Teach Me | Niall Horan

Fanny Blake er en spirende dansestjerne på Broadway i New York City. Sammen med hendes bedsteveninde Leslie Castle, får hun chancen for at blive en del af baggrundsdanserene for det verdenskendte boy band One Direction, og det er en chance man ikke kan takke nej til. Fanny & Leslie bliver ledt ind i en verden fuld af søde drenge, skøre fans, og mere end nok dans.

49Likes
26Kommentarer
4919Visninger
AA

10. Kapitel 10

"Jeg kan seriøst ikke tro at i aften er vores første optræden! Jeg går snart i panik! Der kommer til at være en billion mennesker derude!" sagde Leslie panisk.

"Jeg kommer til at tisse i bukserne på scenen. Jeg kommer til at falde pladask ned åh nej jeg ved det kommer til at ske"

"Gider i slappe af? Ingen af jer kommer til at falde! I er gode dansere, i har aldrig lavet en fejl eller er faldet på scenen! Bortset fra den ene gang," sagde Sophie og begyndte at grine. "Der hvor du" hun prøvede at afslutte sætningen men hun grinte for meget. "Den der hip hop rutine haha dengang jeg gik i 5 klasse"

Jeg tog fingrene i ørene, "Lad være med at snakke om det"

Leslie begyndte, "Nej lad være. Det kommer til at være det jeg tænker på under hele showet også går det hele i kage"

"Men det var så sjovt!" grinte Hannah hysterisk.

"Nej! Stop så! Jeg vil ikke høre på det!" begyndte jeg.

"Du-" begyndte Sophie

"Du er officielt ikke min søster længere! Jeg kendes ikke ved dig længere, og du må ikke komme med til koncerten i aften!"

"For det første, du bestemmer ikke om du kendes ved mig eller ej, for det andet, så skal jeg til koncerten lige meget hvad, for vi har billetter på første række!"

"dorh" sagde jeg.

"Dorh til dig også" svarede hun.

Jeg tog min taske for at gå hen og øve, og gled ned i mine sko, "nå men vi skal hen og øve, så hej hej piger"

"vent! Hvad skal vi lave resten af dagen?" råbte Hannah

"Det ved jeg ikke! I er to store piger, køb jer en bamse, gå rundt i London, så længe du ikke kysser Harry Styles igen!" 

"Jeg lover intet!" svarede hun.

Leslie og jeg lukkede døren efter os og skyndte os ned i elevatoren. Drengene stod også og ventede på den. "Hejsa!" vinkede jeg til dem og krammede Niall. Jeg tog hans hat af hans hovede og tog den selv på, "jeg kan godt lide din hat! Den beholder jeg!"

"Men det er min yndlingshat.." hvinede han.

"Nå men jeg er din yndlings kæreste, så jeg beholder den!" grinede jeg.

Han grinede, "du er min eneste kæreste!"

"Det håber jeg da!"

Ord kunne ikke beskrive hvor nervøs jeg var for den aften. Jeg havde optrådt mindst en million gange, danse opvisninger, konkurrencer, audtions, baggrundsdans, alt muligt! Men jeg havde aldrig lavet noget så st ort som det her. Drengene var faktisk et af de største bands lige nu. De var enorme. Selvfølgelig vidste jeg det da jeg gik til audition, men da jeg lærte dem at kende begyndte jeg at se på dem anderledes. Jeg så ikke de 5 fyre jeg ha seet på teen magazine, jeg så dem som 5  af mine bedstevenner og en af dem som min kæreste. Men var det den samme følelse jeg ville have når jeg gik på scenen med dem foran hvem ved hvor mange Directioners? Hvad hvis jeg laver en fejl? Hvad hvis jeg får en skade? Folk siger jeg ikke skal tænke på "Hvad nu hvis" men det er svært at lade være. Jeg skal optræde med One Direction live i aften, jeg burde bekymre mig om enhver lille detalje der kunne gå galt!"

"Er du okay?" spurgte Niall.

"Ja, hvorfor?"

"Jeg ved det ikke, du virker bare lidt utilpas. Måske er det hatten, lad mig tage den for dig" han rakte ud efter den men jeg tog armene rundt om mit hovede så han ikke kunne få den. 

"Nej! Jeg elsker den her hat, det er min!" 

"Fint" sagde han og kyssede mig på kinden. "Den klæder alligevel også dig bedre"

Jeg kunne mærke at mine kinder begyndte at blive røde, og prøvede at skjule det. Hvordan kunne man egentlig skjule rødmen?

I dag var en prøve på hele showet. Vi prøvede alt, både der hvor vi skulle skifte tøj, lyset, positionerne, sangene, dansene, alt. Jeg lavede ikke nogen fejl man lagde mærke til, (eller ihvertfald ikke nogen som publikum ville opdage, de ville alligevel fokusere mere på drengene) og jeg følte mig ret lettet. Ikke af størrelsen på arenaen, men fordi at jeg ikke kunne se nogen bag drengene. Lyset. Jeg kunne næsten garantere for at ved slutningen af turnéen ville jeg være blind.

"Thats what makes you beautiful" sang Harry, og lyset slukkede. Åh gud tak, jeg tror allerede jeg er blevet blind. Jeg havde ingen idé om hvordan drengene kunne klare det her lys hver aften. 

"Godt gået drenge! Var der nogen problemer?" spurgte scene manageren.

"ikke noget udover at Niall pruttede og det lugtede af lort, og det ville sikkert kunne få hele salen til at lugte" sagde Liam

Ja det er min dreng! Kendt for hans egenskab til at prutte, jeg elskede ham nu alligevel.. ikke sådan elske elske, men sådan lide elske, tror jeg. Jeg vidste kun en ting, og det var at jeg var ved at falde for ham. Jeg var helt sikkert ved at falde for ham.

"We're like na na na, then we're like yeah yeah yeah! always like na na na, then we're like yeah yeah yeah! No we can't make up our minds, cause when we think we've got it right we go na na na na " Sang Leslie og jeg med Hannah og Sophie.

Vi slappede bare af på hotellet, da vi ikke havde noget at lave. Vi havde hjulpet Sophie og Hannah med at pakke, for de skulle tilbage til New York i morgen. Highschool. 

"Spaghettien er næsten kogt!" råbte jeg og dansede rundt i køkkenet. 

"heeejsaaaaa" sagde Niall og gik ind på vores værelse, "åh der er vist nogen der elsker One Direction!"

"Ja da, vil du have noget spaghetti?"

"Har jeg nogensinde sagt nej til mad?" 

Jeg tog noget spaghetti og fyldte op i en skål til ham, og en til mig. Jeg satte mig ned i sofaen og han satte sig ved siden af mig.

"Hva så?" spurgte jeg ham.

"Spiser bare lige noget spaghetti, hvad med dig?"

"Det samme!" 

"Sååå, hvorfor tog du herhen?"

"Hvad? Kan en fyr nu ikke besøge hans smukke kæreste når han har lyst?"

"Nej, men tak for komplimenten" sagde jeg og vippede håret bagover.

"Du har stadigvæk hatten på"

Jeg kiggede op og fik øje på hatten, "Ja, jeg sagde jo jeg kunne lide den her hat!"

"Får jeg den nogensinde igen?" 

"Nææææ"

"Er du nervøs for i aften? Første show" sagde han og gav mig et blidt slag på min ene pat.

"For det første, ja! Jeg er ved at gå i panik, for det andet, du slog mig lige på patten" 

Niall blev hel lyserød i ansiget, "undskyld!"

"Det er fint nok, hvornår skal vi hen til arenaen?" 

"Nå ja, det var derfor jeg kom herhen! Undskyld ,jeg blev distraheret af kønne piger og mad" sagde han og blinkede, "vi skal afsted om tyve minutter, hvilket nok er 5 minutter nu, så vi tager afsted om 5 minutter!"

______________________________________________________________________________________

"Den næste sang er skrevet af en af vores venner! I kender ham sikkert som Ed Sheeran, det her er moments!" alle pigerne skreg efter hvert ord. Wow.

Indtil videre gik koncerten godt, publikum var sindssyge. Jeg var næsten blind, og selv med mine ørepropper var jeg også næsten døv. Jeg var ikke faldet endnu, og jeg havde næsten ikke lavet nogen fejl i dansene, men jeg var nervøs. Nu skulle jeg danse med Niall. Vi havde øvet det mindste en million gange, faktisk øvede vi hver gang vi kedede os, men jeg ville ikke lave rav i den alligevel. Jeg ville ikke falde, fordi at Niall ville være lige foran mig, hvad hvis jeg faldt over ham?

Drengene tog headset på istedet for mikrofoner og vi tog alle vores positioner og gik ud i par. Niall satte sine hænder det rigtige sted, og det samme gjorde jeg.

"Hey, Hoe-ran, behold hænderne hvor de er, eller nej, længere nede!" sagde jeg og grinede.

"Jeg lover intet" sagde han og musikken gik i gang.

Ordene fra sangen var så rørende, de var så sande. Meningen var så klar, og af en eller anden grund føltes det så ægte at danse så tæt med Niall, selvom det var så surrealistisk. Måske var det Nialls stemme der fyldte mine øre, eller hans hænder på mine skulderblade, eller ham der gled med mig i hvert trin.

Efter koncerten skiftede vi tøj backstage, vi tog næsten alle sammen træningstøj på.

"Det var sygt! Jeg kan ikke forstå det lige skete!" sagde Bella.

"Er det altid så sygt?" spurgte Demi

"Det bliver endnu sygere, du aner intet!" grinede Zayn.

"Seriøst? Jeg er ret sikker på at jeg ved noget, jeg er ret sikker på jeg har mistet alle mine sanser. Jeg tror faktisk jeg er død, Fan, kan du tjekke om jeg har en pulse?" Sagde Leslie og rakte mig sit håndled.

"Du er fin" sagde jeg og aede hende på kinden. "Hvornår skal vi tilbage? Jeg har behov for at smide mig ned på en sofa"

"Vi bliver nødt til at vente til at fansne udenfor er blevet roligere, vi vil ikke ramme nogen på vejen ud, og nogengange kan de blive lidt skøre" Sagde Liam.

"Seriøst?" snerrede Jade.

De fortsatte med at snakke, men alle deres ord blev svagere da jeg halvsov op af Nialls skulder. Næste gang jeg åbnede øjnene var vi tilbage på hotellet, og det føltes som om nogen bar mig.

Jeg åbnede øjnene, "Hvad sker der?" sagde jeg forivrret.

"VI er tilbage på hotellet, jeg ligger dig i din seng, bare sov igen" sagde en bekendt irsk stemme roligt til mig. Niall.

"Faldtjeg i søvn?" jeg var ikke engang klar over hvad jeg havde lavet.

Niall grinede, "Ja du faldt i søvn ude i arenaen"

Han lagde mig i sengen og dækkede min krop med dynen. Der var ingen følelse der kunne blive sammenlignet med følelsen af at ligge i en seng efter en lang dag. 

Niall slukkede lyset tæt ved min seng og før han gik hviskede jeg, "N-Niall?"

"Ja, skal du bruge noget?"

"Tak fordi du bar mig herind" sagde jeg og faldt dybere og dybere i søvn for hvert ord. 

"Altid," svarede han roligt. Jeg mærkede hans læber røre ved min pande og hans varme ånde på min hud, "godnat, jeg elsker dig, Fanny" 

Nej. Der var ingen chance for at jeg hørte det der rigtigt. Ikke en chance. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...