Uventet Gensyn

Cale, en genert 16-årig dreng der som 9-årig fik sin første bedste ven, Aiden.
Sidste gang han så Aiden, var da de begge var 13 år, og han savnede ham. Meget. Så meget at han på sin første dag som gymnasieelev vågner op, efter at have haft en fræk drøm med ham i!

9Likes
32Kommentarer
1710Visninger
AA

4. Uventet Hold af Aftale

 

''Du undrer dig sikkert over det, ik'?'' spurgte Aiden med en skævt smil, ''Hvorfor jeg har valgt at rejse hjem alene?'' fortsatte han, hvorefter han støttede sin kæbe på en halv-knyttet hånd, med albuen på bordet, og kiggede afventende efter et svar. Han regnede ikke med, at Cale kunne regne ud, hvorfor han var kommet hjem, og han glædede sig til at fortælle det.

Og, som Aiden havde regnet med, svarede Cale, ''Ja, jeg har faktisk undret mig lidt..'' og fortsatte ''Hvorfor?'' Cale kiggede nysgerrigt på Aiden, som stadig holdt hovedet med hånden, og lignede en, der ville sige noget vigtigt.

''Gæt.'' På trods af, at Aiden gerne ville fortælle grunden, ville han gerne trække spændingen lidt ud, og høre Cale's gæt. ''Hvad tror du grunden er?'' Spurgte han og smilede lumsk.

''Hmm..'' Cale tænkte sig om. Han havde tænkt på, om det havde været et skænderi, der havde fået Aiden til at rejse. Men det var nu alligevel lidt for overdrevet. Han kendte Aiden, og vidste, at han ikke var den type, der ville bryde familie-båndet på grund af et dumt skænderi. Han kom i tanke om den anden mulige grund. ''Er der noget her, du har savnet?''

Aiden fik et bredere smil. Cale havde gættet rigtigt. Det lod dog ikke til, at Cale var helt sikker på, hvad det var Aiden savnede. Men det var ikke den eneste grund til, at Aiden var vent hjem, så han svarede, ''Ja, det er også en grund.'' Han fjernede armen fra bordet, og satte sig ordenligt i stolen. Han var nu ikke længere sikker på, om han ture at fortælle det, han havde planer om at sige. Han samlede mod til sig, og startede, ''Cale..''. Han havde et mere seriøst blik, dog stadig med et strejf af et smil over læben.  

''Ja?'' Cale kunne fornemme, at det var nu Aiden ville fortælle det vigtige. Han blev utålmodig. Han ville vide, hvad det var Aiden havde at fortælle!

''Kan du huske i 6. klasse, da vi snakkede om vores fremtid?'' spurgte Aiden, og smilet forsvandt nu, og kun de seriøse øjne var tilbage. ''Vi snakkede om, hvilket gymnasium vi ville starte på sammen, efter vi var gået ud af niende klasse.'' 

Cale tænkte tilbage. Det kunne han godt huske. De sad i klassen sammen, og snakkede om deres fremtid. Ingen af dem, vidste hvad de ville efter de var færdige med skolen. De endte op med en aftale om, at de skulle starte på det samme gymnasium, så de ikke skulle skilles fra hinanden. Cale smilede sørgmodigt ved mindet. Det var kort før Aiden's far fik arbejde i udlandet, og skilte dem ad. For evigt, troede Cale. Indtil nu. ''Du holdt vores aftale.'' Cale smilede nu lykkelig, med blanke øjne, der truede med at begynde at løbe i vand. Han havde glemt alt om aftalen, da han troede, han aldrig ville få Aiden at se igen!

''Ja,'' svarede Aiden og følelserne hobede sig op i ham. ''Jeg holder altid, hvad jeg lover.'' Han smilede kærligt, ''Jeg vil altid finde en vej. ... Især for at se dig igen.''

Cale kiggede, med røde kinder, ned på gaflen i hans hånd. Og så på, hvordan hans tommelfinger, nervøst, nussede ved skaftet. Han sank en klump. Vidste endnu engang, ikke hvad han skulle sige. Han syntes Aiden havde forandret sig meget. Han var helt anderledes end for 3 år siden. Ikke mindst hans udseende, som var gået fra nørdet til cool. De briller han havde båret før i tiden, var nu blevet skiftet ud med kontaktlinser. Men også hans valg af ord, var blevet skiftet ud. De var nu kærlige, og ikke bare venskabelige, og de fik Cale til at blive helt varm, både indeni og udenpå. Han kunne ikke forklare hvorfor. Han vidste ikke, hvad det var, der var galt med ham, siden han følte sådan. 

De spiste færdig i stilhed. Ingen af dem vidste, hvad de skulle sige. Det Aiden havde sagt, havde gjort dem begge generte ved situationen. For få minutter siden, havde de snakket om alt der lige faldt dem ind, men nu, var det bare som om, deres hoveder var blevet tømt får alt andet end de ord Aiden lige havde sagt.

Efter lidt tid i stilhed, rømmede Aiden sig. Cale kiggede op på ham, hvilket gjorde Aiden genert igen. Aiden holdt sig løst for munden og kiggede væk, ikke sikker på, at han ture lade ordene slippe hans mund. ''Vil du,'' startede han, og fortsatte, ''med hen til et marked i byen, her i weekenden?'' Aiden kiggede tilbage på Cale. Nu havde han jo sagt det. Men han var bange for Cale's svar. Hvad nu, hvis han ikke ville? Hvad nu, hvis han afviste ham? ''..A-altså... kun hvis du gider..''

Cale smillede til Aiden. Imponeret over, at han var så ivrig efter at lave aftaler om at ses. Godt nok havde de været venner siden 2. klasse, men Aiden havde aldrig før været så ivrig efter, at lave aftaler på den måde. Det har bare altid været noget de aftalte tilfældigt hen af vejen, ikke noget de planlagde en uge i forvejen!  ''Meget gerne!'' svarede Cale, og forsøgte at lette nervøsiteten i luften. Godt nok var der en hel uge til, og han ville se Aiden i skolen, men der var noget i ham, der ikke kunne vente på, at tage til det marked med Aiden! Han følte det var noget særligt. Det var en aftale mellem dem.

Dagende gik, og de kom tættere og tættere på weekenden. Aiden og Cale's samtaler begyndte at flyde mere og mere naturligt for hver dag der gik. Det føltes pludselig som om, Aiden aldrig havde været væk. Cale var lykkelig. Han så frem til 3 gode gymnasiumår sammen med Aiden. I ny og næ sagde eller gjorde Aiden stadig noget uventet, men Cale kunne godt lide den følelse, Aiden's ord eller handlinger, gav ham. Han kunne næsten ikke vente til, at Aiden igen ville nusse ham i håret eller omfavne ham.

Men pludselig, fra den ene dag til den anden, begyndte Aiden at holde afstand til Cale. Cale havde en følelse af, at han måtte have sagt noget, der havde såret Aiden. Men han kunne ikke finde ud af, hvad det var. Selvom Aiden stadig var ved hans side, følte han sig ensom. Han savnede at blive omfavnet af Aiden. At kunne være tæt nok på ham, til at kunne indånde hans maskuline duft. Han tænkte så langt tilbage han kunne huske, og prøvede desperat at finde ud af, hvad han kunne have sagt eller gjort. Men han kunne ikke komme i tanker om noget.

Det blev lørdag, og heldigvis havde Aiden ikke aflyst deres plan om at tage til markedet i weekenden. Og det var Cale lykkelig over. Han var bange for, at Aiden ikke længere, kunne lide at være sammen med ham. 

De havde aftalt at mødes på pladsen klokken 3, og da Cale kom kvart i 3, for at være sikker på, at være der til tiden, stod Aiden der allerede. Gad vide, hvor længe han har ventet? Tænkte Cale, og gik Aiden i møde, og sammen gik de ind på pladsen.

Pludselig greb Aiden fast om Cale's hånd. Cale blev overrasket, og han kunne igen mærke strømmen af blød elektricitet flyde op igennem hans arm. Han var lammet. Vidste ikke hvad han skulle gøre. Hvorfor holdt Aiden pludselig hans hånd?! 

AN: Urgh... er det bare mig, eller bliver kapitlerne kortere og kortere...? X.x Håber på at gøre det godt igen, i næste kapitel! :c

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...