Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
45088Visninger
AA

3. ”Who are you?”


Igen var jeg endt op med aftenvagten. Måske jeg ikke var mere end atten år gammel, men man skulle da godt nok tro, at jeg var ejer at dette her bageri, som jeg arbejdede i. For hold op jeg lukkede og slukkede tit butikken, her klokken ti om aftenen.
Det var tredje gang i denne her uge, og så var det endda kun fredag.

Jeg slukkede hurtigt for lyset i baglokalet, sørgede for, at alle ovnene og de andre elektroniske ting var trykket over på ”off” inden jeg gik ud i den lille cafe, vi havde tilhørende til bageriet. Også her fik jeg slukket for det hele, hvorefter jeg gik ud af døren, der forbandt butikken med den travle gade. En butik der lå i London’s midte.

Forsigtigt fik jeg stukket nøglen i nøglehullet, låste, og begyndte så at gå hjem til min lejlighed. Jeg var sikker på, at Evelynn var ved at være godt træt af, hele tiden selv at skulle lave aftensmad, og selv, hele tiden skulle se de gode film, der altid var i tv’et, netop fordi, at jeg aldrig var hjemme.

Evelynn var en af mine gode veninder, gennem hele livet, og da vi begge fyldte atten, med et par måneders mellemrum, havde vi besluttet os for, at flytte ind i en lille lejlighed i hjertet af London.

Stedet var ikke specielt stort, dog var det rummeligt nok for os begge, og vi hyggede os i hinandens selskab. Måske vores venskab var blevet så godt, efter at min tidligere kæreste, Noel, havde været mig utro med hele to piger. Ikke på samme tid selvfølgelig.
Men han havde set til to andre piger, og havde også været seksuelt sammen med dem, i den tid, hvor vi havde datet.

Noel og jeg havde startet med at date helt tilbage i High School, da vi begge to var de 15-16 år.
Og jeg var ikke bleg for at indrømme, at han havde været min første af alt. Eller næsten.

Han havde været min første kæreste. Min første forelskelse. Mit første kys. Dog nåede vi aldrig at have sex sammen. Heldigvis.

Jeg havde fortalt ham, at jeg var bange for hvordan det ville være, og havde også fortalt ham, at jeg ville have min første gang til at være speciel. Det samme havde han sagt til mig.
Vi var sikre på, at vores første gang skulle være med hinanden, ja jeg var ligefrem sikker på, at han var den dreng jeg skulle vokse op og senere gifte mig med.
Men han havde tydeligvis løjet overfor mig. For jeg var intet specielt.

Han kunne jo ikke vente på mig med hensyn til sex, så derfor havde han opsøgt de to andre piger, mens vi stadig var sammen. Som om at en ikke engang var nok.

Dog var det hele fortid nu. Jeg slog op med ham, efter at have set ham i seng med en af de to piger, en aften, hvor jeg ville overraske ham, ved at dukke op ved hans hus.

Og siden den dag, havde vi ikke set noget til hinanden. Heldigvis for det da.

Mens jeg gik i mine egne tanker, hørte og så jeg slet ikke alle de ting der skete omkring mig.
Jeg hørte blandt andet ikke bilerne der for forbi på vejen ved siden af mig. Jeg opdagede ikke, at det var blevet halvmørkt, og at regnen var begyndt at sile ned fra himlen.
Ja jeg hørte ikke engang alle de skrig, der også var at høre et stykke fra, hvor jeg gik.

Måske det ville have været en god ting, at have været opmærksom, for det næste jeg oplevede var, at jeg pludseligt lå nede på det kolde, og våde fortov.
Og som om, at det ikke skulle være nok, så lå der en dreng placeret ovenpå mig. En dreng der så ud til at være mindst lige så overrasket, som jeg selv var.

”Holy shit... Det er jeg virkelig ked af. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det var slet ikke min mening at løbe ind i dig.” Drengen havde hurtigt rejst sig, og kiggede forvirret og bekymret ned på mig, mens en masse bandeord kom ud af hans mund, i takt med at flere undskyldninger også blev kastet i hovedet på mig.

Han rakte en hånd i min retning, som et tegn på, at han gerne ville hjælpe mig op, og fordi at jeg ikke vidste bedre, tog jeg selvfølgelig i mod hans tilbud.

”Jeg så dig slet ikke. Og jeg er virkelig ked af, at jeg løb dig ned. Det var jo slet ikke meningen.”
Hans undskyldninger blev bare ved og ved, som havde jeg ikke allerede hørt de tusinde foregående.

”Det er iorden. Det er jo hvad der kan ske,” fik jeg svaret, og prøvede på at forsikre ham om, at alting var i den skønneste orden. For det var vel hvad det var.
Måske mit hoved gjorde lidt ondt fra faldet, efter at jeg havde slået det ned i fortovet, dog var det også det eneste jeg lige kunne mærke.

”Er du sikker?” Da han igen snakkede, var det som om, at han blødte lidt op, ironisk nok nu når det regnede, men han så ud til at slappe mere af.
Og bedre blev det kun, da jeg så nikkede på hovedet.

”Jeg er Harry. Harry Styles.”

”Chelsea Montgomery.” Mens vi præsenterede os for hinanden, tog jeg mig selv i, at studere ham. For selvom han var gennemblødt af regnen, var det nemt at se, at hans havde mørkt krøllet hår. Hans øjnes farve, var dog lidt sværere at tyde, da gaden kun blev oplyst af få gadelygter.
Han havde en sweatshirt på, som var halvt trykket op om hans hoved, mens han havde et par tætte bukser på. Og om hvorledes at de var tætte normalt, eller om det var regnen der havde gjort dem så tætte, kunne jeg ikke tyde, men jeg måtte indrømme at de klædte ham.
Looket blev så toppet med et par blå All Stars.

”Et smukt navn, til en smuk pige,” kom det fra ham, hvilket underligt nok, fik mig til at rødme.

”Sig mig – flirter du allerede med mig?” Jeg havde altid fået af vide, at jeg ikke var så genert, når det kom til drenge. Normalt sagde jeg bare hvordan jeg følte, ligesom i dette sekund.

”Nja… Det kan da godt være,” grinte han med en hæs latter, der var noget så sød. ”Det kommer an på, om du vil have, at jeg skal flirte med dig,” fortsatte han, inden han blinkede med det ene øje. Ja han flirtede uden tvivl.

”Men det var rart at møde dig. Jeg må nok også hellere se at komme hjemad. Det er ved at blive sent, og min samlever bliver nok ikke så glad for, igen at skulle sove alene.” Jeg lod som om, at jeg ignorerede hans tidligere flirten, og besluttede mig så for, at det måske var bedst at komme hjem til Eve. For hun fortjente ikke, igen, at skulle sove alene.

”Jamen i lige måde. Det var også hyggeligt at møde dig, Chelsea.” Han gav mig hurtigt hånden, smilte venligt. Og undskyldte så endnu en gang, for at have væltet mig tidligere.

Da vi gik i hver sin retning lidt efter, nåede jeg dog ikke langt, før mit navn blev råbt.

”Du glemte noget,” sagde den samme hæse stemme, jeg lige havde sagt farvel til, inden han løb gennem regnen, med en våd lap papir i hånden, som han rakte til mig.

”Et nummer?” spurgte jeg uforstående, men da det gik op for mig, at det var hans nummer, kunne jeg ikke lade være med at grine. Havde jeg ligefrem glemt hans nummer?
Da jeg skulle til at konfrontere ham med det, var han allerede på vej den anden vej igen.
Måske det så var min tur til at stoppe ham denne her gang.

”Harry.” råbte jeg tilbage, inden han stoppede op og kiggede i min retning. Jeg kunne svagt skimte et stort smil på hans læber, da jeg råbte mit nummer til ham.

Så stod vi da i det mindste lige.

For hvis han ville noget, så kunne han jo altid starte med at skrive til mig. Måske han ville undskylde endnu en gang, for at have løbet ind i mig.

Who knows?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...