Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
45088Visninger
AA

15. ”If I could I would bring you the world!”


”En dag, skal vi så ikke prøve at springe på hovedet i Themsen?” Chels og jeg var gået en tur i London, og var endt nede ved London Eye. En turistattraktion, som vi snart ville begive os op i. Dog stod vi i kø på nuværende tidspunkt, hvilket nemt kunne høres på hende. Hun stod og kom på den ene sjove idé efter den anden.

”Først vil du bungeejumpe ud fra Big Ben, så vil du sove i en af kabinerne i pariserhjulet, og nu vil du springe på hovedet i Themsen? Hvad bliver det næste? At du vil prøve at bestige Waterloo Bridge?” Jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne tage hende seriøs. Hun var så skør og fjollet, at det ikke kunne andet end at få mig til at grine højlydt. Dog fik hendes sindssygt idéer, hende til at blive endnu mere interessant.

”Ej ja. Skal vi ikke prøve det?” udbrød hun, og syntes åbenbart at mit forslag med at bestige broen, lød meget fornuftig. Efter hendes udbrud, måtte jeg alligevel lige tysse lidt på hende, da ingen skulle vide, at vi var her. Ingen skulle vide, at vi stod og ventede på, at komme op i London Eye. For hvis først, at vi var opdaget, så ville helvede bryde løs. Derfor havde vi også begge to taget en hat på, samt et par solbriller. Ja alt i alt, så lignede vi et par turister, der besøgte Englands hovedstad for første gang. Det latterlige ved det var dog bare, at det næsten var mørkt. Så det at gå med solbriller, var måske ikke helt optimalt.

”Som din kæreste, er det min pligt at stoppe dig fra at gøre noget dumt, og også min pligt at passe på dig. Så derfor må jeg desværre ødelægge alle dine ekstremdrømme, da det kun vil gøre skade på dig.” Det at hun var min kæreste, gav mig en rolig følelse indeni. Det gjorde mig glad, at hun stolte så meget på mig, som hun gjorde. At hun ligefrem havde valgt at tage skridtet videre med mig, forklarede også lidt om, hvor god en pige hun egentligt var.

Dog kendte hun jo intet til ”Operation Inspiration.” Og hvis det havde været tilfældet, eller blev tilfældet, ville udfaldet sikkert have en anden slutning. Derfor måtte det stadig forblive en hemmelighed.

”Harry Lyseslukker,” mumlede hun, inden vi rykkede op lidt frem i køen, der efterhånden var ved at have nået sin ende. Det var snart vores tur, hvilket jeg kun kunne være taknemmelig for, med alle de kaldenavne Chelsea, sikkert begyndte at finde på nu. Siden jeg havde ødelagt hendes drømme om at udføre hendes sindssyge idéer, måtte hun vel tage hævn ved at komme op med underlige navne til mig.

”Du er ikke så lidt flabet i dag,” konstaterede jeg, i takt med, at jeg blinkede til hende, med mit ene øje. Jeg vidste, at det fik hendes hjerte til at banke lidt hurtige, da hun selv havde fortalt det til mig, dengang vi havde sovet sammen, under åben himmel. En aften og nat, der endte med at være noget af det mest romantiske, jeg nogensinde havde været vidne til.

Og jeg nød det – selvom at det ikke var meningen.

”Lad os nu bare komme ind i kabinen,” foreslog hun, eftersom at køen foran os, var væk, og vi kunne gå frem. Hendes hånd smøg sig forsigtigt ind i min, inden hun flettede vores fingre sammen.
Jeg gav hende et lille smil, da dørene lukkede sig foran os, og hun igen gav slip.

Mørket havde stille lagt sig over London, hvilket betød, at lysene fra de mange bygninger, var begyndt at dukke frem, og kvarteret omkring os, blev lyst op. Big Ben var overdækket af små lamper og lygter, der lyste det store parlament så smukt op.

Menneskerne, der var sammen med os i denne lille kabine, så ud til at være ret så fredelige. Derfor tog jeg også min hat og mine solbriller af, så jeg bedre kunne nyde både udsigten, men også Chelsea. Hun stod helt tæt på vinduet, og betragtede de smukke omgivelser vi havde frit udsyn til. Så fredsfyldt.

Uden rigtigt at tænke over hvad jeg gjorde, slog jeg mine arme om hende, og lod mit hoved lægge sig på hendes skulder, mens jeg hurtigt kyssede hende på halsen.
Et lille grin slap ud af hendes læber. Et sødt og bedårende grin.

”Harry. Vi er i offentligheden. Og du har i… Du har ikke din hat og briller på. Så måske du burde holde lidt lav profil.” Ordene blev hvisket så stille for mig. Tydeligvis fordi, hun var bange for, at de andre skulle høre hende sige mit navn. Men jeg var ligeglad.
Det her var vores dag sammen. En dag som ingen andre skulle ødelægge.

”Jeg kan vel bare vise dem, at du er optaget.” Igen kyssede jeg hende. Denne gang på kinden, da hun vendte den mod mig. ”Du er min.” De sidste ord sagde jeg så lavt, at kun hun kunne høre dem.
Farven dukkede op i hendes kinder, kunne jeg se. Hun var genert.

”Prøv at se udsigten. Er den ikke smuk?” Jeg kiggede ud af det store vinduesparti, og nikkede. Vi var efterhånden kommet et lille stykke op i luften, og kunne se en stor del af det mørkbelagte London allerede. Alle de små, diverse lys der lysten alting op, var med til at gøre hele udsigten helt eventyrlig.

”Jeg plejede, at tage herop om aftenen, efter at jeg slog op med Noel.” Hendes ord kom bag på mig, da hun begyndte at snakke. Var det her, hun søgte trøst, efter hendes brud med hendes ekskæreste?

”Det var det eneste sted, hvor jeg følte, at jeg kunne finde frem til den jeg er. Jeg kunne finde mig selv. Derfor skrev jeg også en del sange, mens jeg sad her i kabinerne. Sange jeg aldrig rigtigt har delt med andre end Eve.”

Mens hun snakkede, nikkede jeg forstående. Tanken om, at hun havde skrevet sange heroppe, gjorde mig nysgerrig. For jeg havde aldrig hørt hende synge, og at tænke på, at hun selv skrev sine tekster, baseret på virkelige hændelser, gjorde mig hungrende efter, at høre hendes stemme. At høre hende lade sit talent flyde ud gennem de toner, hun sikkert ville ramme så perfekt.

”Dog kom jeg også herop nogle gange, bare for at kigge på stjernehimlen.” Hun rømmede sig, da hun fortalte mig, at hun ikke kun brugte tid heroppe, efter hendes brud. Men at stjernerne rent faktisk var en inspiration for hende, også.

Jeg havde det på samme måde. ”Og jeg troede, at jeg var den eneste der havde det sådan med stjernerne.”
Mit svar fik hende til at smile.

Hun grinte kort, ”jeg har altid ønsket mig en stjerne.” Om hun grinte af den tanke der pludseligt slog ned i hendes hoved, eller om det var fordi, at hun fandt hele situation ret så morsom, hvilket jeg ikke håbede, så vidste jeg ikke hvad hun fandt så sjovt.
Hendes kinder endte dog med at få en rødlig farve, da hun kom med sin indrømmelse.

”En stjerne?” spurgte jeg forundret om. For hvad mente hun med stjerne? En stjerne, som i en rigtig stjerne? Eller en stjerne, som i at få en opkaldt efter sig?

”En stjerne, som i en af stjernerne på himlen.” Forsigtigt pegede hun op på stjernerne. Mit blik var rettet mod hende, i stedet for at følge hendes hånd. Jeg fandt mig selv i, at kigge på hendes øjne, der nærmest glimtrede så smukt, her i nattehimlen.
Aldrig havde jeg set så bedårende øjne, et så bedårende smil, og ja – aldrig havde jeg mødt en så bedårende pige, som Chelsea.

Tanken om, hvordan jeg kunne få mig selv til at fortsætte med dette væddemål, gjorde mig nærmest dårlig. Hun fortjente det ikke. Langt fra. Og alligevel blev jeg ved. Dog kunne jeg heller ikke afslutte det nu. Jeg kunne ikke bare forlade hende, for så bare at skide på det hele.

”Harry?” Chelsea ruskede stille i min arm, da jeg var svundet helt hen i mine egne tanker.
Derfor havde jeg heller ikke svaret hende.

”Jeg lover, at jeg nok skal finde og bringe dig en stjerne.” Selvom at det ikke var muligt, lovede jeg hende alligevel, fuldt og fast, at jeg ville gøre alt, for at gøre hende glad.
For det ville jeg.

Og da hun blidt pressede sine læber mod mine, stod det klart for mig, mere end aldrig før, at jeg måtte passe på hende. Hun fortjente intet ondt i livet.

Især ikke det ondt, jeg udsatte hende for dag for dag, ved at udnytte hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...