Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43074Visninger
AA

29. "You are my inspiration"


December måned plejede på normalt vis at være en travl tid for alle. Der skulle både inviteres gæster til julemiddagen, julegaverne skulle købes, og der skulle tilbringes tid sammen med dem man elskede.

Men det var ikke just hvad man kunne sige om mit liv her i julemåneden. Jeg selv havde ikke været helt ovenpå. Godt nok havde jeg været på arbejde, havde passet min skole, og havde også prøvet at være så social som mulig.

Alligevel var der én bestemt ting der sad klistret fast til min nethinde – et syn af Harry der stod udenfor mit arbejde, og kiggede ind af vinduet, hvorpå hans stemme desperat havde råbt mit navn, eftersom at jeg stormede væk fra disken. Og det havde ikke ligefrem hjulpet med

Man skulle tro en måned ville hjælpe på det hele. Dog havde det desværre ikke været tilfældet.
Jeg var stadig lige så knust som jeg var tilbage i November. Stadig ligeså uvidende om, hvorvidt jeg skulle løbe tilbage til Harry, og fortælle ham at alt var okay mellem os, eller om jeg skulle lade som om jeg var kommet mig over ham, selvom det langt fra var tilfældet.
Så disse tanker holdt mig blandet andet væk fra al virvaret julen skabte.

”Er du sikker på, du ikke vil med hjem til mig og holde jul? Jeg kan ikke klare tanken om, at du bare sidder her alene på juleaften.” Evelyn tryglede og plagede mig endnu en gang om, at tage med hende hjem til sine forældre for at fejre julen, hvilket også afbrød min tankegang.
Forsigtigt rystede jeg på hovedet. Noget jeg havde gjort en del gange i dag, for at fastslå, at hun ikke burde bekymre sig.

”Gå nu bare Eve… Det er ved at være sent, og dine forældre venter med garanti på dig. Du ved at jeg nok skal klare mig. Jeg er vant til ikke at have en familie at holde jul med.” Da jeg sagde det sidste kiggede jeg ned i jorden.
Ikke mange vidste, at jeg ikke havde specielt meget kontakt til mine forældre. Ja egentligt havde jeg ingen kontakt til min far, da han døde for omkring otte år siden af kræft. Efter hans død tog det ene det andet, og min mor endte med at gifte sig igen da jeg var 16. Hendes nye mand indrømmede jeg gerne, ikke lige var min kop the, og egentligt var det derfor jeg var flyttet til London med Eve. For at komme væk fra dem begge, og væk fra alle minderne om min far. Det var for hårdt at bære rundt på. Her i London havde jeg så også chancen for at starte på en frisk, med en ny begyndelse.

”Men du ved hvorda-”

”Gå nu,” grinede jeg, inden jeg nærmest skubbede hende ud af døren, sådan at hun ikke ville komme for sent til julemiddagen der ventede. ”Jeg har købt en pose popcorn og to liter cola, så mon ikke jeg nok skal klare mig. Plus de viser Alene hjemme i tv’et her til aften.”

Denne gang var det så min bedste venindes tur til at nikke, inden hun forsvandt ud af døren, hvilket efterlod mig helt alene her på juleaften.


Det var forkert at komme her, hvilket jeg allerede kunne føle i det jeg trådte ud af bilen efter at have standset den. I min ene hånd havde jeg et sammenrullet stykke papir, der senere ville, forhåbentligt, få mig afklaret hvad angik visse ting. Det var papirerne Harry tidligere havde givet mig. De papirer der forklarede og havde en illustration over, hvor stjernen ”Cherry” var at finde på nattehimlen. Og siden der ingen skyer var på himlen her på juleaften, tog jeg chancen og kørte fra lejligheden.

For som alle nok havde forudset, var det blevet ret så kedeligt at tilbringe juleaften alene. Ikke nok med at følte mig ensom, så følte jeg mig heller ikke elsket. Man brugte julen med dem man elskede, og siden jeg ikke havde nogen at fejre den med, måtte det vel også betyde at ingen elskede mig. Godt nok havde Evelyn tilbudt mig at holde jul med hende og hendes familie, men hvad hjalp det?

Derfor havde jeg brug for at komme ud til et sted, hvor jeg vidste mine tanker kunne få frit løb. Et sted der dog alligevel bragte så mange minder med sig, men som betød umådeligt meget for mig.

Jeg havde besluttet mig for at tage ud til den sø, hvor Harry og jeg havde været ude ved tidligere i vores forhold. Den sø hvor han spurgte om jeg ville være hans kæreste, og den sø der fremtvang så mange minder hos mig.

Da jeg nærmede mig vandet, måtte jeg dog alligevel ende med at stoppe op. Et mærkværdigt syn fangede nemlig hurtigt min opmærksomhed.

Tæt ved vandkanten sad en mørk skikkelse med ryggen til mig, og det undrede mig, at jeg ikke tidligere havde set en parkeret bil ved siden af min egen.

Hvem var personen, og hvorfor befandt han eller hun sig herude på juleaften?
Var jeg ikke den eneste der brugte dette sted, til at tænke og være mig selv ved?

Endnu en gang fór flere tusinde spørgsmål gennem mig, og det resulterede i, at jeg ikke kiggede efter hvor jeg gik. Derfor, så klodset som jeg var, endte jeg selvfølgelig med at falde hen over en af de mange jordknolde der var at finde i dette træbeklædte område.
En handling der fik den ukendte skikkelse til hurtigt at bevæge sig, for derefter at sætte kurs mod mig.

Jeg måtte indrømme, at jeg rystede af skræk, da personen nærmede sig mig. Hvad der var en hensigt med, at ikke kunne gøre noget til at forsvare mig, som jeg lå hernede på den kolde jord? Var der dårlige tanker ind-…

Mere nåede ikke gennem mit hoved, da en drengestemme begyndte at snakke.

”Er du okay?” En hæs stemme kunne høres, og alt blod i min krop endte med at stivne.
Det kunne ikke være sandt. Havde jeg slået hovedet, for det var nødt til at være en drøm. Ellers var det ikke muligt.

”Je-jeg.” Jeg valgte at stoppe mig selv, da et par stærke arme fik revet mig op at stå igen. Kort kiggede jeg mod personen der stod overfor mig, og mødte efterfølgende et par alt for genkendelige, grønne øjne. Et par grønne øjne jeg stadig holdt så ufatteligt meget af, men som havde været skyld i alverden smerte.

Og der endte tiden med at stå stille for mig.

”Ch-Chelsea.”

”Ha-Harry.”

Vi stammede hinandens navne i takt, stadig mens vi fastholdte vores øjenkontakt.
Dog slap Harry forsigtigt grebet om mig, og rettede så også sit blik mod jorden under os.

”U-undskyld,” halvhviskede han, og fik hurtigt vendt sig en halv omgang, hvorpå han begyndte at gå væk fra mig. Hvis jeg selv havde haft modet til det, havde jeg bedt ham om at blive.
Bedt ham om at komme hen til mig, og holde mig varm.

Men fordi jeg var så svag som jeg var, sagde jeg intet, og lod ham fortsætte væk fra mig.
Alligevel fik jeg mig selv tvunget til at kigge op og følge ham med mine øjne. Til min store overraskelse var Harry stoppet op, bare ganske få skridt fra mig, og havde igen blikket rettet mod mig.

”Det var ikke meningen at jeg ville gøre dig ondt. At al den smerte skulle gå ud over dig, og at du skulle blive udnyttet på den måde.” Kort sukkede han, inden han fortsætte med at snakke: ”men jeg blev revet med af stemningen. Jeg blev revet med, fordi drengene ikke troede at jeg kunne gøre det. De troede ikke, at jeg kunne få dig til at falde for mig, og at jeg igen kunne komme til at skrive sange. At du ville være mit springbræt til inspiration. De troede ikke på at jeg ikke ville forelske mig i dig. Ja de ligefrem troede, at jeg ville bukke under for presset. At jeg ville ende med at give op, og droppe det hele.”

De grønne øjne jeg i så lang tid havde vænnet mig til at elske, blev mere og mere blanke i det han fortsatte med at snakke.

”Men jeg tog fejl.” Endnu en gang sukkede han. ”Jeg tog så grueligt fejl. For intet af dette her skulle have været sket. Jeg skulle bare have holdt mig fra den åndssvage udfordring i starten, og skulle bare havde ladet være med at blande dig ind i noget af det her rod. For selvfølgelig skulle drengene ende med at have ret. Jeg gjorde jo præcist som de havde forudset.” Jeg følte, at Harry smed alle kortene på bordet i dette sekund.
At intet holdt ham tilbage og at han for en gangs skyld valgte at dele sandheden med mig.

”Jeg endte med at forelske mig i dig.”

Det at han nu endeligt sagde det til mig, face to face, fik mit hjerte til at banke hurtigere. Det værste var, at jeg var så splittet. Kunne jeg stole på det han sagde, eller var det endnu en løgn han fyrede i hovedet på mig?

”Selvfølgelig endte jeg med at forelske mig i dig. Ikke bare i dit udseende, men i hver eneste lille ting du indebærer. Den måde du bliver genert på, når jeg kalder dig søde ord. Den måde du rødmer på, når jeg tager din lille hånd i min. Din fantastiske og smukke stemme der kan få mig til at lukke alt ude, hvorpå kun du forbliver i fokus. Dine smukke øjne, dine fyldige og uimodståelige læber, din søde lille næse og dit vidunderlige smil. Ja selv dit til tider ustyrlige temperament gør mig så skør i bolden, at jeg næsten glemmer hvordan man trækker vejret.” Forsigtigt tog han et par skridt mod mig, men fastholdt dog stadig en god afstand mellem os.
Som turde han ikke komme for tæt på, i frygt for hvad jeg ville gøre.
Hvordan jeg ville reagere.

”Jeg elsker alle dine egenskaber, Chelsea. Alt der er at elske ved dig, elsker jeg. Selv de fejltagelser du laver, de dumme ord du siger, og de mærkelige vaner du har. Alt dette elsker jeg. Ja jeg elsker forfanden i det hele taget bare dig!” Og der kom de. De tre magiske ord.
Tre ord som kun Noel også havde sagt til mig. Tre ord som han ikke mente.
Så mente Harry dem?

”Jeg elsker dig så fucking meget Chelsea Montgomery. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg er ked af, at jeg var så langsom til at indse det. Jeg er ked af, at der skulle så meget sorg til før jeg indså hvor stor en idiot jeg var, og før jeg indså, at den pige jeg havde kærest havde været ved min side gennem det hele. At jeg ligefrem endte med at miste hende grundet mine fejltagelser.” Tårerne løb stille ned af Harry kinder, som han næsten stod der og råbte ordene til mig. Og jeg måtte indrømme at det gjorde noget så forfærdeligt ondt at se på.
For selvom vi ikke havde snakket sammen i lang tid, holdt jeg jo også så meget af ham, og at se ham græde, gjorde også mig ked af det.

”Jeg-” Flere ord kom der ikke ud af min mund, da jeg prøvede på at svare ham. Jeg var tom for ord, så simpelt var det egentligt bare.
Hvad skulle jeg overhovedet sige til ham, efter den udmelding og de ærlige ord han lige havde slynget i hovedet på mig?
Skulle jeg forklare ham, at jeg også elskede ham, og at han var det bedste der nogensinde var sket for mig? At jeg ikke fortrød vores tid sammen, og at jeg savnede ham som bare fanden?

”Du skal vide at jeg bliver stående lige her. For jeg går ingen vegne. Jeg lader dig ikke gå fra mig igen, og jeg forlader dig ikke.” Hviskende kom de næste ord så fra ham. Ord der endnu en gang overraskede mig.

Hans blik ramte mit, og jeg blev forbavset over, hvor ked af det han egentligt så ud. Hvor sørgmodigt hans udtryk var, og hvor såret og smadret han så virkede til at være.
Derfor fandt jeg også modet frem, og indså at det nu var tid til at svare ham.

”Hvad nu hvis jeg heller ikke have dig til at forlade mig. Hvad hvis jeg heller ingen vegne går?”

Det var alt hvad jeg behøvede at sige, før Harry fik lukket afstanden mellem os, og så blødt og intenst pressede sine læber mod mine, som havde ventet i evigheder på at gøre præcist détte.

Måske det var forkert af os begge at komme så tæt på hinanden igen. Dog føltes det alligevel så rigtigt.

Det var derfor heller ikke svært for mig, endeligt, at sige de tre magiske ord til ham også.

”Jeg elsker dig, Harry.”

Han smilede kort i kysset, inden han igen pressede sine læber mod mine.

”Jeg elsker dig, Chelsea.” Endnu et kys blev så delt mellem os. ”Tak fordi du er min inspiration.”

Måske jeg var Harry inspiration og måske jeg havde været en del af Harrys ’operation inspiration’. Han havde gjort ting han senere fortrød. Ting som han senere havde indrømmet over for mig, og som han havde undskyldt for. Ting som jeg tilgav ham for.

Han vidste bare ikke at han også var min inspiration. At han også havde inspireret mig på så mange tænkelige punkter.

Og med hinanden som inspiration, vidste vi også, at det var her vi hørte hjemme.

Sammen.

Harry og jeg. 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...