Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Deltager i konurrencen Fantasy, med valgmulighed nummer 2 hvor man skal: Skrive en historie, hvor du bliver inspireret af et eller flere af billederne. her har jeg valgt billede nummer et (det med hunden).

Historien handler om en ung elver, Itzal som er tjenestedreng hos en nedrig og kynisk Rigsdværg ved navn Olaf Steinhart. Olaf er Burggraf hvilket er en adelig titel blandt dværge. Itzal gør oprør mod sin herre, og mod sit uretfærdige lod som slave og tjenestedreng, men undervejs bliver der afsløret hemmeligheder, om ham selv, som han ikke kunne have forudset, og han finder at han har flere venner end han troede.

3Likes
0Kommentarer
445Visninger
AA

3. Fortællinger og pligter

”… Men Odajur husker dårligere end vi Derzajur. Dværgene har overbevist dem om, at Bazajun gemte sig blandt deres forfædre, og at det er derfor de blev taget som slaver.” sagde Razal, med sin brummende, hæse stemme, ”Det er derfor at de bebrejder os for deres slaveri.”
Razal var fortæller, eller det vil sige at han var i Burggrafens køkken som kokkenes hjælper. Men i virkeligheden var han historiefortæller. Man kunne se det på hans lange hvide hår, krogede fingre og livlige øjne. Hvis man lyttede til ham i blot få sekunder, kunne man let høre det på hans erfarne stemme. Han begyndte på en anden historie, som han selvfølgelig også havde fortalt, mere end blot en enkelt gang.

Razal havde fortalt historien om den store krig et utal af gange, men Itzal lyttede lige interesseret med hver gang. Og han stod altid i udkanten af de elvere som lyttede. Itzal var ung, men han havde allerede en høj position blandt slaverne. Razal var venlig, og glad på hans vejne, men ikke alle var lige så glade for Itzal. Især menneskene var sure over Itzals hurtige forfremmelser, han havde jo ikke arbejdet så længe som dem, og hvad værre var, så var han ikke andet end en dum elver i deres øjne.

Itzal hørte kun de første få sætninger, før den lille sølvklokke, som var tildelt ham, begyndte at bimle. Han ville helst ikke forlade elvernes kælder, imens Razal fortalte historier, men han havde ikke noget valg. Hvis han ankom til Burggrafens kammer bare få sekunder for sent, ville Burggrafen sætte Bodin til at piske ham. Og ganske vist var det almindeligt kendt, at Bodin var hård, når det gjaldt afstraffelsen af ulydige elvere, men det store, brede menneske var mere end bare almindeligt ond, når han straffede Itzal.

Itzal bankede let på den store dobbeltdør. Et menneske, klædt i Burggrafens grå og grønne farver, åbnede døren og kaldte ham ind. Det var ikke Erik, som det plejede, men derimod Bodin. Itzal skulede på Bodin, med foragt lysende ud af sine hvide, pupilløse øjne. Hans manglende pupiller var ikke det eneste, som var anderledes ved Itzal. Han var et helt hoved lavere end de andre elvere, og kun lige på højde med et menneske. Og i stedet for den samme karakteristiske, glatte hage og spidse ansigt som de andre elvere delte, havde han en bred og firskåren hage, dækket af et kraftigt, sort skæg. Også hans brede, og muskuløse kropsbygning var forskellig fra de andre. Kun hans spidse ører, samt hans bizarre evne til at se uden pupiller, afslørede ham som værende elver.

Han vidste at han var ankommet med tid til overs, så han var meget forvirret over Bodins tilstedeværelse. Lige indtil han så en ung kvinde ligge på knæ foran Burggrafen. Hun var lille og spinkel, og helt klart menneske. Hendes røde hår var filtret, og det hang ned over hendes skuldre, så det skjulte hendes ansigt for Itzal. Hun hulkede kraftigt.
”Åh nej, det kan du ikke gøre!” hendes stemme var tyk af gråd, da hun bad hjælpeløst, ”Olaf, jeg be’r dig… nej, jeg bønfalder dig, ikke det! Alt andet, bare ikke hundene! Jeg be’r dig…”
Der lød et voldsomt smæld, da Burggrafens knyttede hånd ramte kvinden midt i ansigtet. Den spinkle kvinde sank sammen som en kludedukke, for fødderne af den lille mand, som var næsten et hoved lavere end kvinden.
”sagde jeg ikke til dig, at du ikke må kalde mig andet end herre eller Burggraf.” det var ikke et spørgsmål som hans grove, dybe stemme udformede, snarere et koldt faktum. Burggrafen henvendte sig til Itzal, ”ryd det svineri op, slave. Det forstyrrer mig.”

”Kolde Mijajur!” tænkte Itzal arrigt, ”Du skulle slås for panden som det udtjente avlsdyr du er!”
Det var ikke første gang, at Itzal havde fået oprydningstjansen efter Burggrafens voldeligheder, men han tænkte dværgen død hver gang. Og denne gang var ikke spor anderledes. Kvindens ansigt var forvredet og blodigt efter det hårde slag, men Itzal kunne stadig se, at hun havde været meget køn før den voldsomme episode. Men nu var kvinden død, og hendes ville alligevel ikke have reddet hende, fra hundenes sultne kæber. Egentlig skulle han også smide kvindens seks måneder gamle barn for hundene, men hver gang det, eller noget lignende, skulle gøres, var børnene altid væk. Ingen hverken spurgte eller sagde noget, men alle elverne vidste hvem det var, og det gjorde menneskene sandsynligvis også. Razal kunne ikke lade være. Ingen vidste hvor Razal sendte dem hen, men alle vidste, at det var bedre end hvad der ellers ventede dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...