Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42717Visninger
AA

10. ”Maybe it’s the way she walked.”


Tre uger var gået siden min hektiske aften med Chels. Siden den aften, hvor hun fortalte mig alt om Noel. Det var noget af en aften, måtte jeg indrømme. Men det fik mig også til at åbne op for hende, på en måde, som jeg aldrig troede, at jeg skulle. Netop fordi, at hun var så ærlig overfor mig.

I de tre foregående uger, havde vi brugt en del tid sammen. Måske det var ved at blive lidt mere seriøs mellem os. Hvert fald så det sådan ud fra hendes side. Jeg selv prøvede på, ikke at lægge så mange følelser i det, som jeg normalt ville gøre. For det blev jeg nødt til.
Jeg blev nødt til at holde arbejde og følelser adskilt. Og lige nu, gik det hele ind under arbejdet.


Jeg sad alene hjemme, og havde endeligt fundet en blok papir frem, samt en kuglepen. I løbet af dagen, havde jeg rendt rundt med et par sætninger i mit hoved, som jeg var sikker på, var starten til noget godt.  Det var første gang, at jeg prøvede at skrive noget ned, i godt og vel en måned.

 ”Maybe it’s the way she walked.
Straight into my heart and stole it.”

Det var disse ord, jeg havde gået rundt med hele dagen. Og da jeg havde fået dem skrevet ned, kunne jeg ikke lade være med at smile. Det lød da ikke helt dårligt.

Forsigtigt sang jeg det for mig selv, med en ny opfunden melodi, der egentligt passede ret godt til teksten og til de få sætninger jeg havde fået skrevet ned indtil videre. Måske det var det startsskud jeg havde ventet på, for pludselig strømmende idéerne og ordene ind. Det var som om, at det hele bare havde været sat på pause i et godt stykke tid, for så endeligt at være klar, til igen at kunne afspilles nu.
Derfor gik der heller ikke lang tid, før endnu en sætning blev skrevet ned på papiret:

”Through the doors and past the guards”

Drengene ville forhåbentligt blive ellevilde, når de hørte hvad jeg havde udrettet indtil videre. Simon især, da han altid havde fortalt mig, at det var gemt inden i mig, og bare manglede en god grund til, igen at komme frem.

Måske alt det med, at havde Chelsea i mit liv, som en slags inspiration, slet ikke var så dårligt endda. For det at være sammen med hende, fik mig på andre tanker, end hvad jeg normalt var vant til.
Hendes selskab fik mig til at tænke over nogle, som jeg normalt ikke tænkte over, og fik nogle følelser vækket i mig, som jeg da slet ikke var vant til at kunne føle.
Derfor var det også stensikkert, at hun skulle forblive i mit liv – hvert fald for en stund.

”Just like she already owned it.”

Dog vidste jeg ikke, om jeg kunne sige, at de sætninger jeg skrev ned nu, var på grund af, at jeg tænkte på hende. For det gjorde jeg. Alligevel så jeg hende også bare for mig, da jeg havde skrevet de fire forrige sætninger ned, og et billede af hende, sad stadig klistret til min nethinde, da de to næste sætninger, nærmest skrev sig selv ned på papiret.

”I said can you give it back to me.
She said, never in your wildest dreams.”

Mere kunne jeg slet ikke tænke mig til, så overvældet som jeg var. Derfor ringede jeg også til de fire andre drenge, og bad dem komme over hurtigst muligt. De blev nødt til at se, den åbenbaring der var sket med mig.

For det var jo et helt mirakel.


”Hvad er det så, du har at fortælle os Harry. Du virker så glad. Har du spurgt Chelsea om I skal være kærester?”

”Har du indset at du rent faktisk har følelser for hende?”

”Er der sket noget med dig?”

Flere tusinde spørgsmål haglede ned over mig, da de fire andre drenge havde slået sig ned i min stue. De sad alle med armene krydset, og kiggede spændt på mig. Dog forstod jeg dem også godt.
Jeg havde bedt dem om at komme hurtigst muligt, og havde ligefrem kaldet situationen for en ”hastesag.” Et ord som de tog meget seriøst, viste det sig.

”Jeg er ikke blevet kærester med Chelsea nej. Og nej jeg har ikke følelser for hende. Desuden er jeg i den skønneste orden, så der er ikke sket noget med mig. Eller jo… Det er der vel, men det kan I jo selv se med jeres egne øjne,” konstaterede jeg, inden jeg bukkede mig ned, for at samle papirsblokken op.
Hurtigt smed jeg den på bordet, og ventede spændt på drengenes reaktion.

”Har du skrevet en sang?” kom det overraskende fra Lou, der så ud til, næsten, at være i chok. Kom det virkeligt så meget bag på ham? Åbenbart.
Dog nikkede jeg stolt på hovedet, som mit svar til hans spørgsmål.

For jeg havde faktisk afsluttet hele sangen, på blot et par timer, og hvis jeg selv skulle sige det – ja så var den blevet ret så god. Det var helt klart noget, jeg kunne være stolt af. Også så endda uden nogen former for hjælp. Det var kun mig der havde skrevet den. Helt alene.

Drengene læste løs, og jo længere de kom ind i sangen, jo større blev deres smil.

”Er du da vimmer Harry. Det må jeg nok sige. Jeg er stolt af dig.” Niall klappede mig på skulderen, da han var den første til at gennemlæse teksten. Det var klart at se på hans ansigtsudtryk, og på hans blik i hans øjne, at han kunne lide det jeg havde skrevet.

Zayn erklærede sig hurtigt enig, og kaldte ligefrem det for en ”outstanding sang.”
Louis kunne også godt lide den, så til sidst sad Liam bare tilbage, og manglede at give sin mening til kende.

”Liam?” spurgte jeg forsigtigt, som var jeg bange for at høre hans bedømmelse. Han var den, der havde været mest skeptisk gennem hele dette forløb med Chelsea, og det med bare at udnytte hende, så at jeg endeligt havde fået skrevet en sang ved hjælp af ”operation inspiration”, glædede ham forhåbentligt.

”Det er du kommet godt fra, Hazza. Den er så sjov og tilfældig, hvilket jeg super godt kan lide. Men må jeg spørge dig om én ting?” Jeg nikkede hurtigt. ”Hvad eller hvem tænkte du på, da du skrev den?”

Selvfølgelig skulle præcist dét spørgsmål ende med at blive bragt på banen. Og så af ingen ringere end Liam, hvilket var den person, jeg mindst ville have til at stille mig sådanne et spørgsmål.

”Jeg må nok indrømme, at jeg tænkte på Chelsea.” Det var noget af en stor ting at indrømme for mig. Dog var det sandt. Jeg havde tænkt på hende, da jeg skrev den. På hendes super gode humør, og på de flabede og tilfældige svar hun altid kom med. Derfor var teksten også blevet ret sjov i det, og også rimelig tilfældig. Netop som Liam også havde sagt tidligere.

”Er du sikker på, at du ikke har bare lidt følelser for hende?” kom det så drillende fra Niall, der så ud til allerede at vide, at Chelsea, havde været i mine tanker gennem sangens produktions forløb.
Men den dreng kunne da også forudse alt. Det var hvert fald, altid hvad han selv sagde.

”Der er ingen følelser, og det ender der heller ikke med at blive. Det er noget jeg er nødt til at gøre, så jeg kan komme på rette spor igen, og jeg ved at hun vil ende med at blive skuffet, hvis altså hun finder ud af, hvad jeg har gjort. Dog håber jeg, at hun vil komme sig over det.” Jeg vidste godt selv, hvor dumt det lød, da ordene havde forladt min mund. For stod jeg helt seriøst og fortalte dem, at hun slet ingenting betød for mig, og at jeg ville være ligeglad, hvis hun endte med at blive såret?
Det var jo slet ikke sådan det var.

Selvfølgelig ville jeg ikke såre hende. Hvem ville såre en pige? Dog vidste jeg også bare, at jeg blev nødt til det, hvis jeg fortsat skulle have en vigtig rolle at spille, i One Direction. Især når det gjaldt de soloer, der blev uddelt i hver sang.

”Bare du selv ved hvad du laver. For i sidste ende sårer du ikke kun hende. Du ender også med at såre dig selv. Og det fortjener ingen af jer.” Liam endte med at have det sidste ord i denne sammenhæng, for bagefter lod vi det ligge, og satte en film på. En film som jeg ikke fulgte specielt meget med i, da mine tanker lå på Liams tidligere ord:

”I sidste ende sårer du ikke kun hende. Du ender også med at såre dig selv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...