Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Deltager i konurrencen Fantasy, med valgmulighed nummer 2 hvor man skal: Skrive en historie, hvor du bliver inspireret af et eller flere af billederne. her har jeg valgt billede nummer et (det med hunden).

Historien handler om en ung elver, Itzal som er tjenestedreng hos en nedrig og kynisk Rigsdværg ved navn Olaf Steinhart. Olaf er Burggraf hvilket er en adelig titel blandt dværge. Itzal gør oprør mod sin herre, og mod sit uretfærdige lod som slave og tjenestedreng, men undervejs bliver der afsløret hemmeligheder, om ham selv, som han ikke kunne have forudset, og han finder at han har flere venner end han troede.

3Likes
0Kommentarer
447Visninger
AA

5. En ny mulighed

Da Itzal vågnede sov Razal allerede tungt. Til Itzals store held, og overraskelse, sad hans uniform som den skulle, da han vågnede. Den lyd som havde vækket ham, var nemlig sølvklokkens klare ringen. Han fløj op af sengen, ned ad de lange, mørke gange og op ad de stejle trapper, hurtigere end en bolt skudt fra en armbrøst. Han glemte næsten at stoppe op, før han bankede let på Burggrafens dør. Denne gang var det Erik som lukkede ham ind. Han så træt ud, som om han havde fået for få timers søvn, men han så ikke bekymret ud. Det beroligede ham lidt at Erik var rolig, og hans hjerte begyndte at slå langsommere igen.

”Det er en mærkværdig slave du har, min herr Steinhart,” lød det interreseret fra en dværg i klædt i hvidt og blåt, henvendt til Olaf, som var klædt i hans formelle, men prægtige grågrønne middagsdragt, ”jeg gad nok vide, hvad den er for et væsen. Den har ører som en elver, højde som et menneske og, selvom jeg nødig vil indrømme det, skæg som en dværg. Oven i det hele har den en blind mands øjne, men en falks skarpe blik…”
En anden fortsatte så respektløst, at han ikke kunne være andet end en vaskeægte graf, ”Og du påstår at den kan læse..?” det var en mellemting mellem hån og et spørgsmål. Grafen var klædt i en dragt af rig, dyb lilla og sort silke.
Denne gang var det Burggrafen selv som sagde noget, ”Ja, min herr Gottfried, og også både skrive og regne.” sagde han, henvendt til Grafen, hvis efternavn åbenbart var Gottfried, og rettede så sin stemme mod hele salen, ”Den er stærk som ti elvere, klog som ti mennesker, lydig som ti hunde og udholdende som en dværg. Den er pligtopfyldende, punktlig og er ikke sart når det gælder… oprydning, hvis mine herrer forstår.”

Itzal havde følt sig som et udstillingsdyr, da han havde stået på den lille skammel, som havde stået midt i Burggrafens store spisesal. Han var glad for at være blevet lukket ud, selvom han stadig kunne høre dem tydeligt, igennem den enorme, massive dobbeltdør. Når dværgene handlede med slaver, blev slaverne altid præsenteret uden navn, og altid benævnt som den, for at slaverne ikke skulle blive til andet end en handelsvare. Bagefter blev nyttige egenskaber og færdigheder listet op, efterfulgt af en spørgerunde. Og så blev slaven sendt ud.

”Hvad siger de?” det var tydeligt at høre nysgerrigheden i Razals stemme, ”Hvor dyrt bliver du solgt? Formentligt ikke for under 200 guldmønter?”
”De er blevet enige om 1000 guldmønter og en Odajur,” svarede han, stadig i chok over den høje pris, ”de er ved at forhandle om nogle betingelser. Burggrafen forlanger at jeg får mit eget kammer… blandt hans Odajur. Men Gottfried vil ikke gå med til det, men han vil give mig mit eget kammer blandt hans Derzajur. Jeg forstår det ikke, hvorfor vil han købe mig til så høj en pris?!”
”Du er… speciel for Burggrafen, han ville sandsynligvis slet ikke sælge dig til at starte med.” forklarede Razal, ”Men han er urolig for, at hans Odajur vil gøre oprør imod ham, på grund af din høje status. Det er usædvanligt at en Derzajur besidder en så høj status, som jeg gør. Og det burde være umuligt at blive Burggrafens personlige tjener, for en Derzajur. En Odajur ville aldrig få så høj status i din alder.”
med de ord gik han, og forlod Itzal endnu mere forvirret end før.

Forhandlingerne havde varet det meste af dagen, men endte uden at han blev solgt. Men til gengæld købte Burggraf Steinhart syv elvere og et menneske. Fire af elverne var nyindfangede Bazajur, og på grund af det også meget billige - de var nemlig ikke blevet tæmmet. Det var som regel Bodins opgave at ’tæmme’ de nye. Det var synd for dem, men en god mulighed for at iværksætte Itzals plan. Han ville sætte den i gang om aftenen den næste dag – og noget blev så sandelig sat i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...