Uventet Gensyn

Cale, en genert 16-årig dreng der som 9-årig fik sin første bedste ven, Aiden.
Sidste gang han så Aiden, var da de begge var 13 år, og han savnede ham. Meget. Så meget at han på sin første dag som gymnasieelev vågner op, efter at have haft en fræk drøm med ham i!

9Likes
32Kommentarer
1661Visninger
AA

2. Uventet Uheld forvandles til Uventet Held

 

Det kunne ikke passe! Hvad lavede Aiden her? Boede han ikke i udlandet med sin familie?! Det var ikke fordi Cale ikke var glad for at se Aiden, han var bare virkelig rundt på gulvet. Tårene samledes lige så stille i Cale's øjne, og Aiden smilede til ham, og lignede også en, der skulle til at græde. 

''Aiden.....'' Sagde Cale med en lav stemme og snøftede. ''Hvor har jeg savnet dig...'' fortsatte han, stadig med lav stemme. Den tryghed han før havde følt, var forsvundet, og blev nu til generthed overfor fyren foran ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige nu. Før i tiden, snakkede de om alt når de mødtes, både i skolen og efter. Han var bange for at sige noget dumt, og skræmme Aiden væk. Nu var han endelig kommet tilbage, og nu ville han ikke miste ham igen!

''Cale...'' sagde Aiden, og nussede den lavere dreng i håret. ''Jeg har virkelig også savnet dig!''

Han greb om Cale og gav ham et varmt kram. Aiden blev blindet af tåre, og lukkede øjnene så tårene faldt til jorden. Cale stod lammet. Han vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på krammet. Han var aldrig blevet krammet på den måde af Aiden! Han havde kun prøvet at blive holdt om skulderen, men ikke et rigtigt kram som det her! Cales arme begyndte at bevæge sig, og hans hænder greb stille fat i siderne af Aidens trøje. Sådan stod de et stykke tid, indtil de blev afbrudt af, at Cale blev ramt af en bold i baghovedet. Hans hoved ramte hårdt ind i Aidens brystkasse og Aiden kneb det ene øje, fordi det gjorde ondt. Men han glemte det i det sekund at Cale greb hårdere fast i hans trøje for at kunne holde sig oppe. Cale var blevet svimmel af slaget fra bolden.

''Cale!'' råbte Aiden panisk, og vidste ikke, hvad han skulle gøre. ''Cale!'' Han kiggede rundt og ledte efter dem der havde sparket bold. ''Fortæl mig, hvor sygeplejerskens kontor er! NU!'' Han så vredt på de tre drenge, og de geb og fortalte, hvor det var. Aiden tog Cale i sine arme, og løb hen til sygeplejersken. Han stormede ind af døren, og hen til en kvinde der sad ved et bord, dybt begravet i papirer. ''Hjælp ham!'' klynkede Aiden, og kiggede desperat på kvinden ved bordet. Kvinden reageret lyn hurtigt da hun så den svækkede dreng i hans arme.

''Hvad er der sket?'' spurgte hun, og viste tegn til, at Aiden skulle ligge ham i en seng bag et forhæng.

''Han blev ramt af en bold, og blev svag!'' Han så på kvinden, og bad til, at hun ville sige, at han var okay. Og det gjorde hun.

''Bare rolig, han er bare lidt svimmel over slaget, han skal bare komme sig lidt.'' Hun gik hen til en vask og tog et engangskop fra en pose med rene kopper, og fyldte den med koldt vand. ''Her, få ham til at drikke det her, og sørg for at holde ham vågen, så er han på dupperne om et par minutter.''

Aiden tog imod koppen med vand, og fik Cale til at læne sig op af ham. Cale drak vandet, og smilede til Aiden, i forsøg på, at fjerne det sidste af hans bekymring. 

''Ta' det nu roligt, Aiden, det var bare en fodbold ikke en ambolt!'' jokede Cale og syntes det var sjovt at se Aiden så bekymret over ham blive ramt af en fodbold. ''Jeg klarer mig.'' Det virkede nu som om Aiden aldrig havde været væk. Han snakkede nu til Aiden, som han gjorde før i tiden, helt fri for bekymringer.

''Hmm...'' var det eneste Aiden gav som svar. At høre Cale snakke, viste tegn på at han var ved at få det bedre, og det beroligede ham lidt. Han nussede blidt Cale i håret, stadig med ham i hans arme. Hans hoved nærmede af sig selv Cale's hoved, og han kunne ikke lade være med at dufte til hans hår. Det gav et gib i Cale, og han vidste igen ikke, hvordan han skulle reagere på det Aiden gjorde. Det var ikke fordi han hadede det. Han syntes faktisk det var meget beroligende, og han kunne mærke, at han fik det bedre. ''Hey, Cale..'' sagde Aiden direkte ind i øret på ham. Det at høre hans navn komme ud af Aidens mund direkte ind i hans øre, fik hans hjerte til at springe et slag over, og hans åndedræt til at forsvinde i et par sekunder. 

''..Ja?'' spurgte Cale, efter han var kommet i tanker om at trække vejret igen.

''Skal du noget idag..?'' spurgte Aiden, og Cale kunne mærke, at hun var nervøs. Men for hvad, kunne han ikke regne ud.

''Umh..'' Cale tænkte sig godt om, for at finde ud af, om han havde nogle aftaler. ''Nej, i hvert fald ikke nogle der er vigtige nok til at huske!'' Svarede Cale og grinte, og håbede, at Aiden også synes det var sjovt.

Aiden lyste pludselig helt op. ''Super!'' svarede Aiden. ''Emh...'' fortsatte han, nu igen usikker på, hvordan han skulle få det sagt. ''Altså, det jeg ville spørge om er, har du lyst til at tage et sted hen sammen med mig?''

Cale lavede en dramatisk tænkepause og gjorde med vilje Aiden bekymret for svaret. Cale kunne mærke, at Aiden var ivrig efter at tilbringe tid sammen med ham, og det gjorde ham virkelig glad! Men det var nu også sjovt at drille ham lidt med det. ''Hmm... la' mig se...'' Aiden kiggede intenst på Cale, og afventede svar. ''Njah, det ved jeg nu ikke..'' Aiden's reaktion viste tegn på, at han var skuffet. ''Haha! Snydt! Nu er det min tur til at narre dig!'' Cale triumferede over sin vellykkede spøg. 

''Hvor er du bare...'' Aiden vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han syntes ikke, at det var sjovt at blive narret på den måde, men han var også virkelig glad for, at han sagde ja. Han sukkede. ''..dejlig.''

Cale kiggede overrasket på ham.

''Ah! Jeg mener... Hvor er DET bare dejligt!'' skyndte Aiden at rette det til. Havde han lige sagt det højt?! At Cale var dejlig!? Hans kinder blev varme, og han håbede, at han havde nået at rede den. 

''Såååh..'' startede Cale og fortsatte, ''hvor have du planer om at tage hen?''

''Hmm..'' svarede Aiden og tænkte sig om, ''vi kunne tage ud at spise?'' Aiden smilede, og afventede svar.

''Tjah, hvorfor ikke?'' svarede Cale glad, ''jeg kan ærlig talt ikke komme i tanker om nogle steder jeg vil hen. Men så længe det er sammen med dig, så er jeg tilfreds.'' Cale blev lidt flov over, hvad der lige havde undsluppet hans mund. Han forstod det egentlig ikke. Hvad var der galt i, at fortælle Aiden, at han godt kan lide at være sammen med ham?

Aiden smilede. ''Super! Så er det en aftale!'' 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...