Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42655Visninger
AA

22. "You Raise Me Up"


Jeg følte mig fuldendt, da jeg dagen efter vågnede op i armene på Harry. Vores kroppe var stadig nøgne, og jeg kunne derfor nemt mærke varmen fra ham.
Et smil formede sig om mine læber, da hændelser fra sidste aften kom frem i mine tanker. Godt nok havde det gjort så forfærdeligt ondt, men at se en side af Harry, som den han havde vist dagen forinden, havde fået mig til at slappe af gennem hele forløbet.

Han havde været så kærlig og forsigtig, og sørgede hele tiden for, at jeg var okay.

”Godmorgen beauty,” sagde en hæs og ufattelig sexet stemme så ved min side. Måske han havde mærket, at jeg havde rykket på mig, hvilket kunne have vækket ham.
Jeg drejede forsigtigt hovedet over mod ham, og mødte hans grønne øjne.

”Godmorgen,” hviskede jeg. Han så udmattet ud. Meget endda. Havde han ikke havde sovet specielt meget den forrige nat, eller hvad var grunden mon?

Forsigtigt kiggede lod han sin hånd kærtegne min kind, ”hvordan har du det i dag?” Ordene blev hvisket så stille for mig, at jeg blev i tvivl om han kom til at tænke højt for en stund.
Men da hans øjne fangede mine, kunne jeg se at han var bekymret.
Hans bekymring fik mig kort til at trække på smilebåndet.

”Hvis jeg skal være ærlig, så gør det så forfærdeligt ondt.” Forsigtigt lagde han sine læber mod min tinding, og lod mig ikke snakke færdig, da han også lod en finger sætte sig på min mund.

”Fortryder du det der skete i går?” Spørgsmålet var så direkte, at det faktisk skræmte mig lidt. For hvordan kunne han tro, at jeg fortrød det? Godt nok havde det gjort noget så ulideligt ondt, men jeg ville aldrig fortryde at jeg mistede min mødom til Harry.
Kort rystede jeg på hovedet.

”Det var bedre end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Du forstår ikke hvor meget det betyder for mig, at min første gang endte med at være med dig, Harry.” Blidt lagde jeg mine læber mod hans, da han kort tid forinden havde fjernet sine fingre fra min mund, sådan at jeg kunne snakke.
Han smilte kort i kysset, og gengældte det så.
Det endte med at blive rimelig intenst, og da han kurrede mig ind i sin favn, måtte jeg dog trække mig tilbage, på grund af den smerte der gik gennem mit underliv.

Hurtigt vendte jeg blikket væk fra ham, fordi jeg var pinligt berørt over, at vise de store smerter jeg havde i kroppen. Det fortjente han ikke at se.

”Chels… Kig på mig,” hviskede han så fint, op til flere gange, da jeg hver gang nægtede at lade mit blik ramme hans. ”jeg kan ikke klare at du har så ondt, på grund af noget jeg har lavet ved dig. Det er min skyld at du er i smerte.”

Det gjorde ondt på mig, at han følte sig skyld i alt dette. For egentligt var det jo slet ikke hans skyld. Jeg havde selv valgt at give mig fuldt ud til ham, og han havde været så forsigtigt, at intet af dette var grundet hans handlinger.

”Harry, jeg…” Da jeg ville til at forklare ham, at det hele nok skulle ordne sig, ringede min telefon fra det lille natbord ved siden af sengen. Med en sukkende lød, prøvede jeg på at rulle mig ud af sengen, men da smerterne igen tog over, måtte jeg give op. Harry derimod var hurtig til at få mig ind i sin favn igen, sådan at vores, stadig nøgne kroppe mødtes endnu en gang.

”Jeg er sikker på at det telefonopkald godt kan vente lidt. For lige nu har jeg ikke lyst til at give slip på dig.” Et skævt smil viste sig på hans læber. Selvfølgelig mente han at det godt kunne vente. Dog måtte jeg give ham ret i det han sagde. For det jeg mest af alt havde lyst til lige nu, var egentligt også bare at ligge her, sammen med min kæreste, og nyde varmen fra hans kroppe.


”Chelseaaaaaaaa,” kunne jeg høre tre skingre stemmer hvine i kor, da Harry og jeg trådte ind i det store studie. Hånd i hånd. Imod os kom Els, Dani og Perrie løbende, og da de nåede os, fik de mig væk fra Harry for derefter alle tre at kramme mig.

”Jeg er da også glad for at se jer, piger,” grinte jeg, da deres opførsel var så barnlig. For så lang tid var det heller ikke siden vi sidste havde set hinanden. Og alligevel var de sådan oppe at køre.

”Har Harry været sød ved dig? Eller er der noget vi skal snakke med ham om?” Eleanor kiggede alvorligt fra mig over til Harry, inden hun så kort blinkede med det ene øje.
Da hun stillede os spørgsmålet, kunne jeg ikke lade være med at rødme, grundet de tanker der løb gennem mit hoved. Tankerne fra Harrys og min romantiske og intense aften og nat, vi dagen forinden havde delt sammen.

Jeg rystede hurtigt hovedet, for dels at kunne fokusere igen. ”Ja han har været helt fantastisk,” fik jeg så sagt, uden at pigerne, forhåbentligt, havde fattet mistanke.
Mine øjne fangede kort Harrys, og da han blinkede til mig med det ene øje, var jeg endnu en gang helt solgt. Hvad den dreng ikke gjorde ved mig.

”Desværre er jeg ked af at bryde jeres lykkeboble piger, men jeg tror snart vi går i gang.” Den hæse stemme jeg var begyndt at holde så meget af, rev igen fat i min hånd, og førte mig ind i selve lydstudiet hvor alle de andre drenge, samt nogle andre mænd sad. Jeg fik hurtigt hilst på Zayn, Louis, Niall og Liam, hvorefter Harry introducerede mig for nogle af personerne i deres management.

”Og derudover vil jeg gerne have dig til at møde Simon Cowell.” Harry, der havde en arm om min hofte, førte mig over mod en mørkhåret mand, der smilende gav mig hånden. ”Simon” introducerede han sig selv som. Dog havde jeg ingen introduktion behøvet, da jeg udmærket godt kendte til denne berygtede Mr. Cowell. Han var jo X-Factors ”konge.”

Smilende fik jeg så også fremstammet mit navn: ”Chelsea Montgomery.”

”Tro mig, love. Det ved jeg. Harry har snakket så meget om dig.” Ordene fik den røde farve til at blusse frem i både mine, men også i Harrys kinder. Havde han virkeligt snakket om mig? ”Men jeg er glad for, at du kunne være her med os i dag.”

”Det samme er jeg,” indrømmede jeg med et stort smil plantet om mine læber. For mig, var det en ære at være vidne til første gennemspilning af drengenes nye album. Ikke engang deres fans, pressen eller nogle andre havde hørt deres kommende sange igennem endnu. Noget jeg snart ville kunne sige, at jeg havde.

”Men lad os starte. Så hvis I alle sammen vil komme herind og slå jer ned. Så tror jeg, vi er ved at være klar.” En af lydmændende der sad lænet tilbage i en af de mange kontorstole, fik os alle kaldt sammen.
Harrys hånd rystede en del, hvilket jeg kunne mærke, da vores fingre nu var flettet sammen. Dog forstod jeg ham godt. Han havde alt god grund til at være nervøs.

Simon stillede sig op på en minimal skammel, der var stillet op midt i det lille studie. Noget der egentligt gjorde hele stemningen lidt mere formel, end hvad jeg først havde troet.
”Før vi begynder, vil jeg gerne byde jer alle velkommen til vores lille forsamling her i dag.” Mens Simon snakkede, kunne jeg høre en irsk, kær stemme grine. Niall kunne som altid, ikke lade være med at finde dette ret så komisk. ”Og fordi dette her bliver taget lidt mere seriøs end hvad det rigtigt er, tak for notitsen Niall, så går jeg lige ned fra stolen.”
Vi grinte alle sammen, af den lidt platte kommentar der blev slynget ud i rummet.
”Men denne dag er noget vi alle har set frem til. Vi har glædet os til at kunne dele de kommende sange med jer, som de første nogensinde. Derfor skal der også lyde en speciel tak og ros til Harry, som faktisk har haft en finger med i alle albummets sange. For hvad end der er sket med den dreng her gennem de seneste par måneder, så har han ikke kunnet stoppe med at skrive sange. Stort set alle sangene der er med på dette kommende album, er nogle Harry har skrevet. Enten helt alene, eller med lidt hjælp fra de fire andre drenge.”

Jeg kiggede undrende op på Harry, da det var noget jeg ikke kendte til. Havde han virkeligt skrevet næsten alle sangene selv? Han selv trak bare kort på skuldrene, inden den røde farve så kom til syne i hans kinder, hvorefter han gav min hånd et lille klem. Det fik også farven til at titte frem hos mig. Derefter kom bifaldet.

”Men når det er sagt syntes jeg lige så godt vi kan komme til sagen.” Simon gik over mod lydbordet der stod placeret i den ene side af lokalet. ”Så derfor starter vi med en af de kommende sange, kaldet Irrisitible.”

Bare ordet i sig selv, fik mig til at trække på smilebåndet. For til trods for de andre der var til stede, kendte jeg til den sang bedre end nogen anden. Den sang fik så mange minder frem inden i mig, hvilket det lod til, at Harry vidste. Det virkede til, at han havde gennemskuet det, da han kyssede mig i håret, mens sangen blev spillet for os.

 

It makes your lips so kissable

And your kiss unmissable

Your fingertips so touchable

And your eyes irresistible.”

 

Efter at omkvædet var blevet spillet, kiggede jeg rundt på de andre i lokalet, og opdagede til min store overraskelse, at alle deres blikke var rettet mod Harry og jeg. Eleanor og Danielle smiled stort, mens det så ud til, at Perrie havde et par tårer siddende i øjenkrogene. Måske de havde gennemskuet hvem sangen var om. 

Jeg kiggede kort op på Harry, for mest af alt, at se hans reaktion på det hele. Dog havde jeg ikke forventet at hans blik ville være rettet mod mig, hvilket var præcist hvad det var. For jeg mødte hans varme, grønne øjne, da jeg kiggede op på ham. Noget der fik en varm følelse til at gå gennem min krop.

”Kan du genkende sangen?” hviskede han stille til mig, som måtte de andre ikke høre hvad han sagde. Jeg nikkede kort som svar. ”Så bare vent til den næste sang der vil blive spillet.” Harrys ord fik mig til at sende ham et overrasket blik. For hvad mente han? Den næste sang? Hvad skulle jeg forvente der?

Dog blev det spørgsmål besvaret, da en ny sang flød ud gennem højtalerne. En sang med en tekst så genkendelig, at det ligefrem overraskede mig hvordan de ord nogensinde var kommet ud.

”Am I asleep am I awake or somewhere in between.
I can’t believe that you are here and lying next to me.
Or did I dream that we were perfectly entwined.
Like branches on a tree, or twigs caught on a vine.

Like all those days and weeks and months I tried to steal a kiss.

And all those sleepless nights and daydreams where I pictured this,
I’m just the underdog who finally got the girl
And I’m not ashamed to tell it to the world.

Truly, madly, deeply, I am
Foolishly, completely fallen
And somehow, you kicked all my walls in
So baby, say you’ll always keep me
Truly, madly, crazy, deeply in love with you
In love with you

 

Should I put coffee and granola on a tray in bed
And wake you up with all the words that I still haven’t said?
And tender touches, just to show you how I feel
Or should I act all cool, like it was no big deal?

Wish I could freeze this moment in a frame and stay like this
I’ll put this day back on replay and keep reliving it
‘cause here’s the tragic truth if you don’t feel the same
My heart would fall apart if someone said your name.”

 

Kuldegysningerne var begyndt at komme frem hos mig. For hvis jeg troede at sangen forinde havde påvirket mig, var det ingen ting sammenlignet med hvordan jeg havde det lige nu. Harry havde haft ret i, at jeg kendte til denne sang. For det var en sang jeg selv havde skrevet. Hvert fald noget af teksten. Dog havde jeg kun sunget den én gang – den dag hvor Harry og jeg var sammen, og hvor jeg sad og sang inde på værelset. Han måtte have hørt mig synge, og havde så taget notits af det, for derefter at skrive mine ord om til en sang.

Og fordi jeg var så dybt begravet i mine egne tanker, havde jeg heller ikke opdaget, at jeg var begyndt at græde. Måske hele situationen påvirkede mig mere end jeg havde regnet med.
Derfor fik jeg hurtigt undskyldt mig selv, inden jeg så stormede ud af studiet, og fandt det første toilet jeg stødte på. Uden at tøve kiggede jeg mig selv i spejlet, og så til min store fortrydelse, hvor røde og hævede min øjne allerede var.

Jeg indså også, at det jeg havde gang i var ret så latterligt. For hvorfor græd jeg? Hvorfor var jeg ked af det, når jeg egentligt ikke havde nogen grund til det.

”Chelsea… Vil du være sød at lukke op,” kunne jeg høre en hæs stemme sige, fra den anden side af døren. Harry. ”Jeg ved du er derinde.”

”Jeg kommer lige om lidt,” fik jeg sagt, og prøvede så godt jeg kunne på, at skjule min gråd og hulken. Han behøvede ikke at vide hvorfor jeg græd og var ked af det.

”Vil du ikke bare lukke op. Jeg ved du er ked af det, så lad mig trøste dig.”

”Der er intet galt, Harry. Jeg fik bare noget i øjet tidligere, tror jeg.” Som altid var jeg forfærdelig til at lyve, og lød derfor heller ikke specielt overbevisende denne gang. Noget som jeg vidste Harry ville kunne så lige igennem. Han kendte mig allerede for godt til, at vide hvornår jeg løj og hvornår jeg ikke gjorde.

”Love, jeg ved at du ly-” Uden at lade ham snakke færdigt, tog jeg en dyb indånding inden jeg så åbnede døren. Og der – foran mig, stod han med et bekymret smil om sine læber. Hans blik var spørgende rettet mod mig. Da jeg så hvor ked af det han også så ud, tydeligvis over mine handlinger, løb jeg ind i hans favn, hvorefter han så knugede mig ind til sig.

”Shh… Det skal nok gå, darling.” Forsigtigt fik han løftet mig ansigt, ved hjælp fra begge hænder. ”Fortæl mig hvad er galt, så jeg kan hjælpe dig. Jeg vil ikke have, at du græder.”

Endnu en gang hulkede jeg. Han tænkte sikkert, at jeg var noget så ynkelig som jeg stod her, og græd for ingen verdens nytte. Og det var jeg også – jeg var ynkelig. Alt for ynkelig.

”Chelsea…” Kort kyssede han mig i panden inden han fortsatte: ”hvad er der galt?”

Kortene blev nødt til at blive lagt på bordet. Jeg blev nødt til at forklare ham hvad jeg havde på hjerte, uanset om han så ville kunne lide det eller ej. I det mindste fortjente han at kende til sandheden.

”Der er intet galt. Jeg er bare glad. Lykkelig over at have dig ved min side, og det tror jeg den sang fik mig til at indse.” Et lille smil tittede frem hos mig, i takt med at jeg snakkede. ”For ud fra hvad jeg kan regne ud, så havde du hørt mig synge den hjemme på værelset. Og at du så vælger at bruge det korte stykke tekst jeg havde, som en del af en rørende sang, havde jeg aldrig regnet med. Jeg havde aldrig regnet med at holde så meget af dig, som jeg rent faktisk gør. Du betyder så meget allerede, og jeg ved bare ikke hvordan jeg nogensinde har gjort mig fortjent til det. Hvordan jeg-”

Harry lod mig ikke afslutte, da hans silkebløde så blidt lagde sig mod mine. Som ville han ikke have mig til at fortsætte min prædiken. Som ville han stoppe mig fra at sige noget jeg senere ville fortryde.

Alligevel lod jeg det ligge, og lænede mig så ind mod hans bryst og søgte varme hos ham, stadig mens vi kyssede. For i hans favn følte jeg mig tryg. Her følte jeg, at ingen fare kunne ramme mig, og at han ville passe på mig uanset hvad vi ville blive stillet overfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...