Accidently Crashed | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Lou og Tom Teasdale er ude for et forfærdeligt uheld. Et uheld der koster dem begge døden. Lux er derfor tilbage, og der er længe debat om hvem der skal have hende; lige indtil Harry Styles hopper ind. Han nægter at lade Lux komme så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende mere; så i stedet overtager han forældre tjansen. Til trods for at han stadig er en af verdens mest eftertragtede stjerner. Nu mangler han bare noget hjælp til opgaven, for det er han opsat på at få; præcis som han var opsat på at få Lux. Men det er svært, han ved ikke hvem han kan stole på. Hvem der egentlig vil være der for Lux, og ikke bare bruge hende for at komme tæt på Harry. Mon han finder det? Trods alt sker der stadig mirakler, på den gammeldags facon.

224Likes
185Kommentarer
12561Visninger
AA

3. 2 | Harry.

 


"Couldn't help myself, you're too good to be true!"
 

    Jeg vågnede op midt om natten, og først var jeg i tvivl om hvorfor; lige indtil den banebrydende lyd af et skrig nåede min øregang og gav mig en syngende hovedpine.    

Det kom klart fra Lux, der råbte. Eller skreg. Hun var ude af sig selv, det kunne jeg høre på hende. Måden, hun skreg på, var normalt ikke andet end en lav, brokkende lyd.

Men nu ...     

Dynen, der let lå over min krop, rev jeg ned på gulvet, idet jeg nærmest hoppede ud af sengen og spænede ud på gangen, over til døren, som lå skråt over for mit eget soveværelse, og ind til hende.     

Og der lå hun, med tårer ned ad de små æblekinder og lukkede øjne, så der var intet andet end den runde fuldmåne til at lyse lokalet op, som om hun forsøgte at få billederne til at forsvinde. Som om hun forsøgte at holde noget ude af hendes system.

Hendes lette sprække imellem hendes læber og de hysteriske hulk var nok til, at jeg tog fat i hende. Først blev hun overrasket; næsten bange. Men da jeg begyndte at tysse på hende med en beroligende stemme og nynne en lille sang for hende, fik jeg hende til at slappe mere og mere af. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, men det lod jo også til at virke. Hele hendes energi var afslappet nu, og selv hendes vejrtrækninger beviste, at hun var faldet til ro. Hun var nok nærmere faldet i søvn.

Nu skulle jeg så lægge hende ned i sengen, men jeg var bange for at vække hende. Bange for, at hvis jeg bevægede mig ud af flækken, så ville hun begynde at græde igen. Heldigvis havde jeg fået sat mig så godt til rette, da jeg havde taget hende op; så mon ikke, om jeg kunne falde i søvn her, for hendes skyld. Hun gik igennem en hård tid, og det sidste, jeg skulle gøre, var at gøre den sværere.

Jeg skulle trods alt bare til et interview i morgen, og det var først halvsent. Jeg kunne sætte Lux af hos Louis, han ville forstå det hele. Han ville med garanti tage hende i to timer, og så kunne jeg smutte hjem og sove og så få hende igen, lige inden vi skulle til interview, og så skulle jeg lige finde en babysitter, og .. En helt masse andet, som jeg ikke ville have tid til, hvis jeg skulle sove.

Så jeg måtte bare se at få noget søvn nu. Hun havde mere brug for det, end jeg selv havde. Det måtte jeg huske mig selv på.

Jeg så ikke en gang på det lille digitale sengeur, som stod henne på sengebordet og lyste, så jeg klart kunne se det, før jeg lukkede mine øjne i igen, og faldt ned i et sort hul.

Ned i søvnens dybe baner. Billeder begyndte at tage form i små mennesker. Parken kom frem. Med alle dens træer, små pippende lyde og så..

 

    Så kom lyden fra Lux der hylede, imens jeg stod og ventede på vores is. Ismanden skyndte sig ikke en gang, det var næsten lige før, at han bare gjorde sig endnu langsommere, og jeg blev nødt til at trippe lidt med fødderne for at bevare tålmodigheden.

Det var, som om han gjorde det hele for at gøre det her endnu værre for mig, end det allerede var, så inden han nåede at fiske de to is op fra hans fryser, havde jeg lagt pengene på bordet.

Der var flere, end han havde brug for, men det var ikke, fordi jeg manglede penge; så han måtte beholde dem. Isene blev lagt på bordet, og jeg skyndte mig at kigge mig over skulderen, imens jeg rakte ud efter dem og tog dem op i hånden.

Et lille chok skyllede ind over mig, da jeg så den mørkhårede pige stå sammen med Lux. Hun fik hende til at grine; Lux' klukkende latter kunne jeg selv høre, så langt væk jeg var fra hende som jeg stod.

Måden som den fremmede pige håndterede hende på var helt igennem fantastisk, og jeg havde næsten bare lyst til at blive stående og se på dem, bare for at se at Lux for en gangs skyld, virkelig bare lod til at, slippe det hele, og bare være hende selv.

Hendes glade side blev fundet frem af denne pige. Men det varede ikke længe med bare at stå og kigge på dem. For de drejede rundt; hen imod mig, og Lux pegefinger tog retning mod mig. Hun afslørede hvor jeg stod, og nu var jeg nødsaget til at gå op til hende .. Til dem .....    

 

Lux vred sig rundt i mine arme, hun var ustyrlig. Næsten som om hun kæmpede imod mig. Jeg prøvede at nusse hende forsigtigt, men hun skreg bare fortsat, og hendes skingre stemme lød overalt i lokalet.

"Hey, hey, baby." Jeg nussede hende endnu en gang og fik hende sat ved siden af mig. På et splitsekund, sad jeg oppe foran hende, og kunne igen se tårerne rende ned ad kinderne på hende.

Denne gang var hendes hulk endnu værre. Hendes vejrtrækning blev hektisk, og jeg panikkede. Hun ville ikke åbne øjnene. Hun vil ikke se virkeligheden for sig. Hun ville ikke lade mig komme ind til hende.

Jeg forsøgte at nusse hende på armen igen, men hun skreg bare endnu en gang. Et så højt skrig at jeg blev bange. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. "Lux? Lux? Er du der?" Jeg prøvede at lyde så rolig som overhovedet muligt, og endnu en gang lod jeg min hånd køre ned af hendes arm. Hun lod til endelig at forstå det. Til at ville slappe af.

"Hazza?" mumlede hun stille og lod sin arm udforske mig foran hende. Hun havde krøbet hendes øjne så tæt sammen som overhovedet muligt - stadig for at holde det hele ude, ville jeg skyde på.  "Jeg er lige her," forsikrede jeg hende om og tog fat om hende. Jeg lod hende komme tæt på mig, og med det samme, som hun åbnede øjnene, svingede hun begge arme omkring mig, og jeg mærkede straks varmen brede sig i mig.

Hun holdt så godt fast i mig, at jeg ikke ville sige, at hun var så ung, som hun var. Forsigtigt lagde jeg armene på hendes ryg og kyssede hendes hovedbund. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke ville nå at sove særlig meget den efterfølgende tid.

"Jeg er lige her," mumlede jeg igen, og gav hende endnu en beroligende kys i hovedbunden. 

 

 

 

      "Wow mand, du ser godt nok smadret ud," meddelte Louis, som om jeg slet ikke vidste det. Jeg havde lige bedt Lux om at løbe videre ind i lejligheden og skulle til bare at forsvinde, da Louis havde stoppet mig ude i gangen.

"Er du sikker på, det var en god idé?" Han hentydede klart til, om det var en god idé at jeg havde taget ansvaret for Lux, for selvom drengene også elskede hende, så havde de ikke syntes, det havde været en god idé. De var imod det og var bange for, det ville skade min karriere. 

Måske havde de ret - men Lux betød bare så meget for mig. Det ville være forkert, hvis hun ikke var der hos mig. Og hvem skulle ellers passe hende? Hun kunne ikke ende på et børnehjem, det måtte hun bare ikke.

"Jeg er sikker, bare vær sød at tage hende i dag. Nu, så tager jeg hjem og sover. Finder en barnepige til i aften, og så kommer jeg og henter hende igen, okay?" Jeg var rimelig søvndrukken og havde det, som om jeg kunne falde sammen hvert sekund. Louis kunne vist mærke det, for han nikkede bare, og sendte mig et smil, som han stod lænet op af dørkarmen med sine sammenfoldede arme. "Vær nu frisk til i aften!" 

Jeg nåede ikke en gang at svare, før jeg havde åbnet døren og var på vej ud. Jeg havde en kop kaffe ude i bilen, som jeg nok måtte tage en tår af, før at jeg begyndte at køre bilen. Der var ikke langt hjem til mig, fra Louis af, men alligevel; bare for at være på den sikre side.

Mine nøgler lå trykt nede i min lomme, indtil jeg gik hen over gruset, ude foran Louis' hus, og fandt dem frem. Jeg trykkede på den lille knap, med lås-op-symbolet; og sekunder efter kom det blinkende lys, der indikerede, at den nu var åbnet.

Bildøren fik jeg åbnet for derefter at glide let ind i bilen og sætte bilnøglerne i tindingen på den. Der gik et par forsøg med at få den til at starte, hvilket var grunden til, at jeg skulle have den til mekanikeren.  Egentlig havde jeg slet ikke tjekket om han, mekanikeren, havde svaret, jeg havde bare puttet min telefon i lommen.

Så jeg fik hurtigt hevet den frem og så en SMS ligge klar, hvor der stod, at jeg bare kunne komme med den en gang i weekenden. Det kunne jeg lige så godt gøre, når jeg skulle hente Lux. Så det skrev jeg: 

JEG KOMMER MED DEN VED 15-TIDEN. PASSER DET?

Og så sendte jeg den. Så ville jeg lige nøjagtig have nok tid til lige at få fat i en børnepasser til at starte med, og så sove lidt bagefter.

Turen hjem fra Louis var velkendt, og jeg kunne den uden problemer. Den var heller ikke særlig lang, jeg skulle bare lidt længere ind i byen, og hen til luksuslejlighederne. Som var sådan en som jeg boede i.

Minutviseren havde kun rykket sig 12 minutter, og så holdt bilen ellers stille igen ved min egen parkeringsplads. Jeg var ikke længe om at hive nøglen ud og derefter skynde mig ind i opgangen.

Jeg tog og gik hen til elevatoren og fik rimelig hurtigt trykket på knappen til min etage.  Elevatoren begyndte at køre, og som altid gav det et lille kriller i maven, som hvis man kørte i forlystelser eller sådan noget.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sammenligne det med, men jeg kunne på en måde godt lide det. Det var det sjove ved at have en elevator i opgangen. Jeg gik ud fra, en lille del af mit barnlige jeg vist stadig var i mig.

En lille plinglyd kom og gjorde mig dermed opmærksom på, at jeg var på den rette etage. Dørene åbnede sig for mig, og jeg trådte ud på den lyse opgang og gik til højre. Ikke mange skridt, før jeg stod lige foran min dør. Jeg hev nøglerne frem, og fik sat dem i låsen, så jeg kunne låse døren op.

Jakken havde jeg nærmest allerede smidt, inden jeg var inde i lejligheden og skoene med.  Mine fingre skubbede bare til døren, da jeg gik forbi den, så den smækkede i, og så hang jeg min jakke op, og skoene satte jeg pænt ved siden af hinanden under jakken. Måske var jeg træt, men jeg var aldrig for træt til at sætte mine ting ordentligt.

Der var mange mennesker i mit liv, og jeg skulle ikke nyde noget af, at de også skulle begynde at kritisere, hvordan der så ud i mit hjem, når de kunne kritisere alt det andet.

Bare på de korte stykke tid, hvor jeg skulle hjem, var jeg næsten blevet endnu mere træt. Hvis det var muligt på nogen måde. Men det var jeg blevet, og på grund af det kløede mit øje. Det var sådan en typisk ting for trætte mennesker. Jeg kløede mig kort i det, og fortsatte så videre ind igennem min lejlighed, og hen til mit spisebord hvor der lå en seddel med børnepassernes telefonnumre, som jeg havde sørget for at lægge frem, så jeg ikke glemte det.

Og for at jeg ikke glemte det, så skyndte jeg mig at sætte mig ned ved bordet, hive min telefon frem og begynde at taste det første nummer ind, som der stod.

Jeg ringede op og tog telefonen op til øret.

Et bip.

Et til.

Og så kom der en telefonsvarer. Jeg gad ikke høre den, da jeg havde tonsvis af andre numre som jeg kunne ringe til. Jeg kunne altid ringe op til hende igen; så for at huske at jeg kunne det, så fandt jeg en kuglepen, som lå ved siden af sedlen og lavede en lille stjerne ud fra nummeret.

Mit blik gled længere ned på papiret, og jeg tastede endnu et gang nummeret ind og ringede så op. Forhåbentlig tog det ikke så lang tid endnu. "Halløj, du snakker med Gabby," lød en sød pigestemme i telefonen. Jeg lyttede til, hvor glad hun lød, og det gjorde mig selv glad og mindre træt.

"Hej, Gabby, du snakker med Harry her," sagde jeg og lod så mine fingre ryge ned i bordet lidt efter hinanden, så der kom en lille melodi frem, "jeg tænkte på, om du måske havde tid til at være børnepasser i aften?"

Et lille suk lød fra den anden side af telefonen, "desværre, jeg er helt booket i aften. Men du skal være velkommen til at ringe en anden gang, hvis det er." Jeg nikkede bare, selvom hun ikke rigtigt kunne se det. "Nå. Jamen, tak for hjælpen."

Og så lagde hun på. Endnu en gang prøvede jeg at ringe, bare til et nyt nummer, men det var det samme. Hun havde heller ikke tid i aften, og det havde jeg virkelig brug for, at der var en, der havde.

Jeg kiggede ned ad blokken, hvorpå numrene stod.  Tastaturet på min mobil var klar til at blive tastet på, selv efter at jeg lige havde ringet. Jeg fik trykket det næste nummer ind, men nåede ikke at ringe op, før min smslyd kom. Mit blik fløj op til toppen af skærmen på min iPhone og så, at det var fra mekanikeren, som jeg stadig ikke havde navnet på.

UNKNOWN 

DET ER FINT, SENDER LIGE MIN ADRESSE OM LIDT!

Mere stod der ikke; og mere behøvede jeg egentlig heller ikke. Jeg gik straks tilbage til arbejdet om at finde en børnepasser til Lux. Og efter cirka 15 numre, fik jeg endelig fat i en, der rent faktisk ikke lød stresset. Heller ikke fordi personen lød særlig mor-agtig eller som en af dem, man så med børn til hverdag. Rent faktisk lød hendes stemme som en af dem, der var alt for trætte af børn.

"Hej, du snakker med Harry," sagde jeg og ventede på et svar. "Hej." Det var alt, hvad damen kom med, hun sagde ikke noget andet, og så lød det, som om hun sad og så noget porno. Eller var sammen med nogle der dyrkede højlydt sex, for lydene i baggrunden var ikke til at tage fejl af.

De var der hele tiden.

Men det var ikke det, jeg skulle koncentrere mig om, selvom det virkelig var svært at lade være. Jeg skulle koncentrere mig om det, som jeg havde brug for; så jeg åbnede munden, og inden jeg selv var klar over det, havde min mund allerede udtalt sætningen. "Jeg ville bare lige høre, om det var biblioteket."

Dog var det ikke den helt rigtige sætning - men det var en metode for at slippe fra at afvise hende ved at sige, at jeg havde fundet en anden, lige efter jeg havde spurgt hende. Noget, som jeg ikke selv var klar over, at jeg kunne, uden at vide det selv.

"Hvad tror du selv, smarte?" kom det flabet fra damen, og jeg gad ikke engang svare hende. Jeg lagde bare på og stregede rimelig hurtigt nummeret ud med min kuglepind, så man ikke kunne tage fejl af at det var streget ud, hvorefter jeg frustreret rystede på hovedet.

Sukkende lænede jeg mig tilbage i stolen og kiggede næsten fortabt ned på blokken, som var foran mig. Der var tre numre tilbage, og så havde jeg ikke flere af dem. Hvis ikke der var en, der tog den, så var det hele ligesom ødelagt.

I mellemtiden var min skærm blevet sort, og dermed havde den låst sig selv. Jeg orkede ikke rigtigt at ringe til flere, jeg manglede energi. Men jeg kunne ikke lægge mig til at sove før, at jeg havde fået fat i en til at passe Lux.

Så for at få min energi, så måtte jeg få noget med koffein i. Cola eller kaffe. Eftersom at kaffe var det, der var længst til om at blive lavet, men samtidig virkede bedst; så tog jeg det. Ikke af den første grund, men den anden.

Cola virkede kun i fem minutter, og så sluttede den juleleg.

Derfor kom jeg hen til kaffemaskinen i to store spring, og fik sat noget vand over. Hældt noget kaffe i maskinen, og så fik jeg ellers startet den. Imens jeg ventede på at den blev færdig, blev jeg enig med mig selv om at jeg måtte lave noget fornuftigt; så allerførst tog jeg en kop frem, og så satte jeg mig ellers ned til bordet, med den nærmeste avis.

Jeg bladrede om til den side hvor der var jobannoncer i, og så ledte mine øjne febrilsk efter en børnepassers nummer. 

Efter at have kigget begge sider igennem, og efterhånden mærket at mine øjne havde lukket sig mere og mere, så foldede jeg avisen sammen, og kiggede hen på kaffemaskinen. Den var ikke helt færdig endnu, og jeg havde virkelig brug for at slappe af.

Så uden rigtigt at ville have en hensigt om at falde i søvn, så lukkede jeg mine øjne i. Bare for at slappe af, og lige hvile mine øjne lidt. 

Ikke særlig længe. Bare lige indtil kaffen var færdig.. Så.. Skulle jeg nok.. Stå.. Op igen. 

Tydeligvis må jeg have været faldet længere hen end jeg troede, for jeg vågnede op ved at banke mit hoved ned i bordet, og komme med et par bandende ord. Og jeg skulle lige til at kigge rundt efter Lux, da jeg kom i tanke om at hun var hos Louis.

Heldigvis.

Jeg var rimelig ør i hovedet, og kunne ikke rigtigt finde hoved og hale på noget. Jeg var nødt til at klø i mine øjne, og blinke flere gange med mine øjenlåg, før jeg var klar nok til overhovedet at rejse mig fra min stol og gå hen til kaffemaskinen.

Koppen stillede jeg på bordet ved siden af og tog så fat i kaffekanden, og hældte en hel kopfuld op til mig selv, som jeg så kunne drikke, imens jeg ringede til de sidste numre.

Dog fik jeg noget af et chok da jeg kom ind i stuen og fik tændt min mobil, for at se at der var et kvarter til at den var 15. Og det tog et kvarter cirka og kører ned til Louis, plus jeg skulle ud til ham mekanikeren.

Alt var bare et stort rod, og jeg havde bare lyst til at dræbe mig selv for at lukke mine øjne i før; jeg havde ikke en gang nogen idé om hvor længe jeg havde været faldet hen. Ikke før at jeg tog en tår af min kaffe, og kunne smage at den var kold.

Kold nok til i hvert fald og have stået der i en halv time. 

Alligevel drak jeg alt der var i koppen, så hurtigt som jeg overhovedet havde lært. Jeg tog så min mobil, og lavede en hurtig beslutning om at jeg så måtte tage Lux med over til interviewet. Der var ingen anden mulighed.

På vejen ned til bilen, skrev jeg til Louis at han skulle begynde at give Lux tøj på, og stille dem klar ude ved vejen. Så kom jeg forbi og samlede hende op.

Da jeg blev færdig med sms'en, så stod jeg nede ved en åben elevator, hvor jeg bare skulle gå 15 skridt ud, og så ud af en dør, hvor min bil så holdt på den anden side. Så det gjorde jeg, og jeg kom ind i bilen.

Igen gad den ikke at starte og fordi jeg havde mindre stress på, så slog jeg til rattet. Uheldigvis så ramte jeg hornet, så der kom et langt dyt fra bilen. Noget der bare ikke gjorde det hele meget bedre. For det hele syntes bare at gå galt lige nu, og jeg orkede ikke til at sidde om mindre end tre timer og smile, og bare snakke som om det havde været verdens bedste dag.

Endelig, efter noget der må have været 10. forsøg, så fik jeg gang i spanden igen, og så fik jeg ellers accelereret så hurtigt som jeg kunne, hen imod Louis' hus.

Igen, kunne jeg vejen, og der gik ikke lang tid, før jeg kunne se Lux og Louis, stå ude foran indkørslen. Jeg stoppede bilen med det samme som jeg kom hen foran dem, og Louis åbnede døren for Lux. Satte hende ind, og spændte hende.

"Tak, jeg skylder dig en," sagde jeg til Louis, der bare rystede afværgende på hovedet før han smækkede døren i, og bankede to gange på bilen, som tegn på at jeg bare kunne jokke sømmet i bund, og finde adressen.

Den adresse som jeg havde været smart nok til at taste ind på min GPS imens jeg fandt vej ned til Louis. Og det viste så er der ca. var et kvarter derud. Så jeg ville komme et kvarter forsent, men så kunne jeg jo bare sige at jeg var kørt forkert, eller noget i den stil. 

En dårlig undskyldning var nok bare det der skulle til.

"Skal du have et huskeapparat?" Spurgte Lux hende fra hendes stol, og kiggede over på mig. Jeg kunne mærke hendes blik, og imens jeg lod hendes ord stryge ind igennem min hjerne, og arbejde med alle ordene, dog rynkede jeg alligevel panden; på grund af min ikke forståelse overfor det hun lige sagde.

"Hvad?" Spurgte jeg stille og roligt, og kiggede kort hen på Lux der sad og grinede en smule, imens hendes små krøller stod om kinderne på hende. Min opmærksomhed blev igen ledt hen på vejen, da GPS'en sagde at jeg skulle dreje til højre om hundrede meter.

"Du kan ikke huske vejen, det er derfor du bruger en talende telefon," forklarede hun så godt som hun kunne. Og det tog lige nogle sekunder for mig at finde ud af meningen med alt det som hun havde sagt til mig.

Huskeapparat, var fordi at jeg ikke kunne vejen dertil, og derfor havde eg brug for den talende telefon, GPS'en, som hjælp. Hvilket hun nok ikke ligefrem havde prøvet mange gange. Hun kørte som regel kun hen til de steder hun kendte.

Ellers tog hun en taxa, eller fik en privatchauffør af en art.

Jeg kom tættere pål sidevejen, hvor jeg var blevet bedt om at dreje til højre. Så jeg startede med at blinke, og sætte farten en smule ned, for at jeg så kunne dreje bilen. Ikke før det, åbnede jeg munden og kiggede, igen, kort hen på Lux.

"Jeg kan ikke vejen, fordi vi lige skal ud til en mekaniker. Og der har jeg aldrig været før, min pige." Sagde jeg forklarende til hende, og kiggede mig så omkring.

Vi kom længere ud af midtbyen, hvilket var lidt sjovt; for det var Amanda's ven, og de fleste boede inde i selve London. Men her var vi næsten ude i udkanten af London, hvilket var en smule sjovt. For det lignede slet ikke hende, at have venner fra den her del.

Imens jeg koncentrerede mig om vejen, begyndte Lux så stille at nynne med på sangen som var i radioen. Det trak op i min mundvige, da hun begyndte at mumle nogle ord, som lød nogenlunde som det samme som blev sunget.

Det var nok sådan at alle børn var startet med at synge.

Hendes sang blev ved med at blive et tak højere, men stadig ikke for højt. Men højden på det, sprang dog stadig ud i at jeg valgte at skrue en smule op for radioen, så jeg også kunne høre den rigtige sang.

"Du ankommer til din destination om 700 meter," sagde stemmen, da vi ankom til en lille gadevej, hvor der alligevel var en del huse. Jeg kiggede ned efter en bygning med et mekanikerskilt, men ligemeget hvor meget at jeg kiggede, så kunne jeg ikke se noget.

Jeg kørte ned til at GPS'en sagde at jeg ikke skulle køre længere. Og så kiggede jeg op på det enkeltplans hus som jeg var landet foran. Det var ikke stort, men der var en garage ved siden af, og nogle dæk ude foran. Så jeg gættede på at det var her.

Bilens motor fik jeg stoppet ved at hive bilnøglerne ud. Min sikkerhedssele, som sad rundt om livet på mig, fik jeg spændt op, og så tog jeg fat i dørhåndtaget til bilen og gik ud. Lige inden jeg smækkede døren kiggede jeg hen på Lux, og åbnede min mund; "Bliv her, jeg kommer om to minutter."

Med de ord smækkede jeg døren, og forsvandt op af den meget lille sti der var, og op til døren. Jeg kiggede kort ned af den, for at finde noget navneskilt men der var ingenting. Måske det havde stået på hendes nummerplade? Det vidste jeg ikke rigtigt.

Jeg bankede tre gange på døren, og ventede på at den blev åbnet. Nogle højtlydte bjæf kom derindefra, og derfor kom jeg til at tænke på at det nok var en utrolig maskulin fyr der boede derinde. Meget stor mand, med mange tatoveringer. En rigtig badass type.

Så jeg fik et mindre chok da døren blev åbnet af en pige, og ikke bare hvilken som helst pige, men pigen nede fra parken der havde passet på Lux. Og hun så vidst det samme, for hendes mund åbnede sig en smule, og det samme gjorde min nok.

"Du er en.." Jeg forbandede mig selv om min startede sætning, da jeg efter lidt tid endelig havde fået taget mig sammen til at sige noget overhovedet; og så skulle det selvfølgelig være sådan noget jeg sagde.

"En hvad?" Spurgte hun, og måden hun sagde det på, fik mig til at tænke på alle de snobbede piger. Men der kom ingen hånd på hoften, eller et par øjne der modvilligt blev vendt. Hun kiggede bare med ægte interesse på mig.

"En pige," sagde jeg så, en smule skamfuldt, og en del lavt, så hun nok kun lige kunne høre det. Men man var så heller ikke et sekund i tvivl om at hun kunne høre det, for der kom en latter fra hende, og et forsikrende nik. "Det var jeg i hvert fald, sidste gang jeg tjekkede."

Selv min egen mundvige begyndte at dreje en smule opad, i hvert fad lige indtil hendes små læber omformede en sætning, jeg ikke havde været helt klar på, "forfølger du mig, kære ven?"

Hun havde gjort mig fuldkommen mundlam, fordi hun rent faktisk så ud som om at hun mente det. Men noget i mit ansigt må have fået hende til at skifte hendes ansigtsudtryk, og hendes måde at være på. For i næste øjeblik daffede hun til min skulder, og sagde at det var for sjov.

Så smuttede hun ud forbi mig, og ned imod min bil, imens hun bare lod mig stå foran hendes dør, fuldkommen mundlam. Det hele havde virkelig overrasket mig. For det kunne så godt være at jeg havde fulgt efter hende.

Men de var ikke min mening at have fået hende til at føle sådan; jeg vidste jo selv hvordan det var, at have de såkaldte 'staklere' og jeg ville helst være fri.

"Hvad har vi her?" Kunne jeg høre hende sige, imens at hun kiggede på bilen. Og det var også det der fik mig tilbage til virkeligheden, og til at dreje rundt for at kigge hen på hende.

"Øhm, du har vel ikke, tilfældigvis, en bil jeg kan låne?" Spurgte jeg, da jeg gik ned imod hendes ryg, og fik hende til at få opmærksomheden hen på mig. Hendes ansigt var tænkende, og hun lod en lille rynke komme frem i hendes pande.

Et øjeblik lignede det at hun skulle til at ryste på hovedet, men så skælnede hun blikke på hver vores bil; det endte så ud i et nik. Nok fordi at min bil var en smule mere værd end hendes.

"Fantastisk!" Sagde jeg til hende, og fik en stor trang til at lade mine arme omfavne hende, af glæde. Men jeg stoppede mig selv i sidste øjeblik, og blev bare stående hvor jeg stod. "Så mangler jeg bare en børnepasser,"

Jeg sagde det hele af ironi, men hun tog det åbenbart ret bogstaveligt. "Hør, bare kør. Jeg lovede dig trods alt at jeg gerne ville passe Lux, hvis du havde brug for en hjælpende hånd."

Alt det der var sket i parken, efter at de havde peget på mig, havde jeg fuldkommen glemt. Men nu mindes jeg hendes ord, og af dem begyndte min mundvige at trække sig op i et større og større smil. 

Hun var virkelig min heltinde for i aften!

"Tusind tak! Du ved ikke hvor meget du lige har reddet min dag!" Bekendtgjorde jeg overfor hende, og lød oprigtigt glad og fuld af energi. Hvilket jeg egentlig også følte mig.

"Det er godt, bare smut med dig fister," og med de ord kastede hun hendes bilnøgler til mig, og gik hen til min egen bil. Hun åbnede døren for Lux, og stod lidt og talte med hende. Jeg var blevet stående der i lang tid, hvis det ikke havde været for min sms, som var tikket ind.

Jeg kom i tanke om tiden, og skyndte mig ind i bilen, så jeg kunne komme afsted.

 

omfg, jeg ved ikke hvor de her lange kapitler kommer fra. Men de er der bare, og jeg nyder at skrive dem. Er de for lange? jeg ved det ikke, og jeg har det ikke så godt med at folk ikke gider at læse det, fordi de er for lange. Så er I ikke søde at kommentere på det, eller svare mig. Hvilket er det samme. Men det glemmer vi i et øjeblik, oki.

Husk at give den en thumps up, og hvis i vil, må I meget gerne skrive til jeres venner om den; vil gerne have så mange mennesker til at læse den som overhovedet muligt... lyder desperat, pis ):

| A |

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...