Cross that line

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Forstil dig at der er fire mure omkring dig. Alle med deres funktion til at holde dig fortroligt inde. Forstil dig at din tvillingesøster er en af de 4 udvalgte til at komme i gennem den. Hvad nu hvis hun dør af sygdom, og du bliver forvekslet med hende, og sendt i gennem den i stedet for hende. Ind til de perfekte. Dem uden fejl. Et realityshow. Med den største pris nogensinde. Livet som perfekt.

3Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

1. Papirstumper

Der er fugtigt. Og koldt. Mest fugtigt. Men stadig så koldt at man fryser. Men det er stadig så varmt at der kan dannes dug på indersiden af de små vinduer. De grå tremmer står perfekt op. Det er perfekte mennesker der har bygget det her. De har allesammen en eller flere fejl. Dem med over tre er blevet dræbt forlængst. 

Min fejl var at jeg var arrogant og sagde nej til min trolovede. Jeg blev sat herind for min stædighed. At sige nej til sin perfekte trolovede er forkert. Jeg var tæt ved at blive dømt for begær, men de kunne ikke finde nogle beviser, så jeg blev smidt herind fordi jeg var stædig. 

Mine hænder glider over det kolde gulv, og jeg udstøder et gisp. Da jeg faldt i søvn i aftes, var her mindst 40 grader. Nu var der cirka 5. Min krop ryster, og jeg stønner, da jeg hiver mig op i siddende stilling. Trods de 2 år jeg har tilbragt med disse temperaturforskelle har jeg aldrig vendet mig til at sove halvt op af en glødende væg, og vågne op med blå mærker, og forfrysninger på hele min krop. 

Jeg blinker automatisk og ryster mig. Vedsiden af mig ligger Evy. Min tvilingesøster. Der er ingen forskelle i mellem os. De samme karakteriske brune dådyrøjne. Det afblegede lyse svenskerhår i rottehaler, og vores runde ansigt. Vi er også blege i min familie.

Men Evys hud er så bleg at det går op for mig det ikke er normalt. Hendes mund er halvt åbent, og elastikken i hendes hår er ved at falde ud. Øjnene er tæt lukkede. 

Jeg vender hende forsigtigt om på maven, som om jeg venter på at hun vil skrige om hvor åndsvag jeg er, om at hun drømte om friheden. Det er næsten rutine. Men hun gør det ikke. Jeg puster på min hånd. Den rene hud er kold. Så kold jeg tager hænderne til mig, for at gnide dem mod hinanden, for bare at få skabt en lille smule varme. Hun er koldere end gulvet. Hele hendes hud, er hvid som kalkvæggene der. 

En rådden lugt stiger op i mit ansigt, og jeg må knibe øjnene sammen. Nogle tåre render ud af min øjenhule, og jeg suger hurtigt næsen sammen. Jeg bevæger langsomt hænderne, inden jeg hurtigt griber fat i hende. Jeg ryster. 

En vandpyt. Vandet regner. Det er som et regnvejr. Jeg er skyen. Tåre dækker alt. Klinker mod det grå beton gulv. Jeg ryster hende af alle kræfter. Hiver i hendes kittel. 

"Come on. Du er næsten fri. Du var næsten fri!"

Min stemme er desperat, i gennem skyen af hulk. Det er som en mur, at kæmpe sig i gennem mine egne hulk. Hun var den eneste jeg havde. Den eneste jeg havde. Den eneste jeg kunne snakke med. 

"DU VAR NÆSTEN FRI!"

De karakteristiske høje hæle træder i gennem stilheden. Pindene bore sig ned mellem kantfliserne. En af de perfekte. Hun går taktfast. Hun er alene. Af en eller anden grund har ingen fundet på at angribe hende. Det er sikkert farligt. Hun har overvågnings kameraer og vagter. Hvis nogen prøvede at angribe hende. ville det betyde dem, og alt deres familie og venner døden. 

I et hjørne gaber en lille pige træt. De 9 år. Hun er en af forædderne. Det kalder man børn med en perfekt familie, perfekte venner, og perfekt kæreste, der udvikler eller viser fejl. Det er de værste. De bliver set på som dyr. Får halvt så meget mad som os andre, og bliver torteret. De bliver i gennemsnit 10. Den ældste forædder er 12, og skal henrettes om 3 måneder. Så ville der være 2 dage til hun blev 13. 

En hver forædder ved hvornår de skal henrettes. Det bliver råbt i cellen. En 4 årig forædder blev henrettet i går aftes. Og vi var tvunget til at kaste æbler efter hende, og kigge på. Alle lystrede. Måske fordi vi vidste at hvis vi ikke gjorde som de sagde ventede der os den samme skæbne. Med æbleskrog over det hele, og hængt i en snor. 

Den livløse skikkelse kigger på mig. Det her var min søster. Det her var Evy. Nu er det ingenting. Bare en tom skal, hvor der engang havde været den livsfulde sjæl. Evy var så stærk og livsglad. 

"Jeg er sikker på i har glædet jer!" Glasbowlen kommer kørende ind på det grønne bord, med den blå dug over. "Kære mislykkede. Det her er jeres alle store chance. I har chancen for et liv som perfekt. Det handler om kontrol"

"Om lidt vil jeg finde ud af hvem der skal passere porten, og aldrig" Hun lagde stort tryk på aldrig, og lavede en blid bevægelse over hendes læber. Det var som om hun havde øjenkontakt med alt og alle i samme tid. Det var som om hun sagde det til en, og ingen andre. "Nogensinde vende tilbage hertil"

Hun har dyden karisma meget fremtrædende. Hun tvinger nærmest ens opmærksomhed og blik hen mod sig. Hun ville være en god skolelære. Hvem ved? Måske er det hendes job i den perfekte verden. 

Hun dukkede hånden ned i bunken af papirstumper. Hun rodede lidt inden hun hev en krøllet op. Hun tog en dyb indånding og smilede venligt. Hun slog lidt af det krøllede brune hår til siden, og så med hendes natblå øjne. Hun havde en rød kjole på, som matchede pangfarven på de røde stiletter, samt den røde læbestift, og mascaraen. Det var meget let at se hun var perfekt. Hun havde ingen rynker. Jeg kan ikke huske hun ikke har været her, og jeg har været her siden jeg var 11. Altså 6 lange år. 2 som forædder indtil Evy fik konstateret sin fejl. Bagtale. Hun var fuld og til fest, da alle mente at perfekte godt kunne styre sig når de fik alkohol. Hun stod og mobbede en ligeså fuld dreng, som tog det pænt, og så anmeldte en pige til festen hende åbenbart hertil. 

"Evy Wingel"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...