Enchanted - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Fortsættelse til Runaway.. Efter bruddet med Louis, vender Victoria Cowell ulykkelig hjem til London fra L.A. Hurtigt finder hun tilbage til de store fester, og det vilde singleliv, mens hun forgæves prøver at glemme Louis, som stadig kredser rundt i hendes tanker. En dag dukker han uventet op hjemme foran hendes hoveddør, og Victoria må samle op på sig selv, for at vise ham, at han ikke er en del af hendes liv længere, men vil det lykkes hende? Vil hun kunne se ham i øjnene igen, og vise ham, hun stadig ikke føler noget for ham, når hun stadig er dybt forelsket i ham? Og hvad med forholdet til sin far? Vil alt blive godt igen, og vil Victoria være i stand til at tilgive ham, da han vender hjem med uventede nyheder, som måske vil ødelægge Victoria en gang for alle? Vil det vise sig i sidste ende, at Louis' tidligere plan om at knække hende endelig lykkes?

47Likes
19Kommentarer
2598Visninger
AA

6. 5.

 Louis' point of view

"Louis," jeg vendte mig rundt, da jeg hørte nogen sige mit navn, og mit blik fandt hurtigt et velkendt ansigt. En høj ung fyr iført en sort uldjakke og nogle mørke jeans nærmede sig. Hans hår havde en rødlig farve, og jeg genkendte ham hurtigt.

"Eddie?" Min stemme lød ikke særlig dyb, da den fik den overraskende tone, som min stemme nu havde. Jeg var ikke overrasket over at se ham her, jeg var overrasket over, at han ville snakke til mig, efter mit brud med Victoria. Han stoppede op ca. en meter fra mig, hans blik lå intenst på mig, og jeg følte mig ikke længere særlig tryg.

"Hvordan har du det?" Hans spørgsmål kom meget bag på mig, eftersom at han ikke virkede særlig begejstret for mig, da jeg viste mig ved Victorias dør den anden dag. Jeg kunne i bund og grund godt forstå, hvis han hadet mig.

"Fint, tak. Hvad med dig?" Høflig som jeg nu var, tillod jeg mig at spørge ind til ham, selvom jeg ikke forventede et ordentligt svar fra ham.

"Hør her," han trådte et stort skridt henimod mig, og jeg fornemmede hurtigt, at han ikke havde tænkt sig at svare på mit spørgsmål. Han var så tæt på, at jeg kunne dufte hans parfume, som helt sikkert var fra Burberry eller sådan noget. "..jeg ved ikke, hvad du er ude på, Louis, men hvis jeg var dig, så ville jeg gøre mig klog i, at tænke mig om en ekstra gang." Hans stemme var hviskende, men hård og bestemt. Jeg blev stående, hvor jeg hele tiden, havde stået. Jeg var overhovedet ikke tryg, og følte nærmest truet af ham.

"Eddie, jeg er ikke ude på noget," svarede jeg med en lav stemme, mest af alt, for ikke at skabe for meget opmærksomhed, nu hvor vi befandt os i et offentligt supermarked. Det ville skabe for meget opmærksomhed, hvis jeg eller ham hævede stemmen bare en smule, og jeg kendte Eddie for godt til, at han ikke ønskede opmærksomheden.

"Drop det der. Du havde en plan lige fra dag ét af," jeg vidste overhovedet ikke, hvad der for igennem hans tanker i dette øjeblik. Hvordan vidste han, at jeg havde en plan? Ikke en plan, som jeg var særlig stolt af, men den var der. Jeg blev ved med at se ind i hans lynende øjne, som ikke var særlig venlige længere. Selvom han var en lækker fyr, så forstod han også at være pænt skræmmende.

"Jeg aner ikke, hvad du snakker om? Jeg ved, at du kun vil Victoria det bedste, men hun må komme videre, og det er det, som jeg er i gang med," jeg fattede ikke lige, at jeg lod disse ord undslippe mine læber. Min nat med hende Melanie var blot en fejl begået i fuldskab. Jeg havde den værste skyldfølelse i min krop overfor Victoria, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte, at alle mine chancer var udløbet.

"Jeg tror overhovedet ikke, at du er klar over, hvor meget skade du har forvoldt," snerrede han vredt, og med disse ord vendte han rundt på hælen, og gik med hastige skridt væk fra mig. Jeg stod tilbage med en beskidt skyldfølelse, som jeg et eller andet sted, vidste at jeg havde fortjent fuldt ud. Det var Eddies måde, at sige tak for sidst. 

Billedet af Victoria, som tidligere var flygtet fra min lejlighed med tårerne rendende ned af sine kinder, var brændt fast i mit hoved. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg fortrød, at jeg lod hende gå. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Ikke engang dengang, hvor jeg gjorde det forbi mellem os. Hun græd der, men det her var noget helt andet. Smerten i hendes øjne var noget helt andet. Det var som om, at det brændte hende op indefra. Alligevel gjorde jeg intet ved det. Liam var dukket op ved min dør ganske kort efter, at Victoria var forsvundet. Han var rundt på gulvet, men det hele faldt hurtigt på plads for ham, da han fik øje på den halvnøgne Melanie i min lejlighed. Jeg bad kort tid efter Melanie om at forlade min lejlighed, men dette var ikke slutningen på mit mareridt. Hun spurgte om jeg havde lyst til at se hende igen i morgen aften. Og.. Jeg var presset, så jeg gav efter, selvom jeg ikke rigtigt havde lyst. Liam til gengæld var utrolig skuffet over mine handlinger, men jeg lod det ligge. Jeg vidst jo godt selv, at jeg var ude i noget rod. Han skulle ikke belære mig med noget, men det vidst han godt

 

 ❈ ❈ ❈

 

Jeg havde brugt hele dagen på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med min aftale med Melanie. Jeg gad hende jo ikke, for hun var ikke mere end en aftens sjov og spas. Jeg havde ikke engang lyst til at se hende igen. Det var heller ikke fair for hende, at jeg hev hende ind i mit turbulente og komplicerede liv. Jeg havde ikke engang styr på mig selv, mit liv eller mine følelser. Jeg var et rod. Jeg havde rendt rundt i min lejlighed det meste af dagen iført mine sweatpants og ikke meget mere end det. Jeg blev blev ved med at fortælle mig selv, at jeg skulle ringe til hende, og fortælle hende, at vi ikke skulle mødes denne aften, men jeg følte mig som en nar, for at såre hendes følelser. Kom man tættere på mig, så endte man med at få sit hjerte knust. Først Victoria og nu Melanie.

Efter længere tids diskussion med mig selv, endte jeg med at ringe Melanie op. Jeg kunne ikke mødes med hende, for jeg så ikke nogen fremtid for os. Det lød egoistisk, men jeg havde heller ikke lyst til at bruge tid med hende. Hun var en sød pige, men der var bare ikke plads til hende i mit liv, og hun var ganske enkelt ikke dét, som jeg søgte. Jeg holdte vejret, da jeg hørte bibtonen, og jeg kunne ikke lade være med at håbe på, at hun ikke ville tage sin telefon. Det ville gøre det hele langt lettere for mig. Og jeg havde for engangs skyld heldet med mig.

"Hej Melanie. Det er Louis. Jeg vil først undskylde mange gange, for det som jeg skal til at sige, og jeg er ked af det. Men jeg kan ikke gå ud med dig i aften. Jeg har ganske enkelt ikke rigtig styr på mit liv lige nu, og jeg vil ikke trække dig ind i det hele, og jeg er ikke klar til at begynde at date. Det der hændte mellem os, var ikke noget, som jeg havde tænkt på skulle fortsætte. Jeg beklager meget, og jeg håber, at du vil forstå mig, når jeg siger, at det ikke er din skyld. Det er ganske simpelt min egen. Jeg har ikke helt styr på, hvad jeg vil, og hvad jeg vil have for fremtiden. Gå ud - hyg dig med nogle venner og veninder, og lad som om, at det her aldrig skete. Farvel." 

Jeg smed min telefon fra mig i sofaen, som jeg kastede mig ned ovenpå den. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Og hvad havde jeg dog rodet mig selv ud i? Mit liv havde været kompliceret siden Victoria. Jeg havde sagt, at jeg ikke ville have hende i mit liv længere, for hun gjorde mig ganske enkelt fuldstændig tosset. Hun fik det værste frem i mig, men på den anden side så fremkaldte hun også det bedste i mig. Jeg kunne ikke glemme hendes ansigt. Tårerne i hendes øjne, og hendes skrøbelige stemme. Havde jeg ødelagt hende? Ligesom Eddie fortalte mig? Burde jeg undskylde til hende - men hvad ville jeg have ud af det? Ville jeg overhovedet have hende igen? Jeg vidste det ikke, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. 

"Louis?" Jeg hørte min hoveddør gå op, og lyden af Liams stemme. Perfekt

"Herinde!" Råbte jeg til ham fra min plads i stuen. 

"Hva... Du ser forfærdelig ud." Konstaterede han, da han trådte ind i stuen. 

"Tak Liam. Jeg har også gjort mit bedste." Sagde jeg med en hæs og tung stemme. 
Jeg var ikke i det største humør til selskab, så hvad han end lavede her, så håbede jeg, at det var relevant, for jeg magtede ikke, at han skulle hakke ned på mig, omkring hvilke fejl som jeg havde lavet. Jeg var godt klar over dem. 

"Skal du ikke til at være klar til din aftale med Melanie?" Spurgte han. 

"Egentlig ikke. Jeg aflyste den." Sagde jeg kortfattet. 

"Hvorfor?" Han satte sig ned i lænestolen ikke så langt væk fra mig. 
Ja, hvorfor aflyste jeg den egentlig? Jeg havde ikke lyst, men der måtte være en grund til, hvorfor jeg ikke havde lyst til at se hende igen. Hun var en flot pige, og hun var sød, men jeg så hende ikke som værende mere. Hun fangede mig ikke, hun væltede mig ikke bagover, eller fejede benene væk under mig. 

"Fordi... Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, Liam." Sukkede jeg tungt. 

"Melanie?" Spurgte han med et par løftede øjenbryn. 

"Nej.." Sagde jeg efter længere tids tavshed. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Victoria. Hele episoden fra i går genafspillede sig konstant i mine tanker, og jeg tænkte hele tiden på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hvad mon der ville have været sket, hvis jeg ikke havde haft Melanie med hjemme den nat? Havde vi siddet og snakket roligt over en kop te eller kaffe? Jeg ville ønske, at jeg kendte svaret. Men Victoria ville nok ikke bruge mere tid på mig end højest sandsynligt. Hun var typen, som man skulle gøre sig fortjent til for at få lidt af hendes tid. 

"Oh.." Sagde han lavmælt, som femøren faldt til gulvet for ham. 

"Hvad er din plan så nu?" Spurgte han efterfølgende.
Liam var en fantastisk ven, og han vidste på mange måder, hvad der var det rigtige at gøre, men han serverede ikke svarene på et sølvfad. Man skulle selv arbejde for det. Jeg havde ingen plan - jeg havde ikke tænkt på at have en plan. Jeg havde mere eller mindre blot lyst til at ligge her og have ondt af mig selv, som en sekstenårig tøs. 

"Jeg har ikke nogen plan. Jeg har ødelagt mine chancer for at komme tilbage på skinnerne rimelig godt." Sukkede jeg. 
Jeg ville ønske, at det var lettere at få det hele til at fungere med Victoria. Jeg elskede hende stadig; det var én ting, som var helt sikkert. Men Victoria var en usædvanlig pige, tingene med hende skete ikke bare. Hun var ikke bare typen, som blot tilgav en, for hun havde oplevet så meget svigt i sit korte liv, at hun flygtede fra alt, som kunne svigte hende. Hun var typen, som ikke lyttede til andre, og hun var sin egen herre. På så mange måder mindede hun om sin far, men hun ville aldrig kunne se det. Hun havde hans hårde ydre og holdninger, og hun fandt sig ikke i meget. 

"Det ved du ikke, før at du har prøvet at gøre tingene godt igen, Louis." Sagde Liam med en rolig stemme. Man skulle nogle gange tro, at han havde haft et elendigt kærlighedsliv, eftersom han var så vis omkring emnet. 

"Hvordan? Hun ved, at jeg har været sammen med en anden - det er trods alt værre, end det som hun gjorde." Mumlede jeg, som jeg satte mig op fra sofaen. Jeg gned mine hænder mod mit ansigt, før jeg kastede mit blik på ham. 

"Tal med hende - det er hvert fald en start." Sagde han med et opmuntrende smil. 

Det var lettere sagt end gjort at tale med hende. Jeg havde såret hendes følelser, og måske - måske - havde hun haft et lille håb om, at vi ville finde sammen igen. Jeg vidste ikke, om det var sandt, for det var blot en tanke, som dukkede op sammen med Liams ord. Burde jeg virkelig tale med hende? Var jeg dum nok til at opsøge hende igen på mine bedende knæ? Også efter alt det, som vi havde været igennem? Var der overhovedet noget tilbage at kæmpe for?
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...