Der hvor du er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Igang
"Det var helt sikkert en fejl. Der er altid nogen der mangler i databasen, sagde jeg til mig selv. Jeg vidste jo at Daniel arbejdede hos dem. Han ville ikke lyve for mig. Aldrig nogensinde"
Da Evelyn en morgen ikke kan finde sin mand, Daniel, tager hun uden tøven ud for at finde ham. Men hvad hvis det der venter er en sandhed Evelyn ikke vil høre?

1Likes
3Kommentarer
378Visninger
AA

1. Det gode liv

 

I believe in you
I'll give up everything just to find you
I have to be with you to live, to breathe
You're taking over me”

 

(Taking over me - Evanescence)

 

 

Jeg vidste der var noget galt sekundet jeg vågnede. Huset var for stille. Den anden side af sengen var kold selvom det var lørdag og klokken kun var halv syv. 

"Daniel?" kaldte jeg tøvende. Jeg vidste godt jeg ikke ville få noget svar, men det var et forsøg værd. Jeg gned det sidste søvn ud af øjnene. Hvorfor var jeg overhovedet vågnet så tidligt? Vi sov ellers altid længe i weekenden. Vi levede travle liv, Daniel og jeg. Jeg arbejdede som kommunikationschef for et stort marketingsfirma og Daniel havde ansættelse i bankverdenen. Begge tidskrævende erhverv der opbrugte al vores energi i hverdagene. Derfor værdsatte vi weekenderne. Jeg greb min telefon fra sengebordet og gennemlyttede min telefonsvarer. Den eneste besked var fra min søster, Hailey.

"Hej søs, det er mig. Jeg ville bare lige smide en besked inden min næste vagt begynder. Hvordan går det? Har du det okay? Husk at tage dine piller. Vi ses på tirsdag!"

Jeg rynkede panden. Piller? Som vitaminpiller og kalkpiller? Tja, min søster havde altid været lidt af en sundhedsfreak. Hendes fitnesslivsstil havde irriteret mig dengang vi stadig begge boede hjemme. Hun fik på en eller anden måde altid overtalt vores forældre til at købe de underligeste ting. Hampprotein, gojibær og boghvedeflager til morgenmaden. I rystede på hovedet i afsky. Det var en verden jeg aldrig ville forstå, og det gjorde mig absolut intet. Mit helbred var fint uden - og det samme var gældende for Daniel. Hvor var han egentlig?

Jeg trak min morgenkåbe på og bandt den stramt omkring mig i håb om bedre beskyttelse mod den kolde morgenluft. Med skuldrene oppe om ørene begav jeg mig ud i gangen og ned i den anden ende af vores lejlighed. Stuen var som vi havde efterladt den igår. To tomme vinglas og en halvspist plade mørk chokolade stod på sofabordet som en skygge af fredagens kvalitetstid. Jeg smilede ved tanken og fortsatte ud i køkkenet. Også her havde vi efterladt spor fra aftenens aktiviteter. Tallerkener, spisepinde og en lille skål med sojaspor fortalte historien. Historien om hvordan Daniel var kommet sent hjem og havde været for træt til at lave mad, og om hvordan jeg var kommet ham til undsætning ved at bestille sushi. Stearinlysene i vindueskarmen var stadig tændt, så jeg skyndte mig at puste dem ud. Vi måtte have glemt dem da vi trak ind i stuen, begge i for godt humør til at bekymre os om opvask. Endnu engang måtte jeg rive blikket væk for ikke at lade mig forsvinde ind i mine tanker. 

"Daniel?" kaldte jeg igen, denne gang lidt højere. Nej, han var ikke i lejligheden. Hvor ville han tage hen så tidligt? Jeg gik ind i stuen igen og smed mig i sofaen. Han ville nok dukke op hvis jeg ventede lidt. Han måtte jo komme hjem på et tidspunkt. Vi var jo en familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...