Enchanted - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Fortsættelse til Runaway.. Efter bruddet med Louis, vender Victoria Cowell ulykkelig hjem til London fra L.A. Hurtigt finder hun tilbage til de store fester, og det vilde singleliv, mens hun forgæves prøver at glemme Louis, som stadig kredser rundt i hendes tanker. En dag dukker han uventet op hjemme foran hendes hoveddør, og Victoria må samle op på sig selv, for at vise ham, at han ikke er en del af hendes liv længere, men vil det lykkes hende? Vil hun kunne se ham i øjnene igen, og vise ham, hun stadig ikke føler noget for ham, når hun stadig er dybt forelsket i ham? Og hvad med forholdet til sin far? Vil alt blive godt igen, og vil Victoria være i stand til at tilgive ham, da han vender hjem med uventede nyheder, som måske vil ødelægge Victoria en gang for alle? Vil det vise sig i sidste ende, at Louis' tidligere plan om at knække hende endelig lykkes?

47Likes
19Kommentarer
2514Visninger
AA

3. 2.

Victorias point of view

Hele turen hjem fra L.A. havde jeg ikke fældet en eneste tåre. Nu hvor journalisterne vidste besked om Louis og mit forhold, ønskede jeg ikke at ligne den næste tumpe på forsiden af endnu et latterligt sladderblad. Derfor forholdt jeg mig 'normal', selvom jeg langtfra følte, at jeg så normal ud. Jeg håbede, at man tydeligt kunne fornemme, at der var noget, som der gik mig på.. der var bare ingen, som lagde mærke til mig, hvilket også passede mig fint, for jeg vidste ikke, hvor stabil jeg var. 

Jeg havde ikke givet Eddie besked, da jeg forlod L.A. en time efter, at jeg var ankommet. Han havde ingen anelse om, at jeg ville komme hjem så tidligt, men jeg var ligeglad. Jeg havde smidt min kuffert nede foran elevatoren, da jeg kom ind i hans lejlighedskompleks. Jeg magtede den ikke. Jeg magtede overhovedet ingenting nu. Jeg var så ligeglad med den skide kuffert, jeg havde overhovedet ikke haft brug for den. Alle mine minder med Louis lå nærmest pakket ind i den kuffert. Mit liv var nærmest en kuffert.

Hele mit liv var pakket ned i en kuffert. Jeg var lukket, og jeg havde altid følt, at jeg hele skulle indeholde de minder, som min far havde tilbage med min mor. Hele min barndom brugte jeg på at rejse med min far og hans arbejde, indtil at jeg var stor nok til at passe mig selv. Jeg var en kuffert. 

Jeg traskede op ad trapperne til Eddies store lejlighed. Jeg vidste ikke, hvad Eddie lavede på denne her tid af natten, han havde sikkert en tøs med hjemme, men jeg var ligeglad. Alt var sgu ligemeget lige nu. Jeg havde fuckede det hele op. Jeg havde taget chancen, og sluppet mine følelser fri. Jeg havde ladt nye personer blive en del af mine. Også havde jeg mistet det hele. 

Jeg skubbede til den lille lampe, som hang ved siden af den hvide hoveddør, og tog ekstranøglen, som hang på et lille søm bag lampen. Jeg stak opgivende nøglen i låsen, og drejede den rundt, så dørens lås blev skubbet fra. Jeg trak ned i dørhåndtaget med en tung bevægelse, og lukkede døren bag mig. Der var helt mørkt ude i entréen, så jeg smed min jakke på gulvet, og sparkede arrigt mine sko af, da jeg kunne mærke, hvordan min vrede begyndte at slå løs på mig selv. 

Hvordan kunne jeg fucke det så meget op!? Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg tog mig til hovedet, og så febrilsk rundt på de hvide vægge, som nærmest lyste op i mørket. Mine vejrtrækninger blev hurtigere, og jeg kunne mærke, hvordan jeg nærmest blev nødt til at hive efter vejret. Jeg var så vred og indebrændt på mig selv. Jeg følte så stort et had til mig selv lige nu, fordi jeg ikke kunne tænke mig ordentlig om.      

Jeg så lyset blev tændt, og Eddies skikkelse dukke op ude i entréen. Han var kun iført sine boxershorts, hans hår stod ud til alle sider. Jeg så ikke hen på ham, før jeg mærkede ham lægge sine arme omkring mig, og holde mig tæt ind til sig. 

"Hvorfor er du allerede hjemme?" Spurgte han, og lagde en blid hånd om bag mit hoved. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget lyst jeg havde til at bryde grædende sammen lige nu. Men sådan var jeg ikke? Jeg græd ikke. Jeg viste ikke mine følelser, men de sidste uger, havde det ændret sig drastisk. 

"Det gik ikke" mumlede jeg mod hans varme skulder, og min hals snørrede sig sammen, og jeg troede et kort sekund, at jeg ville blive kvalt, men mine øjne blev istedet våde, og min næse begyndte at kilde på en ubehagelig måde, som om at jeg skulle nyse. I stedet begyndte vandet fra mine øjne at rende ned af mine kinder, og min krop begyndte at ryste. 

"Oh.. Hvorfor ringede du ikke?" Mumlede han tungt ned i mit hår, og plantede et lille kys i mit hår. Jeg havde ikke lyst til at svare ham, men jeg kunne ikke byde ham, ikke at give ham et svar. 

"Det kunne jeg ikke.." Mumlede jeg, men min stemme knækkede fuldstændig sammen, og jeg brød ud i gråd. 

 

❈ ❈ ❈

 

Der var efterhånden gået nogle måneder, siden at jeg sidst så Louis. Jeg havde ikke kontaktet eller hørt fra ham siden, at vi slog op. Eller at han slog op. Jeg havde lagt hjemme hos Eddie i flere dage, hvor jeg bare græd. Jeg kunne ikke andet. Jeg kendte ikke til den følelse som havde sat sig i min krop. Det var ligemeget, hvad Eddie prøvede at gøre for mig, så tænkte jeg på Louis.        

Jeg kunne ikke være alt det her bekendt overfor Eddie, bare fordi at mit liv var en stor krigsmark, skulle jeg ikke hive ham med ind i krigen. Så jeg tvang mig selv til at komme videre, selvom mine tanker stadig var hos Louis. Det var nemt for mig, at vende tilbage til min gamle hverdag. Tilbage til fest og farver. Bare der ikke rigtig var nogle farver denne gang. Det var ligesom, at se mig selv i en eller anden tøsefilm. Jeg var hende, som ikke kunne komme videre. Og det plejede jo ikke at være mig.      

Jeg var stået forholdsvis tidligt op i morges, da Eddie og jeg var taget hjem til mig for engangsskyld. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor at vi havde gjort det, men det havde vi bare. Eddie stod op sammen med mig, istedet for at blive liggende i sengen, som han plejede. Han var blevet så overbeskyttende, siden jeg brød sammen foran ham. Havde jeg virkelig skræmt ham så meget? Egentlig burde jeg, at have spurgt ham om det, men det havde jeg ikke gjort, for han var her for mig, og det var det vigtigste.    

"Gå nu tilbage i seng, Ed," sukkede jeg tungt, da jeg så han var trukket i tøjet, efter jeg havde sat mig ved spisebordet, med en kop te. Klokken var kun omkring 10, og vi kom rimelig sent hjem i morges.    

"Nej, jeg kunne ikke sove længere," undskyldte han, og hurtigt ud i køkkenet, hvor han selv fandt et par panodiler. Han vidste jo godt, hvor de stod henne, så jeg skulle ikke rejse mig. Jeg havde egentlig ikke drukket ret meget i går, da jeg ikke rigtigt følte mig tilpas. Jeg kunne ikke forklare, hvordan eller hvorfor. Det føltes bare ikke rigtigt.    

"Hold nu op! Ed, du kan fandme altid sove! Gå nu tilbage i seng!" Kommenderede jeg. Jeg vidste godt, hvor meget han holdte af at sove længe, og det vidste han også godt, at jeg vidste. Han ville bare ikke indrømme det.    

"Vic! Jeg er ikke træt, okay?" Jeg skulle lige til at åbne munden, da det bankede på døren. Vi så hen på hinanden med spørgende blikke. Jeg havde ingen anelse om, hvem der bankede på, for hvem ville komme her? Det bankede på endnu engang, men jeg blev siddende på min plads ved spisebordet, og Eddie tog tøvende nogle skridt fremad, inden han forsvandt ud fra køkkenet.    

Jeg kunne ikke høre, hvem det var, som han snakkede med derude, men det måtte nok ikke være vigtigt. Det var sikkert postbuddet eller sådan noget. Det var først, da Eddie kom til syne ved døråbningen, at jeg kunne se på ham, at der var noget galt. 

"Hvem er det?" Spurgte jeg forsigtigt, og satte min kop med te fra mig. Han sendte mig et bekymret blik, inden han stak begge sine hænder i sine chinos, og skilte sine læber ad. 

"Louis.." Jeg mærkede, hvordan en pludselig knude dukkede op i min hals og mave. "Han vil gerne hente sit tøj.." Uden rigtigt, at tænke mere over mit fysiske ubehag, rejste jeg mig fra min stol, og gik på mine bar fødder ud i entréen, hvor hoveddøren stod åben, og den fyr som havde kostet mig så mange tårer, stod. 

"Hej," sagde jeg koldt, og undlod med det samme øjenkontakt med ham. Jeg havde ikke lyst til at se ham i øjnene. Jeg turde ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere, for jeg ville gerne vise ham, at han ikke havde haft nogen effekt på mig overhovedet. At jeg var hård og kold som altid. Men det var jeg ikke mere. Jeg var skrøbelig som glas.

"Hej." han så op, og jeg mødte hans blå øjne, som jeg så tit havde beundret, og det gjorde jeg stadig. Han skulle bare ikke vide det. Jeg vidste ikke fra en skala fra 1-10, hvor akavet det her var. Ingen af os sagde noget, mest fordi at jeg ikke havde så meget at sige til, eftersom at det var ham, som var dukket op foran min dør. 

"Jeg ville bare.. øh, hente mit tøj, hvis det er ok?" Han kløede sig nervøst i nakken, og så forsigtigt op på mig. Jeg stod et kort øjeblik og overvejede situationen, inden jeg trådte væk fra døren, og nikkede en enkelt gang. Jeg var ikke meget for at lukke ham ind igen, men på den anden side, så var jeg heller ikke meget for, at det meste af hans tøj stadigvæk var her. Han kunne få lov til at hente sine ting, og derefter skride hjem, og vi ville aldrig ses igen. Slut.        

"Okay. Du ved selv, hvor det hele er," mumlede jeg koldt, og vendte ryggen til ham, inden jeg gik ind i køkkenet igen. Jeg kunne høre Louis' lette fodtrin bag mig, og jeg brød mig ikke om det. Jeg brød mig ikke om, at han var her, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg ville så gerne vise ham, at jeg var en stærk pige, at han ingenting han ændret, men problemet var bare, at.. han havde ændret alt. 

Jeg fandt min plads ved spisebordet igen. Jeg havde ikke tænkt mig at følge Louis op til det værelse, hvor han tidligere havde boet. Han kendte godt selv vejen. Han stoppede op et kort sekund, og kiggede på mig, inden han forsvandt ud af køkkenet. Det var som om, at han havde forventet, at jeg ville gå med ham. Men han måtte tro om igen. Det gjorde jeg ikke.

"Er du okay?" Hviskede Eddie nærmest, og satte sig overfor mig ved spisebordet. Automatisk kiggede jeg ned i min kop med te, for at samle mine tanker, og opsumere situationen. Hvad havde jeg egentlig gang i? Jeg kiggede aldrig væk, når Eddie spurgte mig om noget, fordi at han ville gennemskue mig med det samme. 

"Ja, Eddie! Slap nu af!" Vrissede jeg irriteret, og så op på ham. Han sendte mig et borrende blik, som fortalte mig, at jeg var busted. Jeg var træt af, at han hele tiden var over mig. Jeg kunne nærmest ikke gøre noget længere, uden at han skulle passe på mig. På den anden side, så gjorde det heller ikke noget, for han var den eneste, som jeg havde tilbage. 

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg havde det med at se Louis igen. Jeg havde overhovedet ikke haft tid til at mærke efter, hvordan jeg havde det lige nu. Jeg kunne ikke finde ro til det. Fyren, som jeg åbnede mig op for, og gav min kærlighed, valgte at tabe mig gulvet, som en tallerken. Og nu var han her.. I mit hus. Jeg havde savnet ham - eller nej, jeg savnede ham, men jeg ville ikke vise ham det. Jeg turde ikke. 

"Øhm.. Jeg smutter igen.." Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte Louis' stemme igennem køkkenet. Mit blik gled hen på ham, og han stof med en sportstaske i hånden, mens han sendte mig et forsigtigt smil, som jeg ikke gengældte. Jeg blev bare siddende, for at se Eddie rejse sig fra sin stol, og følge ham ud. 

Han vidste jo godt, at jeg ikke selv kunne. Jeg ville ikke, jeg turde ikke. Jeg var bange for at snakke med Louis igen. Bange for at indrømme, hvor skrøbelig jeg var. Gjorde jeg det, så ville jeg give ham dårlig samvittighed, og det ønskede jeg ikke, selvom jeg normalt ville gøre det. Jeg ville bare gerne komme videre, for Louis var et kort kapitel i mit elendige liv. Det kapitel hvor alt for engangsskyld var godt, og det kapitel hvor alt faldt fra hinanden. Det bedste og det værste kapitel. 

 

❈ ❈ ❈

 

Eddie havde en date senere i aften, så jeg havde sagt til at ham, at jeg bare ville blive herhjemme, så han ikke ville løbe ind i problemer, hvis de valgte at aflægge et visit hans dobbeltseng. Vi havde egentlig ikke snakket mere om Louis, siden han forsvandt igen. Dér var mit forhold til Eddie specielt. Vi var ligesom fyre der, det var bare ikke noget, som vi rigtigt snakkede om. Følelser og sådan noget, det var ikke det, som vi var bedst til, selvom vi havde fået øvet os på det sidste. 

Det var allerede blevet mørkt udenfor, da jeg havde plantet mig i den store tomme sofa med en kop te i hånden. Jeg havde hurtigt fundet American Dad i tv'et, da der ikke rigtigt var andet, som jeg gad at se. 

Selvom jeg elskede American Dad, så blev jeg hele tiden ved med at tænke tilbage på Louis. På hans blågrå øjne, som sendte mig bekymrede og spørgende blikke. Havde han det ikke godt? Var han ikke glad for at slippe af med mig? Der var noget hele anderledes over ham i dag, men jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad det var. 

 

 

_________________________________________________________

Tror i Victoria har tænkt sig at kontakte Louis igen, eller vil der ske uventede ting inden? Og hvad med Simon, hvad er der blevet af ham? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...