Other Side Of Love - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Igang
Maggies verden er ved at falde fra hinanden: Hendes forældre skal skilles. Hendes kæreste har slået op. Hendes tvillingesøster er død. Og det er ikke det hele: Hun ender på politistationen efter en fest, og hendes mor sender hende væk. Hun bliver sendt til Fallen lejren, en sommerlejr for unge med forbrydelser i kufferten. Hun passer overhovedet ikke ind og har svært ved at føle sig hjemme. Der er dog en klike med fem drenge som hurtigt fanger hendes opmærksomhed, på den ene side er de tiltrækkende, men på den anden side gemmer de på mørke hemmeligheder. Især to drenge fanger Maggies opmærksomhed, men kan hun holde sig væk fra dem?
(Drengene er ikke kendte, men derimod nogle rigtig bad boys!)

24Likes
4Kommentarer
1693Visninger
AA

6. Stupid roommates.

Bussen svingede ind på en parkeringsplads efter at have passeret et skilt der fortalte at her lå Fallen lejren.

 

Jeg blev nærmest overrasket over at lejren hverken var omgivet af et højt elektrisk hegn eller udstyret med en bevogtet gitterport. Jeg havde forventet et fængsel, hvor vi alle sammen skulle gå rundt i orange dragter. 

 

Når alt kom til alt var det jo et opbevaringssted for adfærdsvanskelige teenagere. Bussen satte farten ned og standsede.

 

”Vi er de sidste ankomne. Alle de andre sidder og venter i spisesalen. Efterlad jeres bagage i bussen. Andre søger for at bringe den til jeres hytter.”

 

Drengen med de venlige øjne stoppede foran mit sæde. 

 

Jeg betragtede ham undersøgende. Jeg rejste mig og kunne mærke varmen fra ham da vi gik ned af midtergangen.

 

Han lænede sig en smule frem. ”Jeg hedder for resten Liam.”

 

Hans nærhed og stemme, distraherede mig tilstrækkeligt til at jeg ikke så ham med krøller springe ud i midtergangen. Jeg vaklede tilbage og Liams hænder lukkede sig om mine overarme.

 

Jeg kiggede bagud over skulderen og mødte hans øjne.

 

Han smilede, ”Alt i orden?”

 

Tiltalende smil. Nu stopper du!

 

”Ja.” svarede jeg og gjorde mig fri for hans hænder.

 

Vi forlod bussen og gik ind i en langstrakt, hyttelignende bygning.

 

Et sted mellem halvtreds og tres personer fyldte den store spisesal der var udstyret med lange borde, anbragt parallelt med hinanden.

 

Jeg kiggede ud på de mange unge der sad ved bordene. De lugtede langt væk af oprør. Farvet hår, piercinger, tatoveringer og kronragede hoveder. Og et hav af gothtøj. Sort lod stadig til at være højeste mode blandt adfærdsvanskelige teenagere. Måske foretrak jeg alligevel de orange fangedragter? 

 

Jeg passede overhovedet ikke ind. Ikke en eneste person havde noget der lignede min stil. Jeg havde en løs top på og et par korte, stramme shorts. Mit lange brune hår bølgede let og jeg havde en naturlig make-up på.

 

Kun i sommerferien. Kun sommerferien så er jeg væk.

 

Vi samlede os ved et bord alle sammen.

 

”Det ser ud som om alle er til stede,” lød en voksen stemme.

 

Jeg forsøgte at finde ansigtet bag stemmen, men mødte et par øjne der fastholdt mine med en kold, mørk stirren. Med besvær løsrev jeg blikket og rettede det mod hans ravnsorte hår.

 

En gammel dame havde taget ordet, ”Vi skal have fordelt jer i hytterne. Lad mig lige gør det helt klart nu og her, der bliver ikke flyttet rundt på nogen. I er her for at lære hinanden at kende, og hjælpe hinanden. Opstår der et alvorligt problem kan I komme til mig, men kun hvis det er alvorligt. Vi har valgt at blande kønnene ligesom alle de andre år. Jeg vil ikke se nogen komme løbende de første 24 timer på grund af en værelseskammerat. Forstået? Nogen spørgsmål?

 

Det var en lettelse da alle rakte ud efter rygsække og skuldertasker. Eller i hvert fald de fleste.

 

Jeg skævede til venstre og så at den sorthårede dreng med de meget klare, brune øjne stadig stirrede stift på mig. Zayn Malik.

 

Jeg kendte ham fra en avisartikel om noget med nogle bandemord, og jeg kunne stædig huske mine fars ord da han så et billede af den unge dreng i avisen. ”Jeg er sikker på at den knægt ender som seriemorder når han blive ældre.”

 

Nu sad jeg i samme lokale med den ældre Zayn. Mine mave trak sig sammen i en knude. Kunne det tænkes at jeg skulle gå op og ned ad en potentiel seriemorder i de næste par måneder?

 

Men var han nu også det? Måske tog jeg fejl? Det håber jeg!

 

***

 

Jeg fik af vide at jeg skulle bo i hytte 6 med en dreng og pige, vi havde også fået besked på at vi i hytten skule lære hinanden bedre at kende. Men i stedet tilbragte jeg de næste par timer på mit værelse alene, med tårerne rendende ned af kinderne. Jeg skulle i hvert fald ikke lære de andre freaks at kende!

 

Hytten havde været stor med tre soveværelser og en fællesstue, hvor der var køkken. Dagens optur at man ikke sov i et rum alle sammen.

 

Pludselig ringede min mobil. På displayet stod der Mor. Hvorfor ringede min mor nu? Havde hun ikke lige sendt mig væk? Vreden skyllede indover mig og jeg kastede mobilen ned i fodenden af sengen.

 

Jeg havde ingen anelse om hvor længe jeg havde ligget i sengen da det bankede på døren. Tårerene var stoppet og og jeg rettede mig op i sengen. Døren blev åbnet på klem, og en næse viste sig i sprækken. ”Er du vågen?”

 

Jeg satte mig og mødte Brandys øjne. Situationen gjorde det umuligt at lyve.

 

”Ja.”

 

Brandy trådte indenfor uopfordret.n "Er du okay?"

 

”Forhåbentlig er hun ikke død,” lød en ny stemme, og ham med krøllerne kom ind af døren. ”Jeg hedder Harry.”

 

”Jeg er Maggie.” sagde jeg uinteresseret.

 

Brandy gik hen og satte sig i fodenden af sengen. Harry fulgte med hende derhen, men satte sig ikke.

 

Hans krøller stod godt til hans ansigt der afslørede et kæmpe smil og nogle utrolig grønne øjne.

 

”Hvad har du gjort siden du er her? Du virker ikke ligefrem som typen.” konstaterede Brandy.

 

”Min mor sendte mig her til fordi jeg endte på politistationen efter at politiet stoppede en fest hvor de drak og tog stoffer. Jeg tog ingen af delene.” forklarede jeg.

 

”Drak du heller ikke?” spurgte Harry nysgerrigt.

 

”Nej, det er ikke rigtig mig.” svarede jeg ærligt.

 

”Wauw, så er du lige så hellig som du ser ud.” udbrød Brandy.

 

”Jep.” mumlede jeg uden at tænke mig om.

 

”Jamen vi har jo selve jomfru Maria i vores hytte.” grinede Brandy og Harry i munden på hinanden.

 

”Okay, jeg er altså ikke så hellig.” grinte jeg og trak ligeglad på skuldrende.

 

”Hvad er det værste du har gjort? Måske dræbt” spurgte Harry og rykkede væk fra sengen, som om det gik op for ham at jeg rent faktisk kunne være morder..

 

Brandy rejste sig fra fodenden med et sæt. Hun så ud som om hun var parat til at springe ud gennem vinduet.

 

”Altså det er jeg som er freaksne her!” udbrød jeg irriteret.

 

Harry og Brandy vekslede blikke, og ingen af dem sagde mig imod.

 

”Fint, bare glem det.” sagde jeg hvæssende. ”Men bare så i ved det, det værste jeg har gjort var da jeg fik en navlepiercing uden at min mor havde givet mig lov.”

 

Så gik det op for mig at de to andre betragtede mig på samme måde som jeg dagen igennem havde set på dem og alle andre.

 

”Det er jo ikke slemt.” konstaterede Harry.

 

”Altså Harry, af en dreng at være tager du denne situation virkelig piget. Hvis jeg ville dræbe dig skulle jeg jo binde dig til sengen, medmindre du er ligeså slap som du ser ud.” vrissede jeg.

 

”Enig.” grinte Brandy.

 

”Du reagerede da præcis på samme måde.” udbrød Harry.

 

”Jeg er sjovt nok også en pige.” smilte Brandy.

 

”Jeg kunne da aldrig finde på at dræbe nogen.” mumlede jeg.

 

”Du er hellig, selvom jeg tænder lidt på idéen om at du binder mig til min seng.” grinte Harry og blinkede for sjovt til mig.

 

”Du syg i hovedet.” mumlede jeg og kunne pludselig dufte noget mad. ”Er der mad nu?”

 

”Jep.” sagde Brandy og gik ud fra værelset.

 

Harry og jeg fulgte hende hele vejen hen til spisesalen hvor der sad flere af de andre unge og spiste.

 

Jeg stillede mig bagerst i køen til at tage mad og fornemmede pludselig en bag ved mig. Jeg vendte hovedet og stod ansigt til ansigt med Zayn Malik.

 

”Du tabte vist den her.” sagde han køligt.

 

Jeg flyttede blikket fra hans ansigt og ned på hans hånd. I den holdte han min Iphone. Jeg kiggede tilbage på bordet hvor jeg havde lagt den og bedt Brandy om at passe på den, men hun snakkede ivrigt med Harry.

 

Jeg tog mobilen.

 

”Ikke noget at takke for.” sagde Zayn ironisk inden han vendte sig om og gik.

 

Jeg skyndte mig at tage noget mad og satte mig ned til bordet ved Brandy og Harry.

 

Jeg så mig om i salen og fik øje på Liam ved et af de andre borde. En rådhåret pige sad ved siden af ham, og hendes kropssprog mere end antydede at hun fandt Liam mere interessant end maden. Hun lænede sig så tæt ind til ham at hendes venstre bryst strejfede hans overarm, og Liam så ikke til at have noget imod det, tværtimod.

 

Netop som jeg ville fjerne blikket kiggede Liam op. Vores øjne mødtes, og ingen af os drejede hovedet væk.

 

”Jeg tror han kan lide dig.” hviskede Brandy.

 

Jeg skyndte mig at kigge væk. ”Han er vel bare nysgerrig.”

 

”Nix. Du fanger hans opmærksomhed mere end man kan sige om den rødhåret.” grinte Harry. 

 

”Nå.” mumlede jeg hurtigt.

 

”Vil det sige du ikke kan lide ham?” spurgte Brandy interesseret.

 

”Jeg har lige mødt ham.” svarede jeg kort.

 

”Hvem har du lige mødt?” lød en dyb og afgjort maskulin stemme.

 

Liam. Jeg vendte hovedet. Han stod lige bag mig, og det var mig han så på.

 

”Øhh… En pige i byen.” løg Brandy ekstremt dårligt.

 

”Virkelig?” Harry lød oprigtigt begejstret. ”Hende må jeg se.”

 

Han gav mig en mobil i hånden. Både Brandy og jeg kiggede dumt på ham.

 

”Det kan jeg ikke vi må ikke have mobilerne fremme nu. Det er imod reglerne.” prøvede jeg og huskede reglen som stod på papiret ved indgangen.

 

”Til helved med reglerne.” sagde Harry.

 

”Til helved med dig.” vrissede Brandy.

 

”Hvad nu?” spurgte Harry irriteret.

 

”Du er jo dum.” udbrød Brandy vredt.

 

Note til mig selv. Brandy havde nemt ved at blive sur og Harry er ikke så skarp. 

 

”Åhhh, dolk mig med en kniv.” drillede Harry dramatisk.

 

”Det kunne jeg godt finde på!” gav Brandy igen.

 

Flot. Nu varede det ikke længe før mine nye bofæller forsøgte at myrde hinanden. Og så ville jeg ende i en retssal som vidne. 

 

”Tag nu og slap af, I to.” afbrød Liam roligt.

 

”Jeg er så afslappet som nogen kan blive,” erklærede Harry. ”Men nogen her er så nærtagende at det gør ondt.”

 

Brandy rejste sig med et sæt uden at sige et ord. Inden jeg kunne nå at tælle til tre havde hun forladt spisesalen.

 

”Jamen dog, sikke et temperament.” lød en ny stemme.

 

Ham drengen jeg havde skudt til at være ældre end de andre havde sluttet sig til bordet.

 

”Jeg er Louis.” hilste han.

 

”Maggie.” sagde jeg og lod blikket glide henover bordet.

 

Jeg var den eneste pige tilbage sammen med Liam, Harry og Louis.

 

”Skynd dig efter hende og giv hende det glatte lag på.” sagde Louis og skubbede drillende til Harry. ”Et rigtig tøseslagsmål er lige hvad vi mangler.”

 

”Tag dig sammen Louis.” sukkede Harry og lod en hånd køre igennem sine krøller.

 

Jeg kunne ikke finde ud af hvem af dem der gjorde mig mest nervøs. Harry med det charmerende smil, Louis med alle sine drillerier, eller Liam hvis opmærksomhed jeg fangede.

 

Pludselig slog endnu en dreng sig ned.

 

”Jeg er Niall.” smilte han venligt.

 

”Maggie,” sagde jeg og rejste mig op. ”Vi ses senere.”

 

Jeg skyndte mig ud af døren og sukkede let da jeg kom langt nok væk fra de fire drenge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...