Accidently Crashed | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Lou og Tom Teasdale er ude for et forfærdeligt uheld. Et uheld der koster dem begge døden. Lux er derfor tilbage, og der er længe debat om hvem der skal have hende; lige indtil Harry Styles hopper ind. Han nægter at lade Lux komme så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende mere; så i stedet overtager han forældre tjansen. Til trods for at han stadig er en af verdens mest eftertragtede stjerner. Nu mangler han bare noget hjælp til opgaven, for det er han opsat på at få; præcis som han var opsat på at få Lux. Men det er svært, han ved ikke hvem han kan stole på. Hvem der egentlig vil være der for Lux, og ikke bare bruge hende for at komme tæt på Harry. Mon han finder det? Trods alt sker der stadig mirakler, på den gammeldags facon.

224Likes
185Kommentarer
12185Visninger
AA

2. 1 | Madeleine.

 


"Maybe we make a deal, maybe together we can get somewhere"

 

”Det her er pinligt!” Fastgjorde Trish. Hun stod lænet op af passagersædets dør, med hendes arme foldet ind over brystet i et kryds, imens hun af foragtelse stod og rystede på hovedet af mig.

”Vil du have den lavet, eller ikke?” Spurgte jeg hende en smule irriteret, eftersom at jeg efterhånden var træt af at hun konstant skulle stå og brokke sig over mine handlinger. Det var jo ikke ligefrem fordi det var mig der havde bedt hendes bil om at gå i stykker lige nu, eller mig der havde bedt mig selv om at lave den. Det hele var hendes værk, så derfor så jeg ingen grund til at hun konstant skulle brokke sig.

Jeg skulle bare have udskiftet oliefiltret på den, og så var den så god som ny. Det tog ikke særlig lang tid, kun hvis hun blev ved med at brokke sig over det ene efter det andet. Det var trættende, og hun fik alligevel ikke noget som helst ud af det.I hver fald ikke hvis jeg bare kunne få fat i min hammer. Bare så jeg lige kunne få møtrikken, som var udenpå, løs.

”Gider du lige række mig hammeren? Den med det grå håndtag.” Trish gik og mumlede noget for sig selv, imens jeg kunne se hende gå hen til min arbejdskasse, som jeg havde stillet på jorden, lige ved siden af hendes røde Audi A4. Hendes fingre strøg så let som ingenting ned i kassen, og begyndte at lede efter den.

”Jeg fatter det virkelig ikke. Det gør jeg bare ikke,”  sagde hun endnu en gang, og hev hammeren op, for at række den til mig. Jeg tog hurtigt imod den, men jeg gjorde ikke noget, jeg kiggede bare overfladisk over på hende.

”Fint, vil du have at jeg skal stoppe. Du siger til, så skal jeg nok.” Jeg havde allerede fjernet hendes luftfilter, og stoppet dieselen i at løbe ud. Så hun ville have problemer med overhovedet at køre bilen, hvis ikke jeg måtte lave den færdig.

Og hun ville nok gerne hjem, eftersom at vi stod direkte ude ved et indkøbscenter. Hun havde fanget mig inde i centeret, fordi at hun vidste at jeg kunne det med bilerne. Hun havde åbenbart bare ikke troet at jeg ville stå lige her og gøre det, hun havde regnet med at hendes bil sagtens kunne klare de 10 kilometer der var hjem til mig. Men det havde jeg omgående sagt at den ikke kunne, hun var bare ikke helt enig.

Det var nok også derfor at hun brokkede sig. Hun var rædselsslagen for at nogle ville opdage hende, sammen med mig. Jeg var nemlig ikke ligefrem det man ville kalde populær, på nogen som helst måde. Jeg var bare god til det med biler, og det vidste hele skolen efterhånden.

Jeg havde hørt alle de ord som de havde gået og kaldt mig, for de blev ved. Jeg var måske ikke som alle andre piger på min alder. Okay, jeg lignede slet ikke nogle af de andre piger heller. De gik alle sammen med nederdele, kjoler eller skinny jeans. Imens jeg mere var til, store trøjer og løse bukser. Gik gerne med kasket, og var ikke så fimset med det hele.

I deres verden var det åbenbart en forbrydelse.

”Du stopper ikke,” beordrede hun og man kunne næsten høre at hun blev irriteret, imens hun satte en af hendes blonde hårtotter om bag hendes øre, endnu en gang. ”Det er jo ikke fordi du skal stoppe, jeg vil jo godt have den lavet.. Men bare ikke her!”

Hun hyssede sig op over ingenting, og det var jeg lidt ligeglad med. Selv da hun begyndte at kigge over mod centerets åbning, stod jeg bare og så på hende, og forventede at hun ville sige noget mere. Og som altid, så kendte jeg hende, eller nærmere den type, for hun åbnede hendes mund og så hen på mig. ”Skynd dig lidt, please, ”

Jeg rystede bare på hovedet af hendes endeløse meninger og i stedet begyndte jeg igen at gå i gang med at fiske bilen, den var alligevel snart færdig, så det hele skulle jo nok gå godt. Centeret var alligevel næsten tomt, det var langt over middag og alle butikkerne havde efterhånden lukket. Hun havde intet at være bange for, men alligevel så var hun det.

Der var flere der hang ud nede ved centeret efter lukketid, nogle af de mere populære typer. Det var nok det som hun var bange for. Hun havde nemlig gang i en endeløs kamp om at komme op i de populæres rækker. Noget som hun nok aldrig helt ville komme. Hun var simpelthen for dum til at blive populær, og hun stolede alt for let på folk, som hun ikke skulle stole på.

Overhovedet.

”Shit, nu..” Mere sagde Trish ikke, før at hun nærmest sprang med ryggen til mig og gemte hendes ansigt så godt som hun kunne. På den måde kunne jeg næsten regne ud at der var et eller andet på færde, bare ikke helt hvad det var.

Jeg skulle lige til at dreje mig rundt for at se hvad det var, men hendes problemer var hendes problemer. Jeg gad ikke til at rode mig ud i noget af det lort som hun gerne havde sat sig selv i. Flere gange havde jeg reddet hende ud af det, og det ville jeg gerne igen. Hvis bare jeg fik at vide hvad problemet var før at det stod oppe foran mig. Så ligenu kunne jeg ikke være mere ligeglad.

”Undskyld, Madeleine?” Jeg stoppede arbejdet ved lyden af mit navn, der blev sagt at en fløjlsblød stemme der bare sang i harmoni med alt andet. Inden jeg havde vendt mig om, kunne jeg fortælle dig hvem der stod foran mig. Og jeg kunne ikke være andet end ligeglad.

Mine hænder begyndte ikke at svede, jeg begyndte ikke at tænke; oh nej, hvad skal jeg gøre nu? Jeg stod der bare, som om at det var helt normalt. Men kun fordi jeg var ligeglad med alle de populære elever, jeg var ligeglad med alle der ikke ville mig noget godt. For jeg kunne ikke se grunden til at gå hen til folk, og være søde ved dem, hvis de alligevel gik direkte hen og slog mig ned bagefter.

Blandt andet som jeg kunne forestille mig Amanda gøre, og alligevel så havde jeg aldrig hørt noget lignede. Eller i det mindste set noget. Aldrig havde der været et dårligt rygte om hende, så enten var det hele sandt, eller også så var hun bare så ond at hun fik alle til at holde kæft.

Det var bare så svært at forestille sig, med hendes perfekte blonde hår, der let bølgede ned over hendes skuldre. Hendes smil der var så smukt, og hvor alt passede til. Selv hendes smilehuller så godt ud på hende. Hvis jeg selv skulle sige det, var hendes næse en anelse for spids, men ingen lagde mærke til det, fordi at hendes øjne var de her guddommelige nogle, hvor alle bare ville kunne falde i staver ved dem.

De var store. Uskyldige. Hun kunne komme udenom alt, ved bare at lade et enkelt blik falde hen på personen, som hun gerne ville snyde en smule. Om hun gjorde det eller ej, det vidste jeg ikke.

Men selv uden hendes ansigt ville hun kunne sno alle drengene om hendes lillefinger. Hun havde den perfekte krop som man sagde. Om hun var født med den, eller om hun rent faktisk trænede for at få den, det gad jeg godt vide. For selv jeg, som ikke går op i mig selv, var en smule misundelig på hende. Måden som hun kunne bære alt på. Måden som hun kunne få alt til at se godt ud, og så ville alle gå med det og ligne skvat i forhold til hende. Det måtte være en fantastisk.

Hun lod hendes ene hånd stryge om bag hendes hår, og fik det med et puf væk fra hendes skulder, og i stedet til at falde yndefuldt ned over hendes ryg, før hun åbnede munden og kiggede indtrængende på mig.

"Hør - jeg ved at du er virkelig god til det der med biler," Hun pausede sig selv for at lade hendes blik stryge hen over Trish's bil, for at understrege hendes pointe. 

"Og jeg har den her ven. Hans bil er i stykker, og han har efterhånden været ved et par mekanikere, der er totalt overpris, bare fordi de ved at han har rimelig gode penge. Og eftersom at jeg ved at du ikke vil snyde på den måde, så tænkte jeg på om du ikke ville være sød at kigge på den?" Hendes hænder lå i hendes lommer, imens hendes blik bad mig om at sige ja. Hun gik lige til den, uden noget forspil eller noget som helst. Det måtte være vigtigt for hendes måde at se på mig på, var mere end håbefuld. Den var nærmest bedende, som om at hun ville bønfalde mig, bare for at udtale de enkelte ord, som hun så gerne ville høre.

Hun måtte også virkelig være desperat for at hjælpe hendes ven, så det måtte være en der betød utrolig meget for hende. Noget som jeg så var nødt til at hjælpe med; jeg kunne jo ikke bare stå og se hende blive trist. Amanda var trods alt ikke den største skinke, af alle barbiedukkerne, som var på vores skole.

Mine hænder ledte efter kluden, som jeg ellers lige havde fået lagt fra mig, og jeg tog den hurtigt op og begynde, for anden gang, at vaske det værste snavs væk. Men det var bare som om at det blev siddende, og at det kun kom af hvis jeg hjalp hende.

Jeg havde en frygtelig dårlig samvittighed, hvis jeg ikke hjalp folk som virkelig havde brug for det. Ikke fordi hun så ud som om hun var ved at omkomme, men jeg kunne bare se i hendes blik, at hun virkelig gerne ville have hjælp til det her.

"Mh, jeg kan vel prøve at gøre det. Men jeg lover altså ingenting, jeg er jo ikke jordens mest velhavende mekaniker," Hun kiggede intenst over på mig, imens hun valgte og sluge hvert et ord der kom ud af min mund.

"Han betaler det hele, hver en ting du skal købe hjem. Bare giv ham bon'en, når du har købt det, og så får du pengene." Konstaterede hun så, ret hurtigt, med et besynderligt smil.

I lidt tid stod jeg bare og tænkte på det. Det var en god handel, for normalt ville de ikke betale det hele på den måde. Normalt var jeg også ret billig, af en mekaniker. Men det var kun fordi at jeg ikke ville tage alt fra alle.

Hvis bare min egen lille biks kunne overleve, behøvede jeg ikke at leve i luksus. Det var jo ikke fordi jeg gik sulten i seng; men tanken om at andre gjorde det, og så hvis deres bil gik i stykker, som måske var det eneste de havde tilbage, det gjorde ondt indeni.

Og der kom vi så tilbage til den dårlige samvittighed, som alt for let kom til at nage indeni mig. En dårlig ting, hvis man spurgte mig. Dog gjorde det at jeg var et godt menneske, og jeg ville ikke dø af alle de fejl jeg havde lavet.

"Jamen, så kan vi vel.." - "Skønt, tak! Jeg får ham til at skrive til dig!" Inden jeg overhovedet havde sagt ja, så havde hun allerede afsluttet det hele for mig. Det gjorde dog ikke noget, for det smil som var på hendes læber, der svagt havde vokset sig større igennem hele samtalen, kunne ikke blive meget bredere. 

En skøn følelse passerede igennem mig, og jeg kunne lettet slappe af over at jeg endnu en gang havde gjort det rigtige. Til trods for at det ikke havde været sådan at dagen havde skulle været udviklet. Jeg skulle bare have slappet fuldkommen af, men det var ikke rigtigt lykkedes mig.

For jeg stod ude på en parkeringsplads, men en halv færdig bil; i noget alt for pænt tøj til at reparere biler i. Og alligevel gjorde jeg det. Plus, jeg havde lige lavet en aftale om at få lavet en ny bil. 

Det var alligevel ret så tilfredsstillende.

Hele atmosfæren begyndte at lyse af at hun ville takke mig med et kram; et af de der rigtige bjørnekram som ingen nogensinde kan få nok af. Men i sidste øjeblik lod hun det passere og i stedet trak hun sig akavet væk fra mig, for hun var allerede begyndt at læne sig fremad. 

Et sekund var det næsten som om at hun ville glemme at sige tak, for hun var allerede drønet afsted. I den modsatte retning af mig, og var næsten kun 10 meter fra hendes veninder, der stod henne ved indgangen til det lukkede center.

Men da hun vendte sig om, og råbte et højt tak efter mig, svingede jeg mig bare tilfreds rundt, med en hovedrysten, og gik i stedet for over til Trish's bil, igen. Eftersom at den ikke var færdig.

"Hvad ville hun?" Trish's endeløse krig af spørgsmål tog allerede form nu, og var klar til at bombadere mig. Hvis jeg kendte hende ret havde hun stået, imens jeg havde snakket med Amanda, og bare tænkt igennem hvad hun kunne spørge om, hvad hun ville vide og hvad hun kunne få ud af mig. 

For tro det eller ej, det var ikke første gang at jeg snakkede med Trish i dag. Hun havde været en plageånd i mit liv før i tiden; faktisk var hun ikke en plageånd i starten. Vi havde været bedsteveninder. Uadskillelige, og alt det der. 

Så skete der bare det at vi begge begyndte at vokse op. I to forskellige retninger. Hendes store kærlighed for kjoler, og andre tøjting havde overtaget hendes liv. Imens mit begyndte at forme sig efter bilens interessante mønstre. Det skete nok alt sammen efter vores 9 års fødselsdag.

Nogle måneder efter at min far han forlod os. Det var faktisk hans skyld at jeg blev lidt af en drengepige. For hvis han ikke var der i mit liv, så var han da nødt til at være hos mig hele tiden. Og han havde nydt at rode med biler, og var en rigtig drengerøv. Jeg nægtede at slippe ham, so jeg blev ham selv. Nærmest.

Min mor hadede det, for inden havde jeg været en rigtig sminkedukke. Desværre.

Mit og Trish's forhold til hinanden blev ødelagt, og vi talte dårligt nok sammen mere. Og det har nu holdt ved indtil i dag. Ellers har det kun været noget hvor vi virkelig har haft problemer. Vi mumler dårligt nok hej til hinanden, hvis vi mødes i centeret - ikke at jeg har noget imod det. Overhovedet ikke.

"Bare noget med at hendes ven manglede en mekaniker til hans bil," mumlede jeg til hende, og gik med det samme hen til min værktøjskasse og lagde hammeren på plads, for at udskifte den med en skruetrækker. 

Trish var ikke til meget hjælp, når hun var i hendes spørgehjørne. For det var hun helt bestemt. I hvert fald havde hun ikke fået nok information endnu, for hendes pivende stemme begyndte med det samme at danne små spørgsmål, som jeg alligevel helst ville leve uden.

Hun tog nogle skridt tættere på mig, og den eneste grund til at jeg vidste det, var hendes klikkende hæle imod asfalten, som ville afslører og toturere en hver der prøvede dem, uden en smule øvelse.

Så det var noget jeg holdt mig så langt væk fra som overhovedet muligt.

"Hvilken ven? Er du overhovedet klar over, inde i dit hoved, hvilke venner hun har? Er du? Jeg mener de er bare så.. Yummy! Og..." Hendes stop midt inde i sætningen, var der nok udelukkende kun på grund af det blik som jeg sendte hende.

"Godt Trish, jeg er ligeglad med fyren. Det er stadig bilen der er min vare," Forklarede jeg hende for noget der måtte være 117 gang. Fordi at hun blev ved med at understrege overfor mig, hver gang at vi snakkede om mig der lavede biler, at der var kommet lækre fyre indtil min biks.  Nu var det bare mere deres bil som jeg havde lagt mærke til, og de gange hun havde understreget det, så ville jeg ikke blære mig med deres biler.

"Jeg siger jo også bare -"

"Nej Trish, du tier stille. Ellers går jeg bare, og laver ikke din bil, og held og lykke med at komme hjem så!" Jeg kunne næsten mærke hendes fornærmelse over mit tonefald til hende, og min kommanderende kommando. Men hun holdt sig kæft resten af tiden, hvor jeg arbejde på hendes bil.

Hvilket ville sige i omkring 10 minutter. Da jeg blev færdig med den, og rettede mig op, så jeg hende stå op af min bil, med hendes popo oppe på kølerskærmen, og med hendes mobil i hånden. Hun var i fuldt gang med at skrive et eller andet.

Nok noget om hvor nederen det var at stå og få reparereret hendes bil. Men hvis hun skulle brokke sig, kunne hun jo gøre det selv.

"Prøv den," Sagde jeg stolt, både for at få hendes opmærksomhed og fordi at jeg rent faktisk var stolt over det. Trish lod dog et langt suk slippe ud fra hendes egen mund, før at hun tog sig sammen til at ligge hendes telefon ned i lommen, og udskifte den med hendes bilnøgler.

Jeg klappede låget i, og trådte væk fra, den nu lavede, med et smil. Selvom jeg intet havde at smile af endnu. Det var ikke sikkert den var lavet. At den overhovedet virkede endnu, men jeg kunne bare ikke stoppe det. For rush’et, som jeg fik hver gang jeg var i gang med en reparation og næsten var færdig, sad bare i mig. Og det eneste jeg ventede på var bare den spindende motor, der ville understrege mit smil.

Da lyden så endelig kom; efter at Trish bare havde siddet i hendes røde Audi, med nøglerne i hånden og bare kigget ud på mig, som om at hun ønskede den ikke virkede; bare for at håne mig. I omkring fem minutter. Af den eneste grund. Hun kendte også min svaghed for biler, så efter jeg havde ’tortureret’ hende ved at være så lang tid om det, så ville hun lige gengælde det hele.

Uanset hvad kom lyden, og med det samme lukkede jeg øjnene i, af ren nydelse. Både over lyden men også fordi at jeg endnu en gang havde klaret en opgave mere, til min liste.

”Tak taber!” Råbte Trish ud igennem hendes åbne vindue, og med armen ud af det, vinkede hun hurtigt til mig, før at hun accelererede med bilens motor og gav den gas. Man kunne næsten høre hvordan hjulene hvinede hen over asfalten, og gav en høj irriterende lyd.

Men hun havde ret, hun var ikke den eneste der skulle hjemad.

 

 

 

 

Jeg hev nøglen ud af tindingen på bilen, men jeg åbnede ikke døren. Jeg lod den forblive lukket, og holdt mig selv inde i den vante bil. Mine omgivelser. Mine minder om min fortid. Det hele var der bare inde i bilen, og fra tid til anden kunne jeg godt lide bare at blive siddende inde i den.

Min ryg lænede sig automatisk tilbage i det skindbetrukkede sæde, som jeg havde fået lavet til førersædet, som en lille ekstra detalje ved bilen. Mit blik fløj rundt på instrumentbrættet, imens jeg prøvede på at finde en indre ro. Men det var svært. Det endte med at jeg måtte lukke mine øjne i, og slappe fuldkommen af. Før virkede det ikke. Før kom den fredsommelige følelse, ikke.

Dog kom den. Og jeg kunne mærke hvordan den skyllede ind over mig. Fangede mig. Fik mig til at forsvinde lidt fra det hele, og bare mærke det hele skylle ind over mig. En så dejlig fornemmelse, at man bare kunne lade sig selv forsvinde i den.

Næsten som om der blev lagt et tæppe over dig i vinteren, og at en kop kakao blev sat foran dig. Du fik lov at se din yndlingsfilm og alt var perfekt. Eller du bare lå der på sofaen, hyggede dig. Og så kom der en du virkelig holdt af, og bare lagde sig bagved dig. Begyndte at nusse dig.

Blidt. Men stadig så du kunne mærke det. Det var så henrivende. Så fangende. Så tiltrækkende. Så skadelig. For uden at du lagde mærke til det, ændrede billederne sig. De formerede sig. Og så begynder det hele at gå galt for mig.

Alle de følelser jeg lige havde følt tog overhånd. Jeg havde ikke lyst til at være derinde mere, jeg kunne ingenting se. Alt var mørkt, og så kom billederne. Billederne kom frem i mit hoved. Billeder som jeg ikke ville have der.

Jeg ville vende mig om, men jeg vidste ikke hvordan. Ikke før et skrig kom efterfulgt af ..

Så kommer lyden fra min telefon, den river mig fri af det univers jeg lige var blevet fanget i. Og med et bankende hjerte, hiver jeg telefonen op fra min lomme, og kigger på displayet. En ny sms, fra en ukendt person er tikket ind. Noget som jeg ikke havde overskud til at se på nu.

Min vejrtrækning var stadig ikke til at styre, og før jeg vidste af det var jeg kommet ud af bilen, og styrtede indenfor. Jeg smækkede hårdt døren i, og skyndte mig at smide mine nøgler fra mig på det nærmeste bord. Den eneste udsmykning i den lille gang, udover alle de ting der lå på jorden selvfølgelig.

Men bordet stod henne i hjørnet. Foran de militærfarvede vægge, og lyse tærskler. Lige der havde det ligesom sit eget liv, sin egen personlighed. Og det gav hele rummet lys og en idé til at være der. Som om at nu, nu var der ingen der sagde at jeg kunne rive væggen ned og bare lade det blive et med køkkenet.

Forsigtigt hev jeg ned i mit ærme på min jakke, og fik den svøbt ned af mine arme. Uden intention til at lade den flyve op på knagen, som hang der; men i stedet for lod jeg den bare falde til jorden, med et blidt bump.

Jeg havde bedre ting at tage mig til end at hænge min jakke op. Fx, havde jeg allerede en ting. En skraben på døren, efterfulgt af nogle enkelte bjæf.

Bella.

En beigefarvet labrador hund, der var kommet til min ydmyge bolig for at udfylde mine tommer huller af ensomhed. Hun lappede det hele sammen, når hverken Alex eller Lucy var her sammen med mig. Mine to livreddere og den ene var ikke gammel nok til at forstå ordet endnu.

De var to vidt forskellige personer, som begge fyldte så ekstremt meget, at det næsten gjorde ondt. De fyldte noget, på hver deres måder. For de var så langt fra hinanden, som de overhovedet kunne være.

Lucy ..  Hun var der egentlig mest på grund af den søskendekærlighed jeg følte når jeg passede hende. Generelt elskede jeg bare børn, og jeg var ikke ligefrem parat til at få mit eget; så Lucy var en god erstatning. Hun var bare heller ikke ligesom de andre børn. Hun var langt mere speciel, mere følsom. Hun var ligesom jeg nok selv var. Men hvad vidste jeg om det?

Dagen jeg mødte Lucy, var jeg blevet fuldkommen besat af hendes små fine slangekrøller, der let bølgende ned og indrammede hendes ansigt. Ansigtet med de store og let røde æblekinder, de små pinke læber og de flotteste store blå øjne, der også var indrammet pænt med lange øjenvipper. Hun var sådan et smukt barn.

Så da jeg den dag havde været hjemme hos Veronica - hendes mor -. En dame med en krævende karrie som assistent for en eller anden skuespiller og model. Carmen Electra, hvis jeg huskede rigtigt. I hvert fald havde der været nok og se til, og der ville ikke være plads til Lucy, på jobbet. Det var derfor at hun havde brug for en som mig; en som havde tid på hvilket som helst tidspunkt af døgnet.

Og eftersom jeg kun gik i skole, og Lucy sagtens kunne være med til at hjælpe til med bilerne, så havde jeg sagt ja tak, til jobbet og siden hen havde Lucy simpelthen været et del af mit håndværkerliv. Hun vidste nok mere om biler og værktøj end de fleste drenge gjorde, i de klasser over hende.

Alex derimod havde jeg mødt til et bilshow. Vi havde snakket sammen om den samme bil. En Audi R8, den mest håndlavede bil, der nogensinde var blevet lavet. En flot bil, også. Vi var faldet i snak, og efterhånden som vi var gået videre imellem alle bilerne, så havde vi udvekslet numre.

Senere hen blev det så afsløret at vi rent faktisk boede i den samme by. Og bedre end de, vi boede kun en gade fra hinanden, hvilket praktisk talt ikke kunne være meget bedre. Med tiden var han blevet min pizza-bil-bedsteven. Og vi vidste nok alt om hinanden. Han var den jeg lavede samtaler med, som piger ville kalde tøsesnak, bare om biler. Eller andre ting.

Bare det der lige faldt os ind. I sandhed, var han min bedsteven. Men det der havde gjort udslaget til det, var når min egen mor ikke gad at have noget med mig at gøre. Overhovedet. Når jeg var ladt fuldkommen til mig selv. Der havde han været der; og det var det der havde lavet det sidste slag!

Jeg skulle til at fortsætte videre ind igennem min etplanshus, da både Bella hoppede op og ned af mig; og hun var ikke ligefrem en lille hund. Og samtidig med hende gav min mobil sig til at bippe fra sig endnu en gang. Latterligt højt. Og den eneste grund til at den havde lyst til at gøre det, var fordi jeg ikke lige havde fået set på sms’en fra før.

Egentlig var jeg sikker på det var endnu en kunde der ville have et servicetjek, og det var grunden til jeg ikke havde tjekket før; men selvom jeg var så sikker, og sagtens kunne lade det vente, så hev jeg den alligevel frem og lod min finger glide hen over skærmen og åbnede sms’en.

UKNOWN

DET MIG, AMANDA’S VEN, HARRY. JEG VIL BARE SPØRGE HVORNÅR DU HAVDE TID TIL AT KIGGE PÅ MIN BIL? JEG HAR TID NÅR SOM HELST, SKRIV BRO - HARRY X

Til trods for at det var den reparation som jeg havde lovet og lave, så orkede jeg det ikke. I stedet låste jeg bare min sorte Iphone igen, og gik hen for at ligge den på køkkenbordet.

”Hvad så Bella?” Spurgte jeg min hund, som om den ville svare mig, og vi rigtigt kunne få en samtale op og kører med den. Hvis folk vidste noget om de samtaler med min hund, som jeg havde haft, så var der ingen der ville have noget som helst med mig at gøre.

For de var virkelig slemme. Og virkelig mærkelige, i forhold til at det var en hund jeg snakkede til. Men samtidig var det rart. Det var en måde at få det hele ud på. Og vide at det ikke blev sagt videre til nogle; noget man havde brug for, fra tid til anden.

Bella’s logrende hale og hendes ustyrlige tinge, når hun var glad, kunne jeg ikke lade være med at smile en smule af. Hendes humør gjorde mig glad, for tro det eller ej; så vidste jeg altså hvornår min hund var glad, eller ked af det. Og i dag, var hun hundrede procent glad.

Det hele startede som en maskine, der blev sat til at starte. Hele tiden på samme måde. Første halen, så hendes små kys, som første begyndte ved knæet med så fik hun fat ved hånden. Man kom ikke udenom det; man fik en våd hånd. Derefter kom hendes små bjæf, eller lyde, som bare understregede hele hendes glade humør. Og gjorde en selv glad.

”Skal du med ud og gå? Var? Skal du det?” Mit tonefald var glad, fordi jeg var glad. Det var også grunden til hendes svingende hale, der bare begyndte at blive endnu vildere med bevægelserne fra side til side. For imens jeg sagde det, lod jeg også min hånd klø hende bag øret.

Hendes yndlingssted.

”Så skifter jeg lige, og så går vi. Ikke også min tøs?” En sidste gang kløede jeg hende, før jeg rettede mig ordentlig op, og kort strakte min ryg. Hårene sad også på min hånd, så den fik jeg også lige tørret af i mine bukser, og så var det hele klar.

Nu skulle jeg bare ind på mit værelse, for at skifte.

Jeg lod mine arme falde ned og hænge ned ved siden, som var en standard position, når du skulle slappe af i dine arme. De hang der ligesom bare, og pyntede på din krop.

Imens gik jeg videre igennem køkkenet, og spisestuen som var et rum, og så op til højre hjørne af spisestue, hvor der var en dør. Døren der førte en til mit soveværelse, med eget badeværelse og walk-in-closet. Den eneste grund til at jeg overhovedet havde råd til det, var på grund af min mor.

Hun havde købt huset til mig, i håb om at jeg så ville gøre noget for hende. Flere gange havde hun sendt små hemmelige beskeder, som kun kunne være kommet fra hende; om hvornår jeg snart blev en rigtig dame og deltog i en skønhedkonkurrence. Min mor havde nemlig været Miss et eller andet i hendes by, og så havde jeg virkelig skuffet hende.

Dog var jeg fuldkommen ligeglad.

Mit tøj lå inde i skabet, inde på mit værelse og jeg tog direkte kurs derhenimod. For eftersom at jeg havde nogle alt for stramme bukser på, og en alt for patvisende top, så ville jeg meget gerne ud af det tøj. Men før i kommer med indvendinger imod at jeg simpelthen er for dobbeltmoralsk, hvis jeg hader alle de andre piger, så vil jeg have det på det rene, at det er Alex som har udfordret mig til at have det på. I en uge.

Og fordi at Alex kendte mig så godt, at han vidste at jeg ikke kan sige nej til en udfordring, så var det selvfølgelig det at han gjorde.

Gav mig en udfordring som jeg hadede.

Men det gjorde ikke noget, for jeg var rimelig hurtigt ude af tøjet, og fået udskfitet bukserne med et par løse sorte jogginbukser, og trøjen med en hvid T-shirt. Ikke for løs, men den havde ikke det mindste ikke en halsudskæring under brysterne.

Jeg var anstændigt klædt, og det var det der betød noget. Selv nu hvor jeg ikke gad rydde det andet tøj op, var jeg ligeglad. Jeg gik bare ud til Bella igen, og tog fat i hendes snor, og min telefon. Derefter puttede jeg snoren på hende, så vi kunne komme ud og gå, og så min telefon ned i min lomme.

Uden at skulle flere ting fik jeg åbnet døren, og med det samme begyndte Bella glad at trække mig med udenfor. Vi begyndte vores sædvanlige tur ned mod parken. Hendes små bjæf, der indikerede at hun var glad, kom stadig en gang imellem og det fik en tilfredshed frem i mig.

Hun var en let hund at have med at gøre.

Efter omkring 5 minutters gang kom vi hen til parken, og de daglige vaner begyndte. Jeg kiggede efter mennesker; kiggede på alle indtrykkende som de gav mig. Personlighederne som strømmede frem. Smilene, grinene, og de glade personer.

Alle de forskellige indtryk kom hver gang, og det hele var en glæde. Selvom der tit var skrigende børn, sammen med deres forældre, fordi de skulle hjem eller de ikke måtte få en is, eller noget i den stil.

Nogle gange var det lidt som om at det ødelagde stemningen; lidt som det gjorde, da et hysterisk råb kom. Automatisk søgte jeg rundt. Jeg havde været for meget sammen med Lucy, til ikke at kende et børnskrig langt væk fra.

Og det var nu ikke hysterisk, det var mere. Hjælp-råbende. Som om det gjorde ondt, eller noget i den stil. Det var bare ikke for at hyle. Hun mente skriget.

Jeg fandt den lille pige, der nærmest lå på stien. Langt væk fra, kunne jeg se hendes tåre. Men jeg ville ikke blande mig; hun havde nok nogle forældre der stille ville komme om lidt, når de fandt ud af at det var deres barn der hysterisk begyndte at græde.

Snoren i mine fingre, blev hurtigt stram, og jeg fik næsten så stort et chok over det, at jeg var ved a tabe snoren ud af mine hænder. Men kun næsten. 

Igen fik jeg grebet om snoren, og holdt det stramt imellem mine fingre. Jeg kiggede ned på Bella, for at se hvad hun havde fået øje på, da hun som regel ikke reagerede sådan, medmindre der var noget som virkelig havde fanget hendes opmærksomhed.

Mit blik fulgte derfor hendes, indtil det kom op til de to velkendte skikkelser. De kom gående hånd i hånd, med flettede fingre, og de mest kærlige øjne mod hinanden. Man var slet ikke et sekund i tvivl om, hvad de var. Det skreg nærmest ud af dem. Bare måden de gik på. 

Og de kom gående imod mig, og det var det at Bella reagerede på. Hun kendte dem, og ville derfor hilse på dem. Så jeg satte kursen imod dem, og dermed kom jeg også tættere på den lille pige der stadig græd.

"Hej Maddi!" Sagde de næsten i kor, så der stemmer, gav en harmonisk klang. Jeg sendte dem et smil, og lod mit blik udforske deres tøj. Begge to havde en form for lyserød trøje på. Den ene mørkere end den anden.

Yass havde bare nogle hvide bukser på, imens at Tina havde en sort nederdel. Begge havde deres mørke hår strøget om bag deres skuldre, og sammen med deres alt for tydelige læbestift, kom de tættere på mig og hilste med et kindkys hver.

For at  være høflig gjorde jeg det samme - men jeg havde aldrig forstået hvorfor.

"Hej Yass," mumlede jeg mod brunetten med det glatte og mørkebrune hår. "Og hej, Tina." Sagde jeg til den leverpostejsfarvede, krøllede brunette, som også gav Yass et kys på kinden. Det var bare mere fyldt med følelser og det efterlod et rødt mærke.

"Det var altså bare så hyggeligt at vi stødte ind i hindanden!" Hvinede Tina, og klappede hendes hænder sammen. Jeg nikkede bare, ude af drift til at gøre andet.

Der var bare et eller andet over det lesbiske par, som fik deres bil reperaret hos mig, og efterhånden var mine venner, som altid gjorde mig en del mundlam. Ufatteligt nok, eftersom jeg havde brugt mange af mine timer, i selskab med dem.

"Ja, det .." Egentlig ville jeg havde sagt mere, men der kom endnu et hyl fra den lille pige. Jeg blev revet ud fra det hele, og kiggede med det samme i retning af hende. 

Hun sad der stadig, uberørt. Men de burde snart komme, sagde jeg til mig selv. Hendes forældre kom om lidt. Alligevel blev jeg ved med at kigge hen på hende i smug.

Det var så også meget godt, for der kom bare ingen. Jeg kiggede derfor på Tina og Yass, og uden et ord rakte jeg Bella's snor over til dem. "Undskyld, men er I ikke lige søde at holde hende? Jeg kommer om lidt," bad jeg dem, og begyndte så at gå derhen ad. Ikke hurtigt, de kunne jo stadig nå at komme. Forældrene. Men jo tættere på jeg kom, og jo længere tid der gik før der kom en, begyndte jeg at lunte hen til den lille pige.

Hendes tåre fløj ned af kinden på hende, men de stoppede mig ikke fra at sætte mig på hug foran hende.

"Hey girl," sagde jeg en smule glad, for ligesom at vise at jeg ikke var trist. Hun kunne også være glad, hvis hun bare lod være med at græde. Og det virkede også lidt; hun tie i hvert fald i nogle sekunder da jeg snakkede til hende.

Så begyndte hun igen. Det kunne næsten sammenlignes med Bella's logremaskine. Den kunne genstartes på få sekunder.

Gråden blev ved, så jeg måtte finde ud af hvorfor det var hun græd. Jeg kiggede ned af hende, som hun sad der på stien, og det var ret indlysende hvorfor, da jeg kom til hendes knæ; et hul var lavet, og det blødte en smule.

Ikke meget, men børn havde det med at lave små fald, ud til verdens undergang.

"Hvad hedder du?" Prøvede jeg for at skifte emne, og igen te den lille pige. Og denne gang, i stedet for at begynde at snøfte igen, åbnede hun munden og svarede, med en sød lille stemme "Lux."

"Hej Lux. Jeg er Madeleine," jeg så på hende imens hun slugte hvad jeg sagde til hende. Hun skulle ikke begynde at blive bange. "Ved du hvad der altid kunne få mig til at grine da jeg var lille?"

Hun rystede på hovedet. Og det var alt hvad jeg behøvede for at læne mig frem, og sige den lille museremse, hvor at man kildede børnene. Og som med alle andre, begyndte hun at grine af det.

En virkelig sød latter; næsten harmonisk.

Hun havde allerede glemt alt om hendes sår, på hendes knæ. For jeg sørgede for ikke at huske hende på det. "Er du her alene?" Jeg fortsatte spørgsmålene, til den forholdsvis tavse pige, Lux, bare for at få hende til forsat at glemme alt om hendes sår ved hendes knæ. 

Endnu en gang rystede hun på hovedet, og det fik mig til at læne mit hoved lidt til den ene side, og se spørgende hen på hende. "Kan du pege på hvem du er her sammen med?" Hun nikkede og vendte sig en smule rundt.

Mit blik fulgte hendes finger, som strøg hen imod kiosken, og en fyr med krøllet hår. han havde to is i hånden, og havde en rimelig afslappet tøjstil. Hans øjne var gemt bag et par solbriller, og udfra hvordan hans attitude var, ville jeg sige at han havde nok penge.

Dog så han også alt for ung ud til at være far, og i sær til en på Lux' alder. Det ville passe bedre hvis hun var en baby, men hun var rimelig stor. Og han var .. ung.

Jeg skulle til at vifte ham over, men han var allerede på vej, så jeg lod bare vær. I stedet for rejste jeg mig op, så jeg var klar til lige at give ham en lille snak. Jeg kunne trods alt ikke bare gå, efter at have snakket med hans datter. Det ville være for mistænkeligt.

For underligt.

"Hej, jeg er Madeleine." Hilste jeg glad, på den fremmede mand, der med det samme overrakte en is til Lux, og selv åbnede hans egen. "Jeg er Harry, og det her er Lux."

En klukkende latter kom til at undslippe dens fangetag, fra min mund, da han endnu en gang præsenterede Lux for mig. Jeg vidste det allerede godt, det var ikke fordi at jeg bare snakkede med hende, uden at få hendes navn.

"Ja, vi har hilst på hinanden." Harry nikkede bare, og tog en bid af hans is. "Men jeg ville ikke bare gå, uden at lige sige at din datter har slået sit knæ. Ikke alvorligt, men ja.."

De var utroligt hvor akavet jeg kunne føle mig, men det gjorde jeg altid. Harry kiggede ned på Lux, og så op på mig igen. Der var i mellemtiden kommet et skævt smil op på hans lyserøde læber, og et smilehul havde gjort sig synligt i den ene side.

"Hun er ikke," han holdt en pause for sig selv, og rystede på hovedet. Som om jeg var fuldkommen sindsyg og burde vide det, men så så det ud som om at han selv kom til fornuft, og så fortsatte han. "Hun er ikke min datter. Hendes forældre døde, og jeg passer hende nu," 

Hvis der var noget jeg ikke havde forventet var det det. Jeg stod der bare, og lod det mest latterlige stryge ud over min mund, et 'oh'. Jeg var altid så følelsesmæssigt ramt i sager som dem. Forældre skulle hverken dø, eller forsvinde fra deres børn, i så ung en alder.

De skulle bare blive hos dem, indtil de var gamle nok til at forstå hvad død virkelig var.

Og så kom det mest sindssyge jeg nogensinde havde sagt, "du kan bare sige til hvis du har brug for en ekstra hånd. Jeg er klar." Meddelte jeg med et smil. Selvom jeg ikke var det.

Jeg havde ikke brug for en unge mere. 

Det var nok også grunden til at jeg efter det, rimelig hurtigt fik sagt farvel, og smuttet hjemad igen. Jeg kunne heldigvis glæde mig selv over at jeg aldrig så manden igen, og at jeg ikke gav ham mit nummer.

Og apropos nummer, så mindede det mig om at jeg stadig havde en sms at få svaret på, så jeg fiskede min telefon op, på vejen hjem og svarede ham tilbage, at han bare kunne komme med bilen i løber af weekenden. 

Det var lørdag i morgen, og jeg havde fri.

 

Jeg har ingen idé om hvorfor der var sådan et langt kapitel, men det kom altså.. Jeg ved ikke om jeg kan fortsætte sådan, det tror jeg ikke.. Og jeg håber ikke der var for mange fejl, og sådan. Jeg prøver så godt jeg kan. ):

Kan I lide den indtil videre, jeg mener.. Er personlighederne i orden? Glæder I jer til næste kapitel? Kan sige så meget at det bliver fra Harry's synsvinkel, og sådan vil det skifte fremover imellem de to. Glæder I jer lige så meget som jeg gør? x

Og så tak for likes allerede, I er dejligeeee x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...