Teach Me | Niall Horan

Fanny Blake er en spirende dansestjerne på Broadway i New York City. Sammen med hendes bedsteveninde Leslie Castle, får hun chancen for at blive en del af baggrundsdanserene for det verdenskendte boy band One Direction, og det er en chance man ikke kan takke nej til. Fanny & Leslie bliver ledt ind i en verden fuld af søde drenge, skøre fans, og mere end nok dans.

49Likes
26Kommentarer
4937Visninger
AA

7. Kapitel 7

"Du er godt klar over du er en idiot, ikke?" spurgte Leslie mig da vi gik ind på vores værelse. Jeg skiftede til et par arbercrombie jeans, som heldigvis sad perfekt, og en "i love NY" t-shit, jeg satte mit hår op i en rodet knold. 

"Det ved jeg faktisk godt, men mange tak for at du fortalte mig det" sagde jeg og hoppede ned i sofaen. "Hvad skal jeg gøre? Fortælle Niall jeg løj?" 

Der var ikke en nem vej ud af det her, enten skulle jeg fortælle Niall jeg løj, eller leve med den fakta at jeg er vild med en dreng der tror jeg har en kæreste. Jeg ville hellere spise en hel skål mayonnaise. 

"Nej. Så tror han du er en løgner. Det er ikke en god måde at starte et ægteskab på" 

Jeg grinte, "Helt seriøst!"

"Hvorfor sagde du du havde en kæreste?" 

"Fordi jeg vil snakke med Niall alene! Ikke hans bandmedlemmer eller vores venner, kun mig og ham!" 

"Bare snak med ham! Det er den eneste måde du kan ordne det på! Bare fortæl ham det" 

Jeg stoppede hende. "Bare fortæl ham hvad? At jeg skiftede mening så vi kan leve lykkeligt til vores dages ende? Jeg er ret sikker på at han ikke venter ved døren for jeg skal komme og fortælle ham at Owen Coleman ikke eksisterer" Leslie sukkede. "Nej, men i det mindste får han sandheden af vide. Jeg rejste mig fra sofaen og tog et par uggs på. Jeg gik over til drengenes værelse og bankede på.

"Hvem er det?" spurgte Harry.

"Hvem tror du det er? Demi Lovato?" jeg følte jeg snakkede til en dør. Louis hvinede "Demi Lovato? Hvor?" jeg vendte det hvide ud af øjnene. "Åben døren så finder du ud af det." Zayn svarede "Undskyld, One Direction er ikke hjemme lige nu, læg en besked efter tonen, så ringer vi tilbage så hurtigt vi kan... beep"

Jeg snerrede. "Jeg skal snakke med Niall nu!" jeg var sikker på Niall kunne høre mig, men hvorfor skulle han åbne døren for mig?

Zayn gentog sig selv "Undskyld, Niall Horan er ikke hjemme lige nu. Læg en besked også ringer han tilbage til dig så hurtigt han kan... BEEP" 

Jeg havde lyst til at slå Zayn ihjel. Jeg besluttede mig for bare at prøve at åbne døren, og det var dumt gjort, for den åbnede. Jeg åbnede den til synet af Harry der sad nøgen på sofaen.

"For guds skyld" sagde jeg og faldt ned på gulvet. "Jeg sagde du ikke skulle komme ind!" grinte Harry. Kære gud, please fortæl mig han er ved at tage tøj på. 

"Har han tøj på? Eller vil jeg se Harry nøgen hvis jeg åbner mine flotte, men nu bange øjne?" "Ja jeg har taget tøj " hvinede Harry som om det var en stor ting at forlange. 

"Er Niall her?" spurgte jeg og fjernede hænderne fra øjnene.

"Vent, Fay. På din facebook, står der du er single, og ikke i et forhold med Owen Coleman. Så derfor søgte jeg i blandt dine venner, og han er der ikke. Har du lyst til at forklare?" spurgte Louis før han svarede mig. 

"Øh ja, han sms'ede mig lige at han har deaktiveret sin facebook, fordi han bruger den for meget." Det var den værste undskyldning jeg nogensinde havde fyret af.

"Nå, så det gjorde han?" spurgte Louis mistænksom. "Så bliver jeg jo nødt til at finde ud af det2 sagde han og tog min telefon og spurtede ud. 

"Louis, giv mig den!" jeg løb efter ham, sprang over sofaen og op på bordet.

"JEG TROR IKKE PÅ DIG, JEG LÆSER DINE SMS'ER!" 

"Lad være, jeg har slettet den!" 

"Du har stadigvæk beskeder fra da du købte telefonen, hvorfor ville du slette beskederne fra din elskede kæreste?" 

"Fordi!"

"Han er ikke engang under dine kontakter, du har kun 20 kontakter, og han er ikke en af dem!" Jeg stoppede med at jagte ham, efter jeg havde indset at jeg ikke kunne komme ud af den her. Han kom hen til mig og gav mig min telefon og smilede. "Jeg vidste han ikke fandtes"

Jeg pausede. "Han eksisterer"

Harry smilte. "Selvfølgelig gør han det, hvorfor ville han ellers ikke have facebook eller være i din kontakt bog?" 

"Fordi han ikke er ægte!" sagde Louis som om han fandt en ny fejl ved hele historien. "Okay, han eksisterer ikke." 

"Hvorfor løj du?" spurgte Zayn.

"Det behøves du ikke vide, jeg skal bare snakke med Niall nu!" 

Liam informerede mig om at han ikke løj. "Han er taget på kaffebar, men ikke tag derhen. Du skal ikke snakke med ham lige nu, han er sammen med-"

"Vi ses senere, og jeg håber Harry har tøj på! Tak for hjælpen!" sagde jeg og gik ud af deres lejlighed før nogen af dem kunne stoppe mig. "Nej, Fay, han er sammen me-" jeg stoppede med at lytte til Zayn.

______________________________________________________________________________________

Jeg søgte efter kaffebarer i London på min gps, imens jeg håbede det var den som Niall var på. Der var en længere nede af gaden, og jeg gik ud fra det var den. Jeg løb ud af elevatoren og ned ad gaden. Jeg så sikkert sindssyg ud. Min knold hoppede helt ud, og jeg blev nødt til at holde fast på min jakke. Det var ekstremt koldt.

Jeg gik ind i gennem dørene for at finde Niall sammen med en pige. En rigtig pæn pige. Hun var ca på min alder. Det her kunne ikke ske. Mit luftrør kollapsede og alt gik i stå. 

"N-Niall?" spurgte jeg imens jeg prøvede at få vejret.

"Hvad laver du her?" spurgte han stille og roligt. "Øh, jeg kom for at" jeg kunne ikke stoppe med at stirre på pigen. "Kom for hvad? For at fortælle mig om hvor dejlig din kæreste Owen Coleman er? Bare lad være" 

Jeg havde lyst til at skyde mig selv. Ikke bogstaveligtalt, men tæt på. Hvorfor nævnte jeg Owen Coleman, det var det dummeste jeg kunne gøre. Det var nok en af de dummeste ting jeg nogensinde havde gjort. "Hvem er hun?" spurgte jeg og nikkede hen imod pigen imens jeg forsøgte ikke at lyde uhøflig. 

"Jeg ved ikke hvorfor du er her, men kan du ikke bare gå? Jeg er ikke i humør til det lige nu" sagde Niall. 

"Niall jeg skal snakke med dig. Jeg ved godt du er på date lige nu, men jeg skal fortælle dig noget" 

Niall grinede. Han grinede. Hvorfor ville han grine? Sagde jeg noget sjovt? For at være ærlig, prøvede jeg ikke at være komisk. "Hvorfor griner du?"

"Du tror jeg er på date med min kusine, det er min kusine Alana"

"Nåå.. Hej Alana, jeg er Fanny" sagde jeg og rakte hende hånden. "Dejligt at møde dig" sagde hun og smilede sødt. Man kunne se hun var i familie med Niall. "Jeg er ked af at ødelægge jeres fætter-kusine sammenkomst, men Niall jeg har brug for at snakke med dig, please?" "Der er ingen pointe i det" Niall blev  seriøs igen. "Jeg er ligeglad med Owen, okay? Bare lad mig være sammen med Alana" "Men-" jeg startede jeg. "Niall, bare gå med hende. Jeg kan se der er noget hun skal fortælle dig, og vi kan ses en anden gang, du skal være her i et par dage mere, ikke?" sagde Alana. Niall begyndte "ja, men" 

"Så tag afsted. Du har ikke stoppet med at tale om hende hele tiden imens vi har været her, så måske næste gang vi ses når du har snakket med hende, kan du snakke om andet end hende"

Jeg ville ikke lyve, men det forvirrede mig virkelig. 

"Kan vi så gå Niall?" spurgte jeg.

"Det tror jeg, lad mig lige betale" sagde han og sukkede. 

Vi gik ud fra kaffebaren og lige da den kolde luft ramte mig rystede jeg. 

"Du fryser.. Her, tag min jake" Niall gav mig hans jakke han havde over sin tykke sweater. 

"Det er fint" Jeg skubbede den væk, men han insisterede på at jeg tog den. Det mindede mig næsten om en cliché kærlighedsfilm. "Tak."

Jeg begyndte, "så, jeg har noget jeg skal forklare."

"Kan du huske da jeg sagde du skulle lade være med at fortælle mig om din søde kæreste i New York? Kan du huske det?" årh, den sad.

"Niall, kig på mig." jeg gik ind foran ham. "Kig mig i øjnene" 

Han tog hans smukke blå øjne lige ind i mine. Jeg kunne ikke lade være med at kigge væk i et sekund. Jeg var virkelig tæt på ham, kun et par centimeter fra hinanden.

Jeg vidste ikke hvilke ord jeg skulle bruge, der var så meget jeg skulle forklare og undskylde for. "Du spurgte om jeg ville være din kæreste."

"Og du afviste mig. Jeg prøver at komme videre her, kan vi lade være med at snakke om det?" 

"Jeg sagde jeg havde en kæreste" Jeg kunne ikke lade være med at fortælle ham det hele, bare for at gøre det lettere for mig selv.

"Kan du huske da jeg bad dig om at lade være? Ja, jeg mente det" han begyndte at gå men jeg skubbede ham tilbage.

"Niall vent, gider du lige give mig et sekund?"

"Jeg har givet dig en masse sekunder, men du har en sød lille dreng-" jeg stoppede ham.

"Jeg har ikke en kæreste, jeg har aldrig haft en ved navn Owen, og jeg har ikke nogen planer om at få en i fremtiden! Jeg fandt på ham" sagde jeg aggressivt.

Niall stirrede på mig på et par sekunder før han sagde, "hvorfor sagde du det?"

"Fordi jeg var i spotlyset. Jeg ville snakke med dig alene, ikke alle de andre, kun dig." 

"Men hvorfor? jeg forstår ikke hvad du prøver at fortælle mig" Niall lød næsten såret. Jeg kunne ikke sætte et ord på hvad han følte. Måske en blanding? Trist, vred, såret, forvirret? hvem ved.

"Jeg prøver at fortælle dig at jeg vil være din kæreste, jeg prøver at fortælle dig at jeg er forelsket i dig." jeg spyttede det nærmest ud og fik det til at lyde som om det var en byrde jeg bar på. 

"Men du afviste mig, du sagde du ikke ville være min kæreste, da jeg spurgte dig. Hvorfor ville du gøre det hvis du ville være min kæreste? Jeg er ikke bare et legetøj, jeg har også følelser." Hans stemme var hundrede procent såret og forvirret nu. Han var såret på grund af mig. 

"al den hate man får" sagde jeg og kiggede væk. "Huh?" spurgte han.

"Ja, haten. Jeg vil ikke have dødstrusler konstant, jeg kan ikke lide idéen om at hundredevis af piger derude, virkelig ville dræbe mig. Det er skræmmende. Hvis jeg var din kæreste, hele mit liv ville blive forandret. Der er tusindvis af piger der vil giftes med dig derude, giftes med dig. Kald mig egoistisk, men jeg vil have du er min kæreste, og kun min kæreste. Jeg vil ikke høre al den kendis sladder om dig og mig, det var derfor jeg afviste dig" jeg hodlt en pause. "Men jeg er ligeglad med det nu, jeg vil bare være din kæreste" sagde jeg med den samme tone som om det var en byrde at bære. 

"V-vil du?" 

"Ja"  sagde jeg.

"Tak gud, hallelujah!" sagde han og krammede mig imens han løftede mig.

Jeg inhalerede hans attraktive duft. "Så, vil du være stadigvæk have jeg er din kæreste?" smilede jeg. "Selvfølgelig" han krammede mig igen. Jeg ville bare blive i hans arme forevigt. Han var så varm og blød og hans arme fik mig til at føle mig så velkommen.

"Jaa" sagde jeg og puttede mig ind til ham. Han skubbede mig væk og smilede til mig. "Can jeg tage et billede?" "Et billede?" fnisede jeg. "jeg ligner lort" Han tog sin telefon frem og tog et billede af os der smilede.  "Du er smuk" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...