My Little Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 18 nov. 2013
  • Status: Igang
Ella på 20 år, er eks-kæresten til Niall Horan..
Efter de har slået op finder Ella ud af en stor hemmelighed, som hun ikke tør og fortælle til nogen.
Hun ser stadig drengene, men kan hun holde det skjult. Eller kommer det ud?
Under Ellas historie, kommer hun til at opleve ting, hun aldrig i sine vildeste drømme havde troet kunne være mulige..
*GROFT SPROG, OG MÅSKE VOLDSOMME SCENER*

51Likes
67Kommentarer
5222Visninger
AA

16. " I Just Wanna Go Home!"

Jeg smiler stille, og griner en smule. Jeg retter hurtigt blikket hen imod døren, da lægen kommer ind, han må have svaret den her gang. Altså jeg kan godt grine, smile og snart sige de mest vigtigste ord.

Men det svar jeg har ventet på længe, kommer måske frem nu. Sandheden om mig, om jeg skal i kørestol, eller bare blive genoptrænet "Vi har endelig fået svaret efter mange undersøgelser" Jeg klemmer hårdt Liams hånd, det øjeblik jeg har ventet på længe.. Det øjeblik jeg skal vide om jeg er handicappet eller ej. Det øjeblik jeg havde håbet på, jeg aldrig skulle opleve.

Men det skete, det øjeblik der aldrig strejfede min tankegang, kom frem nu.

"Efter et halvt år med genoptræning, burde du være dig selv igen" Han smiler stille.

Et halvt år, jeg kan ikke gå til genoptræning i et halvt år! Jeg har alt for meget jeg skal nå, jeg kigger hen på Liam, hvor jeg kan se hans blik har ændret sig, før var han så glad, og at tanken om mig, slet ikke strejfede ham, men nu.

Mareridtet blev virkeligt.

Og valget imellem og støtte mig, eller forlade mig, er nu op til ham. At miste ham, er noget jeg ikke vil have skal ske, håbet om at han bliver hos mig, hjælper og støtter mig, er der.

Men tanken om at jeg måske også mister ham, på grund af det pres der bliver lagt på ham, at han skal hjælpe mig med alt.

Og lille Isabella. At jeg skal være til genoptræning hele tiden, og ikke kunne se hende gøre store fremskridt, med sit liv, er noget der såre mig mest. At jeg går glip af hendes start på livet, at jeg ikke kan løbe rundt med hende i haven, gå ud og finde hende noget fint tøj, til en fest.

At jeg bare skal til genoptræning. My Life Sucks.

Jeg åbner munden og tager mig sammen "Kan jeg ikke bare lære mig det selv. Altså at det efterhånden bare kommer til mig?" Jeg tager mig til munden, talte jeg lige? Altså en hel sætning uden og stamme, uden problemer med udtagelsen.

"Du gør allerede store fremskridt, unge pige. Jeg har aldrig i hele min karriere set en gøre så store fremskridt efter 3 uger. Det er imponerende!" Jeg smiler glad, og tager Isabella op til mig.

Min lille pige.

"Så nu regner jeg med at genoptræningen ikke kommer til at tage så lang tid, siden du er så hurtigt!!" Jeg er skide heldig! At Gud vil lave mig leve livet, at komme mig så hurtigt, han elsker mig!!

Men man skal ikke tage livet for givet, var der engang en gammel mand der sagde til mig, og det har jeg aldrig tænkt mig at gøre. Jeg er glad for mit liv, jeg er tilfreds.

Jeg har en dejlig lille datter, en fantastisk familie, ubeskrivelig dejlig kæreste samt eks. Alt er perfekt. Men, jeg tænker stadig på de små børn i Afrika. At de intet tøj har, intet vand eller mad. Så jeg burde være glad, og tilfreds, at jeg har et godt liv.

Men det er ikke altid sådan jeg har det, nogen gange er det ikke retfærdigt, at det er mig der skal opleve en trafik ulykke, at jeg næsten døde. At mit liv skulle ende.

At jeg er så egoistisk, at jeg ikke tænker på andre end dem der står mig nær, at jeg glemmer om de andre omkring mig. Om de hjemløse, fattige.

Den oplevelse har ændret mit liv, jeg tager ikke livet seriøst mere, det gælder nemlig om at opleve så meget som muligt! At leve det fuldt ud! At opleve det jeg altid gerne ville opleve, og prøve det jeg aldrig have regnet med.

****

"Bare 4 skridt mere" Jeg tager hurtigt de sidste skridt og sætter mig ned. Det er faktisk meget hårde end det lyder til at være. De siger hele tiden til mig at jeg er kommet hurtigt frem, at jeg er hurtigere end de andre der er på 'hotellet' og at jeg burde være stolt af det. Hvilket jeg også er.

"Hvor lang tid har jeg været her nu?" Spørger jeg om og tager en slurk af vander og tørre min pande af "5 uger" Svare damen glad, og hjælper mig op igen "Jeg vil ikke det her mere, jeg vil bare gerne hjem, jeg savner Isabella og Liam. Og resten af min familie"

Jeg sætter mig trist ned igen, og ligger mine arme på kryds imens jeg kan mærke den første tåre trille ned af min kind. Det her er for hårdt for mig, ikke at have deres støtte ved mig, gør det svært og uopnåeligt.

"Jeg vil bare gerne hjem" Siger jeg toneløst og rejser mig op, og går det meste af min vej væk, men før jeg ved af det, bliver det for hårdt og jeg sætter mig på stolen ved siden af.

Jeg puster ud alt min luft ud, og trækker noget nyt ind, det er hårdt og være mig. Men jeg skal stadig huske at det er hårde for andre folk end mig.

****

Jeg rejser mig op, og løber med Isabella. Ja, jeg er færdig med genoptræning, det tog mig kun 9 uger! Ha! In Your Face læge!

De sagde at jeg var et mirakel, de er stolte af mig, og jeg kom endda i avisen. Igen.

_______________________________________________________

Det ønsket kapitel er endelig kommet! Er virkelig ked af at jeg ikke har skrevet i et par uger, men jeg havde mistet gnisten. Men her er der et! Og gnisten er tilbage!! Skal nok få skrevet så meget som muligt!! Kys kys!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...