Børn af natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Igang
"Bassen pumpede. Folk dansede. Jeg dansede. Vi var som én samlet rytme. Et stort bankende hjerte, der kun bankede for at have det sjovt."

Denne historie er inspireret af sangen Børn af Natten af Panamah.

30Likes
5Kommentarer
688Visninger
AA

1. Børn af natten

”Her, tag den.”

”Kom nu! Tag den, for fanden.”

”Mmm…” svarer jeg.

”Tag det fra en ven, Jonas: slap aaaaaaaaaaaaaaah. Du kunne trænge til det.”

Du åbnede min hånd, lukkede den om dåsen og kiggede op på mig. Kom nu, sagde dine øjne, bund den øl! Jeg havde aldrig drukket før. Måske smagt en enkelt gang hos mine forældre. Jeg ved det ikke, kan ikke huske det. Jeg plejer heller ikke normalt at blive inviteret til fester. Jeg blev helt overrasket, da jeg fik en sms, om jeg ikke kom til festen.  For at være ærlig var jeg mere typen, man fandt bagerst i klassen. Jeg blev ikke mobbet eller noget.  Jeg var der bare. Jeg havde venner, selvfølgelig, men ikke vildt mange. Jeg fik gode karakterer, men aldrig tolvtaller. Jeg var sådan lidt i midten af alting. Ikke fantastisk, ikke forfærdelig, men okay. Det var det, jeg tænkte på, da jeg stirrede ned på dåseøllen. Hvorfor er det altid de andre, og ikke mig? Hvorfor er jeg aldrig mere end god?

Jeg ville sikkert have fortsat med at tænke den slags tanker, hvis ikke du havde afbrudt mig og sagt:

”Hør, jeg går ind igen. Øhm… Du kommer bare, ikke?” Hvorefter du åbnede døren igen og gik indenfor og festede videre.

Derefter fortsatte jeg med at stå lidt op ad muren. Du var en god ven. Selv efter du begyndte at gå sammen med de populære, snakkede du med mig. Jeg kiggede ned på øllen. Jeg burde være indenfor og feste. Drikke, danse og være fuld og mærkelig. Og så bundede jeg øllen. Det brændte hele vejen ned. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke. Var det godt? Skidt?

For én gangs skyld tænkte jeg ikke mere over det og gik ind til de andre. De var allerede godt fulde. Nogle af de andre drenge syntes, det var enormt sjovt, at jeg havde drukket dåseøllen. At kedelige, mærkelig Jonas havde drukket. De var alle sammen helt oppe at køre og blev ved med at sige: ”kom, smag det her!”, ”Det her smager lidt stærkt, men vildt godt. Prøv det!”
Jeg ville gerne have sagt, at jeg holdt mig til øllen. Men jeg var træt af at være pæne, kedelige mig. Jeg ville give slip, jeg ville være vild, stoppe med at tænke, bare have det sjovt, leve livet. Så jeg smagte på det hele. Det meste brændte i min mund, fik mig til at hoste og sprutte. Jeg var ligeglad. Tog en slurk mere, og så kørte det…

Det var min første fest. Min første gang som fuld. Det var sjovt. Nyt. Jeg glædede mig allerede til den næste fest fredagen efter. I skolen gik jeg tilbage til kedelige mig, lavede skolearbejdet og hang ud med Jesper eller dig, når du havde tid. I virkeligheden ventede jeg kun på fredagen, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvad andre tænkte om mig. Til festerne betragtede de mig som deres ven. Jeg kunne ikke vente.

Da fredagen kom, havde jeg overtalt min far til at købe lidt alkohol til mig, så jeg ikke behøvede at nasse på de andre. Musikken spillede og folk kom i ”the mood”. Jeg var ivrig efter at opnå den følelse, jeg havde haft til festen før. Den første øl blev åbnet, og så gik det ellers derudaf. Bassen pumpede. Folk dansede. Jeg dansede. Vi var som én samlet rytme. Et stort bankende hjerte, der kun bankede for at have det sjovt. I løbet af aftenen spredte folk sig også udenfor. Sad og snakkede eller kyssede eller drak. Jeg er ikke helt sikker. På det tidspunkt snurrede det hele temmelig meget rundt. Senere kom du også hen. Du sagde vist noget med, at jeg skulle holde igen, passe lidt på. Jeg nikkede, sagde jeg havde det fint. Skidt med kvalmen. Jeg ville have det sjovt. I løbet af aftenen kom flere hen ligesom dig. Som om jeg gad lytte til dem. Det var min fest. Jeg ville jo bare have det sjovt.

Det var så nummer 2 fest i rækken. Min første gang hvor jeg fik for meget og kastede op.

Næste fest var om fredagen hos dig. Og sådan fortsatte det. Nogen gange om fredagen, andre gange en lørdag og en sjælden gang torsdag. Jeg elskede det, festerne. Følelsen af at høre til. Blive accepteret. Man kom tættere på hinanden.
Det var som om, jeg levede to liv. Det kedelige hverdagsliv, hvor jeg var kedelige, middelmådige mig. Hvor folk jeg havde danset med til festerne ikke engang lagde mærke til mig. Og så var der weekenderne, hvor alt var muligt. Jeg kunne snakke med dem, jeg ville. Opføre mig mærkeligt, komme til at sige noget dumt… Nogen gange føltes det som om jeg levede for weekenderne. Når hverdagene igen begyndte, var det slut. Tvivlen kom. Jeg kunne ikke længere gøre, hvad jeg ville. Jeg var fanget.

Selv mine forældre var glade for, at jeg endelig var begyndt at feste. Det glædede dem at se, at jeg rent faktisk havde venner og var social. Selvfølgelig sagde de ikke til mig, men jeg vidste det. Og det var okay. Jeg var selv ret glad for det.

Der kom mange fester efter det. Nogle, hvor jeg blev rigtig fuld og ikke kunne huske en skid dagen efter. En gang imellem dem, hvor man kom til at gøre et eller andet virkelig dumt. Og så var der tømmermændene… Forfærdelige. Men det var det hele værd. Jeg blev modigere i skolen også. Fik flere venner. Snakkede mere i stedet for at holde mig til mig selv. Det gik sgu meget godt alt sammen. Du var fyldt 18 år og holdt den bedste fest nogensinde. Shots og ”beer games” – man skulle have været der! Nu hvor du også havde fået kørekort, var det som regel dig der kørte os. Det var dig, der kørte til festen Den Aften.

Det var inde i byen. Du kendte et sted, hvor de ikke tjekkede ens alder. Man skulle bare give dem lidt penge, hvilket var fedt nok, siden jeg kun lige var fyldt 16. Og dermed ikke rigtig var gammel nok. Men vi blev lukket ind.
Stedet var stort, og der var mange mennesker. Der spillede et rigtig band, og der var farvede lys og røg. Tusinde gange bedre end festerne hos dem fra skolen.

”Hey Jonas,” sagde du. ”Jeg smutter lige hen efter… ” du pegede mod baren.

”Mmmm.”

Jeg stod og vippede lidt til musikken. Kiggede ud over dem, der dansede. Tænkte på, hvor fantastisk det hele ville blive om lidt, når vi fik noget indenbords.

”Her,” du kom gående med en brunlig drink i hver hånd. ”Ikke se så skeptisk ud. Det’ en cocktail. Long Island ice tea eller noget.”

Du kiggede på mig og tilføjede grinende: ”Bare rolig! Der er vodka i.”

Trommerne hamrede løs i baggrunden. Og så grinede vi begge to. Vi var på toppen. Vi var en del af rytmen. Folk skreg og dansede. Jeg tog en slurk.

”Det må jeg sgu gi’ dig! Den er vildt god!” råbte jeg for at overdøve musikken.

”Det var jo det, jeg sagde,” svarede du. ”Kom, jeg har nogen, du skal møde.”

Du hev mig hen over gulvet. Vi zigzaggede forbi folk, der stod og dansede tæt op af hinanden. Midt over danseområdet var måske heller ikke den smarteste rute. Du var ligeglad. Halvvejs ovre så jeg en rødhåret pige tabe sin drink. Hun fniste bare og dansede videre. På den ene af dine sko bredte der sig en stor plamage. Jeg tror ikke engang, du opdagede det. Nej, du fortsatte din vej over gulvet. Fra danseområdet videre hen til en trappe og op til et plateau med nogle borde og sofaer. Pigerne og drengene her dansede ikke. De sad og drak og røg og lå på sofaerne så tæt omsluttet, at man ikke kunne se hvem, der var hvem.

”Kom,” sagde du og trak mig med hen til en af sofaerne, så jeg var lige ved at spilde min drink.

To piger sad og snakkede. Den ene havde kort brunt hår og så ud som om hun ikke var enig med hende den anden. Hun havde lyst hår for resten. Ikke at det er vigtigt.

”Liz,” du pegede mod den korthårede. ”Jonas,” sagde du og pegede tilbage på mig.

Liz kiggede op og nikkede. Hun var pæn. På sådan en naturlig måde. Ikke som så mange andre piger med make-up over det hele.

Derefter fik jeg en del at drikke. Jeg flød rundt, snakkede med folk jeg ikke kende. Dansede endda lidt med Liz. Hun var sød. Dansede lidt med nogle andre, jeg ikke kan huske. Der er meget af det, jeg slet ikke kan huske og først har fået fortalt senere. Det hele druknede lidt i alkoholen, blegnede i forhold til, hvad der skete senere.

Men jeg husker, at jeg gik ud på toilettet. Det var et af den slags med en masse båse og nogle håndvaske. Som et toilet plejer at være. Jeg gik ind i en bås, satte min øl ned. Gjorde, hvad jeg skulle gøre. Satte øllen i håndvasken. Og så hørte jeg hendes stemme…

”Det var Jonas ikke?”

Jeg vendte mig om. Jean. Den lyshårede.

”Jep!” Jeg smilte. ”Og du hedder Jean.”

Jean nikkede.

”Sjovt?”

”YEAH MAN! Det er for vildt.”

Hun smilede. Hun var pæn, når hun smilede.

”Du er pæn,” sagde jeg.

Okay, det ligner mig ikke at sige den slags ting lige ud, men husk på at jeg havde fået noget at drikke. Filteret var forsvundet, ikke. Du tænker noget, og så siger du det og tænker ikke mere over det. Men Jean synes ikke at have noget mod det. Hun var sikkert også lidt fuld. Smilede bare lidt mere, og før jeg vidste af det, kyssede vi. Stod ude på toilettet og kyssede. Det hele gik så hurtigt. Slørret af alkoholen. Jeg kan ikke huske, hvordan det føltes – mine læber mod hendes – kun at det var hende, der trak sig. Vi stod og kiggede lidt ind i hinandens øjne.

”Vil du have noget?” Hviskede hun.

”Mmm,” svarede jeg og havde ingen idé om, hvad hun mente.

”Her,” Jean fiskede en lille pose med en dynge af hvidt pulver frem. ”Du ved, hvor du kan finde mig, hvis du vil have mere.”

Hun kyssede mig let på kinden og gled ud af døren. Det var det. Underligt. Anderledes. Og hurtigt overstået. Jeg kiggede ned på det lille bjerg af hvidt i min håndflade. Mit hjerte bankede stadig efter det med Jean. Bassen pumpede løs udenfor. Stiletter og sneakers hamrede mod gulvet. Det var fedt det her. Jean kunne lide mig. Vi kyssede! Wooohooo! Jeg kiggede ned på øllen ved håndvasken og bundede den. Nu skulle der fandme festes. Mine fingre fumlede med at få åbnet posen. Hvordan gjorde man det overhovedet? Sku’ det sniffes? Spises? Jeg gik ind i en af båsene, hældte noget ud på gulvet og faldt ned ved siden af. Det lignede sand. Hvidt sand. Jeg lod min pegefinger køre igennem det, tegne en streg, førte den op til munden, små hvide fnug… Og så slog det klik. Lige så overlykkelig jeg havde været, lige så bange og vred blev jeg. Hvad fanden lavede jeg? Hvad i al helvede havde jeg gang i? Det var stoffer. Stoffer slog ihjel! Jeg nærmest hoppede op fra gulvet, ør af alkoholen. Skubbede døren op, stavrede hen til den næste dør, skubbede den op. Løb/gik hen til Du. Han sad og kyssede med en eller anden rødhåret pige.

”Jeg vil hjem,” sagde jeg.

Der skete ikke noget.

”Jeg vil hjem,” gentog jeg, højere.

Du drejede hovedet.

”Slap af…”

Du lænede dig ind til pigen igen.

”Jeg…” min stemme lød tynd.

Du kiggede op, må have set, at der var noget galt.

”Er du okay?”

”Jeg vil bare gerne hjem nu.”

Du hviskede noget til pigen, hvorefter hun gik.

”Jamen så lad os tage hjem,” sagde du og rejste dig op.

Pludselig kom jeg i tanke om noget.

”Kan du godt køre? Du ved… Alkohol?”

”Selvfølgelig, det var jo aftalen. Jeg skal bare lige sige farvel til Liz og dem, ikke.”

Da du kom tilbage havde du Liz med tilbage. Havde brug for et lift, sagde hun. Jeg endte med at sidde på bagsædet, mens I sad og ævlede løs foran. Jeg kunne se at hjulene skred en smule over midterlinjen på vejen, men jeg sagde ikke noget. Jeg ville hjem. Jeg var skræmt over mig selv. Bange for hvad jeg kunne finde på. Jeg havde næsten taget de stoffer…

Bilen gjorde et sving. Ups, sagde du. Liz lo. Jeg sagde ingenting. Hvad skulle jeg have sagt?

Der var mørkt og klart. Kun få biler kørte stadig på vejene. Ellers var vi alene. I mørket. Ud af mørket kom hun.

Bilen stoppede ikke engang. Fortsatte hen over hende. Du slukkede for bilen. Der blev helt stille. Jeg så dig stige ud af bilen, så dig falde på knæ. Jeg så Liz følge efter dig, hørte hendes skrig.. Mine sko knasede mod asfalten, da jeg steg ud. Mit hjerte hamrede mod mine ribben, truede med at knække dem. Det kunne ikke rumme, hvad det så. En pige. Lyst hår, blod, metal, et cykelhjul.

Min hånd forsøgte at stoppe tårerne. Den rystede.

”Er hun…” min stemme knækkede.

”har vi…?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...