Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Deltager i konurrencen Fantasy, med valgmulighed nummer 2 hvor man skal: Skrive en historie, hvor du bliver inspireret af et eller flere af billederne. her har jeg valgt billede nummer et (det med hunden).

Historien handler om en ung elver, Itzal som er tjenestedreng hos en nedrig og kynisk Rigsdværg ved navn Olaf Steinhart. Olaf er Burggraf hvilket er en adelig titel blandt dværge. Itzal gør oprør mod sin herre, og mod sit uretfærdige lod som slave og tjenestedreng, men undervejs bliver der afsløret hemmeligheder, om ham selv, som han ikke kunne have forudset, og han finder at han har flere venner end han troede.

3Likes
0Kommentarer
450Visninger
AA

6. Afsløringer

”Kom nu Razal,” Itzals stemme var lav og hviskende, og det af gode grunde, ”jeg ved jo at du har kontakt til Bazajun, vil du ikke nok spørge dem? Det værste der kan ske...”
”Er at de slår mig ihjel!” Razals stemme var ikke længere bare ru, den var også skarpere end kokkens bedste kniv, ”jeg skal med glæde lege din marionetdukke, og slå den helvedes karl af en Mijajur ihjel, men jeg har lavet en aftale med Bazajuns ældste, og den overholder jeg!”
Itzal kunne se at han skulle til at sige noget mere, men Razal stoppede sig selv, lige så pludseligt som havde han løbet panden imod en mur.

De gik i stilhed derefter, Itzal fordi han tænkte, på hvordan han skulle få overtalt Razal til at bede Bazajun om hjælp. Razal var stille både fordi han havde talt over sig, og fordi at Itzal havde ret. De ville ikke kunne udføre Itzals plan, uden en flugtvej og et tilflugtssted, og desuden var der for få elvere til overhovedet at give vagterne sved på panden. De skiltes i samme stilhed, men i hver deres tanker.

Der blev ikke sendt bud efter Itzal den dag. Hvilket var utrolig heldigt for ham, for han kunne ikke tænke på andet, end hvordan han skulle overtale den stædige Razal. Han gjorde sine pligter, men han gjorde sig ingen umage. Han havde ikke tjekket, om Burggrafens tøj var vasket ordentligt, eller sørget for at, hans puder var blevet rystet to gange i stedet for en, ikke udskiftet alle vokslysene, eller fyldt olie på alle lamperne. I det hele taget var det enormt sjusket, i forhold til hvordan han plejede at gøre det. Og da han var færdig med pligterne, satte han sig på sin hårde måtte i det fugtige, mørke kammer, hvor han vidste at Orphne ville vente på ham.

Ganske rigtigt havde Orphne ventet på ham foran den lave og forfaldne trædør. Da Itzal var kommet ind, og ned at sidde, begyndte han at rede Orphnes tykke, stride pels med fingrene. Det var noget han altid gjorde, når han tænkte for meget, eller hvis han ikke kunne få styr på sine tanker. Han sad der længe, og da han først opdagede, at den lille stump vokslys, som havde udgjort deres sidste ration, var brændt helt ned, havde han lavet en sildebensfletning, som startede bag Orphnes højre øre, gik ned ad hendes nakke og hals, og sluttede på hendes muskuløse bryst. Fletningen var smal og tæt, men den var fast, og smukt udført. Han sad og beundrede sit værk, i halvmørket. Det lille kammer var kun oplyst af et svagt blåt skær, fra Orphnes fletning.

Itzal blev revet ud af sin tankeløse sindstilstand, da den nedslidte dør blev åbnet, under højlydt, knirkende protest. Det var Razal, og han så gammel ud, ikke som en garvet fortæller, men snarere som en vissen plante før dens død. Razals øjne var trætte og glansløse, da han så Itzal i øjnene. Han stod sådan længe, og prøvede at danne en sætning, men ordene ville ikke makke ret. Imens sad Itzal og ventede utålmodigt, indtil han til sidst rejste sig, og hjalp den gamle elver ned at sidde.

De sad længe overfor hinanden uden en lyd. Den sædvanlige, afslappede stilhed var blevet afløst af en trykkende og alvorlig stilhed. Selvom Orphne sad tæt op ad Itzal, var han stadig urolig; Han havde aldrig oplevet den venlige, gamle fortæller være sådan. Han havde prøvet at bryde stilheden, men i det samme som han havde åbnet munden, var han blevet standset af et afvisende vink fra Razal. Og så sad han der bare, afventende og urolig.

”Den er magisk.”
”Hvad?” Itzal blev så forskrækket, da Razal endelig sagde noget, at han ikke registrerede hvad han havde sagt.
”Den er magisk.” gentog Razal hæst, og denne gang hørte Itzal det.
”Hvad?” svarede han forvirret, ”Er Orphne magisk?”
”Ja, men det var ikke hende jeg talte om.” han talte meget monotont, og langsomt, og Itzal vidste at det var alvor, ”Jeg talte om fletning. Du har lavet den. Du kan se at den gløder, det er magi, men ikke kun Orphnes. Al magi er forskellig og unik, og hvis man er dygtig kan man se forskellene. Jeg kender Orphnes magi. Du har også magien i dig, og den magi som er i fletningen er både din og hendes. I er forbundne, og det er den bro som du kan se. Du har længe spekuleret over hvor gammel hun er, ikke sandt?” det var snarere en konstatering end et spørgsmål, men Itzal nikkede alligevel sit svar til Razal, ”hun er tolv århundrede.”
”Hvad?! Virkelig?” udbrød Itzal, og Razal svarede med et roligt nik, ”Hvordan ved du alt det?” han var mildt sagt forvirret, ”Er du en eller anden form for Macajur, eller hvad?”
”Nej,” han lød mere som sig selv, men langt fra som en fortæller, ”men jeg er heller ikke Derzajur. Og mit navn er heller ikke Razal, selvom det var engang. Mit navn har været Razalan i næsten elleve århundreder. Jeg er Bazajur. Jeg er en af de resterende tre oprindelige ældste. Og Orphne hedder i virkeligheden Orphulun. Hun er Murajur, og den eneste oprindelige ældste blandt Maurajun. Vi hørte begge åndernes kalden, om at en elver med stenhud ville blive født blandt Derzajun. Da Orphulun mærkede magien ved din undfangelse, var jeg heldigvis allerede inde på borgen, forklædt som Derzajur, så det var let at få Orphulun ind. Lige siden har vi fulgt, og beskyttet dig. Og siden du er så opsat på at gennemføre det oprør, imod din… den Mijajur, så er vores eneste mulighed at skaffe dig så meget hjælp som muligt. Derfor vil jeg hjælpe med at gennemføre din plan, men kun på en betingelse: Overtal alle de Odajur du kan, til at hjælpe dig.”

Itzal sad fuldstændig ubevægelig, og med hovedet fyldt med forvirrede tanker, længe efter at Orphne og Razal – eller som de i virkeligheden hed – Orphulun og Razalan var faldet i søvn. Der var så meget hans hjerne skulle bearbejde, at den næsten afviste det som værende en løgnehistorie, men den gjorde det ikke, for han vidste at hvert eneste ord, som var kommet over Razalans læber, var sandt. Da han endelig faldt i søvn sad han halvvejs op ad den fugtige, kolde væg, og fuglene var for længst begyndt at hilse solen godmorgen med deres sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...