Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43481Visninger
AA

24. ”You’re an asshole, Harry.”


Suk.

”Louis, luk op.” Jeg bankede ihærdigt på døren ind til min bedste vens lejlighed. Noget jeg havde gjort de seneste fem minutter, uden at have fået nogen respons. ”Jeg har brug for at snakke med dig.”

”Jeg kommer,” kunne jeg så høre en genkendelig stemme sige, hvorefter døren blev åbnet og Louis kom til syne foran mig. Han så ud som en der lige havde set en gyserfilm, da hans hår stod til alle sider, og han gned sig i sine øjne. ”Kom bare ind.”

Efter at være blevet budt indenfor, gik jeg direkte ind i stuen, og slog mig ned i sofaen. Min bedste ven fulgte hurtigt trop, og satte sig i stolen overfor mig.

”Hvad er der galt?” Stemningen mellem os var lidt trykket, sikkert fordi han allerede godt vidste, hvad det var jeg ville snakke med ham om. Det viste hans blik mig, da han kiggede på mig, så bekymret.

Det var svært for mig at formulere hvad det var jeg egentligt gerne ville forklare ham. For hvordan skulle jeg sige til Louis, at det Simon og Modest! havde bedt mig om til vores lille møde, tidligere på dagen, havde påvirket mig på en så negativ måde, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Hvorfor var det, at de skulle blande sig i mit liv, og troede at de kunne styre det? Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være, og lade mig leve livet?

”Det er omkring Chelsea,” sukkede jeg. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. For du hørte vel selv hvad de bad mig om at gøre til mødet.” Han nikkede som svar. ”De ville have mig til at slå op med hende.”
Louis fortrak ikke en mine mens jeg snakkede.

”Men hvorfor er det et problem for dig?” Jeg blev overrasket over hvor alvorlig hans toneleje alligevel var, da han begyndte at snakke. Var der noget galt med ham, eller hvad var det der nærede ham?
”Du sagde jo alligevel at hun intet betød for dig. At du slet ikke havde hende kært, som vi alle sammen havde troet.” Denne gang var det hans tur til at sukke.
”Hvis jeg skal være ærlig, Harry, så forstår jeg simpelthen ikke hvad det er du har gang i. Hvorfor bliver du ved med at køre dette her løb, når du godt ved hvor meget det går os alle på. Du er trods alt ikke den eneste der er begyndt at holde af Chelsea. For uanset om du vil indrømme det eller ej, så ved vi alle sammen, at du kan lide hende. At du har følelser for hende, men er for bange til at indse det.”

Alle ordene strømmede bare ud af hans mund, som var det noget han havde ville sige i lang tid.

”Vi andre drenge er også begyndt at holde af hende, Haz. Selv Eleanor, Danielle og Perrie ser hende som en af deres bedste veninder. Så uanset hvad du gør, bliver du nødt til at tænke dig om. Du bliver nødt til at fortælle hende om væddemålet, og om hele situationen med ’Operation Inspiration’. Det fortjener hun i det mindste at kende til, hvis du alligevel vælger at slå op med hende, i takt med, at du sikkert også knuser hendes hjerte. Den pige er jo blevet så væk i dig, at du selv er for blind til at se det.”

”Stop der, Lou. Jeg er ikke vild med Chelsea, og jeg ved ikke om hun er forelsket i mig. Dog ved jeg bare, at jeg bliver nødt til at slå op med hende. Det ville være bedst for alle. Og på den måde ville vi også få mere opmærksomhed, fordi Niall så ikke er det eneste bandmedlem uden en kæreste.” Jeg blev nødt til at forsvare mig selv, mod alle de ord Louis slyngede i hovedet på mig.

”Har du overhovedet lyttet til dig selv? På hvor åndssvagt det du lukker ud, er? For hold nu op hvor er du blind, hvis ikke du tror at Chelsea er forelsket i dig. Den pige er jo helt væk i dig, og tror at du er den perfekte kæreste. Dog er det langt fra noget du er. Du udnytter hende jo. Udnytter at hun ikke ved en skid om dit lille projekt, og ikke ved hvordan du snakker om hende bag hendes ryg. Som om du ikke er forelsket i hende.” Louis endte med at rejse sig op fra stolen, hvorpå han også hævede stemmen endnu mere. Ja han ligefrem stod og råbte af mig, som var jeg et lille barn, der havde gjort noget forkert.
Hvilket jeg i bund og grund også havde. For han havde ret.

Jeg var en nar, og jeg udnyttede Chelsea på det groveste.

”Og jeg sværger, Harry, jeg havde ikke regnet med at det ville gå så vidt dengang vi alle fik dig til at finde en tilfældig pige på gaden, sådan at du kunne få din skrivelyst tilbage igen. Jeg havde et håb indeni om, at du for en gangs skyld ville ende med at forelske dig, og at du ligefrem ville holde på Chelsea. Men at du opfører dig sådan som du gør, og stadig går så pisse meget op i det lorte væddemål og udfordring, er simpelthen for lavt. Chelsea fortjener dig ikke.” Rasende for Louis ud af stuen, og lod mig sidde tilbage. Jeg var stum. For første gang i hele mit liv, havde min bedste ven råbt af mig. For første gang i de tre-fire år vi havde kendt hinanden, havde vi ligefrem skændtes.

”Jeg kan jo ikke bare fortælle hende at hun var del af en fucking udfordring. At hun i starten ikke noget som helst, og at jeg legede rundt med hende følelser. At jeg legede rundt med hende, bare fordi jeg selv skulle kunne få inspiration til igen at kunne skrive sange. Vil du have at jeg skal fortælle det til hende? Det vil knuse hendes hjerte.” Selvom Louis ikke længere var til stede, valgte jeg alligevel at blive ved med at snakke til ham. Måske jeg endda råbte, sådan at jeg kunne høre det hvor end han var gået hen.
Valgte han at ignorere mig sådan pludseligt, fordi han troede det måske ville hjælpe mig med at ombestemme mig. At det ville hjælpe mig med at blive hos Chelsea, eller i det mindste bare at fortælle hende sandheden.

Irriteret rejste jeg mig så også fra sofaen, og skulle til at begive mig ud i køkkenet, da jeg stødte ind i en person, i det jeg drejede om hjørnet der førte væk fra stuen. Da jeg kiggede op havde jeg forventet at se min bedste ven, men da jeg fik øje på noget langt brunt hår, samt et alvorligt, ja ligefrem rasende pigeansigt, vidste jeg godt, at det ikke just var Louis. Så skulle han hår godt nok havde groet noget så stærkt på de seneste par minutter.

”El…Eleanor,” fremstammede jeg, som havde jeg set et spøgelse. ”Hv-hvad laver du her?”
Kunne jeg for alt i verden ikke prøve at virke normal og afslappet, og lade være med at stamme? Så var det da klart at hun kunne regne ud, hvor meget lort jeg havde lavet. Hvis ikke hun allerede havde-…

”Lad dog være med at stå der og spil så pisse uskyldig, Harry. Tror du ikke godt, at jeg har hørt alt det har snakket med Louis om. At jeg har hørt hvor pisse egoistisk og koldhjertet du rent faktisk er. Især når det gælder Chelsea.” Hun nærmest skubbede mig tilbage ind i stuen, mens hun arrigt kiggede på mig. ”For hvad bilder du dig ind? Sådan at lave et åndssvagt væddemål om, hvorvidt det kunne gå. Er du godt klar over hvor meget den pige holder af dig? Hvor forelsket hun er, og hvor meget hun stoler på dig? Er du godt klar over, at hun troede I havde noget seriøst sammen? Men næh nej – hvis det står til den ih og åh så store og hellige Harry Edward Styles, er hun intet ringere end en brik i en lam udfordring.” Da jeg kom her for kort tid siden, havde jeg ikke regnet med at jeg ville blive råbt, ja ligefrem skreget i hovedet, af intet mindre end to personer. To personer jeg havde så kært, at det overraskede mig, hvor negativt de reagerede.

Dog måtte jeg også indrømme, at jeg ikke ligefrem havde at forventet Eleanor var her, og at hun ville ende med at høre det hele. Egentligt havde jeg regnet med, at det bare var Louis og jeg, der skulle snakke sammen som et hold bedste venner. At han skulle hjælpe mig med hvad jeg skulle gøre, og at det hele så ville udvikle sig derfra – på en positiv måde.
Alt dette var ikke just tilfældet, kunne jeg godt se på nuværende tidspunkt.

Louis var mere sur end nogensinde før, og Eleanor så heller ikke ligefrem ud til at være i et strålende humør.

”Eleanor, du forstår ikke. Jeg-”

”Hvad er det jeg ikke forstår? At du har leget rundt med min bedste venindes følelser i så mange måneder efterhånden, og at du nu pludseligt vil slå op med hende, uden nogen speciel grund?” Tårerne var begyndt at forme sig i hendes øjenkroge, og før dér begyndte jeg for alvor at se hvor meget det påvirkede mine medmennesker, og de andre personer jeg holdt af.

”Jeg vil jo bare ikke såre hende,” halvhviskede jeg. Mest af alt til mig selv. Dog skulle hun selvfølgelig også ende med at høre det.

”Så du tror ikke at hun vil blive såret når hun finder ud af, at hun er blevet udnyttet i al den tid i var sammen? At hun ikke vil blive såret når hun finder ud af, at hun er blevet holdt for nar, af den dreng hun har sat sin lid til.” Eleanor hulkede sagte, mens hun stadig råbte af mig. ”Bare sig at I ikke har haft sex. At hun ikke har opgivet din mødom, for at være sammen med dig.”

Der brast det for mig. For jeg vidste hvor meget det havde betydet for Chelsea, at hun ville have sin første gang til at være med den rette og perfekte fyr. At hun var blevet udnyttet af Noel, på et så groft plan, at jeg troede det jeg havde gang i, ikke var i nærheden af det. Dog havde jeg ikke indset, at jeg rent faktisk overtoppede det han havde gjort, med de fejlagtige handlinger, og med den egoisme jeg havde udstillet hende for.

Da jeg intet sagde til Eleanors spørgsmål, begravede hun sit hoved i sine hænder. ”Nej vel? Har du haft sex med Chelsea? Selv efter at have fået af vide alt der var tidligere var sket med Noel? Og selvom du godt vidste, at du udnyttede hende? Hvorfor kunne du få dig selv til det?”

Tårerne begyndte nu også at presse sig på hos mig. ”Jeg-jeg ved det ikke. Je-jeg…” Mere kunne jeg ikke få frem, da en ufattelig dårlig og klam følelse skød frem i mig. Jeg var virkelig en forfærdelig person, der egentligt bare burde leve alene. Bedre fortjente jeg ikke.

”Du er for klam, Harry.  Godt nok ville du have knust hende, hvis du bare havde slået op med hende, men nu – ja hun vil blive sønderknust når hun får dette her af vide. Det er værre end dengang Noel var hende utro bag hendes ryg.” Og med de ord forlod også Eleanor mig, stadig med tårerne løbende ned af hendes kinder. Hun havde givet mig noget at tænke over. Men vent… Hvad var det hun havde sagt?

Hun vil jo blive sønderknust når hun får dette her af vide.

Havde hun tænkt sig at fortælle det til Chelsea?

Åh Harry. Hvad fanden er det for noget lort du har sat dig selv i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...