Uventet Gensyn

Cale, en genert 16-årig dreng der som 9-årig fik sin første bedste ven, Aiden.
Sidste gang han så Aiden, var da de begge var 13 år, og han savnede ham. Meget. Så meget at han på sin første dag som gymnasieelev vågner op, efter at have haft en fræk drøm med ham i!

9Likes
32Kommentarer
1661Visninger
AA

3. Uventet Valg af Restaurant

 

AN: Håber ikke I synes kapitlet er for kort.. jeg ved, hvor spændte I har været på næste kapitel, så håber ikke jeg kommer til at skuffe jer!

Klokken ringede, og signallerede, at den første dag var slut. Cale og Aiden rejste sig fra deres pladser. Aiden havde byttet plads med en af de andre elever, så han kunne sidde ved siden af Cale. De gik sammen ud af døren, og ud på gangen.

''Jeg skal lige hente min cykel før vi går hen til restauranten,'' sagde Cale og pegede ned af gangen, hen imod den dør der ville føre ham til cyklen, ''går du med?''

''Ja, selvfølgelig,'' svarede Aiden med et smil, ''Desto flere grunde til at være sammen med dig, desto bedre.'' Cale smilede tilbage, lidt genert, dog glad over Aiden's svar. Han havde det på samme måde. Han ville have så mange grunde som muligt, til at være sammen med Aiden. Det var derfor han havde forslåret, at han kunne hente hans cykel med ham.

Da de var gået ned af den lange gang, og ud til cyklen, låste Cale cykellåsen op, og begyndte at trække den. Aiden rakte ud efter styret , og rørte Cale's ene hånd. Det føltes som om en blød strøm af elektricitet strømmede fra Cale's hånd, og op igennem hans arm. Overrasket over Aiden's handling, stoppede han op midt på fortovet. Han kiggede op på Aiden, og lignede et stort spørgsmålstegn.

''Skal jeg trække den for dig?'' spurgte Aiden, stadig med hans højre hånd oven på Cale's venstre.

''Umh,'' Cale vidste ikke, hvad han skulle svare. Så slemt var det da heller ikke, at trække cyklen selv. ''Nej tak, det behøves du ikke. Jeg klarer mig,'' svarede Cale og smillede op til Aiden. Han synes det var sødt af Aiden at spørge, men han ville ikke besvære Aiden med, at lade ham trække hans cykel for ham.

''Kom nu, la' mig nu trække den,'' insisterede Aiden og fjernede blidt Cale's hånd.

''Hvis du insistere?'' svarede Cale, hvorefter han gav slip med begge hænder og overlod cyklen til Aiden. Cale stod på højre side af cyklen, og Aiden stod til venstre, så han overtog styringen uden at Cale skulle besværes med at skifte side. Cale kunne egentlig ikke se, hvorfor Aiden så gerne ville styre cyklen. Men han så ingen grund til at diskutere over, hvem der skulle gøre det.

Aiden viste vej hen til den restaurant han havde planlagt de skulle spise på. De passerede en masse fastfood restauranter, hvilke var almindelige steder unge mennesker spiste. Det undrede Cale, at Aiden ikke stoppede op ved en eneste af dem. Han fortsatte længere op af vejen, med Cale ved sin side, og stoppede op ved en lidt finere restaurant. Det var ikke en disideret fornem restaurant, men den så dyrere ud end fastfood restauranterne.  

''Er det her vi skal spise?'' spurgte Cale og kiggede spekulerende på restauranten. Hvordan kunne en 16-årig dreng som ham, uden et job, købe mad et sted som dette? Cale kunne med det samme regne ud, at han ikke selv kunne betale for noget af det, og bestemte på forhånd, at han måtte nøjes med noget at drikke.

Aiden trak cyklen hen tæt ved muren, og stillede den pænt på støttebenet. Han vente sig derefter om, og kiggede på Cale. ''Skal vi gå ind?'' Han viste Cale op af trappen, og holdt døren, som var han en tjener. Hans højre hånd støttede på døren, mens hans venstre lå vandret under hånds bryst, og hans udstrakte hånd pegede ind i restauranten. Cale fniste over Aiden's opførsel, og syntes det hele var blevet lidt for fornemt. Aiden grinede også. Han vidste godt, at Cale måske ville synes restauranten var lidt for fornem til to teenage-drenge at spise frokost på, så han drillede ham ved at få det til at virke endnu mere fornemt. Han syntes nu det var et passende sted til en date. Det sagde han dog ikke højt.

Efter at have været lidt tilbageholdene, gik Cale ind af døren med blikket rettet mod gulvet. Han ville ikke have, at Aiden så hans kinder var blevet røde over Aiden's opførsel. En, denne gang rigtig tjener, viste dem vej hen til et bor til to. Cale og Aiden satte sig på hver sin stol, som stod overfor hinanden ved bordet. Tjeneren gav dem en menu hver, og ventede tålmodigt på, at de skulle bestille. Aiden kiggede kort tid i menuen, og bestilte. Cale sad stadig og kiggede på tallene, i menuen han havde fået overrakt. Det var som han havde regnet med. Alting var dyrt. Eller, i hvert fald dyrt for en gymnasieelev at betale. 

''Det er okay,'' sagde Aiden, som godt kunne læse Cale's ansigtsudtryk. Han kunne godt se, at Cale syntes det var dyrt. Og så kendte han ham jo også godt. Han kunne godt regne ud, at Cale troede han selv skulle betale, hvilket han ikke havde råd til. ''Jeg betaler.''

''Umh..'' Cale trak lidt på det, og vidste ikke helt, om han ville have det godt med, at Aiden skulle betale for hans dyre mad. Han kiggede på Aiden, der smillede til ham. Hans smil prøvede at overbevise Cale om, at han hellere end gerne ville betale for maden. Cale, stadig lidt usikker, overgav sig og bestilte. Tjeneren nikkede og gik ned for at afleverede bestillingen til kokken.

De sad og snakkede i et stykke tid, indtil deres mad kom. Cale tog for sig af den lækre mad der blev stilled forand ham. Han havde nu vendt sig til den forneme atmosfære, så han opdagede at sulten havde sneget sig ind på ham. Han stoppede dog hurtigt med at tykke det han havde i munden, med gaflen i kødet på tallerkenen og kniven klar til at skære. Han kiggede ned på det dyre kød og tykkede en sidste gang, så han kunne synke. Han rettede kort tid efter blikket op på Aiden og spurgte, ''Hvordan kan du have råd til det her...?''

Aiden smilede. Han havde ventet det spørgsmål. ''Min far sætter penge ind på mit kort, når han regner med jeg har brugt de forrige op.''

''Kort?'' Cale kunne ikke forstå, hvorfor han skulle behøve et kort, når han bare kunne for pengene kontant. ''Hvorfor på et kort?''

''Det er kun mig der er rejst hjem,'' svarede han, ''min familie bor stadig i udlandet.''

''Bor du så helt alene her?!'' Cale kiggede chokeret på Aiden. De var begge kun 16 år, men alligevel havde Aiden rejst hele vejen hjem, helt alene.

''Nej, nej,'' svarede Aiden og grinede over Cale's reaktion. Han havde undladet nogle detaljer, da han regnede med, at Cale ville få den reaktion som han fik. Han kunne godt lide, at få en masse forskellige reaktioner ud af ham. ''Min far kontaktede mine bedsteforældre, og de sagde ja til at tage sig af mig.''

''Oh..'' var det eneste Cale kunne svare. Det var ligegyldigt om Aiden boede alene eller hos sine bedsteforældre, han syntes stadig det var vildt, at han havde rejst så langt væk fra sin familie. Og hvorfor han havde gjort det, undrede ham. Havde han været oppe i et stort skænderi med sine forældre eller var der noget af så stor værdi her, at det var værd at rejse så langt for?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...