Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Deltager i konurrencen Fantasy, med valgmulighed nummer 2 hvor man skal: Skrive en historie, hvor du bliver inspireret af et eller flere af billederne. her har jeg valgt billede nummer et (det med hunden).

Historien handler om en ung elver, Itzal som er tjenestedreng hos en nedrig og kynisk Rigsdværg ved navn Olaf Steinhart. Olaf er Burggraf hvilket er en adelig titel blandt dværge. Itzal gør oprør mod sin herre, og mod sit uretfærdige lod som slave og tjenestedreng, men undervejs bliver der afsløret hemmeligheder, om ham selv, som han ikke kunne have forudset, og han finder at han har flere venner end han troede.

3Likes
0Kommentarer
446Visninger
AA

4. Søvn

Orphne ventede, som altid, foran døren til Itzal og Razals fælles værelse. Itzal kunne ikke huske hvornår den store, guløjede, sorte hund med det hvide bryst var kommet til Burggrafens borg, hvis den overhovedet var stor nok til at blive kaldt en borg. Itzal havde spurgt Razal hvornår Burggrafen havde fået hunden, men han snakkede altid udenom, og Itzal var kommet frem til at den gamle mand ikke kunne huske det.

Orphne sprang op i Itzals arme, som et lille barn der ventede, på sin fars tilbagevenden fra et langt jagttogt, og som endelig ser ham igen. Det gjorde den ellers aldrig, og Itzal væltede bagover. Han var heldig for akkurat som han var ved at ramme det hårde stengulv, blev han grebet af et par stærke arme. Det var Erik. Erik kom sommetider på besøg, men det var sjældent. Mennesker var af højere status end elvere, og det var nedværdigende for et menneske, at være inde på elvernes beskidte område. Men Erik var ligeglad, han nød nemlig Itzals selskab.

Orphne sad imellem de to hårde måtter lavet af flettet siv, som de tom mænd sad på, og som ellers tjente som senge for Itzal og Razal. Itzal havde en hånd filtret ind i Orphnes pels, og så vidt han kunne se kælede Erik også for hunden. Erik var ikke meget ældre end Itzal selv, omkring de tyve år, men Itzal så alligevel op til den rødhårede, barskt udseende mand, som altid var så venlig.
”Du er god af en Odajur at være,” tænkte Itzal, ”jeg ville ikke have noget imod at have dig som ejer, i stedet for den kolde Mijajur. Det ville være en rar forandring…”
Han troede at han så syner, og kiggede hurtigt op på Erik, som udstødte et forskrækket, og halvkvalt gisp. Han havde set rigtigt, Orphnes øjne var, i et kort sekund, blevet blå som isen i de gletsjere, der var i bjergene mod syd. Men Itzal var, af en eller anden grund, ikke blevet hverken bange eller forskrækket. På en eller anden måde, virkede det bare naturligt. Og desuden havde han fået en rigtig god ide, i det samme korte sekund som Orphnes øjne lyste.

Erik kendte stadig ikke til Itzals gode ide, da han gik, og efterlod Itzal og Orphne alene i det lille, klamme og dårligt oplyste sovekammer. Erik havde været så urolig, efter det der skete med Orphnes øjne, at det havde taget den større halvdel af en time at berolige ham. Og da han endelig var faldet til ro, var han så udmattet, at han næsten ikke kunne holde øjnene åbne.

Itzal sad på sin måtte og ventede. Han ville fortælle Razal sin ide. Han vidste ikke hvordan Razal ville reagere, men han var sikker på, at Razal ikke ville afsløre det overfor Burggrafen. Eller nogen anden for den sags skyld. Så han ventede, og han ventede længe. Og som han sad der i halvmørket, med Orphnes dybe åndedrag som sit eneste selskab, blev hans øjenlåg tungere og tunger, indtil han ikke kunne holde øjnene åbne mere, og han faldt i søvn.

Han sov uroligt den nat. Hans hjerne udforskede den ide han havde fået, og bryggede en tyk og simpel plan på den. Det var en drastisk og ubehagelig plan, men ikke desto mindre var det en genial plan. På trods af hans hyperaktive hjerne, var Itzal frisk da han vågnede, og han vidste hvad han måtte sætte i værk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...