Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42748Visninger
AA

5. ”First date.”


Jeg havde ikke været ude at spise med en dreng, siden dengang med Noel, og allerede efter én dag, havde denne såkaldte – Harry Styles – inviteret mig med ud at spise. Og så dum og naiv som jeg var, så var jeg gået med til det. Jeg havde sagt ja, da han dagen forinden sendte mig en besked, med verdens dårligste undskyldning, for at invitere mig ud.

Han havde sagt, at det var fordi, at han gerne ville undskylde på en bedre måde.

”Så hvornår skal du på date med denne mysterious boy?” kom det drillende fra Eve, da jeg fór rundt i huset, for at blive klar. Og måske det egentligt var et godt spørgsmål. For med middag havde han ment aftensmad, åbenbart, og det ville vel mene, at han ville samle mig op klokken seks.
Men drengen vidste jo slet ikke hvor jeg boede.

”Hans navn er Harry, og han kan være her hvornår det skulle være. Så hjælp mig nu bare med at få fundet noget ordentligt tøj, så jeg da i det mindste kan se okay ud.” Jeg var stresset. Det indrømmede jeg gerne. Det var også derfor, at jeg hundsede rundt med min veninde, som jeg gjorde.
For jeg havde brug for hendes hjælp. Hun var den, der havde mest styr på alt det med tøj og designs.

Derfor fik hun også hurtigt revet en sød kjole ud af mit skab, som passede ganske fint til aftenens anledning. Den var egentligt meget enkel, havde en havblå farve, og med én strop. Den gik ned til lige over knæene, og havde flere diamanter broderet ind ved brystet.

”Tag den på, og jeg er sikker på at Harry ikke vil kunne holde sig fra dig,” indrømmede hun, inden jeg nærmest blev skubbet ind på badeværelset, for at skulle gøre mig klar.


”Har jeg fortalt dig, at du ser utrolig godt ud her til aften?” Harry slog fast, for tusinde gang indtil videre, at han godt kunne lide hvad han så. Noget der igen fik mig til at rødme stille.
Dog kunne jeg ikke lade være med at smile, hver gang han gav mig et kompliment.

”Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du allerede sagt det er par hundrede gange. Men du ser nu heller ikke helt værst ud, hvis jeg skal sige det,” indrømmede jeg, og kunne ikke lade være med at lade et grin forlade mine læber. Et grin der fik Harry til at smile stort.

”Men fortæl mig om dig selv, Chelsea. Fortæl mig alt jeg behøver at vide.” Og så kom vi til den lidt mere personlige del af denne middag. For indtil videre var det utroligt hyggeligt.
Harry havde fundet frem til min lejlighed, efter at have været foret vild i omkring et kvarter, hvilket var hvad han havde fortalt mig. Efter det havde vi kørt til en fin restaurant på Oxford Street, og det var så her vi befandt os nu.

Ja og så havde han også komplimenterede mig hundredevis af gange.

”Jeg hedder Chelsea Rose Montgomery. Jeg kommer normalt fra London, og jeg er atten år gammel.” Efter de få informationer stoppede jeg med at snakke. Mest af alt bare for at drille Harry, der skulle tro, at det var de eneste vigtige ting der var at vide om mig, hvilket egentligt passede.
For jeg var ikke en så interessant person. Mit liv var meget fremadgående, og der skete egentligt ikke det helt store i min dagligdag.

”Og det er simpelthen alt du har at sige om dig selv? Der må da være et eller andet som du gerne vil dele.” Han var ikke lige sådan til at stoppe, og så heller ikke ud til at købe, at der intet interessant var omkring livet som Chelsea.

Alligevel endte jeg med at nikke til hans spørgsmål. Men om jeg nikkede til at der var mere jeg gerne ville sige, eller om jeg nikkede fordi at jeg ikke havde mere at sige, havde jeg ingen anelse om.
Jeg nikkede bare.

”Jeg går på et fint universitet her i London, og studerer musik, hvorpå jeg i min fritid også synger, producerer og skriver tekster. Derudover bor jeg jo sammen med en anden person, og ellers arbejder jeg i en bager tæt på Big Ben. Mere er der ikke som sådan at sige om mig.” Nu havde han vel fået alle de basiske oplysninger at vide, så hvad mere kunne han bede om?

”Du studerer musik? Og skriver sange?” Det så ud til at komme bag på ham. For måske lignede jeg ikke sådan en pige, og måske hans tanker om mig var, at jeg var en pige, der var ude at feste hver weekend.
Hvis det nu var hans tankegang, kunne jeg godt slå fast, at han var helt galt på den.
Selvfølgelig festede jeg – hvem gjorde ikke det? Dog betød musikken mere for mig, end det at feste.

”Hvorfor virker du så overrasket over det?”

”Jeg ved ikke. Jeg havde måske bare troet at du mere var hende pigen der til tider gik ud i byen, mødte en sød fyr, og tilbragte natten med ham. Ja måske at du endda var et geni indenfor fysik, eller noget i den genre.” Gotcha! Selvfølgelig troede han, at jeg festede. Men fysik? Lignede jeg helt seriøst et fysik geni? Og lignede jeg en, der ville gå hjem med en fyr, for derefter at sove hos ham?

Måske mit liv ville have været sådan, hvis ikke Noel valgte at ødelægge det hele for mig, dengang han knuste mit hjerte.

”Hvad er der så speciel ved dig, Harry Styles? Fortæl mig alt jeg behøver at vide.” Jeg valgte hurtigt at skifte emne, sådan at vi kunne komme væk fra mig liv, og derfor kunne fokusere på Harrys.

”Jeg hedder Harry Edward Styles. Jeg er nitten år gammel, kommer fra en by i Cheshire, hvor jeg er vokset op med min mor Anne, og min storesøster Gemma. Mine forældre blev skilt da jeg var lille. Jeg har også en stor passion indenfor musik, og er faktisk med i et boyband. Derudover kan jeg godt lide at se Love Actually og hænge ud med mine fire bedste venner.” Da han nævnte hans yndlingsfilm, endte vi begge to med at grine. For hvor havde den sætning lige hjemme? Den passede jo ikke ind til resten af hans beskrivelse, så hvorfor overhovedet at nævne det?

”Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg også ret godt lide Love Actually.” Det sjoveste ved det hele var, at det rent faktisk også var en af mine yndlingsfilm. Believe or not!
Der var bare noget specielt over den film, som gjorde, at man ikke kunne andet end at elske den.

”Men du må vel bo her i London nu. Så hvorfor flyttede du hertil?”

”Det havde noget med mit job at gøre. Hvis jeg virkeligt ville være noget indenfor musikken, så måtte jeg flytte fra min hjemby allerede som godt og vel seksten årig, for derfor at kunne udleve min drøm.” Det var som om, at når han snakkede om den del af sit liv, som havde musikken indblandet, så blev han lidt mere genert over hvad han sagde. Som var det et svagt punkt hos ham.
Dog kunne jeg godt se det fra hans side.
For hvis han allerede blev nødt til at flytte hjemmefra som seksten årig, måtte det virkeligt havde været en stor mulighed for ham, det med musikken.

”Men nok om det. For jeg lovede dig jo en bedre undskyldning, og grin ikke af mig, hvis det her kommer til at lyde dumt. Jeg har rent faktisk øvet mig på, hvad jeg skulle sige,” startede han ud, inden han fake hostede, og lod som om, at han skulle tage mod til sig, for derefter at kunne fortsætte: ”Det var ikke min mening at løbe dig ned den dag på gaden. Men jeg havde travlt. Rigtig travlt. Der var nogen efter mig. Og pludseligt var du der bare. Du lå så fredeligt nede på jorden, og kunne egentligt ikke rigtigt bevæge dig. Fordi at du havde mig ovenpå dig.”

”Okay Harry, det er i orden. Din undskyldning er accepteret. For jeg ser lidt, at hvis du får lov til at fortsætte med din mindre prædiken, så ender det med, at du får opdigtet en roman, inden vi er færdige. Og det er ikke ligefrem i den retning, jeg troede at din undskyldning ville gå,” indrømmede jeg, da jeg havde fået afbrudt Harry i hans undskyldning, der mest af alt lød som en eller anden sindssyg dårlig thriller. Jeg smilede opmuntrende til ham, som et tegn på, at han ikke skulle bekymre sig mere.
For vi var jo begge i tip top stand, og ingen var kommet yderligt til skade.

Så med et positivt humør, og med store smil om læberne, hyggede jeg mig gennem resten af aftenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...