Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43482Visninger
AA

23. "She doesn't mean anything to me."


”Jeg bliver nødt til at smutte til møde, love,” hviskede jeg til Chelsea, der stadig lå og sov i min store seng. Hun havde aftenen forinden ringet til mig og havde spurgt, om jeg ville holde hende med selskab, da hun ikke selv havde noget at give sig til. Dertil havde jeg ikke tøvet et eneste sekund, og havde bedt hende om at komme over.
Det endte så med, at hun var faldet i søvn i mine arme, mens vi, endnu en gang, havde set ’Love Actually’. Ja gud ved hvor mange gange vi efterhånden havde set den film sammen.

”Det er bare et hurtigt møde med Simon og drengene og så skulle jeg gerne være tilbage igen,” forsikrede jeg hende om, inden jeg lod mine læber ramme hendes pande. Spørgsmålet var så bare om hun hørte hvad jeg sagde til hende, for jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om hun sov, eller hvad hun gjorde.
Dog vidste jeg, at hun var vågen, da hun kort tid efter rev mig ned til sig, for derefter at rømme sig:
”behøver du at gå? Kan du ikke blive her hos mig?”

Hendes ord fik et lille smil hos mig. ”Du ved jeg hellere end gerne ville blive her ved dig, men jeg bliver nødt til at tage af sted. Det kommer ikke til at tage så forfærdeligt lang tid,” fik jeg hurtigt konstateret. Hun nikkede forstående, hvorefter jeg lod mine læber strejfe hendes. ”Vi ses.”

***

Stemningen var rimelig presset til selve mødet, og jeg tror alle vi vidste hvorfor. Vores nye CD ville snart udkomme, og vi var nervøse som aldrig før. Dog havde den kun fået god og positiv respons fra da vi alle lyttede til sangene. Selv Chelsea havde elsket alle sangene.
At ’Truly, Madly, Deeply’ havde påvirket hende så meget som den havde, gjorde mig sikker i min sag om, at det var en god idé at inddrage hendes små bidder af en tekst, i selve sangen.
Det havde også gjort sangen og teksten mere personlig for mig, men også for hende.
Så vidste hun at den betød noget for mig, på et helt andet punkt end de andre sange.

”Harry, vi kaldte egentligt ind til dette møde, for primært at snakke om dig og din situation.” Da Simon rettede sig blik mod mig, efter et par tavse øjeblikke, valgte jeg for første gang at kigge op fra mine foldede hænder, der så fint lå i mit skød.
Jeg havde for en stund været i min egen verden, og havde ikke just lyttet til hvad der foregik omkring mig.

”Mig og min hvad?” spurgte jeg uforstående om. For hvilken situation var jeg i, og hvad var det helt præcist han hentydede til? Var jeg i knibe?

”Du ved godt hvad jeg hentyder til.” Et alvorligt blik blev sendt i min retning, inden han kiggede ned på sine papirer der lå på bordet foran ham. ”Det er med dig og Chelsea.”

Da hendes navn blev nævnt, var jeg hurtig til at have hundrede procents fokus rettet mod Simon der stod på den anden side af bordet. Liam, Zayn, Louis og Niall, der alle sad rundt om det selv samme bord, kiggede alle på mig. Som afventede de min reaktion.

”Hvad er der med hende?” Det var det eneste jeg kunne få frem på nuværende tidspunkt. For hvad var det helt præcist han havde i tankerne, når han nævnte Chelseas navn?
Jeg havde en følelse af, at det ikke kunne være noget godt.

”Siden albummet er nu er færdiglavet, og snart kommer ud i butikkerne, er det vel også på tide at du slutter tingene mellem jer. Chelsea har været til nok hjælp, og siden du bare skulle bruge hende til at få inspiration til nogle sange, kan hun ikke længere bruges.” Simon sukkede. Det så ikke ud til, at han just kunne lide det han var ved at fortælle mig. For ville han helt seriøst have mig til at slå op med Chelsea? Bare fordi albummet nu var færdigt?

”Hvad mener du?” spurgte jeg igen dumt om, som kunne jeg kun stille ham åndssvage spørgsmål, jeg egentligt godt selv kendte svaret til. ”Hvad mener du med, at hun ikke længere kan bruges?”

Forsigtigt fik han lagt sin pen fra sig, som han tidligere havde stået og gumlet lidt på, hvorefter han så rettede sit fokus mod mig. ”Det jeg mener er-” Endnu en gang sukkede han. ”At du bliver nødt til at slå op med Chelsea.”

”Slå op med Chelsea? Simon det kan jeg ikke.” Jeg var hurtig til at bryde ind, da jeg ikke ønskede at han skulle fortsætte med at snakke. For hvad end der ville ende med at komme ud af hans mund, kunne det kun være noget negativt. De fire andre drenge forholdt sig tavse, mens de stadig kiggede på mig.

”Jeg troede ikke det ville ende med at være noget problem for dig, Harry. Havde du ikke aftalt med de andre drenge, og med dig selv, at der ikke skule ende med at være følelser indblandet i det. At du ikke skulle ende med at falde for hende?” Han havde fat i noget i det han sagde. For det havde vi aftalt. Chelsea skulle være en nødløsning, der skulle kunne få mig på rette spor igen. Men alt det vi havde været igennem sammen, havde vel nok endt med at få mig til at se anderledes på tingene, end jeg havde den gang.

”Du kan ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal, Simon. Så lad Chelsea og jeg være, og lad være med at bland dig i vores forhold.” Mine pludselige humørsvingninger kom tydeligvis lige så meget bag på de andre tilstedeværende, lige så vel, som det kom bag på mig selv. Især Liam sendte mig lange øjne, og sad og rynkede brynene, mens Louis i takt med det, åbnede munden på vidt gab.

”Så det du forklarer mig, er at du ikke vil slå op med Chelsea? Ligesom du sagde i starten at du ville?” Jeg nikkede, hvorefter Simon igen fortsatte: ”Harry hvad er der galt med dig?”

”Intet,” svarede jeg bare kort. Ærligtalt var der intet galt med mig, så jeg forstod heller ikke hvorfor vi skulle have den samtale, som vi havde lige nu. Kunne Simon, og vores management for en gangs skyld ikke bare blande sig uden om mit liv?
Simon plejede normalt ikke at være så kontrollerende og hård, hvilket han udgav sig for at være i dagens anledning. Burde han ikke støtte mig i mine valg og handlinger? Dog endte det med at han sukkede, hvorefter en af de styrende mænd fra Modest! så endte med at træde til.

”Når det kommer til stykket, kan du ikke længere være sammen med Miss Montgomery, Harry. Du har holdt din del af aftalen, og vi har fået et fantastisk album ud af det. I ville få mere omtale som band, hvis du endte med at slå op med hende, da de ville gøre dig fri på markedet. Altså vil du være single, og vil derfor også få mere omtale i medierne og pressen.” Alt det han sagde endte med at gå ind af det ene øre, for derefter at sive ud af det andet. Altså lyttede jeg ikke specielt godt efter hvad der blev sagt.

Der var dog én ting jeg fik fat i: ”hvad nu hvis jeg ikke har lyst til at være single?”

”At trække sig fra aftalen er ingen mulighed. Du gennemfører det du har startet.” Et lavt grin slap ud gennem hans læber. ”med mindre at du har fået følelser for denne specielle pige.”

Og der gik det galt for mig. For hvad skulle jeg svare?

Ikke engang jeg selv vidste hvad der foregik inden i mig. Om jeg havde følelser for Chelsea, eller om jeg ikke havde. Alt jeg vidste var bare, at jeg ikke kunne undvære hende.
Med det dukkede flere tanker op hos mig. For hun var bare ment som at være inspiration for mig, sådan at jeg igen kunne komme på rette gled. Sådan at jeg igen kunne skrive sange, og rigtigt føle mig en del af bandet.

Hvilket havde været tilfældet.

Jeg havde skrevet stort set hele vores nye album. Jeg følte mig igen som en del af One Direction, og jeg havde fået mere ros end nogensinde før. Alt sammen på grund af Chelsea.

Så siden hun havde gjort det jeg havde brug for, fra hende, var det vel tid til at lytte til Simon og de andre overhoveder. Jeg blev nødt til at slippe hende fri.

”Følelser? For Chelsea?” Kort fnøs jeg. ”Nej – det har jeg ikke.”

Og med en lidt dårlig smag i munden, fik jeg fremstammet fem ord, jeg senere hen ville komme til at fortryde, jeg nogensinde havde sagt.

”Hun betyder intet for mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...