Other Side Of Love - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Igang
Maggies verden er ved at falde fra hinanden: Hendes forældre skal skilles. Hendes kæreste har slået op. Hendes tvillingesøster er død. Og det er ikke det hele: Hun ender på politistationen efter en fest, og hendes mor sender hende væk. Hun bliver sendt til Fallen lejren, en sommerlejr for unge med forbrydelser i kufferten. Hun passer overhovedet ikke ind og har svært ved at føle sig hjemme. Der er dog en klike med fem drenge som hurtigt fanger hendes opmærksomhed, på den ene side er de tiltrækkende, men på den anden side gemmer de på mørke hemmeligheder. Især to drenge fanger Maggies opmærksomhed, men kan hun holde sig væk fra dem?
(Drengene er ikke kendte, men derimod nogle rigtig bad boys!)

24Likes
4Kommentarer
1681Visninger
AA

9. What's going on between you and Zayn?

Liam kom ud af døren netop som jeg skulle til at mase ind for at finde ham.

 

”Hej.” smilede han.

 

Hans smil var så varmt at jeg ville være blevet fuldstændig lammet hvis jeg ikke i forvejen var lidt sur på ham og de andre drenge.

 

”Skal man gøre det her?” spurgte jeg og kneb øjnene sammen.

 

Han betragtede mig let undrende. ”Skal vi ikke gå en tur?”

 

”Jeg er meget smigret og alt det der, men jeg orker virkelig ikke det her lejrhygge.” vrissede jeg.

 

”Gider du mig ikke?” Nu var smilet væk og erstattet af forvirring.

 

”Det sagde jeg ikke.”

 

”Men du hentydede det.” mumlede han.

 

”Jeg gider bare ikke. Jeg passer overhovedet ikke ind og har heller ikke lyst til det. Og dig og din klike gør mig bange.” forklarede jeg.

 

”Vi gør ikke noget.” Han begyndte at gå og kiggede undrende over skulderen da jeg ikke fulgte med. ”Kommer du?”

 

Jeg var henne hos ham med to skridt og greb ham i armen. ”Nej. Lad os finde en leder og sige at jeg har det dårligt.”

 

Jeg trak ham i hans arm, men han blev stående, og jeg kunne ikke flytte ham. Det var i det øjeblik jeg opdagede hvor store armmuskler han egentlig havde.

 

”Lad os nu bare tilbringe vores time sammen.”

 

”Jeg gider ikke!” udbrød jeg irriteret.

 

Det gik op for mig at jeg stadig havde fat i hans arm, og jeg slap den.

 

”Det er kun en time og lederne ville aldrig tro på at du er syg.” sagde Liam roligt.

 

”Vi kan da i det mindste snakke i min hytte så.” mumlede jeg.

 

Jeg opvarede at snakke alene med Liam i en skov eller hytte, og hytten vandt klart.

 

Han lukkede øjne ganske kort, sænkede hovedet og lænede sig nærmere. ”Kan du ikke bare stole på mig, Maggie.”

 

Et eller andet ved hans stemme syntes at nå dybt ind i min bevidsthed og gjorde det svært at tænke klart.  Eller måske var det bare fornemmelsen af hans varme ånde mod kinden der gjorde mig ør, og det ville ikke være så godt. Hvad enten det var det ene eller det andet, forhindrede det mig i at afvise ham.

 

”Fint.” vrissede jeg.

 

Endnu en note til mig selv:  Vær forsigtig!!!

 

Hans lysebrune øjne så dybt ind i mine lidt mørkere brune øjne. ”Lad os komme afsted.” sagde han smilende og rakte hånden frem.

 

Jeg var lige ved at tage den, men standsede i sidste øjeblik.

 

”Bare vis vej. Jeg er lige bagved dig.” sagde jeg og stak hænderne i lommerne.

 

Skuffelsen fik hans smil til at blegne, men han nikkede og begyndte at gå, og jeg fulgte efter uden at komme for tæt på.

 

Liam slog ind på en sti, og vi fulgte den uden at snakke sammen i tre minutter. Pludselig drejede han ind på en lysning hvor han trak et tæppe frem fra et hult træ.

 

”Er tæppet altid der?” spurgte jeg overrasket.

 

”Ja.” svarede Liam og folede tæppet ud.

 

Hans satte sig og klappede på den ledige plads ved siden af ham.

 

Jeg rystede på hovedet men satte mig alligevel ved siden af ham. Jeg kunne mærke hans blik da jeg så ind imellem træerne.

 

”Hvorfor lige mig?” spurgte jeg igen og lod mine øjne møde hans.

 

”Fordi jeg er nysgerrig. Du er ikke som de andre. Det kan godt være at du virker hellig, men jeg tror ikke dine tanker er lige så hellige som dit ydre.”

 

Mine tanker? Jeg vendte mig mod ham og mærkede heden stige op i kinderne. Godt at han rent faktisk ikke kunne læse mine tanker.

 

De brune øjne lyste af morskab. ”Hvorfor rødmer du? Hvilke tanker har du om mig?”

 

Han lænede sig nærmere, så nær at hans pande til sidst hvilede mod min. Mit hjerte begyndte straks at slå hurtigere, og jeg måtte tænke på ikke at hyperventilere.

 

Jeg valgte at ikke at besvare hans spørgsmål, ”Nu når vi snakker om tanker, så virker du til at tænke en del på mig.”

 

Hans smil forsvandt. ”Og hvis jeg gør det?”

 

Jeg trak hovedet til mig og betragtede ham undersøgende. ”Så skal du lade være med det.”

 

Han samlede en kvist op fra skovbunden der stadig havde blade på. Han rakte kvisten frem og lod dens blade glide ned over min kind, ”Og hvis jeg ikke kan lade være?”

 

Han lagde an på mig, og jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle standse det. 

 

Hvis sandheden skulle frem var jeg ikke sikker på at jeg ønskede at standse ham. Han var tiltrækkende, enormt tiltrækkende.

 

Jeg trak hovedet til mig og så væk, ”Hvorfor render dig og de andre fire drenge altid sammen?”

 

”Vi har kendt hinanden i et stykke tid.”

 

”Har i gjort ulovlige ting sammen?” spurgte jeg.

 

Han løftede hovedet og så mig ind i øjnene. ”I betragtning af hvor lidt du bryder dig om at være her, stiller du en forbløffende mange spørgsmål om stedet og os der bor her."

 

Okay, den fortjente jeg vist.

 

”Okay, så fortæller jeg dig om mig selv, og så er det din tur bagefter. Er det en aftale?”

 

Han skød øjenbrynene i vejret og lod til at overveje det, ”Fortæl.” Han lagde sig ned og kiggede op mod skyerne. Han lagde armene støttende under hovedet så hans armmuskler spændte let. Stillingen fik hans brystkasse til at virke endnu bredere. Hans ansigt blev lyst op af solen. Trækkene var absolut maskuline og markerede, uden at virke grov.

 

Jeg begyndte at forklare om mig selv og mit liv.

 

”Jeg er ked af det med din søster.” mumlede han da jeg havde fortalt om mig selv.

 

”Hun var min onde halvdel.” grinede jeg og kom til at tænke på hvordan det altid var hende som lokkede mig til alt muligt. Hun havde altid været den frække og grænseoverskridende, hvor jeg var den stille pige i hjørnet.

 

Ved tanken om min søster begyndte tårerne at trille lydløst. Liam satte sig op med det samme.

 

”Åh nej, lad være med det.” sagde han og strøg et par af dem væk fra min kind.

 

Berøringen føltes varm og beroligende. 

 

”Men alligevel sidder jeg her uden hende og……” Han trak mig ind til sig, og jeg strittede ikke imod. Jeg lagde hovedet mod overgangen mellem hans skulder og bryst og indåndede hans duft. Velværet bredte sig i mig. Jeg lukkede øjnene og nød øjeblikket.

 

”Undskyld,” sagde jeg og trak hovedet til mig. ”Jeg ved godt at drenge hader når piger tuder.”

 

”Gør vi?”

 

”Ja.”

 

”Jeg gør ikke,”  sagde Liam. ”Faktisk så er du ret sød når du græder.”

 

Han smilede og strøg en finger ned over min kind. Jeg slog ham over hånden, men kunne ikke lade være med at smile. ”Din tur.”

 

Munterheden forsvandt fra hans øjne. Han lænede sig tilbage og støttede på hænderne, og jeg måtte indrømme at han så godt ud når han sad sådan og havde det alvorlige udtryk.

 

Rigtig godt.

 

”Men du er meget mere interessant,” sagde han dæmpet.

 

”Du lovede.”

 

”Ja, men du har ikke fortalt mig det der interessere mig mest.” mumlede han.

 

”Og det er?”

 

”Hvad der foregår mellem dig og ……”

 

”Jeg vil ikke tale om Jon.” skyndte jeg mig at sige. Han havde slået op og jeg var stadig ikke klar til at snakke om det.

 

”Det var heller ikke ham jeg mente. Jeg taler om det der foregår mellem dig og Zayn.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...