Operation Inspiration ☯ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Harry har problemer. Især når det gælder sangskrivningen, og Modest! føler ikke, at han yder sit bedste. Zayn, Niall og Louis kommer op med en idé, der vil hjælpe Harry med at finde inspirationen igen. Inspiration som han bliver nødt til hente fra en pige. Noget han ikke mener vil være noget problem, da han regner med bare at skal finde en tilfældig pige på gaden, som han kan date i et par måneder, for så derefter at droppe hende. Helt uden at følelserne bliver indblandet. Men vil det lykkes?
Dog havde ingen regnet med at en pige som Chelsea skulle ende med at være den vigtigste brik i denne såkaldte; "Operation Inspiration."

229Likes
338Kommentarer
43074Visninger
AA

12. ”Almost victims for an accident”


Efter, endeligt, at have fået slæbt Chelsea væk fra drengene og de tre piger, havde jeg hende nu for mig selv. Det gjorde mig glad, at hun allerede kom så godt ud af det med henholdsvis Perrie, Danielle og Eleanor som hun gjorde.
De havde taget hende til sig, som havde hun altid været en del af deres omgangskreds.
Dog vidste jeg også godt, at selvom jeg burde være glad for både Chels, men også for pigerne for at have fået en ny veninde, så følte jeg mig som den største forræder der kunne gå på to ben.

I sidste ende, vidste vi jo godt alle sammen, at det ikke ville holde. Eller der gjorde drengene og jeg hvert fald. Om de tre piger havde fået noget af vide, eller om Zayn, Liam og Louis havde fortalt dem om ”Operation Inspiration” kendte jeg ingenting til. Jeg tvivlede dog.

Måske Liam havde nævnt det for Danielle, da han stadig så ud til, at være imod hele idéen bag det.
Han havde vel bare brug for at dele det med en eller anden, der sikkert ville tage hans parti, og hvis jeg kendte Dani godt nok, ville hun uden tvivl støtte op om sin kæreste.

Og – i tilfælde af, at pigerne fik det af vide, så ville de helt sikkert syntes, at jeg var en opblæst nar.
Det ville de jo klart, siden at jeg udnyttede Chelsea på det groveste plan.

Mine tanker blev dog afbrudt, af en stemme, der begyndte at snakke ved siden af mig: ”Du virker så mut. Er der noget galt? For du har nærmest ikke snakket i al den tid vi har kørt.”
Chels, der sad ved siden af mig, havde tydeligvis opdaget, at jeg var stærkt optaget af et eller andet, for hun virkede til at være bekymret.

”Nej det er ikke noget. Jeg følger bare med i trafikken,” svarede jeg uden overhovedet at kigge på hende. Mit blik var i stedet for, på vejen foran os, og på de biler vi kørte side om side med.

Hvis bare jeg kunne fortælle hende det hele, så hun ikke ville ende med at blive så sur, når hun engang ville få det af vide. For før eller siden skulle sandheden vel frem. Eller ville det være en bedre idé, bare at lade det hele forblive hemmeligt?

Jeg vidste også godt, at blev nødt til at køre det længere ud, og at jeg skulle holde på hende lidt endnu. Indtil videre var der kun kommet én sang ud af det. Én sang der langt fra var nok, hvis det stod til Modest! De krævede mere af mig. Især når jeg var gået så langt, at lade som om, at jeg kunne lide Chelsea.

Misforstå mig ikke. For Chelsea var en fantastisk pige. Det var slet ikke det. Måske hun endda var den eneste pige jeg nogensinde havde datet, der rent faktisk havde en personlighed. De foregående kærester, havde alle været lidt mere … not my type. Selvfølgelig var det også forkert at gå ind til det her i begyndelsen, men jeg blev vel bare revet med at stemningen, og som jeg stod i det lige nu – med lort op til mine knæ, så var det bare for sent at trække sig ud af det. Jeg måtte give den hele armen.

”Harry,” skreg Chelsea pludseligt ved min side. Helt uforstående for hvad der skete, så jeg, at hun fik grebet fat i rettet, og fik så drejet skarpt til siden. ”Hvad tænker du på? Det havde nær gået galt,” nærmest hvæste hun af mig lidt efter, da jeg stadig ikke havde sagt eller gjort noget.
Og først der gik det op for mig, at ikke nok med at jeg ikke var speciel snaksalig, så havde jeg heller ikke været specielt opmærksom på trafikken forude.

Bilen der kørte ved vores venstre side, var pludseligt kørt ind foran mig, og fordi, at jeg ikke var opmærksom, så jeg ikke, at den så pludseligt bremsede hårdt op. Hvis ikke det havde været for Chelseas hurtige handling, havde jeg helt sikkert hamret direkte op i bagenden af bilen foran os, hvorpå vi så begge ville have været ofre i en bilulykke.

”Vil du ikke godt være sød, at køre ind til siden,” bad hun, tydeligvis rystet over det, vi lige havde været vidne til at opleve. Kort nikkede jeg bare, da jeg ellers ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Da muligheden så bad sig, for at vi kunne køre af til venstre, gjorde jeg som hun havde bedt mig om, og da der kom et hak i vejen, fik jeg parket og slukket bilen.

Mit hoved, fik jeg begravet i mine hænder, mens jeg prøvede på at få styr på mine tanker. Jeg havde nær dræbt Chelsea og jeg. Eller hvert fald, havde jeg nært ladet os være indblandet i en bilulykke.

”Harry hvad sker der.” Forsigtigt tog hun mine hænder fra mit ansigt, hvorefter hun længselsfuldt kiggede på mig. Hun søgte svar. Det var tydeligt.
Dog vidste jeg også godt, at jeg langt fra kunne fortælle hende sandheden. Jeg kunne ikke fortælle hende, hvad det rent faktisk var, der gik mig på, så jeg måtte komme op med en løgn.

”Det er bare vores management. De lægger sådan et stort pres på os her for tiden. Især på mig, da de ikke rigtigt mener, at jeg deltager så meget, som jeg burde. De mener at jeg er fraværende.” Jeg var overrasket over mit svar. Det endte jo alligevel med at være delvist sandt.
Løgn var det hvert fald ikke. Modest! lagde virkeligt et stort pres på mig, hvilket jo bare én af de ting der nærede og pirrede mig. Men hvorfor de gjorde det, måtte Chelsea ikke vide.

Ikke under ingen omstændigheder.

”Hvorfor snakker du ikke med dem? De burde da vide, at du kun kan holde til så meget ad gangen. Du er trods alt stadig teenager,” fortalte hun med fuld overbevisning om, at det var så let som en leg at snakke med dem. Hvis hun dog bare kendte til den virkelige verden for mig.

”Du forstår ikke.” Sorgen i mine øjne, borede sig ind i hendes, da vores øjne mødtes. Hendes øjne var ikke fyldt op af sorg. Derimod strålede barmhjertigheden og medlidenheden ud af dem.
Hun havde ondt af mig, udtrykte de.

”Så forklar mig det, så jeg kan forstå. Harry jeg prøver kun på at hjælpe dig.”

Det, at hun rent faktisk bekymrede sig om mig, var noget jeg ikke havde været udsat før ved mine tidligere kærester. Hvis de kunne se, at jeg var sørgmodig og ked af det, stillede de mig måske ét spørgsmål for at vide om jeg var okay. Efter det stoppede de, og lod det så ligge
Men Chelsea – Hun gav ikke lige sådan op. Hun var stædig. Noget så stædig, og blev ved, indtil hun vidste, at jeg nok skulle ende med at være okay. Og så var hun endda ikke engang min kæreste.

Om vi endte med at tage det videre på det plan, var stadig uvist for mig.

”Jeg fortæller det til dig en anden dag. Lige nu vil jeg bare gerne prøve at glemme det, og nyde min aften med dig.” Selvom at hun tilbød mig sin hjælp, valgte jeg alligevel at misbruge den på en måde, ved hele tiden at snakke udenom, og ved at sige, at jeg gerne ville lade det ligge.
Hvilken dårlig person, og date var jeg ikke lige?

”Du siger bare, hvis du får brug for at snakke om det. Jeg vil aldrig være længere end et telefonopkald væk. Hvis det går helt galt, ved du jo også hvor jeg bor. Bare du så ikke dukker op om natten, så er jeg glad.” Måske det ikke var hendes intension at prøve på at være sjov, dog kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over hendes kommentar.

Hun formåede altid at komme med de sjoveste svar, hvilket altid kunne få et smil frem på mine læber.

”Altså det er bare sådan, at jeg ikke slår dig ned med min stegepande. Det kunne jo godt være, at du var en indbrudstyv, og at du kom midt om natten, for at stjæle mine og Eve’s ting.” Som om, at hendes tidligere svar ikke var nok. For hun blev ved med at slynge guldkornene ud. Mine grin kunne ikke holdes inde længere, og jeg endte med at bryde ud i latter.

Jeg grinte så meget, at min mave ligefrem endte med at krampe, og det der fortsat fik mig til at grine, var, var hun bare sad der, på forsædet, og kiggede underligt på mig, som forstod hun slet ikke, hvorfor jeg fandt hendes kommentarer så sjove, som jeg gjorde.

”Du har ikke noget at grine af, unge mand. Du havde nær dræbt os, på grund af noget du tænkte på. Og pludseligt sidder du bare og griner. Altså hvad er meningen med dig og dit humør, Styles,” konstaterede hun, mens hun pegede fingre af mig. Det var nemt at se, at hun selv prøvede på at holde masken, men som vi kendte Chelsea, så endte med også selv med at bryde ud i grin.
Af alle personer der boede i London, var hun sikkert den værste af dem alle, til at spille alvorlig.

”Hvad siger du til, at vi bare tager hjem og får et glas varmt kakao. Er det noget der behager dig, Ms. Montgomery?” Siden at vi nu, åbenbart, omtalte hinanden ved vores efternavn, kunne jeg vel lige så godt spille med, og give hende igen.

Faktisk mente jeg det med kakaoen. Godt nok havde jeg planlagt at tage hende med til London Eye, da jeg selv syntes, at det var så smukt her om aftenen, men jo mere jeg tænkte over det, så var det måske bedst at tage hjem til en af os. Vi skulle helst ikke indblandes i mere trafikdrama!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...