So Now We Meet Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Hvad sker der når en nyresydom ligepludselig overtager din krop, og du skal bruge en andens nyre? Det sker for den super uheldige pige Jessica, på 17 år. I en tidlig alder møder Jessica en masse udfordringer i livet. En dag vender Jessica's bror tilbage efter at have haft forladt hende og hendes familie, frem for et drengeband. Kan hendes bror hjælpe hende og får de bygget et nyt, stærkt og veligeholdende søskendeskab igen? Eller vil det hele ende i kaos? Og hvad nu hvis en forelskelse, i en af drengene fra bandet, dukker frem? Hvordan vil det hele ende? Følg med i den spændende movellas -So Now We Meet Again {1D}- og se hvordan det ender. Smid også gerne et like, eller en kommentar. Ris og Ros! :)
-Sille :D

49Likes
27Kommentarer
7671Visninger
AA

4. Bad news on bad news!

"Det ser ret slemt ud Jessica." Hva' fanden mente hun med det? Slemt? Kom nu til sagen kvindemenneske! Jeg hader når folk trækker tiden ud!

Endelig fik kvinden åbnet munden, men de ord der kom ud var ikke de ord jeg havde regnet med. "Du har Nyresvigt, Jessica." Sygeplejeske-ved-navn-Sarah-say-what? Nyresvigt?  Hvad fanden mente hun med det? Jeg var mundlam, så mange spørgsmål i mit hovede, men ingen slap igenemmen min mund, ikke engang et lille 'okay' slap igenemmen. Ingenting. Det her kunne ikke passe.

"Det passer ikke!" Sagde jeg hårdt! Jeg kunne mærke at tårene presse sig på. Og der! Den første tårer gled ned af min kind, efterfulgt af et lille hulk. Pludselig strømmede det med tårer der kæmpede for at komme ud. "Jessica, jeg er ked af at sige det, men det passer med alle de prøver vi har taget." Hvis der var noget jeg ikke kunne klare lige nu, så var det at høre på hende Sygeplejeske-Sarah. Det kunne min mor vidst fornemme på mig, så hun fik hurtigt sendt sygeplejesken ud igen.

Ingen sagde noget. Det eneste der kunne høres var hulk og gråd fra mig. Jonas brød tavsheden og kom hen til mig, hvis der var noget jeg ville nu, så var det at være i hans favn. Jeg rykkede mig så Jonas kunne komme op til mig i sengen. Han tog om mig og trøstede mig ved at vugge mig lidt frem og tilbage. Jeg fandt det meget behageligt og begyndte lige så stille at falde til ro. Mine øjne lukkede sammen, og før jeg jeg vidste af det, var jeg faldet i en dyb søvn.

 

Jeg vågnede ved at Jonas havde fået krampe i sit ene ben, efter at havde sat i samme stilling i for lang tid. Jeg kunne ikke andet end at grine af det. Det så faktisk komisk ud. Mit smil falmede da jeg kom til at tænke tilbage på hvad Sygeplejske-Sarah havde fortalt. Jeg var ved at være godt træt af hende Sygeplejeske-Sarah. Hun kom kun med de dårlige nyheder. Det bankede på og ind kom en mandlig sygeplejeske. Han gav mig hånden og sagde at han hed Jacob. Han virkede flik. "Må jeg lige snakke med dig, Frue.?" Han ville gerne snakke med min mor. Hun fulgte efter ham ud på gangen.

 

Efter ca. 5-10 min. kom min mor tilbage. Scarlet, Jonas og jeg havde bare hygget os de minutter min mor var væk. Ikke engang nævt noget om min sygdom. Det var rart at komme på andre tanker.

"Hva' så mor?" Spurgte jeg, efter jeg havde grint af en af Jonas' platte jokes. "Han sagde såmen bare, at for at du kan overleve, så skal du have en ny nyre. Og jeg kan melde mig til at donere, hvis jeg havde lyst." Mor virkede rimelig sikker på det hun sad og fortalte. "Vil du så det mor?" Fik jeg hurtigt spurgt. "Selfølgelig vil jeg det, skat. Det er jeg ikke et sekundt i tvivl om. Men jeg skal ha' taget noget blodprøver for at se om mit og dit blod passer sammen. Hvis det ikke gør...Så kan du ikke få min ene nyre."

Jeg var lettet over at hun vil give hendes ene nyre væk til mig. Men det sidste hun sagde blev jeg jeg ret chokeret over.

Hvad nu hvis de ikke passede sammen?

Hvem vil så give mig en nyre?

Alle de spørgsmål i mit hovede...

 

Mor skulle ind og have taget blodprøver imorgen.

Jonas var taget hjem, men sagde han kom igen imorgen.

Scarlet og mor var flyttet ind på mit værelse, eller hvad man kan kalde det... Fængsel...

Jeg var ihvertfald taknemlig for at de gad at være herinde ved mig.

Scarlet passede sin skole, men kom hen til mig efter skole.

Lægerne havde sagt at jeg skulle havde renset mit blod i 4 timer om dagen. Hver dag!

I morgen vil svarene til mor's blodprøve komme. Og vi vil få dem afvide ved en 13'tiden. Jeg var begyndt at synes timerne, hvor jeg bare skulle vente på at der skete noget, var begyndt at blive lange. Ingenting skete! Jeg sad på min pc hele dagen. Facebook,Twitter og Youtube osv. Når scarlet kom på besøg, så vi enten film, kørte kørestolsræs ned af gangen, åd en helveds masse slik, hørte høj musik, snakkede eller spillede spil. Vi var ret kreative når det kom til stykket. Jeg tror at de andre der boede på hospitalet var ret trætte af os. Jeg elskede hende for at hun gad at være sammen med mig.

Min mor gik på Arbejde som hun plejede, men kom hen til mig når hun var færdig på jobbet. Jeg fik nogle gange besøg, det var ikke så tit, en dag kom min mormor og morfar. Og tit kom Jonas også over. Nogle af min mor's venner var kommet for at ønske mig god bedreing. Og dem der kom havde også nogle gange noget med til mig. Jeg var også begyndt at synes ret godt om sygeplejeskerne, pånær Sarah.

Det var idag at mor's svar på blodprøverne skulle komme. Jeg var ret spændt, det gald mit liv. Klokken var lige nu 12:35, så der var ikke så lang tid til at svarene ville komme.

Den halve time gik ekstremt langsomt. Den længste halve time i mit liv. Mor var kommet hjem fra jobbet, og var lige så spændt som jeg var. Scarlet var her også, og virkede lige så spændt som os.

En mand i hvid kittel kom ind med nogle papir i hånden. Jeg genkente straks manden, det var Jacob. Sarah kom aldrig mere, måske havde jeg skræmt hende væk...Fuck det.

Jacob begyndte at snakke om en masse jeg ikke forstod noget af, jeg lyttede godt efter. Jacob var tavs et stykke tid, og jeg var ved at sprænges. "Jeres blod passer desvære ikke sammen." Ordene sagde han stille og langsomt, det tog mig ikke mange minutter at forstå hvad han sagde. Det var som om at det hele gik i stå, ALT, tiden, menneskerne omkring mig, bilerne nede på vejen. Det hele gik igang igen. Da jeg så min mor stå og græde, gik det pludselig op for mig. Tårene forlod mine øjne med så kraftig en strøm at jeg ikke selv kunne følge med.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare ligge mig til at dø?

Hvem vil give mig en nyre?

Mit.liv.stinker.

 

...............................................................................................................................................

 

Nåååå.... Spændende, spændende??

Hvad synes i om den?

Er meget taknemlig for at gider at læse den.!

Del gerne

Like gerne

Kommenter gerne

Favorit gerne

Alt det der! :-)

 

Møøøøøøøs! :-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...