Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42560Visninger
AA

28. "If I could turn back time"


1 måned senere

Tiden læger alle sår. Det var hvert fald hvad et kendt ordsprog sagde. Dog ville jeg ikke ligefrem sige at det var sandt. Langt fra.

For her var jeg. Stadig lige så knust og smadret, som jeg var da Chelsea slog op med mig. Problemet var bare, at der allerede var gået godt og vel en måned siden vores breakup.
En måned uden hende ved min side. 30 dage uden hendes kys, kærtegnelser og nærvær.
Hvis jeg skulle være ærlig så var det ved at drive mig til vanvid. Det var ved at gøre mig sindssyg at hun ikke længere var min og at jeg ikke var ved hendes side, til at passe på hende. 

Jeg havde valgt at fortælle de andre drenge om mine følelser for hende, godt nok efter at vi havde slået op. Ja jeg havde ligefrem valgt at stille mig frem foran hele vores management, og havde forklaret dem, at det var en fejl at udnytte Chelsea. At jeg var blevet alt for glad for hende gennem vores tid sammen, og at jeg ikke kunne give slip.
Modest! havde ment at jeg ikke havde brug for hende, og at hun bare var som en lænke om foden. På den anden side mente de også, at vi ville få flere fans hvis jeg var single, og fri på markedet.

Det værste af det hele var så bare, at deres mening ingenting betød for mig. Deres ord røg ind af det øre og ud af det andet. Egentligt lyttede jeg slet ikke til deres meninger og holdninger.
I sidste ende var det jo ikke dem der skulle bestemme hvem jeg skulle forelske mig i. Ikke dem der skulle forsikre mig om, at jeg skulle være single, når jeg mest af bare gerne ville være i et forhold med en næsvis og til tider irriterede, men skøn og dejlig blondine. Chelsea.

Både Liam, Louis, Niall og Zayn, samt min familie, var alle meget støttende i min situation. Hver gang jeg havde brug for dem, var de ved min side, og forsikrede mig om, at det hele nok skulle ordne sig. Niall og Liam havde dog forklaret mig op til flere gange, at jeg skulle have lyttet til dem i starten, da de fortalte mig hvor dårlig en idé det var at udnytte Chelsea, da de var sikre på, at det kunne have sparet alt dette bøvl, og alle de sårede følelser.
Men som sagt havde jeg været egoistisk, hvilket jeg godt vidste på nuværende tidspunkt.

Tanker som disse havde gennem den seneste måned gjort mig sindssyg. De var det eneste der synes at kunne findes frem i min hjerne. Derfor havde jeg også bestemt mig for, at det måske var tid til at komme udendørs for en gangs skyld.
Jeg havde brug for at gå en tur. Brug for at komme i kontakt med andre mennesker, og havde brug for at møde et par fans, der forhåbentligt kunne komme med et par anerkendende og søde ord.

Og det var præcist hvad jeg hørte, da jeg havde vandret rundt i London i et kort stykke tid.
En pige på en 16-17 år standsede mig, efter at fundet ud af hvem jeg var.

”Jeres nye album er helt fantastisk. Så rørende og så personligt.” Mens hun snakkede kunne jeg ikke lade være med at kigge ned i jorden. Hvis hun dog bare vidste hvad der havde lagt til grund for valget af sangene. Hvad der havde været inspirationen til dem. ”Og jeg har hørt at du har skrevet næsten alle sangene.” Jeg nikkede kort, inden hun så spurgte om hun måtte få et billede med mig. Noget jeg ikke kunne svare nej til.

”Hvad end der har fået dig til at skrive så fantastiske sange, så hold endeligt fast i det,” fik hun sagt inden hun takkede, og hvinende løb sin vej. Hvis bare hun dog vidste hvor dårlig jeg havde været til at holde fast i den ene ting der betød noget for mig. Hvis hun vidste hvor dårlig en person, og hvor elendigt et idol jeg var, så ville hun ikke just stå og rose mig som hun lige havde gjort. Måske hun endda så ville have haft en hel anden mening om det.

”Harry!”

”Harry Styles.”

”Omg!”

Råbene blev så ved omkring mig. Grundet det fik jeg trukket min beanie længere ned om ørene, inden jeg tog hatten fra min jakke over hovedet også. Måske jeg ikke havde brug for råb og skrig alligevel. Ikke lige nu hvert fald.

I forsøg på at undgå flest mulige skrigende piger, valgte jeg at gå ned mod Big Ben, da jeg vidste hvor lidt folk var opmærksomme dernede. De var alt for optaget af både klokketårnet men også af London Eye, til at tænke over hvis jeg kom gående forbi dem.

Så da jeg gik af en kendt gade, måtte jeg tage mig selv i at stoppe op foran en speciel shop. En alt for genkendelig bagerbutik, jeg så tit havde befundet mig ude foran før.

Uden at tænke over hvad jeg havde gang i efterfølgende, gik jeg tættere på ruden, og kiggede så ind i butikken. Noget jeg ville ønske jeg aldrig havde gjort.
For dér – bag disken, stod en alt for genkendelig blondine. Hun havde sørgmodigt sit blik rettet mod pengekassen, mens hun var i gang med at betjene en af de mange kunder.
Hendes hår var sat op i en rodet hestehale, og hun havde rander under øjnene.

Havde jeg virkeligt været skyld i, at hun havde været så ked af det?

Måske det heller ikke havde været et godt valg af mig, at give hende de små gaver kort tid efter vores breakup. Liam havde prøvet på at holde mig fra det, men igen havde jeg ikke lyttet til ham, og var derfor taget hen til Chelsea lejlighed.
Hun havde sovet så sødt på sengen, mens jeg havde placeret CD’en, den lille note, informationerne om vores stjerne samt halskæden ved siden af hende, inden jeg for sidste gang havde ladet mine læber presse sig mod hendes pande.

Mens jeg endnu en gang var helt fordybet i mine tanker, endte Chelsea med at kigge op og ud af vinduet, hvilket resulterede i, at vores blikke mødtes for første gang siden vores skænderi.
Hun så pludselig helt endnu mere knust ud end før, men vovede end ikke at fjerne sit blik fra mit.

Jeg selv kunne godt mærke hvordan det hurtigt påvirkede mig. Det at jeg igen kunne kigge på hende, gjorde så ondt indeni. Tænk at jeg havde været skyld i alt ondt der var hændt for hende gennem den seneste måned. At hun var knust på grund af mig.

Dog stoppede det hele brat, da hendes blik fjernede sig fra mit, og hun stormede ud i et af deres baglokaler i butikken.

Hendes handling fik også mig til at handle hurtigt.

”Chelsea!” Uden at tøve fór jeg ind i butikken, og prøvede på at følge efter hende. ”Chelsea, vent!” Men jeg var for langsom. Hun var allerede væk, og da et par af de andre medarbejdere stoppede mig, vidste jeg at løbet var kørt.

Jeg havde mistet hende…

Måske for evigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...