Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43483Visninger
AA

27. "Don't Let Me Go"


En lille uge var gået siden mit break-up med Harry. En uge hvor jeg mildest talt ikke havde lavet andet end at ligge under dynen, og have ondt af mig selv.
For hvad skulle jeg gøre?

Jeg savnede ham mere end noget andet. Jeg savnede hans berøringer, hans kys, hans søde ord og ja – hvis jeg skulle være ærlig så savnede jeg bare ham. Hvordan kunne vores forhold gå fra at være så godt mellem os, til pludselig at være så … ødelagt og knust?

Det at kan var kommet hjem til mig, efter alt det Eleanor havde forklaret mig, gjorde mig forvirret. I starten havde han virket så stille, og lod som om intet var hændt mellem os. Som om han ikke havde gjort noget galt.

Dog var jeg heller ikke rimelig overfor ham. Det havde jeg indset nu. For jeg havde ikke ladet ham forklare. Jeg havde hele tiden bare afbrudt ham, for at svine ham til, og for at bebrejde ham for alt det lort han havde lavet og havde udsat mig for.
Alligevel vidste jeg også at han fortjente de hårde ord, og jeg vidste at jeg blev nødt til at komme mig over ham. Hurtigt.
Det var jeg nødt til, for jeg kunne ikke blive ved med at være så sølle som jeg var lige nu.

Og med tankerne farende rundt i hovedet på mig, faldt jeg endnu en gang hen i drømmeland, hvor tingene var meget bedre end virkeligheden.


En hånd, så blød og kærlig kærtegnede mig blidt på kinden, hvorefter et par genkendelige læber lagde sig i min pande. For sidste gang. Disse hændelser fik et lille og forsigtigt smil frem hos mig, dog endte jeg med at vågne op med et sæt, da det gik op for mig, hvad der var sket.
Den berøring og det kys i min pande, fik alt for mange minder frem hos mig. Minder om Harry.

Om det var en drøm, eller om det var virkelighed kunne jeg ikke tyde, så da jeg satte mig op i sengen, kiggede jeg mig forvirret rundt i mit værelse, med en kraftig vejrtrækning.
Da der var intet spor af Harry, sukkede jeg. Havde det været en drøm? Havde det virkeligt?
Berøringerne virkede så … virkelige. Så ægte.

Sveden piblede ned af mine tindinger, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Havde jeg forestillet mig ham ved min side, hans læber mod mine pande, og hans berøringer, fordi jeg ville have at han skulle holde om mig? Fordi jeg ville have at han skulle sige til mig, hvor meget han holdt af mig, og at han ikke ville forlade mig?

Mens jeg rystede på hovedet, svang jeg min højre arm ud mod kanten af min seng, men gispede dog hurtigt, da den ramte noget. Noget hårdt.
Mit blik gik jeg så rettet mod genstanden jeg havde ramt, og måtte endnu en gang gispe, da jeg fik øje på hvad det egentligt var.

For ved siden af mig, på sengen, lå der en CD, et sammenrullet stykke papir, en lille note, samt en smykkeæske.

CD’en var det der først tog min opmærksomhed, da det ikke just var en helt normal CD. På coveret af den, var fem genkendelige drenge. Alle smilede de stort. Dog havde jeg kun øjet på en af dem. Harry.
Hvorfor lå denne her CD på min seng, og hvad havde den med mig at gøre?
Forsigtigt greb jeg den, og fik den vendt en halv omgang, sådan at bagcoveret kom til syne.

Ord som ”Irrisistible og Truly Madly Deeply” fik tårerne til, for tusind gang denne uge, til at løbe ned af mine kinder. Det var One Directions nye CD. Deres nye CD, hvor alle Harrys sange var indkluderet på. Sangene han havde skrevet da vi var sammen, og sange som han havde brugt mig som inspiration til at kunne skrive.
Mit blik scannede ned over alle de genkendelige sange vi alle havde hørt til gennemlytningen i studiet. Dog var der én sang jeg ikke havde hørt om før.

Albummets sidste sang kaldet ”Don’t Let Me Go.”

Hvorfor havde Harry aldrig nævnt den sang overfor mig før, eller nogen af de andre drenge? Var den kommet på efterfølgende siden ingen havde snakket om den?
Uden at tænke yderligt over hvad jeg lavede, fik jeg hentet min computer, hvorefter jeg så fik CD’en sat ind i mit drev. Uanset om den sang var kommet på efterfølgende, eller om den havde været på hele tiden, så blev jeg nødt til at høre den.

Inden jeg startede sangen, tog jeg en dyb indånding. Hvad der ventede mig vidste jeg ikke, dog havde jeg kun de fjerneste anelser om, hvad sangen rent faktisk ville indeholde. Talende ud fra sangens titel, kunne jeg kun komme til at fortryde det jeg nu havde gang i.

“Now you were standing there right in front of me
I hold on, it's getting harder to breathe
All of a sudden these lights are blinding me
I never noticed how bright they would be

 

I saw in the corner there is a photograph
No doubt in my mind it's a picture of you
It lies there alone in its bed of broken glass

This bed was never made for two

 “I'll keep my eyes wide open
I'll keep my arms wide open

Don't let me
Don't let me
Don't let me go
'Cause I'm tired of feeling alone.”


En alt for genkendelig stemme sang, og som jeg havde forudset, så fortrød jeg allerede at jeg havde sat sangen på. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at stoppe den. Det var på en måde det tætteste jeg havde været på Harry siden vi slog op, og jeg følte at jeg havde brug for ham.
Ordene han sang endte som altid med at påvirke mig mere end noget andet, og det gik op for mig, at sangen måtte være blevet skrevet for nyligt. At den ligefrem måtte have været skrevet siden vi slog op. Det kunne jeg regne ud, da han begyndte at synge om et fotografi. Det billede jeg havde liggende i hjørnet af mit værelse, havde han sikkert set. Et billede af mig og ham, der lå med glasset knust.

“I promised one day that I'd bring you back a star
I caught one and it burned a hole in my hand, oh
Seems like these days I watch you from afar
Just trying to make you understand
I'll keep my eyes wide open, yeah.”

Don't let me
Don't let me
Don't let me go
'Cause I'm tired of feeling alone
Don't let me
Don't let me go

Don't let me
Don't let me go
'Cause I'm tired of sleeping alone”

Det sidste Harry sang, inden sangen sluttede af, fik mig til at bryde sammen. Ligesom jeg gjorde den dag Eleanor fortalte mig det hele. Jeg var åbenbart ikke den eneste der var træt af at sove alene. Gennem hele sangen var det kun Harry der havde sunget, hvilket kun kunne betyde, at det måtte være en besked til mig. Alt det kan sang var noget jeg kunne relatere til, og det var som om, jeg kunne mærke hvordan han havde det.

Det var som om, at sangen var hans forklaring til mig. At han fik alle de ord sagt, som han måske prøvede på at sige til mig, den dag for en uge siden, hvor vi havde haft vores skænderi.

Han ville ikke have mig til at lade ham gå. Trods alt det han havde ladet mig gå igennem.

Mens sangen stadig sad klistret til min nethinde, begyndte jeg at kigge på de andre ting der også lå på min seng. Først tog jeg den lille smykkeæske op, og åbnede den med rystende hænder. I den lå en bedårende og smuk halskæde, med et guldvedhæng. Guldvedhænget havde form som et lille, uskyldigt hjerte. Harrys hjerte.

Som om jeg fik stød af den, kastede jeg den fra mig, og greb så ud efter det sammenrullede stykke papir. Hvad end det ville gemme på, kunne langt fra være værre end sangen og halskæden. Jeg syntes allerede jeg havde været gennem nok smerte allerede fra disse ”gaver”.

Papiret fik jeg stille rullet ud, og kunne i starten ikke rigtigt tyde det der stod skrevet. For vedlagt fra der både en tegning, samt et stykke papir med en masse skrift på. Først da jeg kiggede bedre efter kunne jeg se hvad det helt præcist var.
En tåre ramte papiret, mens jeg forsigtigt lod mine fingre glide hen over en vigtig oplysning der stod skrevet.

”Kære Mr. Styles.

Deres ønske om at navngive en stjerne på nattehimlen er hermed blevet accepteret.
Placeringen af stjernen vil De kunne finde på det vedlagte papir.
Stjernen kan nu findes under dens nye navn:

”Cherry”

Må den bringe dig glæde i livet.”

Først vidste jeg ikke om jeg skulle tro på det, eller om jeg skulle tage det hele som en joke. Havde Harry seriøst køb og navngivet en stjerne efter … os? Cherry havde været vores ’shipnavn’ da vi var sammen, og at han så havde opkaldt en stjerne efter det gjorde mig så ked af det…
Dog begyndte alle brikkerne at falde på plads, jo mere jeg tænkte over det.

På en af vores dates havde han engang lovet mig, at han ville finde og bringe mig en stjerne. Med de tanker kom også en linje fra den sang jeg tidligere havde hørt ham synge: “I promised one day that I'd bring you back a star. I caught one and it burned a hole in my hand”, var de præcise ord han havde sunget. Og han havde holdt sit ord. For han havde købt en stjerne, og havde givet den til mig. Præcist som han havde lovet.

Sangen var altså ikke bare en undskyldning, men ligesom en opsummering og en slags konklusion på vores forhold.

”Hvad er det du har gang i, Harry?” hviskede jeg stille for mig selv, mens jeg lagde papirerne med stjernen ned i mit skød, for derefter at tage den lille note op.

Da jeg vendte den, kunne jeg ikke lade være med at smile kort.

Tre ord stod skrevet på den lille lok papir. Tre ord jeg ikke vidste om jeg skulle tro var sande eller om de var en løgn. Alligevel kunne jeg forestille mig ham, siddende ved siden af mig og hviske dem til mig. Så stille og forsigtigt.

Tre ord vi alle ville vente et helt liv på at høre.

På papiret stod der med Harrys kursive og søde håndskrift skrevet: jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...