Der hvor du er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Igang
"Det var helt sikkert en fejl. Der er altid nogen der mangler i databasen, sagde jeg til mig selv. Jeg vidste jo at Daniel arbejdede hos dem. Han ville ikke lyve for mig. Aldrig nogensinde"
Da Evelyn en morgen ikke kan finde sin mand, Daniel, tager hun uden tøven ud for at finde ham. Men hvad hvis det der venter er en sandhed Evelyn ikke vil høre?

1Likes
3Kommentarer
380Visninger
AA

2. Målrettet

Jeg kastede et kort blik på væguret. Tyve minutter over otte og stadig ingen lyd fra Daniel. Jeg slukkede fjernsynet og bevægede mig ind i soveværelset igen for at redde sengen da mit blik faldt på et lille stykke papir på gulvet. Jeg satte mig på sengen og læste det.

 

”Evelyn,

Du skal ikke forlade lejligheden mens jeg er væk.

Jeg har købt ind til de næste par dage.

Spørg naboerne hvis du har problemer.

Vi ses snart”

 

Jeg smed noten fra mig og tog mig til halsen hvor en kæmpe klump var ved at formes. Hvad skulle det nu betyde? At jeg bare skulle sidde her og kukkelure indtil han kom tilbage? Uden at vide hvor han var og hvad han lavede? Næppe. Jeg klædte mig på, trykkede min telefon ned i baglommen og fløj ud i gangen, flåede min frakke ned fra knagen og trak mine støvler på. Det var slut oktober og egentlig ret koldt udenfor, men jeg havde ikke tid til at finde handsker og halstørklæde. Jeg måtte ud og finde min mand.

 

Asfalten på vejene var stadig våd efter et nyligt regnskyl. Jeg gik med hastige skridt, ivrig efter at komme ind i varmen igen. Mine efterårsstøvler havde en anelse hæl – ikke mere end 5-6 centimeter høj, men tynd nok til at gøre det besværligt at gå hurtig på det ujævne fortorv. Ikke det bedste valg, indrømmede jeg til mig selv, men det var en udmærket business-sko, da den i min branche udtrykkede stilren modebevidsthed, men uden at gå på kompromis med det praktiske; komforten og varmen de gav. Jeg smilede, tilfreds med mig selv. Jeg var god til mit job – opmærksom – tænkte alt ned til mindste detalje. Nedgangen til undergrundsbanen var travl selv så tidligt, og jeg måtte mase mig udenom en flok fulde teenagere for overhovedet at komme hen til trappen. Jeg tørrede næsen af i mit ærme for at fjerne stanken af tequila.

”Evelyn!”

Jeg var nær løbet lige ind i min underbo, Janet Collins. En utroligt gennemsnitlig kvinde med sit mellembrune pagehår, sine små ovale briller og sin kedelige garderobe. Hun arbejdede vist nok som småbørnslærerinde på den lokale folkeskole.

”Hej, Janet” hilste jeg hurtigt i håb om at hun ville lade mig fortsætte uden sniksnak.

”Hvor skal du hen i den fart?” spurgte hun med en halvbekymret mine.

”Cheltenham & Gloucester!” svarede jeg over min skulder, allerede på vej videre.

”Hvad skal du der?” råbte hun efter mig, men jeg lod som om jeg ikke hørte hende. Hun var godt nok nysgerrig, men hvem kan bebrejde hende det. Hendes liv var sikkert enormt kedeligt. Og desuden var det hendes egen skyld for ikke høre efter – jeg havde uden tvivl fortalt om Daniels arbejde i C&G.

 

”Hej, mit navn er Evelyn Summers” sagde jeg, da jeg tyve minutter senere trådte hen til skranken i den blåtdesignede C&G-bygning. ”Jeg ville høre om min mand, Daniel Summers, har været her denne morgen?”

”Daniel Summers?” gentog receptionisten mens hun klikkede løs på sin skærm.

”Ja. Han har ikke nogen vagter i dag, men han kunne måske have haft et møde?”

Hendes øjne flakkede op og ned mens hun scrollede.

”Nej, jeg har ingen informationer om at deres mand skulle være mødt på arbejde idag” sagde hun endelig.

”Og du kan ikke se om han havde en aftale i kalenderen?” prøvede jeg.

”Så skal jeg bede om hans CPR-nummer”

”19/02/1980” sagde jeg uden tøven. Hun tastede.

”Og de sidste fire?”

”0347”

Hun brugte et par minutter på at søge før hun sagde noget igen.

”Fru Summers, jeg har ingen informationer om deres mand her”

”Nå, men ellers ta-”

”Nej, De misforstår mig. Din mand er slet ikke i databasen. Så vidt jeg kan se arbejder han ikke for Cheltenham & Gloucester”

Hendes ord gav mig et ubehageligt sug i maven, men jeg smilede til hende.

”Det må være en fejl. Min mand har arbejdet hos jer i 5 år. Men du skal have tak for din hjælp” sagde jeg venligt, vendte om på mine hæle og travede ud i kulden. Det var helt sikkert en fejl. Der er altid nogen der mangler i databasen, sagde jeg til mig selv. Jeg vidste jo at Daniel arbejdede hos dem. Han ville ikke lyve for mig. Aldrig nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...