literen, så det var en god bil at have for mig, når jeg ikke bare kunne kaste omkring mig med penge.

Som nogle andre nok godt kunne.

Jeg kom ned til den, og fik åbnet den ene dør omme bagtil. Jeg kastede min taske ind, og smækkede så døren i, for at bytte den ud med døren til føresædet. Jeg stod lidt og prøvede at komme i tanke om noget jeg havde glemt - i tilfælde af at jeg skulle have glemt noget.

Men umiddelbart lod det ikke til at være tilfældet, derfor satte jeg mig også bare ind i bilen og satte mig til at køre hen imod Harry. Jeg havde fået ham til at skrive hans adresse, så den havde jeg tastet ind på GPS'en, og var nu godt på vej derhen.

Der var et par enkelte lyskryds på vejen, men ikke noget stort, og alligevel så tog det dog et kvarter, før at jeg holdt der hvor GPS'en sagde at jeg skulle være. Så jeg stoppede bilen, og steg ud af den.

Mit blik søgte umiddelbart efter nogle der stod nede på gaden, men der var ikke nogle; så jeg gik hen til den nærmest bygning. Jeg kiggede på nummeret af den, og tog så min mobil op for at tjekke om det passede med SMS'en, og da det gjorde det, gik jeg helt hen til døren, for at finde en dørtelefon.

Jeg trykkede på knappen, med navnet H.S. Hvilket nok stod for Harry Styles, og hvis ikke, ja, så kunne jeg ikke gøre så meget andet end at undskylde og prøve at ringe til ham i stedet for.

"Halløj," blev der sagt ud igennem højtalerne, inden jeg selv kunne nå at sige noget som helst. Men det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg lænede mig bare frem, og sagde den enkelte sætning; "Kommer I ikke ned? Jeg det hele klar, barnesæde og alting,"  

Efter min lille forklaring, sagde Harry jo, og så trak jeg mig ellers tilbage til min bil. Jeg stillede mig halvt op af den, og tog min mobil op, for at skrive til Alex at jeg nok ikke kom til at svare ham særlig meget i aften, da jeg var til middag.

Utroligt nok lod det til at han havde hans mobil på sig, for det kom ret hurtigt et svar igen, til mig.

ALEX

HVORFOR DOG? HVAD SKAL DU AF FRÆKKE TING, MIN TØS? ;)

Jeg smilede over hans besked, og rystede kort på hovedet af fordi at det var så typisk ham at misfortolke alt som man skrev til ham. Og så var det jo også bare for at drille mig at han skulle gøre det, men det var ikke fair.

Desuden vidste han udmærket også godt at jeg ikke var sådan en pige, der bare gjorde det for at gøre det. Det kunne jeg ikke lide, dog ville jeg da med glæde indrømme jeg ikke var jomfru mere, men at gå og bolle til højre og venstre, var nu heller ikke mig.

Så var det sagt, og så er den ude af verden. Bum.

Med min fingre ved tastaturet tastede jeg ret hurtigt et svar til ham:

DET KUNNE DU LIDE OG VIDE VAR? MEN DET INDEHOLDER FEM FYRE, PLUS EN MASSE ANDRE OG SMÅ BØRN. GÆT SELV ;)

Mere fik jeg ikke skrevet før at jeg låste min telefon; både fordi at jeg var færdig med at svare, men også fordi at døren, over fra bygningen smækkede, og ud fra den var to personer som jeg skulle have med i bilen, kommet ud.

Derfor gik jeg over til den anden side af bilen, hev døren op, så Lux kunne sættes ind i hendes barnesæde, som egentlig var et som jeg havde købt til Lucy, men de havde nogenlunde samme størrelse, så jeg var sikker på at hun nok skulle kunne være der, ellers vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre.

Så måtte vi tage Harry's eller et eller andet.

"Hej Lux," Smilede jeg i en munter tone, og satte mig ned på hug, for at få hende til at komme hen til mig. Det var en metode der hjalp, for så så man ikke helt lige så skræmmende ud, når jeg var i hendes størrelse. 

Trods alt var jeg stadig lidt af en fremmed for hende, så hun var nok ikke helt tryg ved mig endnu, og det var også helt okay.

Det var nu heller ikke ligefrem, fordi at jeg havde forventet det, heller.

Harry klappede hende blidt på skulderen, og fik hende til at gå hen til mig. Da hun stod, genert, foran mig, og rørte lidt ved den bamse som hun havde i hånden, smilede jeg til hende. Endnu en gang for at få hende til at føle sig sikker sammen med mig.

For det med førstehåndsindtrykket var utroligt vigtigt når man handlede med børn, for det var det som de kom til at huske af en, i utrolig lang tid. Og nu hvor Lux åbenbart havde mistet hendes forældre, så var det nok endnu vigtigere.

Hvor mange stolede hun egentlig på? Var det kun Harry? Eller var der også de fire andre drenge? Ja, hvem var der egentlig for hende?

"Er du klar til at komme ind i bilen?" Spurgte jeg hende forsigtigt, og fik et nik som svar. Igen var hun begyndt at blive meget stille, men jeg ville nok også være det, hvis jeg var hende.

Jeg rejste mig op, nede fra at have været siddet i hug, og tog så fat i hende, og fik hende sat ind i børnesædet. Hendes jakke sad ikke helt ordentlig, så den fik jeg lige rettet på inden jeg spændte hende fast, og så lukkede døren.

Imens at jeg havde klaret Lux, havde Harry bare stået og set på. Det mindste han kunne have gjort var da at gå ind og sætte sig klar i bilen, men nej, han skulle da bare stå der og kigge hen på mig i stedet for.

"Sæt dig nu bare ind i bilen, i stedet for at stå der," beordrede jeg ham, og gik selv rundt om den, for at komme hen til føresædet, da jeg havde bestemt mig for at jeg skulle køre bilen; nu var det jo også min egen.

Men Harry gjorde stadig ikke som jeg sagde, da jeg kom hen til min egen dør, han stod bare og kiggede på mig. Det var næsten som om at han prøvede at provokere mig en smule, som den lille kryster han nu end var.

"Du er god til det med børn," sagde han højlydt, og smilede kort til mig. Det var ikke langt, kun lige så man kunne se hans smilehuller og så blev hans ansigt som om at han slet ikke havde sagt noget; som om at det hele bare var glemt. 

Det var meget underligt, men jeg gad slet ikke kommentere på det, for det ville blive en mærkelig samtale. 

Så i stedet for at kommentere på det, satte jeg mig ind i min bil, og fik startet motoren og kør afsted. Jeg regnede med at Harry kunne vejen, så da han sagde at jeg havde kørt forkert, kiggede jeg bare over på ham med nogle belastede øjne.

Egentlig havde jeg jo regnet med at han ville sige vejen, og eftersom at han ikke havde sagt noget, havde jeg troet jeg havde været heldig og kørt den rigtige vej.

"Jeg troede faktisk du ville fortælle vejen," mumlede jeg nok en anelse sammenbidt, og kiggede efter en mulighed for at dreje bilen rundt, men det var der først længere nede, så jeg blev bare ved med at køre. 

"Men jeg troede faktisk at du kunne vejen, siden du ikke sagde noget," fortalte han mig så, og lænede sig en smule tilbage i sædet, som om at han var træt eller sådan noget.

Jeg rystede på hovedet, og satte bliklyset i gang, så jeg kunne vise at jeg skulle dreje rundt der. "Men, vil du så ikke fortælle vejen herfra?" 

Denne gang nikkede Harry, og da jeg havde drejet rundt fortalte han vejen ned til punkt og prikke, hver gang at vi skulle dreje. Han lod endda ikke detaljerne om hvad vi kørte forbi være, i tilfælde af at jeg nu ikke skulle have været der før.

Så turen derned blev også lærerig. For som man siger; man lærer noget nyt hver dag.

Da vi endelig kom ud af bilen, fik jeg Lux i hånden, til trods for min taske og alle de andre ting som jeg havde med. Som egentlig ikke var så meget andet end min taske, men ja. 

Harry gik op til døren, og bankede på tre gange, hvor der derefter var en brunhåret, lidt ældre fyr, åbnede døren og tog Harry ind i et rigtigt drengekram, som virkelig viste at de var gode venner. De havde vidst allerede sagt hej, inden de krammede, fordi jeg hørte dem i hvert fald ikke udveksle et ord med hinanden.

Hans blik kørte fra Harry, hen til mig og Lux. Harry stod lidt og smilede til os, for at åbne munden, og præsentere os, imens jeg gik hele vejen op til huset. "Du kender jo Lux, min lille stjerne," sagde Harry og pegede ned på Lux, der bare smilede, "og her har vi så Madeleine, min børnepasser."

Det føltes forkert at blive præsenteret på den måde, men jeg gættede bare på, at jeg ikke var rig nok til at blive præsenteret, bare som Madeleine, eller som hans veninde, eller sådan noget. Jeg var vel bare nødt til at være hende børnepasseren.

Men i hvert fals så nikkede manden, som Harry havde snakket med, og da Harry gik ind, så slap Lux min hånd og gik hen til manden som havde sat sig ned på hug.

Lige nu forbandede jeg mig selv, at jeg ikke havde fulgt bedre med, når folk havde sagt noget til mig. Altså, noget med gossip og alt muligt, for han var nok blevet nævnt eller set sammen med Harry før, og så ville jeg ikke virke helt dum.

"Hej," hilste han, og rakte hans hånd frem imod mig, da han lod Lux slippe efter krammet, "jeg er Nick,"

Jeg nikkede til ham, og sendte ham et kort smil, tog hans hånd og gav ham så mit eget navn, og at det var en fornøjelse at møde ham. Så kunne jeg da i det mindste vise at jeg faktisk godt kunne være bare en smule høflig.

Igen handlede det hele om førstehåndsindtrykket.

"Men kom da indenfor, unge dame." sagde han, og lod døren stå åben imens at han selv gik ind i gangen og videre ind i gennem en dør. Jeg skyndte mig indenfor og lukkede døren efter mig, for så at sætte tasken ved siden af mine fødder.

Alle andres sko stod henne på måtten, så jeg besluttede mig for at jeg også selv måtte smide mine sko, bare så jeg ikke så helt dum ud. Min læderjakke fik også samme behandling, og jeg fik hængt den op ved siden af de andre jakker.

Der lå allerede en snak i luften, og med det samme som jeg trådte ind i rummet, efter at have samlet skuldertasken op, med computeren og filmene i, følte jeg mig udenfor. Som om at jeg allerede nu var stemplet som en af de mindre rige, og man bare kunne se det. Selvom man ikke rigtigt kunne det alligevel.

Men hele den her atmosfære lå der bare, af mennesker der var kendte; de vidste hvad de lavede. De havde mange penge. De gjorde som de ville, stort set. Og så vidste alle hvem de var, hvis man altså fulgte med.

Og så stod jeg der bare.. Jeg var der ligesom bare, og jeg følte mig utroligt malplaceret inde i den her flok, i sær fordi at Lux stod og snakkede med en af dem, og jeg gjorde ikke.

Det var virkelig underligt, og fik mig egentlig bare til at træde et skridt tilbage, af ren usikkerhed på hvad mit næste træk skulle være. Normalt var jeg slet ikke sådan her, men alt i det her hus skreg af berømtheder. Der var billeder af ham Nick, sammen med en masse andre man kunne sætte navne på.

Hans hus var stort. Luksuriøst. Det kunne jeg endda bare sige ved kun at have været inde i et rum, men det ville bare være akavet, hvis jeg begyndte at være sådan en der gik på rundtur rundt i hans hus, uden at han selv vidste det.

Hvis jeg gættede rigtigt havde han nok også nogle butlere eller noget, som ville opdage mig og smide mig ud, og så vupti, så ville Harry blive sur på mig, og jeg ville aldrig lære mere og Lux, hvilket bare ikke måtte ske.

Mit blik gled hen til den lille pige, som snakkede med en anden dreng. Jeg havde set ham sammen med Harry før, og det lignede meget en fra hans band. Tim. Tom. Lim. Liam. Der var den, jeg troede det måtte være Liam.

Lux snakkede med Liam, og grinede en smule. Der gik heller ikke længe før at han tog hende op, og fordi at jeg holdt så meget øje med dem, - jeg nærmest overstirrede dem, og det ville kun blive akavet hvis jeg blev opdaget - så lagde jeg derfor ikke mærke til at der kom en person bagved mig, og nærmest skubbede til mig.

Og han lagde vidst heller ikke mærke til mig, før at jeg allerede var fløjet tre skridt frem, og nær havde mistet balancen, men jeg var god til at holde balancen, som en af de eneste ting ud over det med at være mekaniker altså. Og det med børn.

Men det var bare fordi at jeg selv havde haft så mange småsøskende, at det hurtigt var blevet en del af proceduren at skulle være god til børn, for min mor var næsten aldrig hjemme, og min far forlod os i en ret tidlig alder. Så ham havde jeg ikke set meget længe, og jeg ville egentlig heller ikke se ham.

Nu hvor han havde valgt at forlade os, så burde det også være ham der kom tilbage igen, og ledte efter os, hvis der overhovedet skulle komme nogen form for kontakt imellem os.

"Wow, ej.. Det må du sgu' undskylde! Jeg så dig slet ikke!" Sagde en lyshåret fyr, da jeg endelig havde genvundet balancen, ved hjælp af en hånd, der hjalp mig op på rette spor igen.

Mine øjne søgte op til personen ansigt, og jeg så hurtigt nogle blå øjne. Hans ansigt var præget af et smil, hvor man rigtig kunne se nogle hvide og perfekt satte tænder. Nogle bøgletænder, eller også skulle han være virkelig heldig og aldrig have gået med sut.

Havde nemlig hørt at sutten skulle gøre noget med ens tænder, så de ikke blev helt lige så lige, når man var færdig med sutten - eller sådan noget.

"Nej, det er fint nok.. " Jeg pillede mig selv lidt ved armen, før at jeg fortsatte hvor jeg slap, "det var alligevel mig, som stod i min egen verden, og jeg skulle heller ikke stå i døren,"

Drengen rystede på hovedet, men han gad tydeligvis ikke gøre noget stort ud af det, så i stedet rakte han bare hånden frem imod mig, og tog fat i min, inden jeg selv kunne nå at tage fat i hans. 

Alt i alt, så var det ham der tog styringen ved det her.

"Jeg er Niall, og du er?" Spurgte han høfligt, med et stort smil, som virkelig nåede hans øjne. Han havde et sødt smil, det måtte jeg nok indrømme. 

Det tog mig også lige to sekunder at finde ud af at han havde snakker til mig, så jeg begyndte at ryste hans hånd, imens at jeg svarede ham, på hans enkle spørgsmål som han havde stillet mig, lige efter at han havde præsenteret ham selv.

"Du ved, Madeleine. Er her egentlig fordi at jeg skal passe Lux, så ja, du kender mig nok ikke," svarede jeg og trak min hånd til mig, fordi at jeg var begyndt at blive en smule akavet, hvilket jeg ikke forstod noget som helst af. For det plejede jeg ikke at være.

Dog lagde Niall mærke til det, og han tog det åbenbart som noget nervøsitets noget, for han grinede bare en smule af mig, og lagde en hånd omkring mine skuldre. "Bare rolig, det er okay at være en fan,"

Og der var det så at jeg kunne falde ud i grin, men jeg prøvede at holde det inde i mig selv, men da et fnis undslap, så kunne jeg ikke holde det tilbage. "Du ved, Niall," sagde jeg, imens at jeg fjernede hans arm fra mine skuldre så jeg kunne snakke ordentlig til ham. Altså se ham, for jeg drejede mig rundt og kiggede ham ind i øjnene.

"Jeg er ikke fan af jer, jeg kan dårligt nok jeres navne," 

Niall blev uforstående, og mumlede et flovt 'oh', men han tog det ikke så slemt. For to sekunder efter så var han klar igen, "men så skal jeg lære dig at blive fan af os, og så skal jeg lære dig noget omkring os,"

Han hev fat i min hånd, og tog mig med hen til drengegruppen, som faktisk stort set ikke bestod af nogle piger. Der var kun to andre piger, som stod henne i hjørnet, med hver deres glas champagne og snakkede sammen.

Så jeg var for alvor dømt alene, hvis det ikke havde stået for Niall. Ham kunne jeg allerede godt lide, og han virkede som en af dem jeg normalt ville blive rigtig gode venner med, men nu var han jo kendt.

Som om at han gad at være venner med mig.

"Okay drenge, med min veninde Madeleine. Hun er ny, og kan ikke jeres navne, så præsenter jer selv," sagde hun til tre andre drenge, som stod foran mig. Den ene var Liam, som Lux havde snakket om, fordi at han altid tog hende op, og det kunne hun godt lide.

Derfor vidste jeg hvad han hed, men jeg kunne ikke sige hvad de andre hed, og Niall gjorde det ikke ligefrem lettere ved at sige sådan-

Men i det mindste tog han det ikke så tungt om han sagde veninde, eller bare mit navn. Han lod faktisk ikke bare som om at jeg bare var en børnepasser, han lod som om jeg også eksisterede.

Og lige pludselig så den aften meget bedre ud.

 

OKAY SÅ BLEV JEG ENDELIG FÆRDIG!

og i må gerne skyde mig, fordi at jeg har været så langsom til at opdatere den her historie, men det er bare fordi at jeg (meget lang forklaring) har lavet lektier og været hos en veninde mandag, så der fik jeg næsten ingenting skrevet. Tirsdag var der skole og så var der min håndbold kamp, som vi i øvrigt vandt, og de var endda tre år ældre end os, og alt muligt. Onsdag stod den på at lave essay, og så skulle jeg et eller andet.. Jeg kan fandme ikke huske hvad jeg lavede.. fuck man.. hahahah! Når JO! SPILLEDE FODBOLD OG VANDT 13-0, WOOP! og så spillede jeg altså håndbold her torsdag og vandt 16-8, så det har været en rigtig god uge, plus jeg skal spille håndbold her på søndag, så jeg ved ikke hvor meget jeg får skrevet i weekenden.

Men jeg vil prøve at have et kapitel klar til.. Mandag? Tirsdag? Deromkring, og så har I også bare at smile og alt det der.

MENNESKER, LIKE DEN OG KOMMENTER, JEG SAVNER AT HØRE FRA JER, JEG GØR! I ER SIMPELTHEN SÅ DEJLIGE, OG JEG SAVNER JER SÅ MEGET.. URG ):

OG ER DER NOGEL LARRY SHIPPERE, HVIS DER ER SÅ HAR JEG EN LARRY FF I GANG, TJEK DEN DA UD MAN!! XXXXX

| A |

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...