Teach Me | Niall Horan

Fanny Blake er en spirende dansestjerne på Broadway i New York City. Sammen med hendes bedsteveninde Leslie Castle, får hun chancen for at blive en del af baggrundsdanserene for det verdenskendte boy band One Direction, og det er en chance man ikke kan takke nej til. Fanny & Leslie bliver ledt ind i en verden fuld af søde drenge, skøre fans, og mere end nok dans.

49Likes
26Kommentarer
4893Visninger
AA

13. Kapitel 13

Louis's P.O.V

Jeg prøvede at få min ven ud af hjørnet men han ville ikke lystre. Jeg var en stor fejltagelse til det her. "Niall, kom nu. Du bliver nødt til at komme ud her fra på et tidspunkt, du skal bruge frisk luft og mad. Det var ikke din skyld ven, det var de fulde drenge i bilen. Vi er alle sammen kede af det, tro mig. Vi håber alle sammen hun vågner op, men hvad hjælper det at du bare sidder her og græder og beskylder dig selv? Leslie er her, hun bliver her og ringer hvis der er noget der ændrer sig med Fanny, gør du ikke?" sagde jeg og kiggede i retningen af Leslie.

Leslie nikkede og tørrede en tåre væk fra hendes kind. Hun havde ikke forladt Fanny's side siden hun kom her ind, det havde Fannys familie heller ikke, udover lige nu da de var ude for at spise hospitals mad. Leslie og Fanny var tættere end jeg troede, de var ikke bare venner, mere som søstre. Jeg havde altid troet de bare var bedste venner, men at se på Leslie lige nu gav mig en klar idé om hvordan de følte for hinanden.

"Lou du forstår det ikke. Jeg ved godt du prøver at hjælpe og alt det, men det kommer ikke til at redde den her. Jeg tog hende med ud for at fortælle hende at jeg elsker hende. At jeg ELSKER hende. Jeg havde planlagt det hele men vi blev ramt. Ramt. Det burde have været mig, hvorfor fik jeg kun et brækket håndled og et par sår? Hun ligger i en hospitalsseng bevidstløs! Hvem havde gættet at hun vejede for lidt til at airbag'en blev aktiveret? Hvad hvis hun ikke vågner Lou? Skal jeg bare leve med det resten af mit liv? Det faktum at hvis jeg havde været mere opmærksom-" jeg stoppede ham.

Min øjne begyndte at løbe i vand men jeg vidste jeg måtte være stærk for ham. Drengene var alle sammen taget tilbage til hotellet, og det var min tur til at tage mig af Niall siden han nægtede at forlade hospitals stuen, og jeg kunne ikke svigte ham nu. Han havde brug for mig mere end nogensinde nu. "Du skal ikke snakke sådan til mig Ni, hun vågner okay? Hun vågner også kan du fortælle du elsker hende! Du vidste ikke at en fuld fyr ville komme og hamre ind i jer! Du gjorde intet galt, det var det fulde svin der gjorde noget galt! Fanny ville ikke ønske du sad i et hjørne og græd dine øjne ud, hun ville have du skulle passe på dig selv! Måske skifte det tøj du har haft på de sidste 3 dage? Spise noget andet mad end de klamme færdigretter de laver her? Og endnu vildere, måske endda gå i bad? Du lugter altså. Kom nu, hun er her stadigvæk når du er tilbage." 

Niall sukkede, "men, jeg vil være her når hun vågner. Jeg har brug for at høre hendes stemme."

"Niall kom nu. Vi er kun omkring 10 minutter væk, hun er her stadigvæk når vi kommer tilbage"

Det dræbte mig at se ham sådan her. Han var den mest carefree person i hele verden, jeg havde aldrig set ham græde så meget og være så ked af det, men nu? Han havde ikke forladt det hjørne i flere dage, havde ikke skiftet sit tøj og spiste kun det folk gav ham (hvilket var ekstremt underligt), og når han endelig forlod rummet var det for at gå på toilettet. Hans ansigt var helt rødt efter at have grædt og tørt hans ansigt, hans hår var rodet og hans øjne var helt blod forskudte.

"Det burde jeg vel" sagde han og rejste sig langsomt op.

Rejste han sig lige op? Kære gud, det må være et mirakel!

Jeg tog ham med tilbage til hans lejlighed. Han gik i bad og tog rent tøj på, fixede sit ansigt og lignede endelig sig selv en lille smule. Jeg prøvede at få ham til at blive i et øjeblik for at hvile sig, men mirakler virkede kun begrænset. Han var tilbage ved Fannys side på ingen tid.

Nialls P.O.V:

Jeg ventede og ventede og ventede. Det eneste der fyldte rummet var lyden af konstante bib. Hvorfor var det ikke mig der kom til skade? Det slog mig ihjel at se Fanny ligge der helt følelsesløs. 

Hendes værelse var ret fyldt af mennesker. Hendes familie, som fløj herud i går, og Leslie var i værelset. Liam var her også, han var åbenbart på "Niall vagt" som drengene åbenbart kaldte det. De burde stoppe med at bekymre sig om mig, og starte at bekymre sig om pigen i hospitals sengen.

"Så Niall, jeg hører du har datet Fanny?" startede hendes far, han ville vist gerne begynde en samtale. Det var tydeligt at han slet ikke var interesseret i det lige nu, men han ville vel bare bryde den akavede stilhed. 

"Øh ja, det har vi gjort i et par uger nu"

"Det er da dejligt"

Endelig skete der noget. Fanny blinkede og slikkede så hendes læber.

"Fan, skat?" hendes mor hoppede nærmest op fra stolen.

Leslie spurgte, "Fan?"

Jeg rejste mig op og fik et bedre overblik over Fannys ansigt. Hun var stadigvæk så ufatteligt smuk. Hvordan kunne hun se så perfekt ud efter alt hvad hun havde været igennem?

Langsomt men sikkert begyndte hun at blinke mere, og at slikke hendes læber, også blinke en smule mere indtil jeg kunne se hendes smukke blå øjne.

Hun så forvirret ud i ansigtet og hendes øjenbryn rykkede sig hurtigt, "Kan i alle sammen flytte jer fra mit ansigt? Jeg ved ikke hvorfor i er her, hvorfor er jeg egentlig her? Hvad er det her egentlig?"

"Skat, du er på hospitalet, du var med i en bilulykke" begyndte hendes far og strøg hendes hår væk fra hendes ansigt.

Jeg kunne se hendes bryst begynde at rejse sig op og ned hurtigt, meget hurtigere end normalt. Hun rystede helt. "Lad være med at røre mig, jeg ved ikke hvem du er, og jeg er ikke tryg ved at du rører ved mig"

Hun kan ikke engang huske sin egen far, halvdelen af hendes gener kommer fra ham. Hvordan skulle hun så have nogen chance for at kunne huske mig?

"Kan du ikke genkende os?" spurgte hendes mor.

"Jeg er ked af det jeg er rigtig forvirret. Hvorfor er mine læber så tørre? Jeg skal have noget at drikke"

Jeg kunne mærke tårerne presse på inde i mine øjne men jeg kunne ikke stoppe dem. En af dem trillede ned ad min kind men jeg skyndte mig at tørre den væk før nogen så det. Hun kunne ikke huske mig. Pigen jeg er forelsket i kan ikke huske mig. Jeg ved godt at hendes familie burde være mere bekymret end mig, men af en eller anden grund følte jeg at jeg var mere såret end dem.

"Jeg får noget fra sygeplejeskerne og jeg får en af dem med herind" sagde Liam før han forlod rummet.

"Jeg går med dig" sagde Leslie. Hendes stemme knækkede og tvang ordene igennem. Hun ville bare ud af rummet. Jeg blev stående, helt stille. 

"Hvorfor græder du?" spurgte Fanny mig helt uskyldigt. Hvordan kunne jeg bebrejde hende for at spørge om det? Hun vidste jo ikke hvad der foregik. "Og hvorfor har du et sår i dit ansigt?" 

"Jeg er ked af det." spyttede jeg ud, da jeg ikke havde andet på hjertet. Jeg havde ikke behov for at snakke om såret.

"Kan nogen af jer mennesker fortælle mig hvad der sker? Jeg ved ikke hvad der sker, jeg er virkelig forvirret! Jeg vil bare gerne vide hvorfor jeg er på hospitalet" en tåre trillede ned ad hendes kind, efterfulgt af et par stykker mere. Jeg kunne ikke se på det, jeg løb så hurtigt jeg kunne ud af rummet. 

Fannys P.O.V

Hvorfor var der så mange underlige mennesker rundt om mig? De opførte sig som om de kendte mig. Manden rørte mit ansigt, og jeg kendte ham ikke engang. Hvorfor ville han dog røre mit ansigt, og hvorfor græd de alle sammen? Man skulle tro nogen var død. Og hvad var der med drengen med såret i ansigtet?

"en eller anden, forklar mig hvem fanden i er, jeg vil bare gerne vide det. Jeg bliver ikke sur eller noget" min kæbe gjorde ondt når jeg snakkede, men ikke nok til at jeg ville holde kæft. 

"Hej Fanny, det er rart at du er vågnet, hvordan har du det?" spurgte en mand iført en hvid kittel mig. 

"Jeg føler mig svag og forvirret. Jeg vil bare gerne vide hvorfor alle de menesker er her, og hvad der er galt med mig!"

Lægen så ud som om hans indre pære lige gik i stykker, "Ah. Jeg kan se hvad der sker her, kan jeg få jer alle sammen til at gå ud af rummet i et øjeblik? Jeg skal snakke med Fanny alene" 

"Hej hej" vinkede jeg til alle menneskerne og damen begyndte at græde. Bare af et enkelt ord? Hvad var der galt med de mennesker? De var helt fremmede men alligevel græd de over alt jeg sagde.

"Her er dit vand, drik det, du har brug for det" sagde manden og gav mig en lille kop med vand. 

"T-tak, vil du så være sød at fortælle mig hvad der er  galt med mig, og hvem er de mennesker?"

"De er din familie og venner. Dine forældre, din søster, din bedsteveninde, to af dine venner og din kæreste."

Nu gav det hele mening, nu forstod jeg hvorfor alle var så følsomme efter alt hvad jeg sagde og hvorfor det så ud som om de havde grædt og ligget søvnløse.

"Er det brun hårede eller den lyshårede min kæreste? Og det samme med min søster?"

"Af hvad jeg ved er den blonde fyr din kæreste og den blonde pige er din søster"

"vent, så, jeg er her fordi-" jeg stoppede. Alt kom tilbage til mig. Mor, Far, Sophie, dansene, auditions, på turné med drengene, alt. "jeg tror jeg lige har husket alt, er det normalt?"

"Jeg vidste du ville huske ting snart, jeg troede ikke på din hukommelse ville gå tabt til at starte med." han skrev noget ned på sin seddel. "Så nu da det er på plads, husker du noget fra ulykken?"

Jeg brugte et øjeblik på at se på mine skader. Hele mit ene ben var lagt i gibs, mine ribben var forbundet og jeg havde en skinne på min højre arm, og det føltes som om jeg havde noget rundt om hovedet. Havde jeg brækket alle knogler i hele min fucking krop? "Jeg husker ikke hvad der skete, jeg kan bare huske jeg var i bilen med Niall på vej til et sted han ikke ville sige hvor var, men det er alt jeg kan huske. Er det slemt?" Jeg begyndte at blive bekymret, det føltes som om alle knogler i min krop var brækket.

"Nej, det er fremragende at du husker så meget!" 

"Kan du fortælle mig hvad der skete i ulykken? Og hvad der er galt med mig, ud over alt det her?"

"I blev ramt af en fuld mand. I kørte som i burde, men den fulde man gjorde tydeligvis ikke. Han ramte siden af jeres bil, og kun din kærestes airbag virkede, du var ikke ligeså heldig. Du fik ikke aktiveret din airbag fordi du ikke vejede nok. Vi nåede heldigvis at få dig opereret, og indtil videre ser alt godt ud. Du har et brækket ben som du kan se, et skadet håndled, et par knuste ribben og du har slået dit hovede ret hårdt. Der kom alvorlige skader på dit kranie, så du er virkelig heldig at være her i dag, Fanny." 

"Øhh Tak.. Hvorfor gør min kæbe ondt når jeg snakker?" 

"Du har også slået kæben, den er ikke brækket bare slået en smule."

"Okay jeg tror jeg forstår nu, men hvad-" jeg havde ikke andet at spørge om. Jeg kunne huske alt og nu vidste jeg hvad der skete i ulykken. "Vent, vejede jeg for lidt til airbag'en? Det giver ikke mening" 

"Du har ikke aktiveret airbag'en og ellers har du åbenbart tabt et par kg. Det giver bare heller ikke mening da du er danser og kun opbygger muskler."

"Åh gud Dr." jeg pausede da jeg ikke kunne hans navn.

"Redmond"

"Dr Redmond, kan jeg nogensinde danse igen? Hvordan skal jeg kunne optræde? Turnéen er lige gået i gang, hvad skal jeg gøre?" råbte jeg nærmest. 

"Jeg beklager men du skal holde pause i et par uger."

"Men Men, jeg vil danse!"

Han grinte blidt, "det ved jeg du gerne vil men det kommer til at være lidt svært i en kørestol" 

"Vent, kørestol, jeg er ikke-?" jeg stoppede da det gik op for mig. "Nå.."

Han kluk lo, "du skal nok være i kørestol indtil dit håndled fungerer normalt igen, også kan du bruge krykker istedet."

"kan du få min familie herind? Ikke Leslie eller drengene, kun min familie"

Sophie's P.O.V

"Hej alle sammen" lægen gik ud fra værelset. Vi var alle sammen gået i panik, og det lagde lægen åbenbart mærke til. "For det første, fald ned. Hun kan huske alt, det var kun fordi hun vågnede efter at have været i koma i så lang tid, hun husker jer alle" Det var godt nok en lettelse. "Hun vil faktisk gerne se jer.

Vi gik alle sammen hen mod døren men han stoppede Niall, Leslie og Liam. "Hun vil have i bliver her, hun vil kun have familien ind."

Leslie forstod det, men Nialls øjne fyldtes af sorg. Jeg var virkelig bekymret for Niall igennem alt det her, det faktum at han kørte bilen og han ikke blev skadet, dræbte ham indvendig. Selvfølgelig gav ingen af os ham skylden, men det gjorde han åbenbart selv.

Vi gik ind i værelset og Fanny havde et lille smil på læben. "Jeg er ked af at jeg glemte jer, jeg kunne bare ikke huske. Tilgiv mig"

Hun så så svag ud. Så skrøbelig. Da hun snakkede blev jeg skræmt, ikke pga. hvad hun sagde, men fordi hver gang hun snakkede krævede det så meget energi for hende.

Min mor satte sig ned på kanten af sengen. "Du skal ikke bekymre dig om os, du skal bare blive frisk igen, det er det eneste der betyder noget"

"Tak"

jeg ville gøre stemningen lidt bedre så jeg begyndte, "Hey Fan, jeg har fået mine projektopgave karakterer tilbage"

"seriøst? Hvad fik du?"

"12"

"Åh gud, det er fantastisk Soph! Det er virkelig godt! Helt utroligt, tillykke!" hun åbnede armene en smule så hun kunne give mig et kram. Hun kunne ikke bevæge sig, ikke engang sætte sig op, så jeg gik hen og gav hende et blidt kram.

"Tak, hey, må jeg være den første der signerer din gips?" smilede jeg. Jeg prøvede altid at komme uden om de alvorlige ting, som foreksempel  at hun lå i en hospitalsseng. Man kunne vel sige at jeg prøvede at skubbe mine følelser væk, de følelser som fortalte mig at jeg skulle bryde grædende sammen. Det var bare så hårdt at åbne om om dine følelser, det tror jeg alle er enige om.

Hun lo en smule, "selvfølgelig" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...