Accidently Crashed | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Lou og Tom Teasdale er ude for et forfærdeligt uheld. Et uheld der koster dem begge døden. Lux er derfor tilbage, og der er længe debat om hvem der skal have hende; lige indtil Harry Styles hopper ind. Han nægter at lade Lux komme så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende mere; så i stedet overtager han forældre tjansen. Til trods for at han stadig er en af verdens mest eftertragtede stjerner. Nu mangler han bare noget hjælp til opgaven, for det er han opsat på at få; præcis som han var opsat på at få Lux. Men det er svært, han ved ikke hvem han kan stole på. Hvem der egentlig vil være der for Lux, og ikke bare bruge hende for at komme tæt på Harry. Mon han finder det? Trods alt sker der stadig mirakler, på den gammeldags facon.

224Likes
185Kommentarer
12172Visninger
AA

4. 3 | Madeleine.

 


"Not really sure how to feel about it,"

 

"Så Lux, så er den færdig. Hjælper du mig ikke lige?" Spurgte jeg hende, og rullede ud fra bilen, som jeg havde ligget under. Mit board, som jeg lå på, der gjorde det med at komme ind og ud fra bilen meget lettere, skubbede jeg væk, da jeg endelig stod op, og kiggede så hen på Lux.

Hun havde fået rejst sig op fra det lille trin ind til mit hus, og stod nu ikke andet end en meter fra mig, med et forsigtigt ansigtsudtryk. Min Ipad som hun havde fået lov til at låne, lå ved siden af hendes plads, som hun sad på før. Den var ikke slukket, og jeg kunne dermed regne ud at jeg havde afbrudt hende midt inde i hendes spil.

Det havde hun nemlig fået lov til. At downloade hendes eget spil, på bekostning af at hun gerne ville sidde ude og se på at jeg lavede bilen; for jeg ville ikke have at hun rendt rundt inde i huset, og lavede ballade.

"Hvad skal jeg?" Spurgte hun høfligt, og tørrede nervøst hendes hænder af i den beigefarvede kjole hun havde på. Utroligt nok, så stod den godt til hendes ansigt, ellers ville jeg aldrig give et barn sådan en på.

Harry, som jeg havde fået at vide at han hed, (og så begyndte alt det andet også at falde på plads) passede hende trods alt også kun. Havde jeg lige fået af hende, så jeg ville ikke bebrejde ham. Han var jo også en mand. Og det var ikke altid mænd havde den bedste stil, hvad angår små børn.

"Hjælpe mig med at pudse bilen," sagde jeg og gik hen til min balje med vand, som jeg havde stillet ved siden af bilen. Der lå en svamp og en klud i, og jeg tog kluden op fra det lukne vand, og bar den hen til hende.

Lux var urolig forsigtig med at tage fat rundt om den, og stod længe bare og kiggede hen på bilen, som om hun slet ikke turde nærme sig den. Så det endte med at jeg selv startede med at gå i gang, hvilket også fik løsnet hende en smule.

Jeg gik hen ved siden af hende, og viste hende hvordan hun skulle gøre, for at få Harry's bil helt ren, og hun kom virkelig godt ind i det. Hun gjorde faktisk et utroligt godt stykke arbejde, af hendes første gang, sammen med mig.

Lige indtil at hun stoppede i en bevægelse, og så helt trist ud. Den eneste grund til at jeg kunne se hende, var fordi at vi stod på hver vores side af bilen, og jeg havde frit udsyn til hendes ansigt.

"Min mor døde, i en bil. Ogs min far." Sagde hun lige pludselig, og begynde så at rengøre bilen igen. Dog stadig med den lille rynke, der viste hendes følelser, som sad i hendes pande. 

Hun havde gjort mig fuldkommen mundlam, og jeg stod helt stille og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Hun havde taget mig ved hjørnet, og gjort så jeg ikke vidste hvilken vej jeg skulle gå.

Til højre, og snakke om det, eller venstre, og lade det være det. Altså; jeg regnede ikke med at se hende igen, og hun så ud som om hun havde sluppet det allerede igen. Så derfor så lod jeg det også være; ligesom jeg lod svampen være.

"Ved du hvad?" Spurgte jeg Lux, og ventede på et svar fra hende, som også kom. "Hvad?"

"Harry skulle til det der interview i aften, det var det du sagde ikke?" hun nikkede stille, og så lidt mærkværdigt hen på mig. "Skal vi så ikke gå ind og se det?"

Det var ikke mange sekunder, der gik før at hun nikkede, med et stort smil. Hendes fingre strøg tættere rundt om kluden, imens hun ledte efter et sted at ligge den henne. Jeg rakte hånden frem, så hun kunne se det som en mulighed, og det gjorde hun også.

Hun lagde forsigtigt kluden i min hånd, og tørrede så hendes fingre i hendes bukser. Noget børn typisk gjorde. Og så lige mig. "Bare gå ind af døren, og ned af gangen, så kommer du til stuen; jeg er der om lidt,"

Imens jeg fik Lux til at gøre som jeg sagde, lage jeg kluden på plads og kiggede en sidste gang på bilen. Den var ikke helt ren, kun foran og på siderne. Omme bag på var den ikke helt rent, men inden Harry kom, skulle jeg nok få det klaret.

Da jeg havde set på bilen, og ordnet alt hvad jeg skulle ordne ude i garagen gik jeg ind i huset, og kunne med det samme høre fjernsynets støj. Hvilket ville sige at Lux havde fundet ud af hvordan man tændte det, og dermed selv fik sat det på den rigtige kanal.

Hvilket egentlig var forbløffende flot.

Med det samme jeg koncentrerede mig om stemmerne, kunne jeg høre Harry's stemme, der langsomt svarede på spørgsmålet; "Ja, jeg passer på Lux nu." Sagde han, og lød rimelig stolt.

"Hvor er hun så henne lige nu?"

"Hun er hos min veninde," sagde han bare, for at få afsluttet sagen. Intervieweren prøvede ellers på at spørge hvem hans veninde var, men det svarede han ikke på. Og en der var der sammen med Harry, valgte at redde ham fra det hele, ved at lade opmærksomheden ryge over på ham i stedet for.

Jeg gad godt vide, hvor langt man egentlig ville gå, for at komme tæt på de her drenge. Altså hvor langt deres fans ville gå.

Og hvor langt de her fem drenge, selv ville gå, for at hjælpe hinanden?`Jeg havde en idé om at de var tætte, men der var vel også en grænse for hvor tætte man kunne blive. Der var jo meget arbejde ind over det, og så så de nok ikke hinanden i fritiden, fordi de også havde andre venner end den gruppe de nu var blevet sat sammen i.

Nysgerrig efter at vide mere om de her drenge, og omkring Harry, gik jeg helt ind i stuen, og stillede mig bag ved den ternede sofa, med stribede puder. Puderne havde jeg fået af Alex, inden jeg havde købt sofa'en, men jeg måtte først åbne pakken; som puderne var i, da jeg havde købt sofa'en. 

Og det viste sig så at være en katastrofe, med de to forskellige farvemønstre, og det hele var bare noget rod. Det hele endte så ud i utrolig mange aftener, hvor vi bare havde siddet og grinet af det, og forsøgt at ødelægge puderne, så jeg havde en grund til at købe nogle nye.

Men det var så rimelig meget mislykket, for ingen af os, ville rydde op efter os selv, hvis vi nu lavede hul i puden eller noget; så det hele blev bare til en pudekamp, på en rigtig drengemåde, hvor man bare slår til.

Til tider gjorde det ret ondt, når Alex bare kom med hans hårdeste slag, og jeg allerede lå ned på jorden. Han var på ingen måde en fair-player.

"Hvem af jer fem, var mest spændt, da i ventede på at jeres nye film udkom?" Spurgte den mandelige interviewer, da han lige havde fået kigget hans lille kort igennem, for de forskellige spørgsmål der var.

Mit blik fløj hen over tv-skærmen, for at se de fem drenge udveksle blikke til hinanden, og til sidst endte det med at de alle sammen rakte hånden op, og en klukkende latter fra, både publikum, og intervieweren lød.

Noget de ikke havde regnet med, var det.

Indtil nu havde jeg næsten kun ladet min opmærksomhed været på Harry, og set på alle de tatoveringer, hans jakke ellers havde dækket, da han var ude ved mig. Men nu hvor han havde smidt jakken, og fået sat håret. Gjort noget ved hans rander, som han havde haft under øjnene og fået en t-shirt på, der viste en del af hans kraveben, og lidt ned af brystkassen. Hans arme var også til frit udsyn, hvilket bare havde gjort, at jeg havde haft endnu mere frit udsyn til hans tatoveringer.

En tatovering var noget der altid havde fascineret mig, for ikke alene havde jeg altid kunne lide noget ved drenge og tatoveringer. Så var det ligemeget hvordan drengen så ud; jeg kunne bare godt lide dem med tatoveringer. De måtte bare ikke være alt for badboy agtige, for så blev det hele, alt for meget.

Men det der gjorde at en tatovering var sådan en fascinerende ting for mig, var udelukkende kun fordi at jeg selv havde en. Jeg fik den da jeg var 15, bag på mit skulderblad. Mit fødselsdagsdato i romertal, og lidt senere fik jeg en fugl der ligesom fløj hen over det, hvilket endte med at se ekstremt godt ud, faktisk.

Jeg havde dog været bange for dets resultat. Bange for at jeg aldrig kunne vise mig uden noget der dækkede mit skulderblad, men det så godt ud.

Og jeg kunne vise mig, uden noget til at skjule det.

Automatisk ledte jeg efter tatoveringer hos de andre drenge også. Så vidt jeg kunne se var der to andre der også havde. En lidt udenlandsk fætter, hvilket måtte være Zayn. Så meget havde jeg trods alt hørt om dem - og så var den en anden mørkhåret fyr. 

Spørg mig ikke om hans navn.

Jeg troede ikke at der var flere fyre med tattoos i deres band, heller ikke at det var nødvendigt; men da den mest korthårede fyr, løftede hans ene arm, imens han svarede på et spørgsmål kom en ny tatovering op. 

Min ene mundvige trak opad, over hvordan de så ud på. De lignede ikke at de var stressede, at de smilede falsk, eller bare prøvede på at være glade. De så oprigtigt glade ud.

Som om de virkelig nød det.

"Når Liam," sagde intervieweren, med en stemme der bare antydede af at han skulle vide den nyeste sladder. Den korthårede fyr, Liam, rettede sin opmærksomhed mod ham, og satte sig ordentlig til rette.

"Der går rygter om dig og Sophia, er sammen. Eller det afslørede du selv for en uge siden, men jeres fans; directioners, har funder frem til at dette var den selv samme pige, som afviste dig 22 gange, da i gik i skole sammen. Hvordan føltes det at være med hende?" Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øre. 22 gange. Havde Liam forsøgt at invitere den samme pige ud 22 gange?

Det var næsten umuligt. Men hvis de så har fået hinanden nu, så er det hele vel godt, og alle sammen er glade.

"Ja, jeg har ligesom forstået at vore fans, ikke er så glade for idéen om os sammen. Men jeg er sammen med Sophia nu, som et par, og jeg holder rigtigt meget af hende. Vi har begge forandret os siden skolen, og dermed kan vi begge kommer videre på det punkt," sagde han og lød helt vildt overbevist om det. 

Ikke at jeg ikke troede at han ikke var det. For det var han skam nok, men det lød bare så indøvet. Det kunne selvfølgelig også være at det var indøvet, fordi han efterhånden havde forsvaret sig selv og hans kæreste i så lang tid, som de nu havde datet.

Men med det billed som var kommet frem af dem, på fjernsynet, så så de nu meget søde ud sammen. Som nogle der havde været sammen i lang tid, og virkelig nød hinandens selskab.

I hvert fald, ville jeg, hvis jeg var fan af dem, støtte Liam og hende Sophia der. Hun så sød ud, og mindede mig alt for meget om en af mine andre veninder, fra Liverpool. Jeg havde ordnet hendes bil, og troede hun var sådan en rigtig primadonna, men det viste sig så at hun var langt mere cool, end hvad hendes pigede stil tydede på, at hun var.

"Hvor lang tid har I så set hinanden?" Blev der spurgt ind til det, og en lille rynke formerede sig i panden på Liam, imens at han tænkte over spørgsmålet. "Jeg tror det er tre måneder, eller sådan noget. Vi havde selvfølgelig snakket sammen godt inden, men vi begyndte at date, lidt, for tre måneder siden."

Intervieweren nikkede, og kiggede endnu en gang hans lille flap papir igennem for nogle flere spørgsmål. "Er der noget andet nyt, som I drenge gerne vil sige?"

Zayn han tog ordet til sig, og smilede allerede inden han havde ladet et ord stryge ud af hans mund; "Jeg er jo blevet forlovet," afslørede han så, med en drømmende stemme, der virkelig viste hvor glad han var for det.

Intervieweren fik nogle store øjne, og prøvede diskret at kigge ned på kortet; nok for at se om han havde glemt det punkt. Og med pinslen i hans øjne, så det ud som om at han havde det.

"Ja, det kan man jo ikke undgå at ligge mærke til. Hvordan føltes det så?" Spurgte han, og sendte Zayn et smil, som bare trak på skulderne.

Man kunne tydeligt se at han skuldertræk ikke var fordi at han ikke var glad, men fordi at han ikke vidste hvordan at han skulle beskrive hans glæde. Den var så stor at han slet ikke kunne sætte ord på det hele. "Det er ubeskriveligt. Fantastisk."

Intervieweren nikkede, og sendte så ham endnu et smil; der lå noget mere bag smilet. Det var ikke bare for at være venlig, men fordi at han oprigtigt var glad på Zayn's vegne. Han følte lykken sammen med ham.

"Er der andet I vil sige?"

Der kom en tavshed, imens de allesammen tænkte, men til sidst endte det ud i at de allesammen rystede på hovedet, og så sluttede interviewet også. Jeg havde heller ingen idé om, hvor lang tid det havde været i gang. Vi kom jo ind i det, midt i det hele.

"Kommer Harry nu?" Kunne jeg høre Lux spørge mumlende; men det var besværligt at tyde ordene, fordi for det første, så mumlede hun. For det andet så havde hun så meget fokus på fjernsynet at hun dårligt kunne udtale ordene rigtigt.

Men jeg fik fat i sætningen, og det gjorde så at jeg kom med en bekræftende lyd, og gik ud i køkkenet igen.

Der stod stadig tre kopper, fra de forrige dage, og flød på køkkenbordet. En tallerken fra aftensmaden stod nede i den ene vask, og brødkrummerne lå stadig på bordet, fra i morges. Alt i alt så mit køkken ikke særlig godt ud, og det skulle jeg da ikke holde for mig selv, mente Lux, da hun havde fulgt efter mig.

"Harry ville sige 'ad' her," afslørede hun, og kiggede rundt i køkkenet, med en interesse, som om det var et spændende køkken.

"Når så det ville han," sagde jeg bare, og gik hen til det brune hjørneskab, og fandt to kopper frem. "Te?" Spurgte jeg hende, og intet andet end en lav 'hm' lyd, som alligevel lød for dyb til at være hendes.

Men nogle gange fik vi alle dybe stemmer, så derfor tænkte jeg bare at det var godt at hun fik noget te. Noget til at smørre halsen med.

Jeg skulle lige til at gå hen for at tænde op for elkedlen så den kunne begynde at varme noget vand op, da et par hænder ramte mine hofter og gav mig et lille skub. Efterfølgende kom der et 'boo' i mit øre, og det var der jeg skreg op.

Mine fødder fik mig vendt rundt, og taget min hånd op til en lussing, da jeg fik styret mig selv, og åbnede øjnene helt, så jeg kunne se hvem fanden det var der var kommet. Hvis det var Harry der bare var kommet ind, uden at banke på, så bankede jeg ham.

Jeg åbnede øjnene, og så en velkendt skikkelse. Alex var kommet, og var selvfølgelig gået så forsigtigt med dørene at jeg slet ikke havde hørt ham. Men Lux havde, for hun brød bare ud i grin, som om det hele var planlagt.

"Hvad hele hule helv... Bip, laver du her?" Spurgte jeg en smule sur over at han skulle give mig sådan et chok. Og det var okay at være sur på ham, for vi var så gode venner at vi sagtens kunne blive uvenner.

"Jeg kommer til vores sædvanlige lørdagsaftensmad-pizza-hygge-aftale. Men jeg kan da godt bare smutte igen, og lade dig bruge dine ekstremt gode evner i et køkken," sagde han sarkastisk med et lille grin i stemmen.

Stadig irriteret over hans små jokes, som han selv syntes var så sjove, rystede jeg på hovedet af ham og gik hen til skabet og fandt mine tebrev frem. "Hvis du vil have pizza her, så må du klare dig selv og hente nogle tallerkener."

Han gjorde som jeg sagde, og imens gik jeg hen med den lille boks med forskellige tebrev og viste lux. "Hvilken en, Lux?" Spurgte jeg forsigtigt, da hendes fingre begyndte at køre fra den ene til den anden side, henover boksen.

"Øh." Hun lukkede øjnene og lod hendes hånd falde ned, og så tog hun fat i en. "Den lyserøde; som en prinsesse," uddybede hun, og tog den så helt op i hånden. Satte låget på boksen, og gav så mig jordbær tebrevet.

Boksen som hun så pænt havde lukket efter sig, tog jeg og satte op i skabet igen. Vi kunne alle tre godt bruge det samme tebrev, og hvis at Alex var kræsen, så fik han bare ingenting, sådan var det ligesom bare.

Et klik lød henne fra elkedlen og dermed vidste jeg at vandet var kogt, og klar til at blive lavet om til te. Det var jo i princippet ret godt, for der var kun tre minutter til at min tetid startede; for sådan en tid havde jeg. Jeg havde hvornår jeg drak te om aftenen, og det gjorde jeg hver aften. Det hele startede faktisk da jeg mødte Alex.

Vi blev rimelig hurtige te narkomaner, for det var som om at det hjalp på vores samtaler i starten, og så drak vi det altid når han kom. For underligt nok, så havde han altid aftensmad med, hver gang han kom. Og så blev det bare oftere og oftere, og til sidst kom han næsten hver dag.

Flere gange overnattede han, og selvom han ikke var der, føltes det underligt ikke at have haft drukket min te. Så da han sagde at han havde det på samme måde, så indførte vi vores tetid, og den overholdt vi begge to.

Ikke at jeg ikke kunne lade teen være, for det kunne jeg sagtens; men det var bare som om at det ikke var en rigtig hyggeaften så. Og det var sådan jeg så de fleste aftener. Som hyggeaftener.

"Skal jeg hjælpe med noget?" Spurgte Alex, og stillede sig lige ved siden af mig. Han stillede honning'en og mælken, foran kopperne, som jeg lige havde fyldt op med vand, og proppet tebrevet ned i den ene.

"Øh, har du hentet tallerkener?" Jeg havde travlt med min te, så jeg kunne hverken huske ud eller ind, om om jeg havde bedt ham om det eller ej. "Ja, og jeg har båret det ind på plads, og fundet en stol til Lux,"

"Veeeeeent.. Hvor fra ved du hun hedder Lux?" Min stemme var pludselig uforstående, for jeg havde ingen anelse om hvordan at han vidste, at hun hed Lux. Det havde jeg da ikke fortalt ham.

For jeg havde åbenbart været så uhøflig slet ikke at præsentere mine gæster overfor hinanden; nu var det jo heller ikke fordi jeg havde glemt at Alex skulle komme, nej nej.

"Jeg har en lillesøster, jeg ved ikke om du kan huske hende, Rachel? Siger det dig noget? Bare en smule?" Han var igen sarkastisk, og denne gang gav jeg altså hans skulder en lammer, og kiggede så irriteret over på ham. "Hvad er der med hende?"

"Lux er Harry Styles, et eller andet, og Rachel er stooor fan af dem. Jeg kan ikke undgå at høre om det, og det der inde er Lux. Hendes forældre døde eller noget, så nu passer Harry hende," forbløffet over den historie han kunne komme op med, når jeg vidste hvor meget han hadede når hans lillesøster snakkede om de her bands, nikkede jeg bare.

"Men tak, øh skær pizza'en ud," fortsatte jeg fra før, som om intet var sket. Men det var der, min hjerne var gået i gange med en masse tanker om at det var derfor at Harry havde hende alene.

Det var derfor at Lux lige pludselig sagde det med hendes forældre, og var så stille. Det må have været sket for nylig, og så med et biluheld som Lux selv sagde.

Tøvende kiggede jeg ind i stuen, og så at hun allerede sad ved bordet, med et tomt blik og bare kiggede ned på den hvide porcelænstallerken, som var blevet sat foran hendes næse. "Nej, lad være med det. Gå ind til Lux, og underhold hende."

Alex var forvirret, jeg kunne mærke det på hans aura, da han gik forbi mig. Men jeg rystede bare på hovedet, og tog så fat i mælken og fyldte teen op med det, så den kunne drikkes.

Da jeg var færdig med det tog jeg fat i to af kopperne og lod den ene være for så at sætte dem ind på bordet. Jeg hentede den sidste og de to pizzabakker, som Alex havde haft med, og skåret lidt ud. Dem lod jeg også falde på bordet, og så satte jeg mig ned på stolen ved siden af Lux.

Jeg tog fat i den ene pizzabakke og skubbede den hen foran Lux, og åbnede så min mund; "Vi kan godt deles, kan vi ikke?" Til det nikkede hun bare, og løftede låget så hun kunne se pizza'en, som bare var en helt almindelig margarita.

I nogle enkelte sekunder tillod jeg mig selv at se over på Alex, der bare sad med et smørret smil på hans læber. Forsigtigt, for at Lux ikke skulle opdage noget, mimede jeg et 'hvad?'. Han svarede dog ikke på mit spørgsmål, i stedet prøvede han at vise et eller andet med nogle fagter, som jeg fattede hat og briller af, og derfor rystede jeg bare afværgende på hovedet.

Nogle gange var han bare ikke til at fatte. Så var han så dum, at det gjorde helt ondt.

"Est-il bon?" Spurgte Alex mig om, og jeg rystede bare på hovedet af at han skulle bruge det franske som jeg havde lært ham. Normalt var han ingen sprogfisk, men jeg havde lært ham noget.

"Qui, qui." Sagde jeg bare, og sukkede lidt af ham. Jeg kunne mærke et blik på mig. I et kort øjeblik så havde jeg glemt alt om at Lux også var der, så da jeg så hende på stolen ved siden af mig, fik jeg et lille chok.

"Hvad sagde I?" Spurgte hun og lød interesseret. Alex grinede bare og fortalte hendes om vores samtale, som vi lige havde haft. Han spurgte bare om maden smagte godt, og jeg svarede ja. Ikke den store samtale, eller den svære for den sags skyld.

Hun nikkede forsigtigt. Prøvede at være forstående, og det lykkedes jo egentlig også for hende at forstå det. Eller det så i hvert fald sådan ud.

Resten af tiden spiste vi egentlig i stilhed, hvilket på ingen måde lignede mig og Alex, men det var nok mere på grund af Lux. Vi kunne ikke snakke om alt, som vi altid har kunne, ikke når hun sad der. 

Så det hele blev ligesom anderledes, og tiden gik bare med at vi sad og spiste. Og drak vores te til.

Jeg kiggede op på uret, da vi var blevet færdige med at spise, og så at det var en time siden at interviewet var sluttet. Harry burde havde været hos mig, men der gik nok ikke så længe, tænkte jeg.

Og lige som jeg tænkte tanken, så ringede det på døren. Jeg var ikke hurtig nok til at rejse mig, for Alex stod allerede op, og var nærmest ude i gangen. Normalt ville jeg bare have ladet ham åbne døren, men i dag rejste jeg mig selv op også.

Stemmerne lød allerede ude fra gangen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om at Harry var forvirret over det hele. Over at det ikke var mig der åbnede, men en fremmed mand/dreng. 

Man kunne ikke kalde Alex en mand.

"Er.. Lux ikke her?" Spurgte Harry forvirret, og Alex rystede bare på hovedet. Han skulle altid drille mennesker som han ikke kendte, hvilket bare var dumt. Så derfor besluttede jeg mig for at redde ham, når nu vi havde med en superstjerne at gøre her.

Bare så Alex ikke blev sagsøgt.

"Alex styr dig nu, og smut væk fra min dør." Sagde jeg bare, rimelig, højt så Harry også kunne høre det. Alex fik hurtigt kigget over på mig, og skulede kort til mig, hvor jeg bare svarede igen med et smørret smil.

"Hun kommer nu Harry," sagde jeg, da jeg kunne se at Lux kom løbende hen imod døren. Hun så virkelig træt ud, og da jeg kom ud til gangen, så jeg kunne se Harry, så så han virkelig også træt ud.

Alt for træt til at køre bil, hvis man spurgte mig. Men det måtte han jo selv om.

Lux kastede sig med det samme i armene på Harry, som havde sat sig ned i hug, så han kunne gribe hende. Han vidste det åbenbart i forvejen, at det ville ske.

"Her er nøglerne til din bil," mumlede han imens, at han fandt mine nøgler frem og lagde dem i min fremstrukkede hånd. "Jeg tankede den op på vejen," 

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til det. Det behøvede han jo virkelig ikke, men jeg nikkede bare og sendte ham et tak. "Hav nu en god tur hjem, og hvis du har brug for hjælp en anden gang, så har du mit nummer," sagde jeg til ham. Denne gang mente jeg det rent faktisk.

"Næste gange, så skal du nok få løn. Og faktisk, hvis du altså har tid, så har jeg måske en opgave til dig så. Jeg skriver til dig senere," lovede han mig, og med de ord tog han Lux op til sig, og bar hende ud til bilen, som jeg havde fået kørt ud af garagen, af Alex.

Jeg nikkede bare, selvom det var forsent for ham at se det. Men det var ligemeget. Nu havde jeg da svaret ham. 

I lidt tid stod jeg bare i døråbningen og kiggede efter dem, da de kørte. Lux var en sød pige, men en utrolig fortid, det havde jeg allerede lært nu. På en eller anden måde fascinerede det mig, og Harry fascinerede mig. Måden de begge var på. Det var utroligt. 

"Hvad tænker du på?" Kom det fra Alex der stod og kiggede nysgerrigt hen på mig. Jeg var nødt til at svare ham. Han var min bedsteven, så jeg forklarede det. Og jeg var klar over at han ikke ville gøre grin med det; i stedet ville han forstå det.

"Og nu hvor vi taler om Lux. Du er virkelig sød sammen med hende," indrømmede Alex, og sendte mig et kærligt smil. Jeg gengældte det bare, og gik hen for at give ham et kram. 

Når det blev sent, så endte det altid med at vi blev ret kærlige overfor hinanden, men der lå ingenting i det. Måske så det sådan ud for alle andre, når de så på vores adfærd; og nogle ville nok også sige at vi var sådan et bedstevenneforhold, hvor man til sidst endte sammen. Men sådan vidste jeg bare det ikke ville ende.

Det vidste jeg bare.

"Vil du overnatte her?" Spurgte jeg lige så forsigtigt ind imod Alex's brystkasse. Hans fingre tog fat i mit hår, og begyndte at lege lidt med det, imens at han svarede med et enkelt 'ja'. Mere behøvede jeg ikke, før jeg lagde mit hoved mod hans brystkasse og sagtens kunne falde i søvn der.

Men det lod han mig bare ikke gøre. "Kom, lad os gå i seng først, før du falder i søvn," grinede han, og slap grebet rundt om mig. Han erstattede det i stedet for med min hånd, og fik mig dermed til at gå med ham.

Han førte os begge ud på badeværelset, hvor han fandt min tandbørste frem, imens jeg selv, bare gik hen og satte mig oven på det lukkede toilet. Jeg skulle ikke tisse, men havde bare brug for at sidde lidt ned.

Lige pludselig have søvntrangen bare overmandet mig. "Sig ikke jeg skal børste dine tænder," jokede Alex da han rakte mig tandbørsten, og i et kort sekund overvejede jeg at sige at han skulle, men i stedet rystede jeg bare på hovedet, og tog med et fast greb tandbørsten ind i munden.

Det varede ca. 10 minutter, som vi bare brugte på at skifte om til nattøj, og børste tænder, plus at jeg samlede alt mit hår i en fletning, som Alex fik lov til at flette. Han havde nemlig en mærkelig trang til at ville flette mit hår, altid.

Dog var det ret sjældent at han overhovedet fik lov.

"Kom," sagde jeg til Alex, og hev ham med ud fra badeværelset, og i stedet ind på mit værelse. Jeg kom hen til sengen, og kastede mig hurtigt ned i den. 

Jeg var virkelig træt, de måtte jeg sige.

Dynen blev på magisk vis (host, Alex, host) lagt ind over mig, og jeg lukkede bare mine øjne i og lagde mig bedre til rette.

"Godnat dovne," tilføjede Alex, lige inden jeg faldt ind i drømmenes land.

 

 

Mit hoved valgte at dunke så kraftigt, at jeg ikke kunne sove mere. Lyset var ikke en gang nået ind igennem gardinet endnu, og alligevel var jeg lysvågen. Ikke på den gode måde at lysvågen, men jeg var lysvågen på den måde at jeg ikke kunne sove på nogen måde, på grund af mit dunkende hoved.

Det gjorde virkelig ekstremt ondt, og jeg vidste ikke hvad jeg havde lavet, siden det skulle gå hen og blive på den måde.

Jeg havde lyst til bare at larme, for at komme op ad sengen, men da jeg drejede mig, så så jeg at Alex stadig lå og sov. Med åben mund. Og snorkede en smule. Måske det i virkeligheden var hans skyld at jeg havde ondt i hovedet?

Fordi at han snorkede for meget?

Ligemeget hvad end der var skyld i min hovedpine, så fik jeg lydløst skubbet dynen af mig. Mine ben svingede jeg langsomt ned over sengens kant, og så rejste jeg mig. Men i det jeg bare løftede min røv en smule fra sædet, så knirkede den.

Det var det jeg hadede ved den seng. For den knirkede ikke bare en smule, men det var sådan at den kunne vække et hvert menneske.

Åbenbart bare ikke Alex, for den eneste tegn på at han havde hørt det var at han lukkede munden og vendte sig om på den anden side. Det kunne man jo så bare sige, var heldigt for mig.

Jeg fangede min underlæbe imellem mine to læber, da jeg gik igennem værelset, for at være så stille som overhovedet muligt. Jeg bed mig nemlig altid i min underlæbe, når jeg skulle koncentrere mig om noget.

Døren til værelset, lod jeg stå på klem, bare så jeg ikke larmede med at lukke og åbne den igen. Så kunne jeg i det mindste være en smule stille.

Mine ben kendte vejen ud til køkkenet, hvor jeg havde mine hovedpinespiller, så det tog ikke andet end 10 sekunder, og så stod jeg derude, med pilleglasset i hånden. Med den anden hånd, fik jeg fat i glas og hældte noget vand ned i det.

Jeg var nemlig en af de personer der ikke kunne sluge piller uden vand, så følte jeg det nemlig som om at jeg kvalte mig selv.

Pilleglasset fik jeg åbnet og lagt en pille ind på min tunge. Glasset's vand røg hurtigt efter, og så ville der bare gå en time før at pillen rigtigt virkede. Noget som jeg virkelig hadede ved piller. Der var jo en grund til at man tog dem.

Så skulle de jo også virke lige med det samme.

Og fordi at jeg var bange for at en pille ikke virkede godt nok, med så slem en hovedpine jeg havde, så tog jeg endnu en pille, og det hele foretog sig på samme måde igen. Denne gang var der bare noget vand tilbage i glasset, som jeg også lige slugte, og så satte jeg det ellers ved siden af vasken.

Jeg var simpelthen for doven til at rydde det op lige nu. Dog skulle jeg også have tiden til at gå med et eller andet, bare lige et kvarter, for så kunne jeg altid ligge mig ind og prøve at sove, eller sådan noget.

Derfor endte det ud med at jeg tog fat i min telefon, da jeg huskede Harry's ord om at han ville skrive senere; og det havde han også gjort.

HARRY

HEY MADELEINE. JEG HAR MÅSKE ALLEREDE ET JOB TIL DIG, HVIS DU ER INTERESSERET? MIG OG LUX ER INVITERET TIL MIDDAG SAMMEN MED DE FIRE ANDRE DRENGE. MÅSKE DU VIL TAGE MED, OG PASSE HENDE DER? XX

Et svagt smil kom frem på mine læber, da jeg havde læst hele beskeden, og allerede havde besluttet mig at jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe.

Der var noget over dem, de havde en historie. En stor og lang historie, som jeg meget gerne ville kende noget mere til. Underligt nok. Men jeg var noget af en menneskekender, så derfor så vidste jeg at det nok skulle blive godt.

Mine øjne faldt ned på mit tastatur på min telefon, og jeg fandt hurtigt på noget at skrive.

SELVFØLGELIG VIL JEG DET. BARE SKRIV EN DATO, OG EN TID. MÅSKE PLUS EN ADRESSE OG SÅ SKAL JEG NOK KOMME! X

Og så var det klaret. Jeg låste min telefon, og besluttede mig så for at gå ud på toilettet, og så kunne jeg altid gå tilbage i seng derefter.

 

HEY HEY HEY HEY HEY!

Jeg har lavet trejde kapitel nu, og undskyld mange tusinde gange for ventetiden, men jeg har bare ligget syg de sidste mange dage og har slet ikke haft koncentration til noget som helst, og når jeg så har haft det så har det enten kredset rundt om alle de lektier jeg skulle få lavet, eller på det one shot som jeg er i gang med.

For idéen kan jeg slet ikke slippe; det er ufatteligt, så lige så snart at det er ude, så er jeg på fulde firespring igen.

Jeg ved ikke hvor lang tid der går før næste kapitel, jeg håber det er klar til her på søndag, eller sådan noget; men jeg skal bare til noget fodbold træning, fordi vi har det her skolefodbold (ekstrabladsfodbold) og jeg er målmand, og jeg kan ikke finde ud af at stå på mål i fodbold.. så derfor skal jeg altså lige øve mig lidt.

En ting lover jeg dog; jeg skriver så snart jeg får tid!! men vi har også mange lektier for til på mandag, som jeg lige skal have tjekket op på, og en essay jeg skal have skrevet. Jeg har det faktisk utrolig stressende for tiden.. Suk, men jeg gør det så godt jeg kan!

Igen mange gange undskyld for ventetiden. Håber kapitlet er ventetiden værd, ellers så har jeg virkelig ingen undskyldning for noget som helst.. Måske at I snart kan læse et one shot af mig? Det ved jeg ikke, håber det.. xxxxxx

Men ville I overhovedet læse det, hvis jeg udgav det? 

Nu smutter jeg altså, inden det her bliver længere end selve teksten. 

| A |

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...