Let her go

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Færdig
Denne historie er inspireret af sangen "Let her go" af Passenger, og den er et bidrag til konkurrencen 'Inspireret af en sang'.
Jeg håber virkelig, at I kan lide den - god fornøjelse med at læse! :)

2Likes
1Kommentarer
155Visninger
AA

2. Resten af historien

"Far, hvornår kommer du hjem igen?" Han bøjede sig ned, kyssede Idas pande og kiggede hende så i øjnene. De store, brune, uskyldige øjne. Meget lig øjnene på et dådyr. "Jeg er hjemme igen, før du ved af det. Men mens jeg er væk, så kommer jeg godt nok til at savne min lille pige." "Far, jeg er altså 6 nu. Jeg er ikke en lille pige mere". Hende kommentar fik han til at smile, og han svarede hende: "Selvfølgelig ikke. Vil min store pige så passe på mor, indtil jeg er tilbage igen?" Stolt og med en følelse af nu at være voksen skød hun brystkassen frem og smilede stort. "Alt for dig, far. Det lover jeg".
Han rejste sig og vendte sig om, så han stod ansigt til ansigt med Lisa, hans kone. Han kunne se, hvor overvældet hun var, allerede inden hun begyndte at græde, og han kiggede hende dybt i øjnene.
”Du må hellere give slip på hende nu, du skal til at køre, hvis du skal nå til derhen til tiden,” sagde Lisa lavt. Han nikkede kort, men ville lige holde sin datter i sin favn lidt længere endnu. ”Far?” nærmest hviskede hun i øret på ham. ”Ja, Ida?” ”Skynd dig hjem igen. Jeg kommer nemlig til at savne dig, og det gør mor også.” Han knugede hende tæt ind til sig at hviskede tilbage: ”Det ved jeg, min pige. Jeg kommer også til at savne dig og din mor.”

Hvor havde de haft mange gode stunder sammen de tre, deres lille familie. Han trådte ud ad døren, mens han vinkede farvel til sin tårevædede kone og uforstående datter. Hun kom til at savne ham, men han plejede da aldrig at virke så trist, når de tog afsked. ”Hvornår kommer far hjem igen?”, spurgte hun sin mor og trak lidt i hendes nederdel for at få hendes opmærksomhed. Ingen reaktion. ”Hvorfor vil ingen svare mig på det?” Da opdagede hun tårerne i sin mors øjne, og situationens alvor begyndte langsomt at gå op for hende. På trods af hende unge alder og uvidenhed trak hun sin mor ind til et stort kram og skjulte sine egne tårer ved at vende hovedet mod moderens tøj.
Hun havde altid været en klog pige. Det tænkte hendes far også på, idet han passerede de gader og stræder, han kendte så godt og holdt så meget af. Han huskede tilbage på de minder, han havde, der hang fast ved alle de forskellige ting og steder i gaderne.
Men tydeligst huskede han første gang Ida skulle forsøge at cykle på en tohjulet cykel, da han kørte forbi den lygtepæl, som hun dengang havde kørt ind i, ikke en, men to gange. Han huskede, hvordan han da styrtede hen til hende, for at se om hun var kommet noget til. Hun drejede hovedet, smilede fjoget til ham, og sagde: ”Far, kan vi ikke godt gå hen og få en is? Det her cykling er altså bare for svært”. Han var åndet lettet op, og efter han nikkede, gik de sammen hen til kiosken for at få is.
Lygtepælen var nu ude af syne, og det føltes som om, nogen prøvede at tage mindet fra ham, hvilket han selvfølgelig ikke ville tillade. Bestemt fortsatte han ud ad vejen, men for hver genstand, han passerede, der bar på et kært minde, føltes det mere og mere som et farvel frem for på gensyn. Derfor følte han sig nødsaget til at stoppe bilen ude i vejkanten. Der sad han så og kæmpede for at overtale sig selv til at fortsætte ligeud. Han hadede det. Det var, hvad han altid havde ønsket: nemlig at tjene sit elskede land, men nu hadede han alt ved det. Hvordan var det muligt? Længe havde han været fast besluttet på, at nu var det tid, og det var det rigtige at gøre. Hvordan kunne en lygtepæl få ham til at tvivle? Uanset hvad, så var der ingen vej tilbage nu… Eller var der? Kunne han bare køre tilbage, omfavne sine to piger og glemme alt det her? Nej, måtte svaret være. Han vidste godt med sig selv, at dette var noget, han var nødt til at gøre. Ikke kun for sin egen skyld, men for hele landets skyld. Han havde trods alt altid drømt om at kæmpe for sit land. Nu skulle det ske.
Han lukkede øjnene kort, tog en dyb indånding, og så fortsatte han langs vejen, væk fra byen og alt han elskede.

Imens han kørte, sad Lisa og stirrede på loftet i soveværelset med et glas rødvin i hånd. Hånden kørte rundt og rundt i rolige bevægelser, samtidig med at tankerne fór rundt i hovedet på hende. Siddende på sengekanten reflekterede hun over konsekvenserne ved hans beslutning. Det var grusomt at tænke på, men det var umuligt at tænke på andet. Hun hev derfor et gammelt fotoalbum frem, i et forsøg på at få nogle gladere tanker frem. Men mens hun bladrede gennem siderne, gjorde de gode minder hende endnu mere trist, og hun indså, at hun måtte lægge billederne fra sig.

I mellemtiden var han ankommet som planlagt og begyndte straks at trække i uniformen, da han havde hilst på alle, der skulle hilses på. Derefter var der ikke andet for end at vente på det rette tidspunkt.
Han sad blandt de andre soldater i sine egne tanker, da en radiostemme fangede hans opmærksomhed.
”… soldaterne. For blot få minutter siden sprang en selvmordsbombe inde i centrum af København, og dette er det første angreb fra modparten, som er gået ud over uskyldige. Politiet mener, at mindst 20 civile omkom og mere end 40 blev såret i dette forfærdelige angreb. Meget tyder også på, at modstanderne er blevet mere aggressive, og at de har planer om at sprænge flere bomber i København og omegn. Et vidne fra bombningen i centrum fortæller, at…” Der var det som om, hans hjerte stoppede. Var hans piger blandt de omkomne eller de skadede? Deres hus lå ikke ret langt fra centrum. Eller hvad nu hvis de ikke var kommet noget til, men blev det efter det næste angreb? Tanken om at de ikke var sikre drev ham til vanvid. Der måtte ikke ske noget med dem, og da især ikke med Ida. Hun var jo kun 6 år gammel! Hvad der i øjeblikket skete omkring ham, opfattede han ikke. Men en eller anden hev i ham, så han fulgte efter. Pludselig ændrede lyset sig, og de var vist kommet udenfor. Han var ikke sikker. Ord som lemlæstet, blod og død kørte rundt i hovedet på ham, og han anede ikke, hvad han foretog sig. Da dukkede en svag stemme op enten inde i hans hoved, eller også var der en, der råbte. Hvor lyden kom fra, var egentlig lige meget. Lad hende gå. Han rystede forvirret på hovedet, men endnu en gang lød det: Lad hende gå. Han forsøgte desperat at koncentrere sig om omverden lige nu, men det var ikke muligt for ham.

Tankerne om hende, hans vidunderlige lille datter, bragte ham ude af fokus. Lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke slippe tankerne om hendes lille perfekte ansigt lyst op i et smil. Han kunne fornemme skrig omkring sig, men han kunne ikke sige, om de var rettet mod ham, da hendes blide, perlende latter fyldte hans ører. Intet kunne han se, forbi billedet af hende med sit store kække smil spærrede hans udsyn. Hun distraherede ham, og han kunne ikke lade det gå væk. Han nåede slet ikke at reagere, inden det pludselig var for sent.
Lisa følte et stik i brystet, og i samme øjeblik faldt han omkuld. Glasset med rødvin tabte hun ned over sin hvide kjole og ned på det nye mønstrerede gulvtæppe. Den blodrøde farve løb gennem hendes fingre og hans ligeså, mens han tog sig til siden med sine beskidte hænder i et håbløst forsøg på at holde blodet tilbage. Desperat greb han med den anden hånd efter en andens jakke, som skødesløst var blevet smidt eller tabt ved siden af ham i kampens hede. Kort strejfede tanken ham, om hvorvidt den anden soldat stadig kæmpede eller ej, men han skød tanken fra sig og viklede stoffet om det åbne sår. For hver bevægelse blev han svagere og svagere, og til sidst havde han ikke engang kræfter nok i hænderne til at holde om stoffet.
Da gav han op. Han kunne absolut intet gøre, det vidste han godt. Det var en håbløs situation. Han sidste ønske var, ar han yndige datter og skønne kone var okay. Det var alt, han havde tilbage at håbe på. Han havde accepteret sin egen skæbne. Og da, gav han slip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...