Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42561Visninger
AA

18. "Truly, Madly, Deeply"


Aldrig havde jeg haft det så dårligt, som jeg havde det, da jeg vågnede op midt om natten. Gårsdagens hændelser var slørret, og jeg kunne ikke rigtigt huske så meget. Én ting var dog sikkert – Jeg havde drukket alt for meget alkohol.

Derfor ville jeg også til at slæbe mig ud af sengen, da jeg til min store overraskelse opdagede, at jeg lå ved siden af en eller anden. Og da de søde, brune krøller tittede frem og blev oplyst ved hjælp af månens skær, der oplyste rummet, kunne jeg ikke lade være med at smile.  For jeg var viklet helt ind i Harrys favn.

Alligevel blev jeg nødt til at rive mig fri af ham, da jeg havde brug for at komme ud på toilettet i en fart.
Så forsigtigt fik jeg mig stablet på benene, og spænede så ud til toiletkummen, jeg kun lige nåede at få op, inden indholdet i min mave, røg op gennem min mund. Hvis der var noget jeg hadede, så var det at kaste op. Det var simpelthen for ulækkert og ubehageligt.

Mens jeg kastede op en gang i mellem, og prøvede på at komme ordentligt til mig selv igen, kunne jeg høre lidt rumsteren bag mig, hvorefter en velkendt person lidt efter satte sig ned på badeværelsesgulvet, ved siden af mig.
En hæs stemme begyndte så at snakke, ”jeg hader at se dig have det så dårligt.”

Hans ord fik et lille smil frem hos mig, og da jeg var sikker på, jeg var færdig med at tømme mavesækken for alkohol, kiggede jeg direkte over i hans grønne øjne.
”Det var jo min egen skyld,” halvhviskede jeg, inden et par episoder fra gårsdagens aften, dukkede op i mine tanker. Alle de onde ord der var blevet rettet mod mig, havde vel været skyld i, at jeg havde drukket mig så fuld som jeg havde. Jeg ville bare drikke smerten væk.

”Pigerne fortalte mig om noget der skete i går, men mente, at det var bedst hvis du selv fortalte mig om hændelserne.” Han stoppede kort op, inden han fjernede en lok af mit hår, der var røget ned i ansigtet af mig. ”Så vil du fortælle mig hvad der skete?” Hans stemme var spørgende, og det var nemt at se på ham, at han var bekymret. Men kunne jeg få mig selv til at forklare ham om de fans, der havde været efter mig? De var trods alt en del af ham, og hvis jeg sagde hvad de havde gjort, ville det med garanti såre ham. En ting jeg ikke ville have til at ske.

”Det er ingenting Harry,” prøvede jeg ihærdigt at forsikre ham om. Men så svag som jeg var, og så dårlig til at lyve som jeg også var, kunne han nemt gennemskue mig.

”Du kan fortælle mig alt, dear. Så fortæl mig hvad der skete.”

Jeg tog en dyb indånding. ”Det var bare nogle af jeres fans, der var efter mig.”

”Efter dig? Chelsea hvad sagde de?” Hans stemme var nu hævet.

”De sagde bare ting som, at jeg ikke var god nok til dig. At de ville have mig til at gå min vej, så de kunne hænge ud med Dani, Els og Perrie, og at jeg ikke var flot nok til overhovedet at være sammen med dig.” Og der brød jeg sammen. Tårerne startede med at løbe ned af mine kinder.

Godt nok gjorde det ondt at snakke om det, men det var mildt sagt. For jeg turde ikke tænke på, hvordan Harry havde det lige nu. Det måtte også gøre ondt på ham at høre disse ord om sine fans.

”Det gjorde de bare ikke,” nærmest hvæste han. Hans spændte pludseligt i hele kroppen, og hans knoer blev hvide. Ja han var sur. Det var der ingen tvivl om.

”Chelsea hvad sagde de mere?” sagde han alvorligt, stadig med stemmen hævet.

Endnu en gang snøftede jeg. ”De sagde at ingen kunne lide mig.”

Og der blev det nok for ham. For han rejste sig hurtigt op fra gulvet, og trampede ind i soveværelset, hvor jeg kunne høre ham slå til et eller andet. Om det var sengen, eller muren, var jeg uvidende om.
Dog vidste jeg også, at denne her dag sikkert ikke ville ende med at blive den bedste.

Både fordi jeg selv var ked af det, såret og havde tømmermænd – men så var Harry nu også i et dårligt humør, på grund af mig. På grund af, at jeg tog ud i byen dagen forinden.


Flere timer var gået siden episoden på badeværelset, og Harry var nogenlunde faldet til ro. Dog havde vi ikke snakket specielt meget sammen siden da. Det var som om, han var dybt begravet i sin mobil. For han havde siddet med den, konstant, siden indrømmelserne.

Jeg selv havde til min store overraskelse fundet en guitar i et af rummene i lejligheden. En guitar der helt sikkert måtte tilhøre Niall. Dog havde jeg også fundet ud af, at Harry og jeg var alene. Drengene og de andre piger måtte åbenbart alle have forladt lejligheden her i nat, og havde ladet Harry og jeg være alene.

Så siden jeg var mutters alene, overladt til mig, sad jeg inde i soveværelset midt på sengen, med guitaren i min favn. Forsigtigt lod jeg mine fingre glide hen over strengene på den, mens jeg nynnede en svag melodi. Jeg havde gennem den sidste time eller to, haft en melodi samt en kort tekst, kørende inde i hovedet på mig. En melodi som jeg havde prøvet at sætte tekst på.

”Am I asleep am I awake or somewhere in between.” Forsigtigt lod jeg bare ordene flyde ud af min mund, uden egentligt at tænke over hvad jeg sang. Det var ord der kom direkte fra hjerte. Ord der beskrev mine følelser og tanker.

”I can’t believe that you are here and lying next to me.” Flere ord blev ved med at blive sunget, og mine øjne lukkede sig i. Det var et stykke tid siden jeg havde siddet for mig selv med et instrument i hænderne, mens jeg sang. Et godt stykke tid siden, jeg bare havde levet mig fuldstændigt ind i øjeblikket, som jeg gjorde det nu.
Nogle gange gjorde sad Eve og jeg hjemme i lejligheden, og jammede til en eller anden sang vi havde skrevet. Eller for det meste skrev jeg sangene. Hun var altid bare vokal og anden stemme, mens hun også var den der spillede på guitarren. Men dette her var noget anderledes. Det var kun mig.

”Should I put coffee and granola on a tray in bed.” Tanken om Harry der lå på sengen, godt pakket ind i dynen, mens jeg kom ind og serverede ham morgenmad, gjorde mig glad. Derfor var det også passende at få det med i sangen, selv det måske ikke normalt var det man ville tage med. Dog kunne jeg godt lide unikke og specielle tekster, der på en måde skilte sig ud fra det normale.

”And wake you up with all the words that I still haven’t said.” Der var så mange ord jeg ønskede at sige til Harry. Dog var jeg bange. Bange for at han ikke havde det på samme måde som jeg selv, og bange for, han måske ville se skævt på mig, hvis jeg fortalte ham hvad jeg følte for ham.

Kort tid efter blev jeg afbrudt af en forsigtig banken på døren, hvorefter Harry kom til syne i døråbningen. Han kiggede på mig, og da han så hvad jeg havde gang i, bredte der sig et stort smil om hans læber.

”Hvad spiller du?”

Egentligt kom spørgsmålet ikke så meget bag på mig. Alligevel følte jeg mig genert, og turde ikke rigtigt fortælle ham, hvad jeg lige havde sunget.

”Ik-ikke noget specielt,” endte jeg alligevel med at fremstamme.

Smilet på hans læber blev endnu større, da han begyndt at begive sig mod mig. Han satte sig forsigtigt ned i sengen, og tog min hånd i sin.

”Vil du ikke spille det for mig? Jeg vil gerne høre dig synge.” Han hviskede, og kiggede i min retning, mens han sendte mig et bedende blik. Hurtigt rystede jeg på hovedet. For jeg havde ikke lyst til at spille sangen for ham. Eller det lille preview jeg havde spillet før.
Og kunne jeg overhovedet huske det? Teksten stod ikke skrevet ned nogen steder, da det var noget jeg lige havde fundet på.

”Vil du så synge for mig en anden dag?” Den dreng gav ikke så slet op. For han blev ved. Ved med at plage og overtale mig til at synge for ham.

”Måske,” endte mit svar med at være. Tiden ville vel vise, om jeg nogensinde kom til at spille for Harry.

Forhåbentligt ville jeg på et eller andet tidspunkt være i stand til at fortælle ham om de følelser jeg brændte inde med. Om det så ville være igennem en sang jeg havde skrevet, var ikke til at fortælle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...