I Like you, but it is wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 19 aug. 2013
  • Status: Igang
Malou er 16 år, hun går på High School i USA. Da hendes forældre valgte at flytte til udlandet for nogle år siden. Hun er en glad og positiv person, som elsker fest og farver. Men hendes liv ændre sig på det højeste punkt, da hun en dag bliver kidnappet på vej til en fest. Hun får et specielt forhold til kidnapperens søn, og der er måske lidt mere end et venskab i det?...

7Likes
5Kommentarer
523Visninger
AA

3. Sønnen

''Undskyld... Det er min far der har kidnappet dig, han er sindsyg. Og jeg fortalte ham jeg ikke ville være en del af dette, men der er ingenting jeg kan gøre for at hjælpe dig. Jeg er ked af det..'' siger en stemme lige pludselig. Jeg ligger nede på den madras jeg sov på tidligere. Jeg besvimmede åbenbart efter den syngende lussing jeg fik. Jeg sætter mig op. Jeg kigger ind i nogle grønne øjne. Det er gerningsmandens søn. Ham der har kidnappet mig.. hans søn sidder lige foran mig. Jeg rejser mig hurtigt op, og flytter mig væk fra ham. ''Hold dig væk fra mig,'' råber jeg. Han rejser sig også op, og går tættere på mig. ''Jeg vil ikke have noget som helst med dig at gøre, flyt dig. Dig og din far er sindsyge,'' råber jeg. ''Malou.. hør her...'' siger han. ''Malou? og hvor fanden kender du mit navn fra?'' råber jeg ham lige i hovedet. ''Vær sød at lytte til mig,'' siger han. ''Aldrig,'' råber jeg. Jeg sender ham et blik som kunne dræbe enhver. Det hårdeste blik jeg nogensinde har sendt til nogen før. Jeg sukker og går hen til døren. Jeg river alt hvad jeg kan i håndtaget, men self er den låst. ''Det der hjælper ikke,'' hvisker han. ''Du er syg, hold dig væk fra mig,'' siger jeg hårdt. ''Hør her, jeg vil aldrig gøre dig noget,'' siger han. ''Sikkert,'' siger jeg. ''Min far er ikke helt rask i hovedet, han er syg. Altså virkelig syg i hovedet. Han kidnappede dig og hvis du ikke gør hvad han beder dig om kan han finde på at tæske dig. Tro mig... Jeg fortæller bare sandheden. Min mor..'' mere når han ikke at sige før jeg afbryder ham. ''Hør her, jeg gider ikke høre på det der? jeg vil bare hjem okay?'' siger jeg. ''Lad mig nu fortælle dig noget,'' siger han. Jeg giver ham alligevel lov til at fortælle sin historie, han holder sikkert ikke kæft indtil han har fortalt den. ''Fint,'' siger jeg. ''Min mor og min far var et lykkeligt par for 10 år siden, de elskede hinanden og de var som salt og peber sammen. De stod altid sammen om alting, og ingenting kunne skille dem ad.. Eller det mente de. Lige pludselig en dag sagde min mor til min far at hun ikke ville komme sammen med ham mere, og at hun havde fundet en anden. Min far blev så knust og rasende at han kidnappede mig. Han rejste herhen til USA, og ville bo her. Jeg bad ham om at rejse tilbage, da jeg ville hjem til min mor igen. Han begyndte at slå mig, og hver gang jeg prøvede at flygte eller jeg sagde ham imod tæskede han mig. Årene gik og jeg hørte mere og mere efter hvad han sagde. Jeg gjorde rent efter ham, ordnede hans arbejde. Gjorde alle de ting han selv skulle gøre. Fordi jeg var bange for ham. Jeg gjorde alt hvad han sagde jeg skulle gøre, fordi jeg viste hvad han ville gøre hvis jeg sagde ham imod. Hvert år kidnapper han en, nogengange er det en pige han kidnapper og andre gange en dreng. Han giver dem kun mad en gang om dagen og holder dem bare fanget inde i en kælder. Fordi han selv har det rigtig hårdt skal det gå ud over andre mennesker. Når de så er blevet sultet og har været fanget i et år i den kælder.. så.. dræber han dem.. Fordi han er fuldstændig syg i hovedet. Jeg aner ikke hvad han tror han får ud af alt det, men det er det han gør. Det var også derfor han flippede fuldstændig ud igår, fordi jeg gav dig mad. Så nu kender du sandheden, og det eneste jeg vil er at hjælpe dig,'' siger han. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til det. Jeg er fuldstændig lamslået. ''Wow, jeg ved ikke hvad jeg skal sige,'' siger jeg. ''Det er okay, du behøver heller ikke at sige noget. Men bare rolig vi hjælper hinanden ik?'' siger han. ''Jo self,'' siger jeg. ''Godt,'' siger han. Han er faktisk en rigtig sød dreng, og han vil hjælpe mig. Det er fantastisk. Det er bare lidt uhyggeligt at han er gerningsmandens søn, men det kan han jo ikke gøre for. Lige pludselig bliver døren åbnet, og gerningsmanden kommer ind. Han fortæller hans søn at de kører en lille tur. Sønnen spørger mig om jeg vil med. Jeg er lidt nervøs og virkelig bange for gerningsmanden. Men jeg kan ikke holde ud at være herinde i denne klamme kælder mere, så jeg siger ja...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...