Fortrydelse

Jeg blev inspireret af sangen "The Show Must Go On"

2Likes
1Kommentarer
321Visninger
AA

1. Fortryedelse - the show must go on - One shot

 

One Shot.

 

Jeg tog en slurk af min lunkne kop kaffe og lod frustreret mine fingre løbe igennem mit fedtede hår. Jeg følte mig som en journalist, der lavede dybdeborende research til noget, der skulle ende i en artikel, som ville vække opsigt verden over.
Kaffen skvulpede over kanten af koppen, da jeg irriteret satte den ned på skrivebordet igen. "Smile", stod der på den. Stille tog jeg fat i en rød tus og begyndte at strege ”smile” over.

Jeg strammede mit grab om det røde tus og begyndte at farve min venstre hånd med den. Jeg undrede over hvis mit blod var så rødt som denne her postkasse røde tus. Straks rystede jeg tanken væk fra mit hoved. Jeg gik ind til badeværelset og tændte for vandhanen. Jeg lod det varme vand løbe over min kolde hud. Først, var det behageligt men nu brændte mit hud nærmest. Det røde tus farve var allerede vasket væk men underligt nok ville min hånd ikke væk fra den brand varme vand.

Da mit hud var begyndt med at blive rød under det varme vand dik det straks op for mig hvad jeg var i gang med at gøre ved mig selv, så jeg fjernede hurtigt som muligt, min hånd og mumlede noget som jeg selv ikke kunne forstå. Jeg undersøgte min hånd for skader og det eneste jeg kunne se var det stor røde mærke og jeg vidste at det ville komme til at svige senere.

Jeg havde ikke været udenfor i en lille uge, men det var ikke rigtig et problem, da jeg normalt kun spiste en gang om dagen, og min fryser var fyldt med færdigretter og hvidløgsflute. Mit hoved var tungt, og den lille lejlighed lugtede indelukket og virkede underligt dunkel på alle tider af døgnet

Jeg havde hevet stikket ud af min telefon. Min mobil havde ikke været tændt i ugevis, da jeg dagligt blev ringet op af en psykopat, som hævdede at være min far.

Jeg havde fået hemmelig adresse, kædelås på min dør og et par store solbriller at gemme mig bag i tilfælde af, at jeg var nødsaget til at liste mig udendørs.

Jeg havde smidt min tandtråd væk og var holdt op med at bruge shampoo, da jeg havde syntes at miste interessen for generel hygiejne.

Jeg havde meget svært ved at koncentrere mig og samle mine tanker for tiden. Det havde nok noget at gøre med, at jeg sov så elendigt om natten.

Efterhånden kunne jeg ikke længere huske, hvornår jeg sidst havde været i bad, taget rent tøj på eller børstet tænder. Jeg blev langsomt mere ligeglad med alting, og selvom det ikke gjorde mig noget, forstod jeg ikke, hvad der pludselig havde ændret hele min tilværelse så radikalt. Jeg forstod ikke rigtig længere mig selv, og at nogen som helst andre gjorde, var fuldstændig udelukket. Jeg satte mig i min snuskede sækkestol på gulvet med hovedet begravet i hænderne og begyndte at græde. Måske var det fordi, at jeg ikke havde sovet mere end højst et par timer om natten i flere uger og snart bare var en omvandrende zombie. En tom skal. Måske var jeg bare forvirret, eller også var det en forsinket reaktion på den kærlighedsfilm, jeg havde set dagen før. Måske var det den stemme, jeg konstant kunne høre tale til mig uden at forstå, hvad den sagde.
Måske var det bare min dårlige samvittighed, der hele tiden jagtede mig. Jeg var ikke sikker. På noget. Kun at der rasede en vild storm indeni mig, som jeg ikke kunne få til at lægge sig.

Stemmen, jeg hele tiden hørte, var ved at drive mig til vanvid. Jeg prøvede at skrige og rive mig selv i håret af ren og skær frustration, men jo mere, jeg skreg, jo højere blev stemmen.

Det skete, da han pludselig stod foran min dør og bankede. Det faldt sammen. Han bankede hårdere og hårdere på døren og råbte på mig. Ham, som kaldte sig min far. Jeg kunne ikke mere. Imens han så det hele ind ad ruden ved døren, fandt jeg en stor dunk sprit i køkkenskabet og hældte det ud over hele lejligheden. De mugne møbler, det ødelagde glasbord og i soveværelset, hvor jeg aldrig længere fik søvn og altid tænkte på stankelben. Han så så forfærdeligt bange ud. Som om han kendte mig. Jeg satte hele lejligheden i store, fantastiske flammer, imens han bare stod der og var bange. Ild er ikke kun farligt, hvis man ikke kan styre det.
Det var min sidste chance for at se alt, hvad jeg frygtede, i øjnene. Chancen for at opleve den farefulde verden udenfor de fire vægge, jeg snart var groet fast i. Derfor gjorde jeg det. Jeg åbnede min altandør og mærkede den kølige og næsten ætsende vind imod mit ansigt. Og så sprang jeg. Lige ud i armene på alt det onde. Jeg fløj igennem alt det, der skræmte mig så forbandet meget. Indtil jeg ikke længere fløj.

 Jeg endte på gulvet.

Hårdt.

Alt slukkede i min krop på et sekund.

Hjerte

Hjerne

Alt

 

********************************************************************

 

Forsigtig slog jeg øjnene op, men lukkede dem hurtigt i igen. Det skarpe hvide lys blændede mine øjne. Jeg kunne mærke hvordan nogle hænder forsigtigt strøg hen over mit ansigt. Først nogle kolde, tynde og skælvende fingre, som senere blev afløst af nogle små forsigtige barnefingre. Den sidste berøring fik mig til at klynke højt. jeg behøvede ikke at åbne øjnene for at vide, at der ikke stod et lille barn, og så på mig med bekymrede øjne. Det var blot min underbevidsthed som legede med ham.

Den kliniske og sterile lugt sveg i min næsebor og gjorde mig frygtelig utilpas. Jeg måtte gøre adskillige synkebevægelse for ikke at kaste op ud over hospitalssengen. Vejtrækningerne blev hurtigere og hurtigere og sammen med angsten, kom den forfærdelige oplevelse krybende.
Jeg havde lyst til at kæmpe, men musklerne var for træt.

Ved siden af mig hører jeg taktfaste rolige åndedrat fra barnet ved min side. Jeg vidste allerede hvem barnet var.

Det var min lillebror.

Før han døde.

Men jeg ved at det ikke var sandt. Måske var det en drøm, men alligevel føltes det så virkeligt.

Jeg beholdte øjne lukkede. Jeg var bange for hvis jeg åbnede mine øjne så ville jeg se intet.

Hvis bare jeg var så heldig og døde, så jeg kunne være sammen med min lillebror igen. Hvis bare jeg døde.

Men uheldigvis, lever jeg stadig, for jeg kunne nemlig høre det bibene lyd ved siden af mig. Jeg gætter på at det nok må være den maskine som viser min puls. Men siden den biber, må det betyder jeg stadig lever, men hvorfor? Hvorfor er jeg ikke død?

Men pludseligt hørte jeg noget…

***************************************

” The Show must go on! Yeah!
Inside my heart is breaking,
My make-up may be flaking,
But my smile, still, stays on!

Whatever happens, I'll leave it all to chance.
Another heartache - another failed romance.
On and on...
Does anybody know what we are living for?
I guess I’m learning
I must be warmer now...
I'll soon be turning, round the corner now.
Outside the dawn is breaking,
But inside in the dark I'm aching to be free!”

****************************************

De ord.

De beskrev mig.

De fik mig til at indse.

Indse hvordan jeg har spildt mit liv.

”I’ll soon be turning, round the corner now.”

Ville jeg være i stand til det? Kunne jeg bryde de fire vægge jeg har bygget rundt om mig ned?

Måske skulle jeg give et forsøg…

Måske ville jeg være i stand til det.

Jeg besluttede at sove igen.

 Jeg var ufatteligt træt.

Og når jeg ville vågne op igen, ville jeg tænke mere positivt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...