Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
42718Visninger
AA

7. ”Don’t worry.”

 


”Harry jeg kan ikke. Hvad vil de ikke tænke om mig.” Jeg var nervøs. Endnu en gang. Især i dette øjeblik, hvor jeg stod udenfor en ukendt dør, med Harrys hånd i min, da han tidligere havde grebet fat i den. For jeg skulle møde hans venner. Hans fire såkaldte bandmedlemmer.

Og hvad nu hvis de ikke kunne lide mig?

”Chels stop. De vil elske dig,” forsikrede han mig om, som havde jeg slet ingen grund til at bekymre mig overhovedet. Hvis bare de alle var ligesom Harry, var jeg sikker på, at det nok skulle blive ”piece of cake.” Men hvis ikke – ja gud ved hvad der ville ske.

”Sødt kælenavn du har givet mig,” indrømmede jeg, da jeg bed mig mærke i, at han allerede havde fundet et navn til mig. Godt nok var det normalt for folk, bare at kalde mig Chels, men det var noget specielt når lige præcist han kaldte mig for det.
Især med den hæse stemme han havde, og så den måde han udtalte det på.

”Sødt kælenavn til en sød pige.” Den dreng stoppede aldrig med at flirte med mig. Jeg fik puffet til ham, hvorefter at han bankede på døren. Det var nu eller aldrig.

Da døren blev åbnet kort tid efter, var alt jeg kunne se, ét stort smil.
For personen der stod i døren, havde verdens største smil placeret om sine læber.

”Kom indenfor i to. Jeg er Louis. Louis Tomlinson,” sagde den brunhårede fyr der lige havde lukket op. Som noget af det første, rakte mig hånden som velkomst.

”Chelsea. Chelsea Montgomery. Rart at møde dig Louis,” svarede jeg med et smil, mens Harry og jeg blev ført ind i en stue, hvor tre andre drenge sad, og ventede spændt.
Da de så os, Harry og jeg, nu med hænderne hver til sit, endte de med at smile lige så stort, som denne Louis også lige havde gjort.

”Jeg er Niall Horan,” sagde en blond fyr, der hurtigt fik præsenteret sig selv. Det var klart at han ikke var fra England, da hans accent var noget anderledes. Dog fandt jeg det bare sødt. Måske han var enten var Nordirland eller bare fra Irland, sådan som han snakkede. Ja måske endda Wales.

”Zayn Malik,” sagde en anden fyr så. En fyr med kort sort hår, og med en masse tatoveringer på sine arme. Han så ret så godt ud, lige ved første øjekast.

”Og jeg er Liam Payne. Rart at møde dig.” sagde den tredje og sidste dreng. Også han, havde brunt hår. Dog kortede end Louis og Harrys hår. Liam smilte venligt til mig, og nikkede accepterende på hovedet. Ham kunne jeg godt lide.

”Rart også at møde jer. Jeg er Chelsea,” fik jeg fremstammet med en spinkel stemme, der udtrykte, at jeg var genert. For det var hvad jeg var. Harry endte dog alligevel med, at få mig til at slappe mere af, da han i sekundet efter hviskede noget i mit øre: ”Bare slap af, Love. De gør dig ingen ting.”

”Det må jeg alligevel sige Harry. Hun ser bedre ud, en du beskrev hende,” kom det kækt fra en af hans venner. Det var ham Niall, med den søde og anderledes accent. Husk mig lige på, at jeg skulle have spurgt ham, hvor han var fra.

Farven dukkede op i mine kinder, hvilket de også ligeledes gjorde i Harrys. For havde han snakket om mig, mens han var sammen med de fire drenge? Og havde han ligefrem beskrevet mig for dem?

”Niall,” kom det alvorligt fra Liam, der i dette øjeblik, lød som var han drengens far. Det udløste et lille smil på mine læber, hvilket Liam endte med at se. Det endte med at smitte af på ham også, og inden længe smilte han også.

”Men fortæl os om hvordan i mødtes. Giv os alle de saftige detaljer.”

Ja sikke nogle venner Harry havde sig. For hvad troede de lige om os? Saftige detaljer? Som om, at vi havde nogle saftige detaljer at dele med dem.

”Faktisk er det en ret sjov historie,” startede Harry ud, og gav tegn til mig om, at jeg skulle fortsætte hvor han slap, og derefter at skulle fortælle os om vores første møde.

”Jeg havde lige fået fri fra mit arbejde, hvilket er i et lille bageri nede ved Big Ben. Og da jeg kom ud på gaden begyndte det at regne. Noget jeg ikke just lagde mærke til, da jeg var opslugt af mine egne tanker. Derefter tog det ene det andet, og det næste jeg husker var, at jeg blev væltet ned i fortovet, af en ukendt og mørk skikkelse, der så ud til at have alt for travlt, for hvad der var lovligt en fredag aften.”

”Så du væltede hende?” Louis kunne ikke lade være med at grine, da han stillede Harry spørgsmålet.
Han endte med at nikke kort, inden vi alle brød ud i grin, sammen med Louis. Alle undtagen Liam og Harry. Harry grinte sikkert ikke, fordi at han var pinligt berørt, dog så Liam slet ikke ud til at finde det den mindste smule sjov.
Var der noget der gik ham på? Og i så fald – hvad kunne det være?

”Så Chelsea. Jeg har hørt, at du godt kan lide at skrive sange. Er det rigtigt?” Louis snakkede igen, som den eneste. Og da han nævnte det med at skrive sange, endte alle drengenes blikke med at være rettet mod mig. Selv Liams.

”Det er så sandt som det er sagt. Jeg går på Universitet her i London, og studerer musik, hvorpå jeg også skriver sange.” Da jeg så fortalte dem, at jeg ligefrem gik på Uni og også studerede musik, var de da alle ved at tabe deres kæber. Som kom det som en stor overraskelse for dem.

”Synger du så også?” Liam var nu klar til at snakke – endeligt. Og da han sendte med et forsigtigt smil, vidste jeg, at han nok skulle klare sig. Måske jeg slet ikke havde en grund til, at bekymre mig om ham.  

”Ikke så meget for andre. Mere bare for mig selv, og for min veninde, Eve, som jeg bor med.” Jeg havde prøvet at synge foran min skole én gang, dog måtte jeg stoppe, da jeg næsten var ved at besvime.
For jeg led af sceneskræk.

”Ved du så også godt, at vi er i et band? Os fem?” Zayn nævnte bagefter, at de fem udgjorde et band sammen. ”Ja det har Harry godt fortalt lidt om. Hvad er navnet på jeres boyband?” spurgte jeg nysgerrigt om, og lige da spørgsmålet havde forladt min mund, så de alle fem igen ud til at være ved at tabe både øjne og ører.

Liam endte med at smile. Niall begyndte også at smile helt ustyrligt, mens Louis og Zayn ligefrem klappede. Og Harry – ja han sad bare og kiggede på mig, inden han så blinkede med det ene øje.

”Kender du slet ikke til os?” Jeg rystede på hovedet.

”Vi hedder One Direction.” sagde Harry. Da navnet blev nævnt for mig, kunne jeg godt mærke, at der var nogle klokker der ringede. For en del piger, mest af alt, på mit universitet, var åbenbart helt vilde med dette her boyband. Netop med navnet One Direction.
Så jeg havde vel hørt om dem før, men havde aldrig rigtigt fået sat ansigtet på dem.

”Så I er… kendte?” Det kom lidt som et chok for mig. Hvorfor havde Harry ikke fortalt det til mig, på vores første date? Godt nok havde vi ikke fortalt alt til hinanden, men han kunne da godt havde indblandet mig så meget i sit liv, at han havde fortalt mig, om den vigtigste ting. At han var medlem af et verdenskendt boyband.

”Verdenskendte ja. Men jeg syntes at det er fedt, at du ikke kendte til os. Det er ikke tit, at man finder en pige som ikke ved hvem vi. Nu ved vi da også, at du ikke tog på date med Harry, på grund af hans titel, og på grund af den opmærksomhed der altid er omkring ham. Men at du tog på date med ham, fordi at du gerne ville.” Den lyshårede dreng, smilte venligt til mig, stadig med julelys strålende ud af sine øjne. Stadig, i chok over, at jeg ikke kendte til dem.

Jeg havde vel hørt en eller to af deres sange i radioen, men jeg måtte indrømme, at det ikke rigtigt var min smag af musik. Normalt lyttede jeg til musik fra Coldplay, Take That, og så videre. Det var lidt ældre boybands.

”Faktisk tog jeg på date med ham, fordi han lovede mig en bedre undskyldning, end den han havde givet mig nede på gaden, selv samme aften hvor han løb mig ned,” jokede jeg, selvom det jo ikke helt var sandt. Dog havde han lovet mig at undskylde bedre, men det var jo ikke hele grunden til, at jeg var gået ud med ham. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst. Og fordi, at jeg så det som en god mulighed, for at komme mig hele ovenpå det med Noel.

”Hun er en keeper Harry. Hende kan jeg godt lide! Og hun har humor!” Zayn kunne åbenbart godt lide min lille joke, jeg tidligere havde fyret af, hvilket glædede mig.

”Det ved jeg Zayn. Men tak for rådet,” smilede Harry, og blinkede endnu en gang til mig, inden farven begyndte at skyde op i mine kinder.

Måske de fire andre drenge, slet ikke var så slemme endda. Slet ikke så slemme, som jeg i første omgang havde beregnet dem for at være. For selvom, at de åbenbart var verdenskendte, så følte jeg, at de helt nede på jorden, og ikke lod deres popularitet overtage dem.

De var værd, at lære at kende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...