Enchanted - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Fortsættelse til Runaway.. Efter bruddet med Louis, vender Victoria Cowell ulykkelig hjem til London fra L.A. Hurtigt finder hun tilbage til de store fester, og det vilde singleliv, mens hun forgæves prøver at glemme Louis, som stadig kredser rundt i hendes tanker. En dag dukker han uventet op hjemme foran hendes hoveddør, og Victoria må samle op på sig selv, for at vise ham, at han ikke er en del af hendes liv længere, men vil det lykkes hende? Vil hun kunne se ham i øjnene igen, og vise ham, hun stadig ikke føler noget for ham, når hun stadig er dybt forelsket i ham? Og hvad med forholdet til sin far? Vil alt blive godt igen, og vil Victoria være i stand til at tilgive ham, da han vender hjem med uventede nyheder, som måske vil ødelægge Victoria en gang for alle? Vil det vise sig i sidste ende, at Louis' tidligere plan om at knække hende endelig lykkes?

47Likes
19Kommentarer
2598Visninger
AA

2. 1.

Louis' point of view

Jeg pakkede kufferten for sidste gang. I aften var det sidste koncert på touren, og det var med blandede følelser, at jeg nu skulle vende hjem. Jeg havde ikke hørt fra Vic siden vi slog op, og nu blev jeg nød til at konfrontere hende, i hendes hjem. Det var bare fantastisk! Not …

Jeg kunne godt mærke, at min krop var brugt nu. Heldigvis kunne jeg holde en forholdsvis lang pause, hvor jeg kunne få styr på mit liv igen, for det var da løbet helt af sporet det sidste års tid. Jeg havde bare lyst til at tage en flaske vodka med ned i et dybt hul, og så blive dernede for evigt. Det kunne jeg ikke, så meget realitetssans havde jeg dog.

Det bankede på døren, og Paul lukkede sig selv ind. Han spurgte om jeg var færdig med kufferten, og jeg gav ham den. Den blev båret ned i vores tourbus, så alt var klar til at vi kunne fange et fly efter koncerten i aften. Vi sluttede af med manér i L.A. og der havde været udsolgt i otte måneder. Fem minutter, tror jeg de sagde, tog det før koncerten var udsolgt. Det var vildt. Vores fans var vilde.

Billederne af Vic, der græd ustyrligt stod stadig klart i mit hoved. Hvordan havde jeg gjort hende så ulykkelig? Jeg havde fucket det hele op, som jeg altid gjorde, men denne gang havde det gjort mere ondt end sædvanligt. Hun var allerede såret, så sårbar, og nu havde jeg knækket hende. Bare fordi jeg havde mistet besindelsen i et øjeblik. Mere skulle der ikke til. Jeg håbede stadig på, at jeg kunne være i stand til at redde situationen. At få lov til at lappe hende sammen igen. Skårene ville altid være der, men hun ville være i stand til at fungere. Ligesom en tabt tallerken.

Det var det samme, der var sket med Eleanor. Dråben der fik glasset til at flyde over. Jeg havde set det komme længe inden, bare ikke prøvet at redde det. Jeg gad ikke.

 

❈ ❈ ❈

 

Jeg sad i tourbussen, og ventede på, at vi ankom til LAX. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem. Komme hjem til min familie, og helt væk fra London for en tid. Få ro i tankerne, og forsøge at få styr på det hele.

”Er du sikker på, at det er smart at tage hjem til Vic?” spurgte Harry forsigtigt. Han vidste godt, at det var et emne der ikke skulle diskuteres, men nu bragte han det op alligevel.

”Jeg skal jo have mine ting igen ikke?” svarede jeg ligeglad. Jeg kiggede ud af vinduet, bare hendes navn gjorde mig ked af det. Harry virkede til, at han forstod, at han ikke skulle snakke mere om det. Solen skinnede udenfor, og ville normalt have haft en positiv effekt på mit humør, men ikke i dag. Jeg ville ikke kalde mig selv depressiv, men bare i utrolig dårligt humør, hvilket trods alt jo var bedre. Mit job havde lært mig at skjule mine følelser, så folk aldrig gennemskuede mig. Hvis pressen først opdagede, hvordan jeg i virkeligheden havde det, ville det være enden. De ville slagte mig.

De små flysæder irriterede mig, trods de mange gange jeg havde siddet i dem før. De blev ikke just mere behagelige af det, og man lærte ikke at vænne sig til dem. De næste timer ville blive et helvede i den mest bogstavlige forstand. Varmen ville være overvældende, tætheden med andre mennesker, lugtene af eksotiske rejsemål og sved, de uhøflige og stressede stewardesser, og den uundgåelige turbolens. Fantastisk!

Jeg satte mig ved vinduet, og Liam satte sig ved siden af mig. Så slap jeg for fremmede mennesker, der mest af alt ville sove op af mig, det gjorde da turen mere udholdelig. Liam var som en storebror for mig, den bror jeg altid havde manglet. Derhjemme havde jeg altid været omringet af piger, min mor og mine søstre. De var fantastiske, det var skam ikke det, men de havde bare aldrig været nok. Nu havde jeg Liam, og jeg fik det jeg manglede. Han var som en storebror for os alle faktisk. Lidt af et fuldtidsjob.

 

❈ ❈ ❈

 

Jeg stod med min kuffert uden for Heathrow og ventede på en taxa. De andre drenge var for længst kørt, men jeg var blevet kørt af Vic herud, så jeg havde ikke en bil her. Taxaerne var travle i London, så jeg kunne nok stå her resten af eftermiddagen. Skønt!

Jetlaget havde allerede ramt mig, og jeg ville helst ligge hjemme i min seng, end at stå her i kulden. Det var en del koldere i London, end det havde været i USA, men det var selvfølgelig også oktober. Snart var det jul, og jeg skulle hjem til min familie igen. Det var længe siden jeg havde set dem sidst.

En taxa holdt op ved siden af mig, og jeg læssede min kuffert i bagagerummet. Jeg satte mig ind på bagsædet, og gav ham Vics adresse. Byen jeg elskede, kørte forbi mig i sådan en fart, at alle de billeder min hjerne lavede flød sammen til en overvejende grå masse.

Jeg havde savnet denne by så længe, at det var helt mærkeligt at komme hjem til den. Det føltes ikke virkeligt. Jeg fortalt chaufføren, at han kunne sætte mig af hjemme ved mig i stedet, der var kortere. Han virkede glad ved tanken om at slippe af med mig, og gjorde, som jeg bad ham om. Jeg trak kufferten op af trappen, og sukkede lettet ved den velkendte knirken min dør gav når den gik op.

 

Jeg trådte ind i min lejlighed. Der mødte mig en indelukket lugt. Jeg satte kufferten fra mig, og åbnede samtlige vinduer. Et tykt lag støv havde lagt sig i vindueskarmene, og det slog mig, at jeg havde glemt at få nogen til at kigge efter lejligheden. Der havde ikke været indbrud, så der var egentlig ikke sket noget.

Støvsugeren stod i et skab, der blev åbnet alt for lidt. Faktisk blev den også brugt så lidt, at jeg havde glemt, hvordan man tændte for den. Det tog mig nok fem minutter før jeg tænkte på, at man måske skulle prøve den store, røde knap? Sveden piplede frem på min pande, et par minutter efter jeg havde tændt den mærkværdige maskine. Indrømmet, jeg hadede at gøre rent, men jeg gad heller ikke leve i en støvet, svinesti så jeg måtte finde et sundt kompromis.

Det begyndte at ligne sig selv, efter alt støvet var fjernet, og de døde fluer, var fjernet. Jeg smed mig på sofaen, og mærkede for alvor, hvor meget jeg havde savnet min egen sofa. Godt nok havde hotellerne haft sofaer, men de var slidt forkert, de nåede aldrig min egen til sokkeholderne. Min mobil vibrerede.

Zayn spurgte om han måtte komme forbi, hvorfor ikke? Han havde vist misset sit tog, og der ville gå nogle timer inden det næste kom. Jeg svarede ham, og lagde mobilen fra mig på sofabordet.

Det bankede på døren. Jeg måtte være faldet i søvn. Svimmel væltede jeg ud i sofaen og tog mig til nakken. Godt nok var sofaen god, men god var den altså heller ikke. Jeg åbnede døren, og en mindst ligeså træt Zayn mødte mig. Han var groet mig over hovedet på touren, åbenbart var han ikke færdig med puberteten endnu.

”Hey, i det mindste er jeg ikke den eneste, der er smadret” sagde han. Hans øjne var helt matte og han var bleg i huden. Han havde hverken sovet på flyet eller i bussen, det kunne han aldrig. Han fik slæbt sig ind, og satte sig i stolen på den anden side af sofabordet. Han udstødte et tungt suk, og kiggede op i loftet.

”Hvorfor missede du egentlig toget? ” spurgte jeg. Jeg kunne mærke på stemningen, at han var ivrig efter at få en samtale i gang. Han flyttede sit blik fra fugtskaden over ham, til mine trætte, døde øjne.

”Jeg gik sgu for langsomt, havde taget fejl af tiderne du ved” han brugte sine hænder utrolig meget når han talte, det var som om han ikke kunne udtrykke sig fuldstændigt med de ord, der kom ud af hans mund.

”Typisk dig! ” jeg grinede lidt af hans svar. Han gik så utroligt langsomt når han var i sin egen verden, og fordi han var ham, den kreative sjæl, var han tit i en anden verden. En langt over vores egen. Hans hjem var som at komme ind på et moderne kunstmuseum, bare med færre fisefornemme mennesker, der havde arvet deres rige mormor – rettere sagt hendes penge.

”Tjoeh, men der går et tog til om et par timer, ringer bare efter en taxa” han placerede sit hoved i den ene hånd, og hvilede albuen på armlænet. Under hans trætte ydre strålede hans lykkelige indre. Ham og Perrie havde det så godt, jeg var altid misundelig på dem. Specielt efter Vic og jeg var gået fra hinanden igen.

”Nej, jeg går bare med. Jeg skal alligevel hente mit tøj hos Victoria” jeg skar en grimasse. Han grinte af mig, mest fordi mødet ville være utrolig akavet.

”Skal jeg gå med? Bare så I ikke ryger i totterne på hinanden” han grinte mere. Hvis ikke det havde været temmelig pinligt, havde jeg også kunnet se det sjove i det. I starten havde vi ikke kunnet døje hinanden, så fandt vi sammen, og nu var vi tilbage til ground zero igen. Bare fordi jeg var et fjols. Jeg vidste jo godt, at hun ikke havde været sammen med Harry, men jeg kunne ikke styre det. Ikke længere.

”Nej, det er nok bedst, hvis jeg klarer det alene du” jeg smækkede fødderne op på bordet. Nu var det min tur til at kigge op i fugtskaden. I morgen ville jeg banke på deres dør, og tilbyde at betale for at få skaden repareret. Det var en enlig mor med tre børn der boede der, og hun ville aldrig selv have råd til det.

”Okay” han lukkede øjnene.

 

 ❈ ❈ ❈

 

Jeg bankede på hendes dør, og bed mig i læben. Mit hjerte var ved at bryde ud af mit bryst, og mine ben kunne næsten ikke bære mig mere. Nervøsiteten steg mig til hovedet, på en måde jeg aldrig havde oplevet før. Jeg havde koldsved, og jeg følte, at jeg kunne besvime hvert sekund. Jeg skulle lige til at vende om og gå igen, da døren blev rykket op, men det var ikke Vic der åbnede. Det var Eddie.

”Hvad vil du? ” spurgte han fjendtligt. Jeg vidste godt, hvorfor han var sådan. Jeg havde knust hende, og hun var hans bedste veninde, så det var meget naturligt. Jeg ville have gjort det samme.

”Jeg kommer bare for at hente mit tøj” svarede jeg underlegent. Hans kolde blik fik mig til at føle mig utrolig lille.

”Jeg får hende herud” svarede han og drejede rundt på hælen. Min puls steg yderligere, og jeg kunne snart ikke holde mig oprejst længere. Gad vide, hvordan hun så ud nu? Det var flere måneder siden jeg havde set hende, og hørt hendes stemme, hun kunne være et helt andet menneske. Alt kunne være forandret.

”Hej” en velkendt stemme mødte mig, men den var endnu koldere end jeg havde været vant til. Jeg kiggede op, og mødte de fantastiske øjne, der havde gjort mig blød i knæene et utal af gange. Det gjorde de ikke nu.

”Hej” …

 

____________________________________________________
Første kapitel fra mig af. Håber I kan lide det!

Jeg er mega glad for at kunne præsentere fortsættelsen til Runaway, når nu den sluttede så brat, men bare rolig, jeg kan allerede love, at der vil være massere af DRAMA i denne her også!
Er det ikke bare akavet? Jeg mener, Lou må hente sine ting hos Vic, som en slagen hund. Husk at læse med i næste kapitel, som bliver leveret af den altid fantastiske HorTom!

Kofoed xx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...