Uventet Gensyn

Cale, en genert 16-årig dreng der som 9-årig fik sin første bedste ven, Aiden.
Sidste gang han så Aiden, var da de begge var 13 år, og han savnede ham. Meget. Så meget at han på sin første dag som gymnasieelev vågner op, efter at have haft en fræk drøm med ham i!

9Likes
32Kommentarer
1744Visninger
AA

1. Uventet Drøm

 

AN: Jeg er ikke en professionel forfatter,men jeg synes det er hyggeligt at skrive historier, selvom jeg sikkert ikke er god til at beskrive handlinger på en kreativ og detaljeret måde. Men håber du stadig nyder min historie, og ikke bliver skræmt væk af starten! Kan fortælle på forhånd, at den ikke vil fortsætte sådan! XD 

 

Aiden’s hånd gled langsomt fra Cale’s bryst og ned henover hans mave. Cale gav et støn fra sig, og åbnede brat øjnene, overrasket over den lyd der havde undsluppet hans mund. Aiden smilede tilfreds på ham, stolt over, at han kunne få sådan en reaktion fra ham, bare ved at røre hans hofter. Cale kiggede flovt væk, og hans blege kinder blev røde.

’’Ret utroligt,’’ sagde Aiden og kærtegnede sin partners kind, ’’her ligger vi, to bedste venner, i samme seng, og gør frække ting med hinanden.’’ Han afsluttede sin sætning ved at kysse ham på den modsatte kind, end den han kærtegnede. Det gav et set i Cale, da Aiden’s læber bevægede sig hen imod hans mund. Han lukkede øjnene igen, og gjorde sig klar til at modtage kysset. Det var vidunderligt. Aiden, hans nørdede ven, med brunt krøllet hår og fantastisk smukke grønne øjne gemt væk bag et par briller, var en bedre kysser end han have troet.

’’Cale, der er en vigtig ting du må vide..’’ tilstod Aiden, og så alvorligt ind i Cale’s mørkeblå øjne og nussede ham i hans pjuskede, sorte hår.

’’Hvad..?’’ spurgte Cale nervøst, og skubbede sig opad med albuer og kiggede direkte ind i Aiden’s  grønne øjne. ’’Hvad er det, du vil fortælle mig..?’’ Cale sank en klump, og afventede svar.

’’Jeg…’’ sagde Aiden og støttede sin pande mod panden under ham. ’’Jeg elsker dig,’’ fik han endelig samlet mod til at sige, og fortsatte så, ’’det syntes jeg bare du skulle vide. Jeg ved ikke om det er åbenlyst, eftersom jeg stort set ligger oven på dig i sengen, heh..’’ han grinede lidt over hans akavethed, og kunne godt se, at han nok havde gjort Cale mere nervøs for, hvad han ville fortælle, end højest nødvendigt.

’’Ømh…’’ svarede Cale, endnu mere flov over, at de lå i sengen, nu hvor Aiden havde gjort ham ekstra bevist om det, plus det han så lige havde fået at vide. Aiden elskede ham. Det var noget andet at få det at vide, end bare at blive kysset, og prøve at regne det ud selv. ’’J-jeg…’’ stammede Cale, ikke sikker på, om han turde lade ordene slippe hans mund. Han tog en dyb indånding og fik det næsten råbt ud. ’’Jeg elsker også dig!’’ Efter han havde sagt det, blev han flov, og tåre begyndte at titte frem i hans øjenkrog. Aiden tog langsomt sin hånd op imod sin partners øjne, og tørrede det væk med sin finger. I det sekund blev Aiden drillesyg. Da Cale åbnede sine øjne igen, var det første han så, Aiden der slikkede hans saltede tåre af sin finger. Cale’s kinder blussede op, og blev helt røde. Et grin undslap Aidens mund. Han fandt reaktionen underholdene og begyndte at kysse Cale’s hals. ’’Nhn…!’’ stønnede han ved tungens kontakt med kæben.

’’Cale..’’ kom det fra Aidens mund mens han kyssede. ’’Cale.’’ Fortsatte han. Cale undrede sig over, hvorfor han blev ved med at kalde hans navn. ’’Cale!’’ råbte han, og hans stemme lød som en kvindes. Han blev straks revet ud af sin drøm, da han indså, at det var hans mors stemme. ’’Cale, du skal op nu! Du vil vel ikke komme for sent på din første dag i gymnasium…?’’

’’Emh...’’ Han var helt rundt på gulvet efter den drøm han lige havde haft. Hvorfor havde han drømt om sin bedste ven Aiden? Han var den første der havde snakket til ham, da han skiftede til en ny skole i 2. klasse. Flytningen var grundet, at hans mor var blevet skilt med faren, og havde taget forældremyndigheden. ’’Nej.. Tak,’’ svarede han, oprigtig taknemmelig for, at hun havde vækket ham i god tid. Og for at vække ham fra den drøm, der var ved at gå over gevind! Han satte sig op i sengen og skubbede hans hund Jess væk. Det var hende der havde kravlet rundt og slikket ham mens han sov!

Han bad moderen om at gå ud, så han kunne tage tøj på. Han var ligeglad med, hvad han tog på. Det var jo ikke ligefrem fordi, hans valg af tøj ville tiltrække venner. Eller kæreste. Cale kom til at tænke på de sidste 3 år, hvor han havde siddet for sig selv i frikvartende og aldrig havde snakket med andre end hans lærere. Han tænkte også på, hvordan han altid arbejde alene, selvom det var gruppearbejde. Han glædede sig ærlig talt ikke til at starte på gymnasium. Ikke, hvis de skulle være endnu 3 år helt alene.

Da han havde taget sit tøj på, og lagt sit sorte hår ned, kiggede han sig selv i spejlet i et par sekunder ekstra. Det var ikke hans udseende der var noget galt med. Han var ikke selvglad, men han syntes personligt, at han så meget normal ud. Han havde normalt hår, normale øjne en normal næse og krop. Ja, alt var rimelig almindeligt i hans øjne, og han lignede så mange andre. Så måtte det være noget andet den var gal med. Hans personlighed. Han var den generte type, og havde fra 2. til 6. klasse ikke snakket med andre end Aiden. Det var nok en fejl fra hans egen side. Men det tænkte han ikke over dengang, for han var jo glad, så længe han bare havde Aiden. Han vidste jo ikke, at han ville forlade ham på et tidspunkt. Hvor skulle han vide fra, at Aidens far ville få et arbejde i udlandet, og at han ville tage hele sin familie med, og derved efterlod Cale til sig selv, uden en eneste ven ved sin side? Cale sukkede. Han savnede virkelig Aiden.

Han gik med tunge skridt ned af trappen, og satte sig ved morgenbordet, hvor der var ny-ristet brød på en tallerken og en smørkniv ovenpå en bakke smør. Han greb ud over kniven, og tog træt smør på kniven og sørgede for, at smørret ikke lå som et tykt lag i midten, men dækkede hele brødet i et fint tyndt lag. Han spiste brødet og slappede derefter af i 5 minutter før han gik ud til cyklen og tog i skole. Det var en dejlig kølig morgen i august, og Cale nød turen. Det var rart at køre i den friske morgenluft, og han nød det, for han vidste, at han snart skulle sidde i et indelukket klasselokale i flere timer og blive introduceret til hans nye klassekammerater, som han skulle undervises sammen med de næste 3 år.

Han ankom efter et kvarter til gymnasiummet og brugte 5 min på at finde sit klasselokale 1.F. Han satte sig på en af de mange frie stole. Han var kommet i god tid. Ude på gangen kunne han høre en stor gruppe af piger og drenge lære hinanden at kende. Cale blev trist til mode over, at han ikke ture gå ud og blande sig med flokken. Han var alt for bevist over sin generthed. Efter et par minutter alene i klassen, ringede klokken for anden gang, og lokalet blev hurtigt fyldt op af larmende teenagere, der var helt oppe at køre over, at de nu var gymnasieelever. Læren kom ind, og han fik folk til at fortælle deres navne. Cale var nervøs for, hvornår det blev hans tur. Hvad hvis hans stemme knækkede når han skulle sige sit navn, og alle derfor ville begyndte at grine?

Efter 7 elever havde fortalt deres navne, blev det Cales tur.

’’Så, nu er det din tur til at fortælle dit navn.’’ Sagde læren, og kiggede på Cale med et smil. ’’Fortæl klassen, hvad du hedder.’’

’’E-emh..’’ Cale begyndte at få det varmt, og følte sig i det hele taget utilpas ved situationen. Han kunne føle alles blikke rettet mod ham. ’’C-Cale..’’ Pis! Råbte han i sine tanker. Han havde stammet! Hans hjerte hamrede stadig videre, selvom læren for længst havde spurgt de næste 3 elever om deres navne.

Der var nu gået 88 pinefulde minutter med introduktioner, forskellige vigtige informationer og til sidst forskellige små lege, hvor man skulle arbejde i team. Cale havde ingenting sagt siden de 4 sekunder det havde taget ham, at fortælle sit navn.

Han mærkede pludselig finger prikke ham på hans højre skulder. Han blev forstrækket og kiggede til siden. Men han kunne ikke se nogen.

’’Haha, der fik jeg dig!’’ sagde en bekendt stemme til venstre for ham. ’’Det er utroligt du hopper på den hver gang!’’ Fyren havde grint så meget, at han måtte tørre en tåre væk fra øjenkrogen af hans venstre øje.  

’’Emh….’’ Cale syntes han kendte stemmen, men han kendte ikke fyren stemmen tilhørte. ’’H-hvem er du?’’ Spurgte han nervøst den fremmede fyr. Fyren kiggede længe på ham, og det gjorde ham utilpas.

’’Ved du seriøst ikke hvem jeg er?’’ Svarede fyren trist, og kiggede direkte ind i Cales dyblå øjne, med hans egen grønne. Det var ret pudsigt, at fyren, der var den første der snakkede til ham, havde grønne øjne og brunt hår ligesom Aiden. Det mindede ham om hans første dag i 2. klasse.

’’Nej..’’ Indrømmede Cale. Han var ikke så nervøs længere, da den fremmede fyr mindede ham så meget om Aiden. ’’Skulle jeg det?’’ Spurgte han og kiggede undrende op på den fremmede fyr.

’’Ja, det ville jeg mene.’’ Fyren kiggede strængt på Cale. ’’Det er mig! Aiden! Din bedste ven siden 2. klasse!’’ sagde fyren højlyst med et kæmpe smil på læben. Cale kunne ikke tro sine egne øre. Var den fyr foran ham, der ikke havde noget som helst nørdet over sig, men derimod var virkelig cool, Aiden?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...