Photograph (1D - oneshot)

Et simpelt oneshot, som omhandler om en hovedperson (en han, for at være mere præcis). Han tager billeder hver dag, men det er ikke af naturen eller af sig selv: det er af menneskerne omkring ham. Og på et tidspunkt støder han på en gruppe på syv personer, som han ikke regnede med, at blive bekendte med. Selve hovedpersonen har intet navn, baggrundshistorie, fortid/barndom, alder, personlighed, adfærd, udseende, osv, da I selv kan bestemme, hvordan han skal se ud, efter jeres eget hoved.

1Likes
0Kommentarer
296Visninger

1. Photograph

Han går rundt i den travle by, ser nysgerrigt fra side til side. Blæsten tager lige så roligt til, men han bliver ved med at føre sit kamera op og tage billeder af mennesker. Ja, mennesker. For at være ærlig, er han ligeglad med seværdigheder, medmindre det omhandler museeums og malerimuseeums, da det er en af de få ting, som rent faktisk fanger hans interesse.
Det er først da han ser rundt i et stykke tid, at han får øje på en lille gruppe på syv personer og hans nysgerrighed øges kraftigt. Den første person som fanger hans opmærksomhed, er en sorthåret dreng med brune, milde øjne og en cigaret i mundvigen. Ved siden af ham er en anden dreng med brune hundehvalpe-lignende øjne og han smiler automatisk. Bag de to er en blondehåret dreng, med et smittende grin. I midten er en høj dreng, med chokoladebrune krøller og helt ude i siden, er en lav dreng, som har lysende blå øjne, han aldrig har set før.
Og helt til slut, er der to drenge, som har hovederne tæt mod hinanden og hvisker og griner højlydt nu og da. Den ene er højere end den anden og han kan ikke holde op med at se lykkeligt på dem, inden han løfter kameraet op. Klik. Selv da de alle passerer ham, lægger de ikke mærke til hans tilstedeværelse, hvilket han er evig taknemmelig for. Det gør ham ikke noget, for han er vant til at bare være der i mængden og føle sig som en del af noget stort, selvom han ingen kender.
Men at tage billeder af mennesker, som han ikke kender, er blevet hans store passion og kærlighed i løbet af årene.
Og han er blevet bedre og bedre til at redigere og tage billeder på forskellige, kreative måder, synes han selv. Med det sagt, begynder han så at undre sig over deres fortid og/eller barndom, alder, hvad de er gået igennem, op- og nedture de har haft, navne, familie, personlighed, adfærd og hvad man nu ellers mere kan finde på. Desværre har han aldrig mod til at spørge om deres navne, da det bare ender med ham stamme og rette sit blik mod jorden, hvorefter han rødmer kraftigt og skynder sig væk. På et tidspunkt var det så slemt, at han kunne mærke flere sympatiske blikke fra den gruppe, han havde fotograferet. Han bryder sig ikke om sympati, men han siger det ikke direkte til dem, for det er en del af de følelser man har og det har han længe accepteret. Men diden den dag, spurgte han aldrig om folks navne, skræmt om tanken hvis det samme nu sker igen.
Det bedste ved at fotografere mennesker, efter hans egen mening, er at tænke over, at de har set sådan ud på et tidspunkt, men at man bare ændrer sig i løbet af årene. Han sukker tungt, da han langsomt sænker kameraet og ser gruppen forsvinde ind i en fast food, restaurant. Han laver en mental note til sig selv i sit hoved, at han ikke skal gå derind, medmindre han godt vil have at det bliver akavet, hvis de nu lagde mærke til, at han tog et billede af dem før. En rumlen fra hans mave, får ham dog ud af sine tanker og han sukker frustreret, ser desperat efter nogle andre restauranter, men uden held. Han bider sig hårdt i sin læbe, går tøvende hen mod døren og åbner den så lydløst som muligt.
Hans tunge skridt slæber hen ad gulvet og er glad for, at ikke så mange øjne hviler på ham. Det er dog først, da han er henne ved den halvlange kø, at det går op for ham, at han står bag ved gruppen, som han tog et billede af. Okay, han tog flere end et, men det gør han tit, så det er ingen forbrydelse. Håber han inderligt. I stedet for at kigge på dem, gør han alt for at undgå deres opmærksomhed. Det varer ikke i lang tid, før den ene af to de drenge som var helt bagest, kommer til at vende sig om og går lige ind i ham. I stedet for at stoppe faldet, ser han overrasket op mod ham, som bumpede ind i ham og han bliver ved med at åbne og lukke munden konstant.
”Oh”, et fjollet grin undslipper den enes læber og de veksler hurtigt blikke, inden han rækker sin hånd mod ham, for at hjælpe ham op at stå. ”Sorry, my bad”, undskylder han nonchalant og smiler skævt, ser hen mod resten af gruppen. ”Andrew, you coming?”, råber den anden dreng, som allerede ivrigt løber videre, fast besluttet på at finde et bord. ”Course”, svarer Andrew, løber med fuld fart efter den anden. Andrew, tænker han undrende og ser efter dem, inden de forsvinder ude af syne. Så det er hans navn.
---------------------------------
”Hey, youre the guy I bumped into yesterday”, lyder en velkendt stemme bag ham og han fryser til is, får store øjne. Det er ikke fordi han regner med, at folk vil genkende ham, da han møder nye ansigter hver dag og han undrer sig hurtigt over, om han skal lade som om han intet hørte eller give op og vende sig om. Ved nærmere eftertanke, må han nok vende sig om, i fald af hvis Andrew nu begynder at gribe hårdt fat i hans skulder eller arm og det vil han helst undgå, da han let får blå mærker. Så imod sin egen vilje, vender han sig om og nikker et par gange, synker en tyk klump. ”Y-yeah, I am”, svarer han let og smiler nervøst, sænker langsomt kameraet, som han holdte om med et stramt greb.
Han er mødt af nysgerrige øjne, men den eneste person, som rækker hånden frem lidt for hurtigt mod ham, er Andrew. ”Hi, Im Andrew”, siger han let og giver ham hånden. ”Nice to meet you, Andrew”, svarer han tilbage og giver et nik, hvorefter han fortæller sit navn. Nogle gange kommer de andre ind med bemærkninger om dem selv og han smiler let, da han får at vide hvad de alle hedder, hvor de er opvokset, familie, alder, osv. Efter at de alle har gået rundt i et stykke tid, spørger Liam, ham med de hundehvalpe-lignende øjne, om de ikke skal gå på en café og da alle har stemt for, beslutter de sig for at lede efter en.
Okay, tænker han for sig selv og nikker tilfreds. Det går godt indtil videre og han føler sig nogenlunde tilpas omkring dem, hvilket er et godt tegn. ”Oh, theres a café!”, siger Andrew lykkeligt og peger hen mod en, inden ham og Danny løber hen mod den og er inde af døren på 0,5 sekunder. Det er sjovt, tænker han ud af det blå, da han sidder ved bordet med de andre, som snakker højlydt med hinanden. Han føler sig.. Som en del af et fællesskab, hvor folk faktisk godt vil have ham med, uden at de føler sympati for ham.
I skolen var han altid alene og i starten, da hans forældre fandt ud af det, havde de mange samtaler med den skole, som han gik på. De ville have ham til at snakke med andre elever, men selvom han prøvede af hele sit hjerte, skete der intet. Måske fordi han følte at ingen var god nok til ham og den tanke havde han tit. Som årene gik, begyndte flere selvfølgelig at snakke med ham, men de få samtaler han havde med nogen af dem, varede i et minut. Eller to, hvis han var heldig. Han klagede ikke. Og det gør han stadig ikke, for han har det fint, med at være alene. Han har vænnet sig til lyden af sit kamera, når han tager billeder eller når han går rundt med musik for fuld skrue og tager billeder på samme tid.
”Hey, mate, you okay?”, Zayn vifter en hånd foran ansigtet på ham og han rystet let på hovedet, smiler undskyldend. ”Sorry”, han rømmer sig, tager en slurk af sin iskakao, som han bestilte. ”Was just thinking, really”, mumler han og trækker på skuldrende. ”Oh, right”, Zayn nikker en enkelt gang og ser tankefuldt ud i luften. ”Its just because we need to go now, but maybe you could come over some day and visit us? We all live in the same house, actually”, inden han kan nå at svare, er Zayn allerede hastigt i gang med at skrive en adresse ned på et papir og han rækker den til ham, da han er færdig. ”We're so sorry”, indrømmer Liam og ser skyldigt på ham, men han smiler bredt. ”No worries, its okay”, hans blik følger dem indtil de er ude af døren og selv da de for længst er væk, stirrer han tomt. Woah, er det eneste ord, som rummer i hans hoved på nuværende tidspunkt.
-----------------------------------------------
Det er først efter to uger, at han har tid til at besøge dem. Mest af alt fordi han har haft travlt med at tage, samt redigere billeder og også fordi han har været dybt koncentreret i hans arbejde. Så det er derfor, at han denne onsdag aften, står ude på sit trappetrin og vælger at gå over til dem. Det overrasker ham, at han ikke har stødt på dem før, for de bor ikke så langt væk fra hinanden, men måske er de lige flyttet her til – han ved det ikke endnu.
Han lader sine fødder bære sig hen til deres hus, da han kender stedet ud og ind, siden han går mange ture hver dag. Nogle gange de samme steder, andre gange tager han sin bil og kører hen til nye steder, hvor han aldrig har været før. Han ånder tungt ud og ser nysgerrigt rundt, da gadelamperne netop bliver tændt. Det er halvkøligt udenfor, men han indånder luften med entusiasme og nyder øjeblikket. Han har altid elsket naturen, den har været en del af ham siden han var helt lille. Og han holder stædigt fast i det.
Det går lidt hurtigere end forventet, synes han selv, da han allerede står foran døren. Han føler at det er lidt ondt at komme uanmeldt, men hvordan kan han ellers kontakte dem, når det eneste han har, er en adresse? ”Whatever”, mumler han og skal til at banke på døren, inden Danny åbner døren. Deres øjne mødes i et splitsekund og hans øjne lyser op i skæret fra lyset. ”Thought I saw you out there”, Danny smiler bredt til ham og han bliver lukket ind med det samme, tager med glæde imod buddet. Det første han lægger mærke til, når han træder ind i huset, er at det er moderne, men bare blandet med en lidt gammeldags stil, på en utrolig charmerende og gennemtænkt måde. Han kan lide det, beslutter han sig for og efterfulgt af Danny, går de begge ind i stuen.
Niall sidder nærmest klistret op af Harry, hvorimod Louis, Andrew og Zayn er for optaget af det spil, de spiller, til at lægge mærke til det der sker omkring dem. ”Hi, I see you arrived”, kommer der fra Harry og han giver et nik som svar på det. Det er først nu at han oprigtig lægger mærke til at Harry's stemme er lav og sløv, men blød på samme tidspunkt. Efter at de alle har fået et ord indført og har haft samtaler om forskellige ting, slår han sig ned på gulvet og ser rundt på dem alle. Danny og Andrew har igen en samtale kørende, hvor de hvisker til hinanden og det pirrer ham til ingen ende.
Ikke fordi det gør ham noget, men fordi at han let bliver nysgerrig og den nysgerrighed går ikke væk, før han får at vide, hvad selve personerne snakker om. Og når det kommer til de to, er han sikker på, at de ikke vil sige noget om det. Hvis han kender dem ret, fortæller de nok kun ting til hinanden. Kommer så an på om det er noget seriøst eller ej, men uanset hvad, har han fundet ud af, at de to er afhængige af hinanden. Han finder det morsomt, for de få gange, hvor han har stødt på gruppen, har de altid været ved siden af hinanden.
Måske kan det blive et problem for dem senere hen, men det kommer de nok selv til at finde ud af, hvis det er. Dog er der en ting, som han er sikker på: fuck rundt med Danny og/eller Andrew og de vil beskytte hinanden, samt fucke rundt med den person, som sagde noget. Det er tydeligt at se, at de er påvirket af hinanden. Meget, endda. Så længe de kan holde styr på det de nu har, har han ikke noget at bekymre sig om.
”Hey”, Danny rømmer sig og retter let på sit hår, selvom han ved det ingen nytte har. ”How long have you been doing that?”, spørger Danny undrende og giver et nik mod kameraet, som hænger om hans hals. ”I dont know, a couple of years”, svarer han stille, smiler fjoget i få sekunder. Andrew ser hen mod ham og retter derefter sin opmærksomhed mod Danny, hvor de veksler et par ulæselige blikke. Og i det sekund, ville han ønske han var i stand til at læse tanker eller i det mindste kunne forstå deres blikke. Måske lærer jeg aldrig at forstå de to, tænker han overrasket, da det faktisk går op for ham, at ja, han vil aldrig rigtig lære at forstå dem. Og det kan han godt leve med, hvis det skulle være.
Det føles som om han har kendt dem i evigheder, selvom han faktisk næsten lige har mødt dem. Men det er en god ting, siden han allerede har fået et godt kendskab til dem og han holder af dem alle. Hvilket får ham til at komme i tanke om noget... ”How long have you been together?”, alle stirrer med ét på ham, med et chokeret, overrasket blik og ireren, også kendt som Niall, rødmer kraftigt, imens drengen med de chokoladebrune krøller, bedre kendt som Harry, smiler bredt. ”How did you figure it ut?”, siger han med en undertone af forundring i sin stemme, vipper sit hoved let på skrå.
”Its easy to figure it out, really”, svarer han blidt, folder sine hænder sammen. ”You two are sharing secret smiles, giggle at eachother, blush, whisper sweet nothings into eachothers ears, hold hands and the fact that Niall is almost in your lap right now, kind of gives it away”, det smittende grin, som han hørte den første gang han tog det fredfyldte billede af dem alle, fylder rummet og Harry giver irerens hånd et klem, inden han presser et ømt kys mod hans pande. Yeah, tænker han undrende for sig selv, inden hans øjne lyser op. Han kan helt klart vænne sig til det her, hvis det var. Desuden har de stadig mange samtaler, som de ikke har haft, der er meget som de ikke ved om hinanden endnu og han er klar på at møde alle de udfordringer, som deres venskab vil byde på. Og han vil tage imod alt med åbne arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...