Uventet Gensyn

Cale, en genert 16-årig dreng der som 9-årig fik sin første bedste ven, Aiden.
Sidste gang han så Aiden, var da de begge var 13 år, og han savnede ham. Meget. Så meget at han på sin første dag som gymnasieelev vågner op, efter at have haft en fræk drøm med ham i!

9Likes
32Kommentarer
1664Visninger
AA

7. Uventet Afsløring

AN: Da jeg skrev dette kapitel første gang, endte det med, at det hele forsvandt lige som jeg skulle til at gemme.. så har måttet skrive det hele om igen.. så ved ikke om kapitlet måske virker en smule ''rushed'', det må i meget undskylde, men håber det er godt alligevel. :)

 

Klokken var blevet mange, natten var ved at bryde frem og Månen skindede nu klart på himlen. Det hele var så småt ved at lukke og slukke, og folk gik ud sammen i små flokke. Cale og Aiden blev enige om, at det også var tid for dem at komme hjem. De gik side om side imod udgangen, og hvis det ikke havde været for folkemængdens summen af blandede stemmer og musikken fra forlystelserne, så havde der været helt stille omkring dem. De nåede ud på fortovet, mængden af mennesker begyndte at sprede sig mere ud. Aiden og Cale endte efter et stykke tid med at gå alene på fortovet, kun oplyst af den klare måne og med jævne mellemrum blev de oplyst af lygtepælenes lyskegler. Cale’s kinder var stadig røde ved tanken om hvad der lige var hændt. De forsatte længe i stilhed, Cale's øjne rettet mod asfalten, og Aiden’s rettet lige ud i mørket foran dem.

Aiden blev træt af stilheden og besluttede sig for at brydde den, ’’Jeg er glad for at vi tog sammen herhen,’’ og smilede derefter skævt, nu med blikket rettet mod Cale.

Cale kunne fornemme øjnene der kiggede på ham, og kiggede hurtigt op. Her mødte han Aiden’s øjne, og han kiggede hurtigt ned igen.

’’Y-eah,’’ svarede Cale, og hans stemme knækkede en smule, fordi han ikke havde sagt noget længe. Hans kinder blussede endnu mere op.

Aiden grinede lavmælt og forsøgte at skjule det ved at sætte en halvknyttet hånd op foran munden. Det hjalp dog ikke. Cale havde hørt det.

’’I-ikk’ grin..’’ sagde Cale flovt.

’’Undskyld,’’ svarede Aiden, og han lod derefter langsomt sin hånd falde ned langs siden. ’’Kunne ikke lade være’’, fortsatte han og smilede skævt.

Cale havde langsomt rykket sig tættere på Aiden som de var gået frem, og Aiden’s hånd endte med at strejfe Cale’s. Forstrækket trak Cale sin hånd til sig, men Aiden var blevet bidt af stemningen og valgte at gribe ud efter hans hånd. Cale forsøgte i kort tid at trække sin hånd til sig, men han havde intet imod det, så han valgte at lade hånden blive i Aiden’s blide greb.

De fortsætte derefter videre i stilhed, men de syntes nu at det var hyggeligt at gå side om side, hånd i hånd, i ly af mørket. Man kunne hører en enlig hund gø et stykke væk.

De var nu nået et langt stykke, og man kunne begynde at se Cale’s hus springe frem mellem vejens mange huse. Det var et lille to-etaget, beigefarvet hus, med en veranda for enden af den lille stig der gik fra vejen og op til huset.

Aiden begyndte at stramme grebet af Cale’s hånd, han ønskede ikke at sige farvel om lidt. Han måtte dog indse at han blev nød til det.

De havde nu nået hele vejen hen til huset, og de gik op imod den mørke veranda. En censor opfangede pludselig deres tilstedeværelse, og et lys ved døren oplyste et lille del af verandaens gulv.

Da de var gået op af tre trin, og stod på verandaens fugtige, mørkebrune trægulv, vendte Aiden sig mod Cale og greb fat i hans frie hånd der hang afslappet langs hans side.

Cale kiggede på hånden, og derefter fandt han et punkt på gulvet, en stor knast, og hans øjne blev som naglet til det bestemte punkt.

’’Kig op,’’ lyd det fra Aiden’s mund, blidt og insisterende på samme tid.

Cale holdt blikket på knasten. Han viste ikke hvad han skulle gøre i denne situation. Han kunne mærke der var blevet skabt en særlig stemning, som de stod der, alene på den let oplyste veranda.

Aiden gav op, han indså at han ikke kunne få Cale til at kigge op, så i stedet bøjede han i knæene og vippede hovedet tilbage. Han fangede Cale’s blik, hvilket fik Cale til at spærre øjnene op, for derefter at lukke dem lynhurtigt og hård i.

Pludselig kunne Cale mærke noget blødt og varmt der trykkede mod hans læber. Hans hoved blev fuldstændig tømt for tanker. Han kunne ikke fokusere på andet end varmen på hans læber. Han viste hvad det var; Aiden’s læber, mod hans.

Kysset stoppede og et forbløffet gisp slap forbi Cale’s læber, og han røg ud af sin trance. Aiden rejste sig langsomt op og kærtegnede Cale’s kind. Han kunne pludselig mærke varmt vand løbe hen over hans finger og han trak sig forskrækket tilbage.

’’Undskyld,’’ udbryd Aiden, ’’Det var ikke meningen at jeg skulle få dig til at græde.’’ Han tog en halvknyttet næve til panden, og dækkede derved halvdelen af sit ansigt med armen. Han følte at han havde begået en fejl.

’’Det’.. okay,’’ svarede Cale stille. ’’Jeg er bare så.. glad.’’ Han tog sit ærme og forsøgte at tørre sine tåre væk, men de kom hurtigt tilbage. Han smilede og kiggede op. Tårrene fik hans øjne til at glitre da lyset ramte hans øjne. Aiden blev helt forfjamsket og kunne ikke andet end at smile bredt.

I det samme var der en mandestemme der rømmede sig. Der stod nu en voksen mand i dørkammen. Han havde de samme mørkeblå øjne, og det samme sorte hår som Cale; det var hans far. Cale's far stod i dørkammen.

Hvor længe havde han stået der? Havde han mon set det hele?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...