Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43823Visninger
AA

14. ”Under the stars”


Månen skinnede så smukt, og lyste den skyfri himmel op med et skær, der var ubeskriveligt.
Et syn som dette, havde jeg altid ønsket mig at være vidne til, for stjernerne var så klare, at man kunne se de forskellige stjernebilleder forme sig foran en.

”Jeg er glad for, at du tog mig med herud,” kunne jeg høre en hæs stemme, hviske ved min side.
Smilende, drejede jeg mig mod Harry, der lå godt pakket ind i en af de tæpper, jeg havde medbragt.
Et stort smil var også placeret på hans læber. Noget der fik hans søde smilehul til at vise sig.

”Så du indrømmer, at det rent faktisk slet ikke var så slemt? Også selvom at vi er omgivet af noget kaldet naturen?” Selvom, at jeg prøvede på at være romantisk, og prøvede på at leve mig helt ind i omgivelserne, endte jeg altid op med et flabet svar. Det var meningen, at jeg ville have sagt noget sødt til ham, og ud kom en konstatering om hans tidligere mening. Flot.

”Det er helt perfekt,” indrømmede han, i takt med, at hans ene hånd fandt vej frem til mig min, hvorefter han flettede vores fingre sammen.

”Nogle gange tænker jeg bare over, om du er helt normal.” Hans ord kom ikke just bag på mig. Alligevel fik de mig til at grine. Fortalte han mig lige, at jeg var unormal?

”Og med det mener du?” Jeg prøvede på at lyde seriøst, da jeg stillede ham spørgsmålet, dog var det svært, da hans ord foregående ord blev ved med at genspille sig, oppe i mit hoved.

Han rømmede sig kort, tydeligvis for lige at samle de rigtige ord sammen, så han kunne give med et godt begrundet svar. ”At hvis du var normal, lå vi nok ikke ligget på ladet af en truck, og kiggede på stjerner. Så havde vi sikkert lejet os ind på et hotel værelse, hvor vi i stedet havde set en film eller to.”

Mens han snakkede lod han sin ene pegefinder løbe langs mine kindben, hvilket fik kuldegysningerne til at skyde frem indeni mig. Igen gjorde hans berøringer mig helt lamme.
Hvordan kunne det også være rimeligt, at han sådan kunne lege rundt med mig? Bare ved et par enkelte berøringer?

”Valget er vel dit, Styles. Vil du hellere have det normale jeg, med at vi skal ligge på et hotelværelse og se film, eller vil du have en unormal pige ved din side, der godt kan lide at putte med dig i ladet af en truck, for også at kigge på stjernerne?” Egentligt var valget jo meget op til ham. Ville han leje et hotelværelse, kunne vi vel altid bare tage derhen, efter at have pakket vores ting sammen. Hvis han så hellere ville ligge her med mig, var der intet at sige til det.
Valget var hans.

”Normal plejer altid at være mit foretrukne, men efter at have mødt dig, er jeg ikke så sikker på, at det er hvad jeg stadig vil vælge. Måske det at ligge her, under de smukke stjerner med min kæreste ved min side, slet ikke er så slemt endda.” Da ordet kæreste blev nævnt, kunne jeg ikke lade være med at rødme. Det at vores forhold nu ligefrem havde en titel, var noget jeg lige skulle vænne mig til.

Da Harry tidligere på aftenen havde spurgt mig, om jeg ville være hans kæreste, havde jeg måske tvivlet lidt på det hele. For han var kendt. Verdenskendt. Og hvad ville det ikke gøre ved mig, hvis jeg valgte, officielt, at date ham?
Først og fremmest ville der komme meget opmærksomhed omkring mig. Noget jeg sikkert skulle vænne mig til, men som nok aldrig ville lære at leve med. Derudover ville han også være væk en del. Netop på grund af diverse tours, koncerter, og indspilning af albums.

Dog – når alt det var sagt og tænkt igennem, måtte jeg indrømme, at det egentligt gjorde lige meget.
For skulle det virkeligt have lov til at komme mellem det Harry og jeg havde?

Ikke på vilkår!

Derfor havde jeg også ladet mine læber presse sig mod hans, som et svar på hans spørgsmål.

”Når bare du er her ved min side, kunne vi for min skyld, ligge ude mit i ørkenen,” kom det sagte fra Harry, der afbrød mine tanker, ved at hviske mig i øret. Også der gik det op for mig, at han havde rykket sig tættere på mig, og egentligt lå vi nu klods op og ned af hinanden.

”Skru ned for din flirten og kys mig i stedet for.”

Forvirret, men dog med et lumsk smil på læben, endte han med at kysse mig. Hans læber smedede sig sammen med mine, som var de skabt for hinanden, og da hans tunge lidt efter bad om adgang, lod jeg ham overtage. Hans ene hånd tog fat bag min nakke, inden han pressede mit hoved endnu tættere mod hans, som var det overhovedet muligt.

”Måske vi burde stoppe, mens legen er god.” Harry trak sig ud af kysset. Hvorfor? Kunne han ikke bare blive ved med at have sine læber mod mine? Alligevel endte jeg med at kigge underligt på ham, da jeg bad om en nærmere forklaring på hans tidligere konstatering.

”Jeg vil ikke lede dig ud i noget, du tydeligvis ikke er klar til endnu.” Så det var hvad der var galt. Han var bange for at såre mig, ved at gå over stregen. Billeder af Noel dukkede op i mit hoved, da jeg kom til at tænke på, det med at gå over stregen.
Hvordan kunne det være, at han sådan bare fik lov til at ødelægge mig? Eller havde fået lov til at ødelægge mig?

Hans handlinger fik mig til at være nervøs, og bange for at tage skridtet videre. Jeg turde ikke.

”Tak Harry,” hviskede jeg bare, da jeg vidste, at han bare ville mig det bedste. Derfor fik jeg også lagt mit hoved på hans bryst, mens han tog sin arm om mig. Tryg. Det var et godt ord til at beskrive, hvordan jeg følte mig lige nu. For Harry gjorde mig tryg, som jeg lå her i hans favn.

Rolige bevægelser kunne mærkes på min arm, og i takt med Harrys nusseri, så lukkede jeg mine øjne i.
Klokken var efterhånden også blevet mange, og det havde været en lang, og begivenhedsrig dag.

”Du ved at jeg aldrig vil såre dig, love. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, hvis det nogensinde sker.”
Mens jeg halvsov, kunne jeg høre Harry halvmumle disse ord, som var det mest af alt bare en konstatering til ham selv. Eller også fortalte han det til mig, fordi han troede, at jeg allerede sov.

Hans ord endte dog med at give mig et forsigtigt smil på læben, inden jeg så svandt ind i drømmeland. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...