Enchanted - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Fortsættelse til Runaway.. Efter bruddet med Louis, vender Victoria Cowell ulykkelig hjem til London fra L.A. Hurtigt finder hun tilbage til de store fester, og det vilde singleliv, mens hun forgæves prøver at glemme Louis, som stadig kredser rundt i hendes tanker. En dag dukker han uventet op hjemme foran hendes hoveddør, og Victoria må samle op på sig selv, for at vise ham, at han ikke er en del af hendes liv længere, men vil det lykkes hende? Vil hun kunne se ham i øjnene igen, og vise ham, hun stadig ikke føler noget for ham, når hun stadig er dybt forelsket i ham? Og hvad med forholdet til sin far? Vil alt blive godt igen, og vil Victoria være i stand til at tilgive ham, da han vender hjem med uventede nyheder, som måske vil ødelægge Victoria en gang for alle? Vil det vise sig i sidste ende, at Louis' tidligere plan om at knække hende endelig lykkes?

47Likes
19Kommentarer
2643Visninger
AA

5. 4.

Victorias point of view

 

”Lou? … hvem er det? ”En søvnig lys stemme lød inde fra hans lejlighed, og jeg tav fuldstændig. Det var ligesom at løbe med 120 km/t ind i en beton væg. Var der allerede en anden pige? Nej værre, havde han allerede fundet en at gå i seng med? Selvom vi ikke var kærester længere, så gjorde det ondt som bare fanden, for jeg var ikke kommet mig over ham endnu, og det vidste jeg med 100 % nu.

”To sek,” råbte han ind i lejligheden, og han kiggede sig over skulderen, og lukkede hoveddøren lidt til, men han kunne godt spare sig. Han skulle ikke skjule hende, endelig ikke. Hans blik faldt tilbage på mig, men jeg kneb bare mine øjne hårdt sammen. Min mave vred sig fuldstændig sammen, og min hals blev fuldstændig tør, samtidig med at det føltes som om, at den hævede op til dobbelte størrelse. Min vejrtræning blev besværlig, og jeg tog et skridt tilbage fra ham.

”H-Har du?” Ordende brændte nærmest på min tunge, idet jeg tvang dem ud gennem mine læber, og min stemme truede med at knække midt over. Tårerne pressede intenst mod mine øjne, men jeg holdt vejret, og bed mig selv hårdt i kinden, mens jeg bad til, at jeg ville kunne holde mine tårer inde.

”Vic, det er ikke, som du tror,” jeg løftede hurtigt min hånd op foran ham, mens jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg skulle aldrig have spurgt ham. Jeg trak panisk efter vejret, inden jeg forsøgte at se op på ham med et koldt blik, men jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne.

”Hvad er det så?” Jeg tog min hånd ned, og lod den falde ned langs min side, inden jeg lod hans oplader dumpe ned på jorden ved siden af mig. Jeg var så skide ligeglad, med om den gik i stykker eller ej. Jeg ville ikke røre ved ham, jeg væmmes ved tanken om det i dette øjeblik.

”Hun sov her bare,” hvor var han ynkelig. Nej jeg vidste ikke, hvad han var mest. Alt kollapsede for mig, og jeg trådte endnu et skridt tilbage, inden jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage længere, og jeg forsøgte ikke længere. Hans blik søgte hurtigt det grå og kedelige gulv, inden jeg tog endnu et skridt tilbage.

”Spar mig, Louis!” Mumlede jeg, inden jeg kneb mine øjne hårdt sammen, og en tårer trillede nedover min kind. Jeg vendte rundt på hælen, og nærmest løb ned af trapperne fra hans lejlighed. Tårerne rendte ned af mine kinder, idet jeg løb ud af lejlighedskomplekset, og ud til min bil. Jeg var så ude af den, at jeg ikke ordentligt nåede at opdage, at jeg stødte ind i nogen ude på parkeringspladsen.

”Hov, undskyld jeg… Victoria?” Stemmen var meget velkendt, og jeg så direkte op på Liams ansigt. Der var intet, som hang sammen lige nu. Overhovedet. Det gjorde ondt på alle de mest tænkelige måder, og den eneste udvej som jeg kunne se, var at flygte.  Uden at se tilabage på ham stak jeg i løb hen til min lille røde bil. Det tog mig ikke særlig lang tid at få startet bilens motor, og trådt speederen i bund.

Det korte sekund, hvor jorden ikke længere drejede rundt, og alt gik itu. Det øjeblik, hvor jeg overvejer at gå planken ud. Han havde været melodien i mit hoved hver dag, han havde været den, som fik mig til at smile hver dag. Jeg kunne have gjort så meget, for at undgå at se mig selv i denne her situation.

Jeg smækkede døren i til Eddies lejlighed i, så hårdt som jeg kunne. Jeg vidste godt, at han ikke ville have det, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for at afreagere på et eller andet. Jeg sank med ryggen mod døren, idet jeg gav fuldstændig slip på mine følelser. Det gjorde ondt over det hele lige nu, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Vi var ikke et par længere, men jeg følte jo noget for ham stadig væk. Jeg elskede ham.

 

 

❈ ❈ ❈ 

 

Eddie havde fundet mig siddende rastløst inde i stuen, da han var kommet hjem. Jeg vidste ikke, hvor han havde været henne, men det var egentlig også lige meget. Han havde fået sig noget af et chok, da han så mig sidde i fosterstilling i den store tomme sofa.

Jeg samlede mig selv lidt sammen til at fortælle ham, hvad der var sket. Hvad Louis havde gjort. Hvert eneste ord, som jeg fortalte ham, skar flere huller i mit hjerte. Smerten flød rundt i min krop, og efterlod flere huller i mit sind.

Jeg var ligeglad med at Eddie så mig sådan her, for han var den eneste, som jeg havde tilbage. Jeg havde ingen andre. Min far var væk, og Louis havde knaldet med en anden. Han var kommet videre, og det var det, som Eddie blev ved med at fortælle mig, at jeg selv skulle gøre. Jeg havde prøvet så mange gange siden bruddet, men jeg kunne ikke. Jeg var jo ikke kommet videre, men jeg havde på den anden side heller ikke lyst til at se Louis igen.

Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme det hele? Hvorfor kunne jeg ikke blot glemme, at jeg hørte en fremmede piges stemme indefra hans lejlighed? Hvis jeg kunne glemme dette, så kunne jeg slukke brænde før de tændes. Jeg ville ønske, at han bare løj overfor mig. At han bare sagde, at der ingen var i hans lejlighed, så havde jeg aldrig fundet mig selv i denne tilstand.

Jeg ville ønske, at jeg bare havde dækket mine øre til, så jeg ikke havde hørt hendes stemme. Så jeg kunne lukke fantasien ude af mit hoved. Forestillingerne om Louis sammen med en anden.  De plagede mig hele tiden, og det sved overalt i min krop, hver gang, at jeg tænkte på dem.

Havde jeg ikke spillet mine kort rigtigt? Det var derfor, at jeg sad, hvor jeg sad nu. Alene. Jeg havde givet ham mit hjerte, og vores skænderi, havde ødelagt det hele. Jeg fortrød det så bitterligt. Det dræbte mig en smule, da jeg opdagede pigen inde i hans lejlighed, for det bekræftede blot, at han ikke var min mere, og chancen for, at han ville være det igen, var forsvundet.

 

 

Eddies point of view

Så skrøbelig som en lille visent blomst, havde hun ventet på ham. Ventet på at hun ville finde dén fyr, som kunne give hende glæden tilbage. Men hun var blevet glemt. Det gjorde ondt på mig, at se det sidste håb glide ud mellem hendes hænder. Hun havde ingen andre end mig, og det gjorde ondt på hende. Tanken om at hun gik alene hjem, ramte mig. Men det var ikke første gang. Hendes far havde aldrig rigtigt trådt frem for hende. Hun havde altid stået på egen hånd.

Jeg blev ved med at stille mig selv det spørgsmål, hvornår hun gav slip på Louis. Han blev ved med at knække hende, og jeg var bange for, at grænsen snart var nået.  Hun var min lille stjerne, som langsomt brændte ud. Hun shinede ikke som hun plejede, men jeg havde aldrig set hende shine så meget, som da hun var sammen med ham. Han havde magten over hendes liv, i sine hænder, men han brugte den forkert.

Hun havde aldrig været så iscenesat, som hun havde været efter deres brud. Aldrig kold havde jeg set hende før. Men hun løb stadig med det sidste ord. Hendes våben var ladt, og hendes parader havde aldrig været så langt oppe, som de var nu.

Da Louis forlod hende, blev hun ramt af hans skud, da hun gik planken ud, og han dræbte en del af hende. Det undrede mig, hvor længe han havde tænkt, at hun skulle ligge ned. Hvor længe hun skulle vente på, at han ville komme tilbage, og det hele ville blive godt igen?

Det dræbte mig, at se ham dræbe hende på den her måde. Det fortærede min venlighed at høre om hans handling tidligere i dag. Han tog hende fra mig, stykke for stykke. Først hendes glæde, derefter hendes følelser, og nu hendes hjerte. Han forstod overhovedet ikke, hvad det var, som han havde gjort. Jeg frygtede af hele mit hjerte, at hun havde nået den grænse, hvor hun ikke kunne mere. Hvor hun ville give op. Hun havde kæmpet hele sit liv, og nu smulerede det mellem hendes fingre.

”Jeg kører ned, og henter noget is og nogle film. Hvad siger du til det?” Jeg trak hende blidt ind til mig, og sendte hende et forsigtigt smil. Jeg var bange for udfaldet, men jeg ville gøre næsten alt, for at se hende lyse bare lidt op igen.

”Helst ingen romantiske komedier,” det var den eneste bemærkning, som jeg fik fra hende, inden hun så op på mig med klare øjne. Jeg var usikker på om, hun var på vej til at bryde ud i tårer igen.

”Så tag med, så kan du vælge?” Foreslog jeg med et lille smil. Jeg ville gøre alt for at gøre hende, bare den mindste smule glad. Jeg følte at vi efterhånden var kommet ind i en ond cirkel. Hver gang hun havde set Louis efter deres brud, var hun brudt sammen. Dette var tredje gang.

Hun rejste sig tøvende fra sofaen, og så på mig. Hun skulle vidst lige fjerne sin make-up, inden hun gik udenfor, men hun var vidst allerede klar over det. Jeg sendte hende et kærligt smil, men det havde ingen effekt på hende. 

 

❈ ❈ ❈ 

 

Jeg parkerede bilen på den næsten tomme parkeringsplads ude foran supermarkedet. Tøvende faldt mit blik på Victoria, som sad med et tomt blik, og kiggede ud af sideruden. Jeg kunne godt mærke, at hun ikke var begejstret for min idé, om at hun skulle med. Men jeg turde enkelt sagt, ikke lade hende være alene med sig selv. Jeg var bange for, hvad hun kunne finde på.

Min hånd søgte det indvendige håndtag på bildøren, da jeg så en velkendt skikkelse forsvinde i supermarkedet. Jeg så hurtigt over på Victoria igen, inden jeg prøvede at finde på en løsning. Det lignede ikke, at hun havde opdaget noget.

”Vil du gerne blive her?” Spurgte jeg hurtigt, mens mit blik hurtigt flakkede hen mod indgangen igen.

”Det er lige meget,” svarede hun koldt, uden rigtigt at skænke mig et blik. Underforstået var det op til mig, så jeg klikkede min sele op, og hun drejede sit hoved over mod mig.

”Så bliver du her. Jeg skynder mig,” sagde jeg hurtigt, inden jeg åbnede døren, inden jeg smækkede den i efter mig. Med lange hurtige skridt, og et bankende hjerte gik jeg mod indgangen til supermarkedet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde gang i lige nu. Jeg var målrettet, og min venlighed forsvandt fuldstændig fra mit sind, da jeg fik øje på ham.

Tøvende lagde han noget brød ned i sin kurv, og tog et skridt fremad. Det var ham, jeg var sikker. Han var ikke særlig høj, men det var nemt at genkende ham. Jeg mærkede, hvordan vreden kogte inden i mig. Jeg havde sådan en lyst til at pande ham sådan en. Hvis han blot vidste, hvad han forvoldt af skade. 

 

_____________________________________________________________

Uh, Så fik I også lige Eddies p.o.v da han efterhånden spiller en stor rolle :)

Tror i der vil opstå et slagsmål mellem Louis og Eddie, eller vil de tackle det som mænd?

Glæd jer til næste kapitel, som er fyldt med overraskelser og drama! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...