Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42654Visninger
AA

26. ”The Break-up”


Et par dage var gået siden jeg havde været henne ved Louis og siden Eleanor havde truet mig med, at fortælle Chelsea det hele. Dog havde jeg intet hørt endnu fra nogen af dem, så jeg gik ud fra at hun stadig havde tiet.

Alligevel var jeg nødt til, selv at sætte en stopper for det hele. For jeg havde ligefrem svoret overfor Simon, de andre drenge og Modest! at jeg ingen følelser havde for Chelsea, så derfor kunne de heller intet problem se i, at jeg ikke kunne slå op med hende.
Altså ville de have mig til at gøre det forbi mellem os.

Så uanset hvordan jeg endte med at takle denne situation an, ville jeg ende med at såre hende. For kunne jeg virkeligt give hende en god nok grund til at slå op med hende? En grund som ”du har været en del af et væddemål, og siden jeg nu har gennemført det, så er du ikke til mere hjælp,” ville nok ikke række specielt langt i den gode karakterbog.

Chelsea ville jo ende med at blive sønderknust.

Derfor var det heller ikke med min gode vilje, at jeg stille bankede på døren ind til hendes lejlighed.
Da der intet svar kom, valgte jeg så forsigtigt at åbne døren, der var ulåst.
Den lille gang, hende og Evelynn havde, var pænt opryddelig, ligesom den altid plejede at være. Det samme var både køkkenet og stuen.

Dog valgte jeg alligevel at gå alle rummene igennem, da der ikke var nogen at finde. Chelsea var nødt til at være her. Hvorfor skulle hoveddøren ellers være ulåst? Hun var et stort nok ordensmenneske, og tryghedssøger til, at hun aldrig ville gå ud uden at låse døren.

Da jeg nåede til døren der førte ind til Chelseas værelse, stoppede jeg mig selv en gang. For efter, lysløst, at have taget fat i dørhåndtaget, kunne jeg høre en hulken komme fra rummet jeg snart ville træde ind i.

Græd hun? Og hvis hun i så fald gjorde – hvorfor?

Jeg blev sikker i min sag, da jeg åbnede døren, og så hende ligge på sin seng med hovedet begravet i puden. Flere hulk kom fra hende, samtidig med, at hendes vejrtrækning så ud til at være voldsommere end normalt.

”Hej,” prøvede jeg stille at sige. Mest af alt, for ikke at skræmme hende. Jeg endte dog ikke med at få en reaktion fra hende, så derfor satte jeg mig ned i sengen ved siden af hende, og lagde en hånd på hendes skulder. Min berøring fik hende til at fare sammen, og med et sæt vendte hun sig om mod mig.
Hendes øjne ramte mine, og jeg måtte gøre alt for ikke at gispe, da jeg så hvor sønderknust hun så ud. Med blodsprængte og hævede øjne kiggede hun nemlig på mig, med et blik der så så ufatteligt såret og forrådt ud.

”Er du okay?” prøvede jeg at sige, for at få startet en samtale mellem os. Måske spørgsmålet var ret dumt, da jeg jo kunne se på hende, at hun jo netop ikke var okay.

Hun rystede kort på hovedet, inden hun så nærmest sprang op fra sengen, stadig mens vi havde øjenkontakt.

”Er der noget jeg kan gøre? Noget jeg kan hente til dig?” I den tilstand hun var i, kunne jeg ikke få mig selv til at sige det til hende, som jeg var kommet for. Jeg kunne ikke såre hende. Ikke når hun græd. Ikke i morgen. Aldrig. Og det begyndte stille at gå op for mig, som jeg så hende stå foran mig og være så ked af det. Stille gik jeg så også mod hende, og skulle til at trække hende ind i et varmt kram, da hun skubbede mig væk.

”Det eneste du skal gøre, er at skride ud herfra. Ud af min lejlighed. Ud af mit liv, og lov mig at du aldrig kommer tilbage.” Ordene hun sagde kom meget bag på mig. For aldrig havde jeg hørt hende snakke sådan før. Men hvad mente hun med det? Hvorfor skulle jeg forlade hende? Hvorfor skulle jeg-…

Shit!

Hun vidste det hele. Eleanor havde med garanti været her, og havde fortalt hende det hele, som hun tidligere havde konfronteret med mig.

”Chelsea, lyt-”

”Hvis du beder mig lytte til dig, er du godt nok for dum. For hvorfor skulle jeg nogensinde lytte til dig, Harry? Det eneste du lukker ud er jo bare det rene lort.” Hun begravede sit ansigt i sine hænder, inden et par hulk forlod hendes læber. Der blev jeg sikker i min sag – Eleanor havde helt sikkert allerede fortalt Chelsea alt om mit latterlige væddemål. ”Hvorfor Harry? Hvorfor?”

Da hun igen valgte at kigge op på mig, ville jeg ønske at jeg aldrig havde sagt ja til det åndssvage væddemål. At den udfordring med at udnytte hende, aldrig havde fundet sted. For hvis det ikke havde været tilfældet, kunne jeg nu gå hen og knuge hende hårdt ind til mig, og fortælle, at alt nok skulle ordne sig. Dog vidste vi godt begge to, at hvis jeg gjorde det, ville helvede bryde løs.

”Du forstår ikke. Det var jo ikke min mening at-” Jeg nåede endnu en gang ikke at forklare mig, inden hun igen havde afbrudt mig.

”Hvad er det jeg ikke forstår? At du har udnyttet mig? At du gennem så mange måneder bare har holdt mig for nar, og at det slet ikke var din mening.” Hun var såret. Så ufatteligt såret. Det skulle man ikke være en idiot for at se. Og det værste ved det hele var, at jeg godt vidste hvem skurken var.

Jeg var.

”Så du mener at du begyndte at tilbringe tid med mig, fordi du skulle bruge en pige i dit liv. En pige du bare kunne kaste rundt med, som var hun et eller andet åndssvagt stykke legetøj, sådan at du igen kunne finde inspiration til at skrive sange. Og hvor var jeg dog heldig med, at du valgte mig,” sagde hun sarkastisk. ”Jeg troede jeg betød noget for dig, Harry. At du rent faktisk var faldet for mig, så hårdt som jeg var faldet for dig. At hver eneste kys vi delte, hver eneste kærlig berøring og hvert sødt ord vi udvekslede – ja hvad med dem? Betød de så heller ingenting for dig? Var det også bare en leg?”

Jeg sagde ingenting til hendes ord, der bare haglede ned over mig. For hvad skulle jeg sige? Hvis jeg skulle være ærlig, kunne jeg ikke benægte overfor hende, at jeg intet havde følt. Uanset hvor meget jeg prøvede på at gemme og benægte det overfor mig selv, så vidste jeg godt at det var løgn.
Hun var ikke den eneste der havde mærket noget fra alle vores intense øjeblikke.
Jeg havde lige så.

”Det tænkte jeg nok. Du er ikke en skid bedre end Noel. Ikke det der ligner. Nej du er værre end ham.” Da hun bragte Noel på banen, kunne jeg godt mærke hvordan hver eneste muskel i min krop, begyndte at spænde da jeg hørte hans navn. Den dreng gjorde mig så sur, grundet det han tidligere havde gjort ved Chelsea. Men når det kom til stykket havde hun ret. For jeg var ikke engang bedre selv. Langt fra. ”Jeg fortalte dig alt det han havde gjort ved mig, og fordi jeg troede du rent faktisk følte noget for mig, fordi du var så kærlig, gav jeg mig fuldt ud til dig. Jeg lod mig forelske mig i dig. Jeg lod mig falde så dybt og hårdt, at jeg ligefrem opgav min mødom for at være sammen med dig. Fordi jeg ville have at en person jeg elskede, skulle være den første jeg var sammen med. At en person ville være sammen med mig og give mig min første gang, fordi han elskede mig. Og det troede jeg om dig, Harry.
Jeg overgav mig helt til dig, fordi jeg netop troede at du var anderledes end Noel.”

Alle hendes ord gik lige i hjertet på mig. For som hun stod der, foran mig og græd, kunne jeg ikke selv lade være med at få tårer i øjnene. Det var først nu det begyndte at gå op for mig, hvor stor en nar og idiot jeg egentligt var. Hvor langt ude jeg egentligt havde været, og hvor blind jeg var.

”For jeg elsker dig, Harry. Du lod mig elske dig, og jeg troede at du også elskede mig. At en person for en gangs skyld ikke udnyttede mig, og var sammen med mig, fordi du rent faktisk holdt af mig. Men jeg var uheldig endnu en gang.”

Da de tre ord forlod hendes mund, endte jeg med at gispe. For aldrig havde en person sagt det til mig. Hvert fald ikke en person udover en i min familie, eller en af de fire andre drenge. Og aldrig havde jeg troet at Chelsea ville sige det til mig. Så i takt med at præcist dé tre ord begyndte at sive ind hos mig, trillede der langsomt en tårer ned af min ene kind. Så stille og uskyldig.

For at gemme det for hende, lod jeg mit blik flakke rundt i rummet. Men da jeg fik øje på noget i hjørnet af hendes værelse, måtte jeg stoppe op. For derovre lå en smadret billederamme, med et billede af hende og jeg. Et billede af os to fra den dag hvor vi var blevet forbundet til én.

Det var fra den aften hvor jeg havde taget den vigtigste ting fra hende. En piges vigtigste ting.

”Vil du ikke være sød at gå Harry… Gå ud og find en ny pige du kan udnytte, og lad være med at kontakte mig igen. Du har gjort nok skade allerede. Så gå du ud og tag en ny piges mødom. Gå ud og skriv endnu et fantastisk album, og gå ud og spil nogle flere hjerteknusende sange for flere tusinde piger, der måske også tror at du rent faktisk elsker dem. Gå ud og fuck dit liv mere op, end hvad du allerede har formået at gøre indtil videre. Og hvis du nogensinde fortryder alt det du har gjort, skal du ikke regne med at komme tilbage hertil. Aldrig.” Hendes ord, der skar gennem luften som flere tusinde glasskår, fik mig hevet ud af min trance. De fik mit blik revet væk fra billedet af hende og jeg, og da jeg igen lod mit blik falde på hende, pegede hun på døren der gik ud fra værelset.

”Chelsea lad mig nu bare forklare hvad der er at forklare.” Det undrede mig, at hun ikke gjorde noget. Hun stod bare og stirrede ned i jorden, hvorpå tårerne blev ved med at løbe ned af hendes kinder. Det samme var tilfældet for mig. For selvom det irriterede mig, kunne jeg ikke stoppe dem.

”Det var jo ikke meningen at det skulle ende sådan her. Du ved jeg holder af di-”

”Vil du ikke bare være sød at gå. Jeg kan ikke mere, Harry.” Med hulkende stemme kiggede hun så endeligt op på mig. Og med det blik hun sendte mig, vidste jeg, at alt håbet af ude. At jeg havde såret hende mere end hvad jeg nogensinde havde drømt om, og at jeg aldrig nogensinde havde fortjent hende.

For hun fortjente så meget bedre.

Dog var det ikke det eneste der gik op for mig, da jeg stille passerede hende, og gik ud af lejligheden.

Det gik også op for mig, hvad det rent faktisk var jeg havde mistet, ved ikke at have hende ved min side mere.

Jeg mistede mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...